Hun så et spædbarn for sig. Der så på sin verden. Med modtagelige øjne. Et begrænset udsyn og næsten ingen mobilitet. Søgte blikke omkring sig, som det prøvede at fastholde med forskellige grimasser. Pludrende og med smil på læben. Det er mig, tænkte hun. Jeg skal gøre det samme, som da jeg blev født. Om seks måneder kan jeg kravle. Otte måneder; så er jeg oppe at stå. 12 måneder og jeg kan gå igen. Om tre år taler jeg i elementære sætninger - og forstår endnu mere. Og om seks år begynder jeg i skole. Hun fniste ved tanken.

Første gang hun for alvor mærkede kærligheden til Lærke, var da hun så ned på den lille pige, som var så afsindigt dygtig til at stjæle hendes søvn og suge energi ud af brysterne, så brystvorterne fik skorper og den gavmilde mælk ødelagde hendes bluser. Helt ud af det blå kom tanken, både voldsom og intens: Jeg hader allerede den første mand som knuser dit hjerte. De salte tårer der fulgte, faldt ned på lille Lærke som var faldet i søvn på puslebordet, midt i et bleskift.

"Du er kommet ud af katatonien," konstaterer psykiateren, som hedder Rosentanz. Han har brune gabardine bukser på, med små, lysegrønne tern. Vesten matcher. Over vesten bærer han sin hvide kittel. Nora sidder mere rank i kørestolen og har taget 4-5 kilo på. Kinderne blusser svagt rosa, hvilket snarere skyldes et kort ophold i majsolen nogle par timer forinden, end vægtøgning og genoptræning.
   "Eller, det vil sige. Jeg vil karakterisere dit tilfælde som mild katatoni. Fordi du tog føde til dig. Og væske, naturligvis." Rosentanz presser fingerspidserne mod hinanden, fører dem op mod ansigtet og lader underlæben hvile på pegefingrene.
   "Hvorfor tror du, at du er kommet ud af...dit rum. Netop nu?" Han udtaler alle ord og stavelse omhyggeligt.
   "Foråret," fastslår hun og trækker let på skuldrene.
   Han nikker. Ser ud af vinduet, til venstre for hende. De sidder i et lokale som vender ud mod gården. En stribe sol rammer hans tynde bræmme af hår, som omkranser issen. Den er spids og peger opad. Mod loftet. Nora løfter hovedet og ser op.
   "Hvordan føler du?" spørger han. Hun har ventet på spørgsmålet. Der er mange måder at svare på, mange svar. Alle rummer de en flig af sandheden. Men det er ikke en ophøjet sandhed. Det er en sandhed, som er nært beslægtet med den tomme meningsløshed. Hun sænker hovedet igen.
   "Der var ikke plads indeni mig. Til mig. Kun plads til smerten. Den åd alt i mit indre. Men i rummet var der ingenting, heller ingen følelser. Der var mindre end tomt. Der var så lidt plads til mig."
   Hun løfter de stumpe håndled og holder dem et par centimeter fra hinanden:
   "Så meget," gentager hun og får pludselig lyst til at græde, fordi hun savner sine hænder. Rosentanz undlader at afbryde.
   "En dag var der plads i min krop igen. Til mig. Og til smerten. Nu prøver jeg at finde mig til rette. Med smerten. I smerten. Ved siden af smerten. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal her. Jeg kan ikke dø for egen hånd, for jeg har ingen hænder. Ha-ha." Det sidste siger hun tonløst.
   "Jeg skal ikke dø, for jeg kan høre, hvad andre tænker. Det må betyde noget." Noras blanke blik møder psykiaterens. Han prøver at skjule en skeptisk panderynken.
   "Du tænker, at du aldrig har hørt en katatonisk dame sige det jeg gør. Du tænker, at jeg er en kvinde som er langt ud over sidste udløbsdato. At du gerne vil have mig i terapi, så du kan tjene endnu flere penge på at komme her. Du tænker easy money!"
   Rosentanz skutter sig.
   "Interessant slutning," siger han hurtigt.
   "Du mener, at du kan læse mine tanker? Interessant."
   "Jeg kan ikke læse noget som helst. Det er bare noget jeg ved."
   "Det vil sige...," fortsætter hun.
   "...Bortset fra Megans søn. Ham får jeg ikke noget fra. Andet end mild venlighed. Men det kan man ikke indeholde hele tiden. Eller udelukkende."
   Ordene er mest henvendt til hende selv. Det er let at glemme psykiateren foran sig. Tankerne er så stærke. Og hvis hun holder tragedien borte, kan hun næsten gribe ud efter håbet. Blot mangler hun et par hænder at fange det med. Og holde det fast.
   "Jeg mener absolut vi bør mødes igen," siger Rosentanz.
   "Det mener jeg absolut ikke," svarer Nora.

Mødet med Rosentanz har givet hende mod på at træne. På at slå sin gamle rekord og kunne kravle FØR der er gået seks måneder. Stå FØR otte måneder. Gå FØR 12 måneder. Hun får Yasmin til at bestille tid hos en frisør. Håret skal farves. Hun følger nøje med i frisørens gøremål. Pigen er dobbelt befippet. Fordi Nora ingen hænder har.
   "Vil du ha' noget at læse i? Det nyeste Alt for Damerne?" spørger hun venligt, uden at se Nora i øjnene. Nora har ikke lyst til at hylde hende mere ud af det end højst nødvendigt.
   "Jeg har svært ved at bladre," siger hun blidt og løfter armene en anelse fra skødet. Pigen rødmer. De rødmer alle sammen. Som om stumpe håndled var noget uartigt (en styggelse). Hun bliver også befippet over, at Nora følger alle hendes bevægelser, mens hun arbejder. For ikke at se sig selv alt for direkte og længe i spejlet. Tolv år sætter sine spor, også selvom næsten alle ansigtsmuskler mere eller mindre har ligget i dvale.
   "Du kan altså godt risikere, at det bliver ret orange," siger pigen og skæver til Noras mange grå hår.
   "Det lever jeg med," svarer hun.
   Hun fik også plukket og farvet bryn og vipper og følte sig en lille smule salig ved hver smertejag hun mærkede, når pigen trak et hår ud.

