Hun står foran hans dør, mærker pulsen, højere. Hun rækker efter dørklokken og føler sig svimmel. Stopper et øjeblik og trækker på smilebåndet. "Hvorfor fanden er jeg så skide nervøs? Det er sku mig, der bestemmer, han ved ingenting" tænker hun og vælger i stedet, at banke lidt for hårdt på døren. Han åbner. Et øjeblik, havde hun glemt, hvor blå hans øjne var. Han kigger intens på hende,smiler. Vinker hende ind ad døren. "Så sker det" tænker hun, mens hun sender ham et anerkendende smil. "Dejligt, at du ville se mig". Han møder hendes blik. "Selvfølgelig" siger han med et let smil. "Kom ind og sæt dig. Kaffe?" Hun tager jakken og tasken af, hænger det på stolen. "Ellers tak". Hun er sku ikke kommet for, at drikke kaffe. Han sætter sig. Hun går bag om ham, kigger på billedet, der hænger på væggen. Fører hånden ned af kjolen, til lommen. Jo den er der endnu. Hun mærker et sus i maven. Hun vender sig om mod ham. Han sidder med hovedet let bøjet, over papirerne på bordet. "Hvad ville du tale med mig om?" Spørger han med sin altid, alt for selvsikre tone. Hun stiller sig direkte bag ham, fører hånden ned i lommen. "Jo, ser du. Jeg tror du skylder mig en undskyldning" svarer hun roligt, hiver sprøjten med Propofol op af lommen og trykker den hurtigt mod halsen på ham. Nu er der ingen vej tilbage. Han springer op, tager hånden op mod halsen og når kun at få sagt "hvad fanden" inden blikket i hans øjne slører og han falder mod gulvet. Hun står længe og kigger på ham. Sætter sig på knæ ved hans side, læner sig ind over ham, lægger kinden mod hans ansigt. Jo, han trækker stadig vejret. Hun gnider sit ansigt mod hans, som en anden kattekilling, trækker luft dybt ind gennem næsen og kan dufte den dyre aftershave.
   Hun rejser sig, tager sin taske fra stolen, åbner den. Finder strips, gummihandsker, endnu en sprøjte med Propofol og kniven. Hun knæler ved siden af ham, tager hans hænder, en på hver side af bordbenet, strippen rundt om og strammer til. Tager forsigtigt skoene af ham og samler fødderne på samme måde. Sætter sig op og kigger intens på ham. Mærker en knude i maven. "For helvede, hvor jeg afskyr dig. Dumme, klamme, uduelige svin. Du brugte mig, forgreb dig på mig, sagde, at jeg selv bad om det. Nu er det fanme slut" væser hun ud mellem tænderne. Hun flår hans skjorte op. Tager handskerne på, kan mærke hun bliver iskold indeni. Kniven i hånden. Den sidste sprøjte med Propofol lægger hun væk. Han skal føle smerten. Løfter hånden, smiler og jager kniven i mellemgulvet på ham. Og igen, i maven, i armene, halsen, benene. Hun sætter sig oven på ham, læner sig ind over ham, sætter kniven op til det venstre øje. Hun kan høre han raller og stønner svagt. Stikker kniven i øjet på ham. Han spjætter. Gør det samme med højre øje. "Slut med at charme nogen med de blå øjne" griner hun højlydt. Glider ned mod hans ben, tager kniven i begge hænder, jager den i skridtet på ham, og efterlader den. Rejser sig, kigger rundt. "Se det svineri" griner hun til ham, sætter sig på hans stol og smider sine støvlebeklædte fødder op på bordet. Lader hovedet falde bagud, trækker luft helt ned i lungerne og puster ud. Hun har det fantastisk. Rejser sig, tager handskerne af, smider dem i tasken, kigger ned af sig selv, for, at konstatere, intet blod kan ses på det sorte outfit. Tager sin taske, går mod døren, vender sig. "Du vil altid være noget helt særligt for mig, du vil altid være den første" slutter hun af og sender ham et fingerkys på vej ud af døren.