Satans til kvinde, tænker han, et lille smil bryder frem på hans ansigt. Han sidder foran sin computer, har lige modtaget en mail fra en kvinde han aldrig har set, men har skrevet og chattet med, i nogle uger. Fantasien arbejder," hvordan ser hun ud"."Rødhåret. Det ved han, 172 høj, piercinger. "Hvor sidder de" " "Hun er typen der går i stramme bukser, eller lette flagrende kjoler, elsker at gå ude BH". "Stop, fantasien går amok. Han er nervøs og opstemt på samme tid. Hun kommer på torsdag".

Ole sidder på sit værelse, i lejligheden, skråt over for Enghave plads. Der bores og bankes, døgnet rundt. Metroen skal' køre i 2018.

Værelset er ca. 20 m2, præget af rod, præget af, at der bor en mand, der ikke gider rydde op. En forkælet "voksen dreng". Han er vant til at mor pusler omkring ham, let klagende, appellerende til hans samvittighed. Det ender altid med, at hun fjerner tøjet, der ligger henslængt på gulvet, og på rummets eneste lænestol.

Gulvet i værelset er afhøvlet, væggene malet hvide, på loftet slynger stukene sig rundt langs væggene, i midten en krans af stuk, der hvor lysekronen skal sidde. Huset er bygget i 1937.

På nogle af væggene hænger der billeder fra hans rejser, nogle i rammer, et enkelt er forstørret op, det fylder halvdelen af ende væggen. Forestiller en mand i lys skjorte, lyse bukser og solhat og sandaler, på vej gennem Negevørkenen. Et billede, der kalder på tørsten. Billedet har i tidernes løb, fremkaldt et hav af vittigheder fra vennerne, specielt når de mødes fredag aften, slæbende på en kasse bajere og en flaske vodka. Opvarmning til den ugentlige bytur.

Foran, en uredt divan, hvor sengetøjet er slået til side og hvor hovedpuden stadig er mærket af det varme hoved, der hele natten har hvilet på den, står et bord. Bordpladen er fyldt med nedsmeltede ringe, i et viltert tilfældigt udformet mønster, fra de utallige tekopper, ølflasker og glas, der har været i kontakt med pladen.

Langs den ene væg, fra gulv til loft, en stigereol med bøger og CD er. Bøgerne en bred vifte af titler og forfattere lige fra, Spilleren og Løgneren af Dostojevskij, Originalen af Lars R Stadil, Vejene af Jack Kerouac, Kort sagt af Klaus Rifbjerg, Nøgen frokost af William Burroughs, Sandmand af Lars Kepler, og Kvinde kend din krop.
   Døren er malet grøn, er med tiden, blevet pyntet med et hav af grafittig symboler, malet på de fredage hvor "bang -bangen" går fra mand til mand og den liflige røg, fylder rummet.
   På den anden endevæg står et skab med tøj, sko og ejendele. Oven på skabet ligger rygsækken og alt hans klatregrej, som han bruger, når han agerer, bjergbestiger, blandt andet på Bornholm. Han kender en del mennesker på øen og føler sig stærkt knyttet til den afvekslende og specielle klippeø i Østersøen.

Værelset er støvet, der ligger nullermænd i hjørnerne. Hans mor er syg og bortrejst.

Rosa hans nye date, kommer snart på besøg.

Rosa kigger sig omkring, hun er lige stået af bussen på Enghavevej, er ikke så kendt på Vesterbro.
   Hun er født og opvokset på Østerbro. Hendes far er overlæge på Rigshospitalet og hun har i hele hendes 20 årige liv boet i hjørnelejligheden på Dag Hammersjøls Alle med udsigt til Østerbro station og Den frie, på den anden side af vejen. En herskabslejlighed der indeholder 9 værelse. En lejlighed, hvor tyende i gamle dage boede i den ene ende, i en selvstændig lejlighed, kun forbundet til herskabet med en gang.

Her bor Rosa, med egen indgang fra gården. Hun studerer på RUC, hendes plan er at blive journalist.