Håret skinner som flammende, orange luer i forårssolen. Det er blevet klippet og har fået en hårkur.
   "Hvordan er dit hår blevet så stresset?" mumler pigen undervejs. Til sidst tegner hun Noras læber op med en lysebrun stift og påfører de blege læber en sart, rosa farve. Nora fokuserer på munden, som rynker og smilerynker har samlet sig om. Så zoomer hun langsomt ud. Næsen. Den virker større og huden er blevet en anelse grovere og mere spættet. Endelig ser hun sig selv i øjnene. De er stadig kornblomstblå, men virker mere gennemtrængende i det klare forårslys og omkranset af farvede vipper. Brynene er lidt smallere, end Nora kunne ønske det. De tegner en overrasket bue, som ikke helt passer til munden der virker tvær. Hun smiler et forsigtigt smil til sig selv. Øjeblikkeligt flækker ansigtet i tusinde rynker. Tænderne er gule.
   "Jeg skal til tandlæge!"
   "Hva' ba'?" spørger pigen. Nora ryster på hovedet.
   "Det var til mig selv. Tak for behandlingen."
   Pigen rødmer igen. Yasmin kommer ind i butikken og betaler for Nora.

Hun vækker opsigt. Andreas kommer gående mod dem på gangen og suger hendes blik til sig. Han standser foran hendes kørestol. Lægger hovedet på skrå men fastholder øjenkontakten.
   "Nora, nu i farver," siger han og bryder ud i latter.
   Nora smiler betuttet.
   "Du ser så levende ud," siger han, med sit ansigt helt tæt på hendes. Han lugter af mentol. Inde bag mentolen lurer vodkaen.

Uanset hendes fremskridt, har hjemmets personale en ubøjelig tro på, at Megan og Nora skal tilbringe mindst et par timer sammen hver dag. Søndag den 10. maj kommer Maximilian på besøg. Han har blomster med til dem begge to. Først bliver Nora glad. Maximilian ønsker sin mor glædelig mors dag og vender sig så mod Nora. Tager hende i øjesyn.
   "Det klæ'r dig," siger han og nikker til frisuren.
   "Jeg børstede det selv i dag," siger Nora med barnlig stolthed. Det er ikke helt sandt. Hun prøvede, men børsten hang fast i håret og Ulla måtte børste det igennem. Ved siden af hende ser Megan ud til at befinde sig i en slags tvær trance.
   "Det betyder så meget for hende. Med blomster. Hvis hun ellers er klar i mælet," han skæver til moren.
   "Og glædelig mors dag til dig også," hvisker han og blinker kækt til Nora. Så dæmrer det for ham. Ansigtet skifter fra blegt til højrødt på et splitsekund. Nora forestiller sig, at han endog knytter tæerne i ærgrelse i de store, blanke sko. Men hun er ikke sikker.
   "Jeg mener..." begynder han.
   "Mors dag er noget pjat," siger Nora. Maximilian ånder langsomt ud, men ansigtet er stadig rødt.
   "Jeg er jo mor. Det er man, hvad enten ungen er levende eller ej." Og så begynder de forræderiske tårer at løbe ned af hendes kinder igen. I dag føles smerten mere svidende end tung. Maximilian henter servietter på toilettet ude på gangen. Kommer tilbage og dupper forsigtigt hendes kinder. Hun beder om flere servietter, som hun ikke uden en vis stolthed, holder mellem de stumperne håndled og tørrer de næste tårer bort. Megan sidder med sin buket i skødet. Hun ser tavst på dem. Nu løfter hun buketten og snuser til blomsterne. Hendes blik er fjernt og mumler noget på Walisisk.
   Hun mumler på walisisk. (hvor er min dreng? Hvor er min datter?)
   "Hun spørger efter børnene," forklarer Nora.
   "Undskyld mig et øjeblik." Maximilian smutter ud af opholdsstuen.
   Han lugter af røg, da han vender tilbage. Nora rynker brynene.
   "Jeg har tænkt på at tage min mor med til Bangor," hvisker Maximilian.
   "Men det skal være en overraskelse. Til hendes fødselsdag."
   "Det er godt. Tror jeg," siger Nora stille. Hun er holdt op med at græde, men kan stadig mærke de klistrede striber på kinderne.
   "Egentlig har jeg tænkt på en tur langs den Walisiske kyst. Som ender i Bangor."
   "Det vil hun blive glad for. Især hvis du tager med," mener Nora.
   "Faktisk er en af mine venner ved at arrangere turen," hvisker han.
   Nora forstår ikke helt, hvorfor han fortæller hende alt det her.
   "Jeg har tænkt på at invitere dig med," siger han så.
   Nora stivner. UDDYB. Så begynder de små forventninger stille at spire nede i maven.
   "Skal du med?" spørger hun.
   "Noget af vejen, tænker jeg," siger Maximilian. De ser kort på hinanden.
   "Det vil jeg gerne," hvisker Nora.
   "- Men jeg kan ikke betale..."
   "Det skal du ikke tænke på," siger Maximilian.
   "På én betingelse dog," tilføjer Nora.
   "- Og det er...?"
   "At du holder op med at ryge."