10/5-2015
"Hvorfor i alverden skal det være så svært?"
Sådan startede jeg min første og sidste skrivende klumme, da jeg fik til opgave i dansk, at skrive sådan en på IBC her i Kolding, da jeg gik der i år (...)
Jeg gik den gang i en skrivegruppe på Kolding bibliotek. En anden af de kvindelige deltager sagde en gang til mig, før jeg skrev min klumme, at hun havde drømt den nat, at jeg vil få noget udgivet på IBC. Den næste gang vi mødtes i den gruppe, kunne jeg lidt stolt og forlegen fortæller, at hendes drøm var gået i opfyldelse.
Jeg fortalt, at jeg havde skrevet en klumme og jeg var en ad de fem ud af tyve der havde skrevet en rigtig klumme. De andre havde skrevet en essay. Den dag klassen fik opgaven tilbage, var jeg ikke skole. Dagen efter da jeg kom i skole, kom næsten den eneste efter den anden fra min klasse hen og roste mig for min klumme. Da den første kom hen og sagde, "godt gået," måtte jeg havde stået og lignende et stort spørgsmålstegn. Personen sagde, "ja den blev læst højt." Jeg rødmede og sagde, "tak."
Da jeg fik min klumme tilbage, roste min dansklærer mig også, men om det var samme dag eller dagen efter, kan jeg ikke huske, men min dansklærer kom hen og spurgte om hun måtte bruge min klumme til andre undervisningstimer og jeg rødmede igen og sagde, at det måtte hun da godt, så jeg sendte den til hendes skole mail.
HVAD der bringer mig til, at gøre det her forsøg på at skrive en ny en.
Dette skrev jeg på Facebook.com
WLB
8. maj kl. 16:30 • Kolding •
(Heart-humørikon) Uhhhh jeg glæder mig til i morgen (Heart-humørikon) Jeg kan ikke gøre for det, men det kribler i hele kroppen på mig (Heart-humørikon) 195 kr. og så var jeg solgt. Er jeg for billig? Haha... Men det er nu det hele hver. (Heart-humørikon) - Følte sig drilagtig.
WLB
8. maj kl. 20:26 • Kolding •
Så har jeg lige lavet gaver til i morgen. Ikke, at jeg tror, at jeg for dem givet, men alligevel. Det er bare tanken bag dem. - Følte sig flov.
WLB
9. maj kl. 17:15 • Kolding •
Det var slet ikke spor pinligt og mit hjerte hamrede slet, heller ikke der ud af. Mine ben og arme/hænder rystede heller ikke spor. Uh ha da da...
Det var så underligt. Ghita var sød og snakkede med mig og takkede for gaven. Viggo snakkede med en, da jeg gik hen til ham og gav ham hans gave. Han takkede flygtig i det han så på mig og snakkede så vider med den anden person. Chok det hele. - følte sig lykkelig.
Den 11 maj 2015 skrev jeg samme med disse dejlige mennesker på fyldepenne.dk
Da Zofrost spurgte om vi havde haft en god weekend og jeg så fortalte at jeg havde møde Viggo Mortensen, Ghita Nørby og deres instruktør om lørdagen. Så gik snakken om hvor underlig det kunne være, at møde kendte mennesker og her er så et lille kort uddrag af det.
Miss-Leth 12:11:24 Babyangel85> ja til stjerner på himlen, som man ikke har en jordisk chance for at nå.
Babyangel85 12:10:22 Jeg synes det er mærkeligt at se kendte mennesker. De virker jo bare helt nede på jorden og som andre mennsker, det er jo bare os der gør dem til noget større end de er
Miss-Leth 12:09:26 Hvor lang må en klumme fylde?
Miss-Leth 12:09:18 Zofrost> Ja det ved jeg godt
Zofrost 12:08:01 Miss-Leth> Man forventer vel altid lidt mere, når det er sådan en kendt person, men det er jo bare mennesker.
Miss-Leth 12:06:42 Zofrost> Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med?
Dette fik jeg skrevet til min veninde igennem mange år over mobilen, selvom jeg aldrig har set hende. Hun er gift med en ung mand jeg har gået i skole med.
Mig:
Det er underligt, men jeg har drømt så meget om ham i rigtig mange år og bruger ham (Viggo Mortensen) i nogle af mine tekster, men det i går... det betød næsten ikke noget som helst. Det der fik mig ud af balance var da jeg først gav Ghita sin gave og så derefter Viggo sin, mens han stod og snakkede med en anden person. Han så lidt uforstående ud da jeg gav ham hans gave. Han kiggede ned på gaven så flygtig op på mig og så ned på gaven igen. Et flygtig tak... Tak fik han givet mig og jeg var på vej væk. Mine ben rystede, lige som mine hænder og mit hjerte bankede lystigt der ud af. Det var lige før, at den truede med, at bruge min tunge som springbræt ud i livet.
Pernille:
Altså nu har jeg aldrig mødt nogle a mine idoler eller det har jeg, jeg har bare ikke snakket med dem ansigt til ansigt eller givet dem noget som du gjorde med Ghita og Viggo så kan ikke rigtig sætte mig ind i den måde du reagerede på og den måde han reagerede da han fik sin gave, men hvis man virkelig er kæmpe fan a en a man dissideret drømmer om denne og skriver tekster om denne, og måske reagerede han som han gjorde fordi han ikke er vant til a få gaver a sine fans? Jeg ved det ikke? Hvad gav du dem da?
Mig:
Hmm jeg ved ikke om jeg er en fan eller ej? Jeg har det sådan, at jeg ikke vil vælge en frem for en anden. Jeg beundre den mand, meget. Jeg har læst nogle af hans digte på dansk men også på engelsk. Det nogle af hans billeder, malet eller taget. Dog kun i bøger, på nettet eller i film og nå ja så har jeg godt og vel ca. halvdelen af hans film, men derfor betragter jeg mig ikke selv som em fan af han. Er det underligt?
Pernille:
Altså man er jo nok mere fan a nogle end andre, man kan jo sagtens beundrer flere på en gang, men det er ko som man tager det og ser på det, men selvom du ikke selv ser dig som en fan så er du det jo nok lidt siden du røg så meget ud a balance og reagerede som du reagerede i går da du gav fem gaver
Mig:
Jeg ved det ikke. Det var måske nok fordi at de skulle huske en helt tilfældig fremmede person på deres tur. Jeg ved det virkelig ikke?
Pernille:
Nææ mange gange når ens krop reagerer som din gjorde når man beundrer en meget/er meget stor fan a uden a være den hysteriske slags, så nogle gange forbliver det bare en gåde for en
Mig:
Ja tak og det var så denne dags første rigtig gode grin. Så tak for det.
Pernille:
Hehe velbekomme, vores krop er bare mærkelig nogle gange
Mig:
Det vil jeg gerne skrive under på også at vi lever i en underlig verden.
Pernille:
Hehe fair nok og ja til tider er vores verden YDERST underlig
Og efter det her, begyndte vi at snakke om noget andet. Så som min titel lyder, er jeg så skør eller ej? Hvis jeg selv skal svare, så er svaret et STORT ja og det tror jeg, at I er enig med mig i ikke?
Nå men nok med, nu vil slutte denne her underlige tekst af med at skive det jeg startede med. Hvorfor i alverden skal det være så svært?