Han bøjer sig ned og taler ind i Noras venstre øre.
"Jeg hedder Lothar," siger han. Andreas må småløbe for at følge med.
"Vi skal tilbage på hjemmet...," prøver han. Et egern løber over stien foran dem.
"Det handler om damen her," siger Lothar uden at se på Andreas.
"Hun har mistet en datter, ikke?" Nora nikker.
"Hvad var hun? Ung, voksen?"
"Otte år," hvisker Nora
"Det er fandeme ikke i orden!" siger Lothar voldsomt.
"Hvordan?" spørger han, mens de passerer porten ud til Nørrebrogade.
"Det var en brand. Lærke døde i branden. Og min mor."
Lothar ryster på hovedet.
"Hvad hedder du?"
"Nora," hvisker hun mellem hulkene. Andreas prøver at klemme hendes skuldre, mens de går.
"Hun skal ha' et ordentligt kram," siger Lothar, "- men jeg kan ikke kramme tragedien bort, Nora." Han standser brat og sætter sig på hug foran hende i kørestolen. Folk omkring dem glor. Han ser hende lige i øjnene, før han slår sine lange arme rundt om den lille krop. Nora mærker de grove skægstubbe mod sin kind.
De triller ind af døren til en mindre spillehal. Lugten af gammel cigaretrøg hænger i guldtæppet og klistrer gulligt til væggene. Et par spøgelser glor stift på hver deres spillemaskine, hvis hjul roterer omkring den store gevinst. Andreas virker eventyrlysten, mens Lothar fører dem ind og ud mellem maskinerne i et par små, sammenhængende lokaler, hvor dagslyset er lukket hermetisk ude.
"Det er nede i bunden," nikker han og peger mod en dør bagerst, "- jeg har det bedst på bunden."
"Jeg vil gerne bede om en pilsner," siger hun. Lothar griner og afslører et ikke helt komplet tandsæt.
"Nu tænder jeg denne her smøg," siger han, "og så forsvinder lugten af gammel røg, puf."
Cigaretten ligner næsten en tændstik i hans enorme hånd.
"Guldøl?" spørger han. Andreas nikker. Nora ryster på hovedet.
"Almindelig," siger hun, "- jeg har ikke drukket i 12 år."
"Shit. Nu er du ikke ved at dumpe din AA-eksamen, vel?"
Nora ryster på hovedet.
"Be' om en pilsner. Den skal nok slå hårdt," siger hun. Andreas tænder en af Lothars cigaretter. Han tager et langt, lykkeligt drag og puster langsomt røgen ud. "Et hvæs mere og så slukker jeg," henånder han.
"I er sgu' da nogle værre livsforsagere," mener Lothar. Han hælder Noras pilsner op i et næsten rent glas og giver hende en tår. Hun skærer ansigt. Den bitre, prikkende smag er overvældende.
"Jeg har aldrig brudt mig om øl," siger hun.
"Vi har en fin rosé på karton," siger Lothar.
"Nej, tak," siger Nora. "Det er for stærkt. Giv mig en tår mere."
Det er Andreas som foreslår, at hun får håndproteser.
"Én håndprotese," retter Nora.
"Hvorfor kun en?" spørger Lothar.
"Den anden," siger hun og begynder til sin egen overraskelse at fnise, "- skal være en klo." Andreas griner, men hans blik søger mod døren, som står på klem. De kan høre lyden fra maskinerne.
"Jeg så engang en mand," begynder Nora, som sad på en cafe og drak en lille fadøl -"
"- Ham kender jeg," siger Lothar hurtigt. Andreas tysser og ser opmærksomt på Nora. "Med en klo," fortsætter hun lavmælt. Hun ser lige frem for sig, uden at ænse mændene.
"Glasset var låst fast i kloen og så førte han det langsomt op til munden. Men det var ikke det mest besynderlige." Begge mænd lytter intenst. "Det mest besynderlige var, at hver gang han havde taget en tår, tørrede han bagefter skummet væk med sin højre hånd." Hun holder en lille kunstpause. "Som var helt normal."
Lothar får ild på en ny cigaret.
"Hvorfor holdt han ikke bare glasset med den almindelige hånd?" spørger Andreas. Lothar løfter igen glasset, så Nora kan drikke.
"Hør, Nora," siger han lidt efter, "det er vel ikke sådan, at du har nogle mønter...?" Hun ryster på hovedet.
"Det har jeg," siger Lothar. Andreas vender sig opmærksomt mod ham.
"Pst, makker," fortsætter Lothar, "- nu kender du ganske vist damen og alt det der," (han jager blidt en albue i siden på Nora, som - for anden gang på tolv år - fniser), "- men jeg skal have de penge igen. Pronto. I dag er de gratis. Og i morgen med. Men i overmorgen 50 % oveni. Und so weiter."
"Gi' mig to hundrede," siger Andreas, som nu har blikket stift rettet mod døren ud til spillemaskinerne.
Genskæret fra solen sender støvede stråler ind af vinduet. Nora sidder med ryggen til vinduet og hendes hår ser ud som om det står i flammer. Overfor hende sidder Lothar. De ser hinanden i øjnene og Lothar tager Noras stumpe håndled i sine enorme hænder.
"Nora. Nora - det er sgu' et fedt navn. Men også kikset på en måde. Nora Malkeko. For fa'en -"
Nora stirrer på ham. Hendes blik svømmer en anelse.
"Jeg bliver nødt til at spørge dig -" han ser ned i bordet og ryster på hovedet.
"Har du nogensinde fistet et andet menneske med de her?" Han løfter sit aflange hovedet og ser hende igen i øjnene. Så griber han fat om stumperne og kysser først toppen af det venstre håndled. Så det højre.
"Mere," sagde Nora. Lothar hæver glasset til hendes mund. Og hun drikker.
"Jeg har været væk i tolv år," siger Nora.
"Stoffer?" spørger Lothar. "Hash? Hero? Coke? Speed? Mescalin? Svampe?" Nora ryster forundret på hovedet. Hun er svimmel.
"Katatoni," forklarer hun. Tungen føles lidt stor.
"Pulver? Eller piller?"
"Det er ikke noget man indtager. Det er hjerneflugt." Hun snubler over ordene, men er ivrig efter at fortælle mere. "Måske kan man sige, at jeg forpuppede."
"Det har vel ikke noget at gøre med pubeshår, vel?" Han lyder håbefuld. I det samme tumler Andreas ind af døren.
"Flere penge," siger han hæst. Lothar stikker hånden i inderlommen og fisker en ny rulle 10-kroner frem.
"Men husk, hvad jeg har sagt," formaner han og sætter glasset op til Noras mund, mens han fikserer Andreas med øjnene. Nora tager en slurk, men fortryder og forsøger at spytte det ned i glasset igen. Hun rammer hans fingre.
"Fuck det," mumler han og slikker dem rene. Nora har kvalme.
"Jeg er god til at skrive," siger Lothar, "- altså ikke på papiret. Jeg staver af helvede til. Men i hovedet. Jeg skriver og skriver og skriver."
"Ved du hvad du skal hjælpe mig med?" spørger Nora. Lothar ryster på hovedet.
"Du skal hjælpe mig med at skrive min nekrolog," siger Nora.