Hun kender Vega, der har hun været adskillige gange til koncerter. Lige op langs med Enghave plads. Står nu, neden for opgangen, kigger op af en afskallet husmur, til anden sal, hvor han bor.

Hun har for første gang i sit liv, svaret på en datingannonce. Da hun læser hans oplæg, bliver hun irriteret og provokeret, men også inspireret. Han virker som en spændende fyr, han skriver om sit liv og sine mange og lange rejser, men på en noget pralende, selvsikker måde, der irriterer hende. Hun mangler ydmyghed i hans oplæg. Hun svarer ham, med nogle skarpe kommentarer, kalder ham arrogant og blærerøv. Hun vil prøve ham. Kan han holde til mosten, så vil hun overveje at tale videre med ham.

Rosa trykker på ringeknappen. Der er indført dørtelefon i den gamle ejendom, lige som i de fleste andre ejendomme i KBH.

Hej, det er Ole, lyder det i højtaleren, efterfulgt af en hvæsende lyd.

Hun trykker på døren og den går op. En sur lugt, slår hende i møde, en blanding af madlugt, cigarrøg og indelukkethed. Trappeopgangen er ikke blevet malet de sidste 30 år, trætrapperne er slidt, til noget der ligner en bakkekam, af de mange fødder, der har slæbt sig op og ned af dem.

Rosa hører en dør åbne sig.

"Hvordan ser han ud, hvordan er han? Jeg kan forhåbentlig komme hurtigt af sted hvis jeg ikke kan klare det". Hun har aldrig besøgt en person, hun i forvejen, kender så lidt til.

Pludselig er han der, 185 høj, slank, veltrænet krop, kort hår, smil på munden. På fødderne, slidte hjemmesko, sorte forvaskede cowboybukser og en T shirts med en reklame for de hjemløses blad, Hus forbi, på bryst og ryg.

"Han virker selvsikker, er det bare en facade", tænker hun

"Hej, dejligt, endeligt at møde dig, jeg har glædet mig" Ole rækker hånden frem.

De mødes for første gang i et fast og langt håndtryk, som får ham til at give hende et kram. Han får på den måde, et følelsesaftryk af hendes krop mod hans, som han stadig kan mærke da han siger, "Kom inden for, der er ryddet op og støvsuget, min mor er ikke hjemme, hun er syg, er taget på rekreation hos nogle venner i Jylland", hans dårlige samvittighed, vælter ud af munden på ham.

Hun træder nærmere, hun er iført en armygrøn frakke med hætte, som han hænger op på knagen i gangen.

"Endeligt, endeligt er de sammen på hans værelse" tænker han. Han står sammen med Rosa, som han har fantaseret over, den sidste måned.
   Han kniber sig i armen, det er virkeligt. Hun dufter af en blanding af jasmin og frisk luft, og hendes kinder er røde.

Hun mærker varmen i kinderne, angsten i kroppen. Har lyst til at omfavne ham, og samtidig har hun lyst til at løbe ned af trappen, væk, væk, ud på vejen og råbe," jeg er fri".

Ole betragter en kvinde, hun har langt, glat, rødt hår, et ansigt formet med to blå øjne, lyse øjenbryn, vipper, en lille sød opstoppernæse og en mund. Munden kan han ikke lade være at dvæle ved, den er speciel. Hun står lige foran ham, så tæt, at de kan røre ved hinanden "Hvad er der, ved den mund? En speciel drejning, en udformning, som gør hende meget tiltrækkende, både når hun smiler og er alvorlig".

Hun har en kjole på som er syet i et blomstret stof. Kjolen er let nedringet, han kan fornemme hendes små velformede bryster, under den. Hendes flade mave, velformede lår og slanke ben. På fødderne, et par lette sandaler. I ørene to små diamanter og det samme i hendes næserod. Om halsen en halskæde, købt i fjernøsten.

Sid ned, må jeg byde på en kop te, siger han.