Andreas kører med hende til kirkegården. En beklemt tanke lurer lige under bevidstheden. Hun kan godt huske, hvor datteren ligger. Og moderen. Men der er et eller andet i vejen. Fordi der snart er gået 12 år.

Fuglene synger unaturligt højt. Flagrer frem og tilbage i den stedsegrønne bevoksning. Duften af græs blander sig med et strejf af søde blomster og skæbner der er blevet til muld.
   "Det er her," siger Nora og peger på en række med urnegrave. Det føles som om sorgen og beklemtheden presser næsten alt luften ud af hendes lunger. Hun er svimmel. Andreas skubber hende frem mellem to rækker af sten.
   "Så er vi her," siger han. Nora har lukkede øjne. Andreas ser væk. Han har været tavs, siden de steg ud af bilen.
   "Jeg skal lige - forrette min nødtørst," siger han og giver hendes skulder et hurtigt klem. Nødtørst. Nora tør ikke åbne øjnene. Solen skinner fra en skyfri himmel og bag hendes øjenlåg er lyset blodrødt. Hun prøver et par gange at trække vejret helt ned i maven, men det er som om der sidder en bom midt i brystet, som ilten ikke kan passere.
   "Lærken synger, lærken lever, lærken synger...," messer hun stille.
   "Skal du ha' hjælp, dame?" Stemmen bag hende lyder grødet.
   Nora åbner øjnene, men hun ser ikke på stenen, som lyser gråligt op mod hende, i underkanten af synsfeltet.
   Hun hører skridt der nærmer sig.
   "Er du okay?" spørger manden og bøjer sig ned for at se hende i øjnene. Han er meget høj og tynd. Lugter af øl og venlighed. På en måde minder han lidt om Maximilian Schell, hvis man trak ham i ansigtet og brækkede næsen et par gange, så den voksede sammen med et ordentligt knæk over ryggen og hældede mod venstre. Nora bliver ved med at stirre på ham, fordi det er lettere, end at se ned på stenen. Hans ansigt ser ud som om det er mast op mod en glasplade. Fladt. Og langstrakt. Han sendte hende et skævt smil med lukkede læber og halvt lukkede øjne.
   "Var det en du elskede?" spørger han.
   Nora nikker.
   "Min datter," hvisker hun og lukker øjnene igen. De svier. Hun kan snart ikke holde tårerne tilbage.
   "Så din datter hed altså Preben?" spørger han.
   Hun slår øjnene op og ser endelig ned på stenen. MIN ELSKEDE PREBEN. HVIL I FRED 1949 - 2014, står der med versaler.
   "Mon ikke det er din bror som ligger der?"
   "Nej." gisper Nora. Hun kigger ned på stenen. Så tvinger hun sig selv til at se på stenen ved siden af.
   JOHANNE KRAMER
   22.4. 1925 - 18.11. 2003
   "Hun skulle ligge ved siden af min mor. Hvor er Lærke?!"
   "Hun ligger højst sandsynligt nede under Preben," mener manden.
   "Men hvorfor er min mors gravsted her stadig?"
   "Du har nok glemt at betale for din datters."
   "Jeg har været ...væk."
   Hun er helt tom inden i. Hvis ingen har betalt for Lærke, hvem har så betalt for hendes mor?
   "Der stod 'savner dig mere end universet kan rumme' på stenen," siger Nora og begynder at græde.
   "Så, så," siger den høje mand.
   "Ku' du tænke dig en øl? Altså jeg ved godt man ikke skal drukne sine sorger. Ikke alt for tit. Men jeg tror du har brug for en øl."
   Han begynder at trille afsted med Nora, som ikke protesterer. Hun tænker, at den sidste fysiske rest af Lærke er borte. Hun er kun tanker nu, minder. Og uskarpe træk på nogle få, gamle fotos.
   "Hey, hvad laver du?" Andreas løber op på siden af dem. Han er forpustet. Nora synes hun kan lugte en svag vodkabrise.
   "Damen skal ha' en øl," siger den høje mand og prikker Andreas i brystet. "Du skal også med."
   "Stop lige," siger Andreas til den høje, ikke uvenligt.
   "Nora. Hvad siger du?"
   Hun trækker på skuldrene. Egentlig vil hun bare væk fra kirkegården. Hun har ikke noget at komme her efter mere. Den som betalte for moderens grav, kan også få lov at passe den.