Mørket skilte sig langsomt, jo længere tid mine øjne havde til at vænne sig til det. Stanken af mug og forrådnelse nåede mine sarte næsebor. Lugten af fordærv og glemsel. Jeg vrængede på næsen og kunne mærke hvordan en knude af kvalme samlede sig i mit bryst og pressede på for at aflevere mit sidste måltid. Gulvet jeg sad på var koldt og klægt, som om at det selv var dannet af mug. Jeg prøvede at komme op og sidde i en mere behagelig stilling, da raslen af kæder og det kolde metal omkring mine håndled stoppede mig. En dråbe koldt vand ramte mit ansigt og jeg mærkede hvordan at angsten og panikken langsomt sneg sin ind på mig, som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte. Jeg rev i lænkerne og den metalliske, klirende fyldte rummet jeg sad i. Rummet virkede efter lyden at dømme ikke til at være særlig stort, og det virkede ikke som om der var andre...
   Et panisk skrig forlod mine læber, da noget blødt og varmt pilede hen over mine bare ben og forsvandt med et lille pib i det fjerneste hjørne. Jeg trak vejret i hurtige stød. Åh... Det var en rotte. Mine ører blev pludselig opmærksom på de mange små pibelyde og de små løbeture rundt på rummet gulv, og angsten havde nu fået taget i mig.
   Mit eget hjerte sprang et slag over, da en dør pludselig blev åbnet og en strøm af lys blændende mig. Jeg prøvede forgæves af dække for lyset med mine lænkede hænder, men mine øjne var endnu engang blændet. Døren blev smækket og en strøm af kølig og våd luft kom mig i møde og gav mig kuldegysninger langt ind i sjælen. Dog kunne jeg fornemme øjne hvile på mig. Jeg følte mig som et dådyr fanget i bilens lygter med ingen mulighed for at flygte. 5 målrettede skridt fulgte derefter og personen sko gav genlyd i det lille rum. Jeg så op og en mærk skikkelse stod få skidt fra mig.
   Jeg gøs og trak mig så langt væk jeg kunne, da en varm og lang finger prøvede at røre ved min hage. Men den lille halve meter jeg var kommet væk var ikke nok og en stærk hånd og lige så stærke fingre tog et hårdt greb omkring min hage og jeg kunne lugte hvor tæt personen var på mig. Ånden var varm og nær, da en fløjblød mandestemme hviskede tæt på mit øre:
   - Så... så... Du skal ikke være bange... Det her gør mere ondt på mig end på dig...
   Ordene blev udtalt med en elegance og varme som ved en mor der trøster et barn, og mens mit hjerte hamrede afsted slap hånden min hage. Mit stemmebånd havde snøret sig sammen og jeg havde svært ved at trække vejret. Min fornuft bad mig om at skrige, at rive i mine lænker og kæmpe imod. Men personen som nu sad på hug foran mig havde en usynlig trance-virkning på mig og jeg sad som tryllebundet, da manden tog et fast, men blidt greb om mine skulder og lænede sig ind mod mig. Hans kind strejfede min hage og hals, og jeg kunne hører hvordan hans åndedræt blev besværet og tog til i styrke. Hans før så blide hænder, greb nu hårdt om min skuldre og hans negle borede sig ind i min hud. Men ingen lyd kom over mine læber, da vampyren udstødte et forpint støn og han begravede sine hjørnetænder i siden af min hals.
   Min krop, mit sind og min sjæl gjorde inden modstand. Jeg mærkede hvordan han-vampyren trak mig tættere ind til sig og hans tørst tog til i styrke. Det varme blod som ikke flød ind i hans mund løb i små floder ned over mit bryst og ryg. Langsomt kunne jeg mærke hvordan min krop blev slap og min hud kold. Mit syn blev sløret på grund af blodtabet, men lige inden jeg lukkede mine øjne, trak vampyren sig væk og sukkede dybt.
   - Undskyld...
   Han tørrede de sidste blodrester væk med sit ærme. Og det sidste jeg husker var hans ravfarvede øjne og det forsigtige smil som afslørede to spidse rovtænder.