For helvede jeg har kvalme. Hvilken udsøgt og delikat fornemmelse, når den snedigt blander sig, med hormonet i det sympatiske nervesystem. Adrenalin. Ja, kom Liza, få nu endeligt et hysterisk grineanfald over det dilemma. Nu håber jeg sgu ikke, at han kan mærke noget på mig. Sidste tjek i bakspejlet. Han er og bliver en klovn. Vælger det her pragteksemplar fra, til fordel for Hr. og fru Danmarks klamme tilværelse, hvis højdepunkt vil være eftermiddagskaffen i den nylig tilbyggede udestue, billedbladet, stå med røven i vejret i staudebedet og den store sengemanøvre sidste onsdag, hver måned. Fy for den lede. Dragen, hjemme hos ham, burde sende mig en buket blomster, for at befri hende for den fremtidige rædsel. Og her kommer den, kravlende, snigende, langsomt, men sikkert, op langs rygraden, et let visit forbi maven, videre for, at levere den kvælende fornemmelse i struben og afsluttende, fylde hele min fantastiske hjerne med et kulsort, råddent, magtesløst afsky. Hov, tiden. Ud af bilen, taske, nøgler, låst og smil det bedste du har lært. Kigger ned på mine fødder. Høje hæle. Hans fortrukne. Det mindste jeg kan gøre for ham på en dag, som idag. Den blålige frosthvide farve, smyger sig op ad mine ben, langs rygraden, efterlader froststjerner på min brystkasse, inden den med fuld styrke, spider sig ind i sjælen, efterlader mig med horn i panden, sorte øjne og savtakket hale. Og nu, ærede jury, er det tid til forestillingen.

Elevatorturen tager en evighed. Hvor lang tid kan der, om nogen mulighed, være til 16. Etage. Jeg kigger ned mod gulvet, på den lille piccoloklædte beagle, der med trætte øjne smiler til mig og snøvler "going down ma'm?". Jeg smiler tilbage. "Nej for helvede. Jeg kommer lige dernede fra. Tid til at køre op, hurtigt. Tak".
   Elevatordøren går op. Saml tankerne. 25 skridt. Og så måske lige et halvt. Men hvem gider, at hænge sig i detaljer. Han er kommet. Jeg kan dufte hans aftershave hele vejen hen til værelset. Tag en dyb indånding Liza. Bank stille på og list dig ind. "Hej smukke". For fanden, bare stemmen gør mig svag.
   "Hej selv", bare han ikke kan høre spændingen i min stemme. "Jeg har manglet dig sindssyg, kom her". Duften af ham rammer mine næsebor med fuld slagkraft, mens hans hænder på min krop efterlader brændmærker. Fokus! Skub ham væk. Smil til ham. "Jeg har en overraskelse til dig, lad mig lige finde den i tasken". Og lad så for fanden være med, at se på mig, sådan der. Ah, der. Propofol. "Luk øjnene". Du er så forbandet smuk og perfekt. Lad mig huske dig sådan. Hvordan var det nu? I halsen og tryk sprøjten i bund. Here we go. En, to, tre. Han når lige, at lukke øjnene op. Jeg havde næsten glemt, hvor blå de er. Hvordan kan det lade sig gøre på bare to uger. Han falder mod gulvet i en overraskende fart. Jeg havde muligvis en lettere forestilling om, at det foregik i slow motion. For mange B-film. Men ok, jeg skulle vist have givet ham det skud, mens han lå på sengen. Jeg får ham aldrig bakset derop. Well, så klarer jeg da bare sagen her. Man er vel spontan anlagt. Lad mig se. Gummihandsker, brødkniv, en ekstra sprøjte med propofol, han skal nødig mærke noget, og dog! Den tager jeg hen af vejen. Og om på ryggen med dig, baby. Jeg er øverst i dag. Jeg kvæler en let latter, sætter mig over ham, hovedet mod hans mund. Den er god nok, han trækker vejret. Lader mit ansigt gnide sig op af hans. Kattekilling. Skægstubbene med det lette grå stænk, kradser blidt mod kinden.
   Vidunderligt. Min. Kun min. For altid.
   Et ekstra skud propofol, tænk hvis han gør modstand midt i det hele. "Det kan vi da ikke have min gode herre". Jeg blinker kækt til ham. Nå, lad mig så se. Jeg skærer langsomt hans hvide t-shirt op, lader mine hænder løbe op langs maven og brystkassen. Jeg elsker den brystkasse. Faktisk så meget, at den aldrig skal deles med andre igen.
   Gummihandsker på. Hvor lagde jeg nu den kniv. Der. Lukker øjnene.
   Mærker en knude i maven. "For helvede, hvor jeg afskyr dig. Du brugte mig, gjorde grin med mine følelser for dig. Jeg ville have givet dig alt, men du valgte mig fra. Og for hvad? En uduelig krage, der ikke kunne give dig noget som helst. Din forbandede disciplin, etik, gammeldags forstokkede moral, tryghedsnarkomani. Du efterlader mig ødelagt, sort i sind og sjæl, vred over at have givet dig lov. Jeg skal ikke bruge dig mere. Jeg lover dig, jeg tager alt det smukke fra os to med mig, baby. For altid".
   Her kommer den! Den iskolde, velkomne følelse i maven. Løfter hånden, smiler og jager kniven i mellemgulvet på ham. Jeg er noget overrasket over modstanden fra kroppen, sej og hård. Der skal lægges mere styrke i end forventet. Det er ikke som at skære bøffer ud af et stykke ungkød. Jeg griner ved tanken, mens jeg tænker, at han sgu også er halvgammelt gods. Jeg prøver igen, i maven, brystkassen, i armene, halsen, benene. Det går meget bedre nu, den lettere knasende fornemmelse i hånden, når kniven går gennem kødet, blodet der strømmer frem, som et kunstværk, hver gang jeg trækker kniven op igen. Vidunderligt. Jeg læner mig ind over ham, sætter kniven op til det venstre øje. Han raller og stønner svagt. Stikker kniven i øjet på ham. Han spjætter. Herefter fuldkommen ro. Øjeæblet fæstner sig på den savtakkede kniv. Et øjebliks overvejelse. Skal jeg tage det med mig? Nej, det er helt smattet til. Tørrer griseriet på kniven af på hans bukseben. Leverer samme særbehandling mod højre øje. "Slut med at charme nogen med de blå øjne", jeg griner højlydt. Glider ned mod hans ben, tager kniven i begge hænder, jager den i skridtet på ham, og efterlader den. Øret mod hans mund. Intet. Stikker tungen ud og slikker ham op af munden og kinden. Rejser mig, kigger rundt. "Se det svineri" griner jeg til ham, sætter mig på den afskyelige high tech wannabe stol og smider mine dyre Kaiser beklædte fødder op på bordet. Lader hovedet falde bagud, trækker luft helt ned i lungerne og puster ud. Jeg har det fantastisk. Kigger ned på ham, på hans venstre hånd. Vielsesring. Souvenir. Selvfølgelig. Rejser mig, tager ringen, finder husholdningssprit i tasken, tømmer den over ham. Fy, det stinker som en daggammel spritter. Tager handskerne af, smider dem i tasken, sammen med ringen, kigger ned af mig selv for, at konstatere, intet blod kan ses på det sorte outfit. Snupper tasken, går mod døren, vender mig mod ham, tænder stormlighteren, kaster den på hans krop og skaber et inferno af ild, der ville gøre selv den mest habile pyroman blød i knæene. "Du vil altid være noget helt særligt for mig, du vil altid være den første". Tørrer dørhåndtag af, sender ham et fingerkys på vej ud og minder mig selv om, hvor frit og højt, jeg kan elske ham nu. Og så har jeg faktisk lidt travlt. Der er forlagsmøde her kl 13.00. Nu kan jeg ikke engang nå at få noget at spise, fordi det tog længere tid end planlagt. Min stakkels mavesæk må endnu engang ofres for ligegyldige tiltag. Det må jeg lige huske til næste gang.
   Kan høre brandalarmen da jeg træder ind i elevatoren. Og ja tak! Going Down.