Efterårsaften


7 år siden 4 kommentarer Noveller kærlighed døden forvandling

3Nutidens dæmon
Fra Lillith's synsvinkel · Det skoldhede vand ramte min svedige hud... [...]
Fantasy · dæmoner, ungdom, valg
5 år siden
4Dæmonen i Gyden
Pigens syn blevet sløret af de brat opståede tårer. Hendes frie h... [...]
Fantasy · dæmon, blod, drab
5 år siden
3I dødens greb
Jeg lukkede øjnene og prøvede inderligt at glemme. Lægge de ting ... [...]
Kortprosa · frygt, død, døden
7 år siden
5En beundres besættelse
Jeg satte nøglen i døren og drejede den let, døren sprang op og j... [...]
Noveller · voldtægt, begær, afsky
7 år siden
6Den dag du går fra mig...
Knuden i maven smerter · Smerter vokser ved tanken · Tanken om du og ... [...]
Digte · kærlighed, brudt forhold, sammenbrud
7 år siden
5Vampyrens undskyldning
Mørket skilte sig langsomt, jo længere tid mine øjne havde til at... [...]
Kortprosa · vampyr, offer, undskyldning
7 år siden
4Efterårsaften
Mørket trækker sig tilbage og lader solens forsigtige stråler kom... [...]
Noveller · kærlighed, døden, forvandling
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Louise Britt Pedersen (f. 1988)
Mørket trækker sig tilbage og lader solens forsigtige stråler kommer gennem de røde og gule skyer. Himmel farves rød, gul, orange og enkelte steder lilla, da solen titter frem. Kvinden er vandret over sletten og spejder mod øst. Hun misser med sine sorte øjne og sukker fortvivlet, da hun ikke ser andet end den påstående sol. Hun sætter sig i græsset selvom det stadig er vådt af dug, men hun tager sig ikke af det. Små krystalklare tårer løber ned over hendes kridhvide kinder og ned på hagen, hvor de falder til jorden.
   - Hvorfor er du ikke kommet tilbage, som du lovede?
   Hvisker hun med sin blide kvindestemme og tårerne tager til i styrke. Men hvad hun ikke ved er at den mand, som hun venter på holdes indespærret i et fængsel ikke langt derfra.

Solens først stråler skinner ind gennem fængslets grå tremmer. Mus og rotter piler af sted i sikkerhed. Inden at fangerne vågner fra deres nattelige søvn, som er fuld af onde drømme. Den første der vågner er Nehl. Han sætter sig op fra sovebriksen og gnider sine trætte og blodskudte øjnene. Han er højere end de fleste og muskuløs. Hans brune hår hænger ned i hans alvorlige ansigt, han vifter det til side og åbenbare to græsgrønne øjne. De skinner i sollyset og han rejser sig træt. Med tunge skridt går han hen til vinduet og lader sine arme hvile på karmen. Han ser ud på solen igennem jerntremmerne og hvisker:
   - Jeg vil komme tilbage en dag, min elskede Ea. Det har jeg lovet dig.
   Pludselig bliver han afbrudt af larm ude fra gangen. De andre fanger i cellen går hen til døren for at få et glimt af hvad der sker udenfor. En kraftig mand råber pludselig:
   - De har slæbt ham med ud. Mark skal hænges!
   De løber alle hen til vinduet og ser ud. Uden for fængslet har de lokale folk samlet sig om trægalgen, de er opstemte og råber i munden på hinanden. En stor mand slæber Mark op af trappen og lægger rebet om halsen på ham. Larmen stiller af, da bødlen, klædt i sort med et hætte over hovedet, kommer op til tribunen, han tager fat i træpælen som skal udløse faldlemmen. Folk begynder at klappe i takt og bødlen gør klar til at lade Mark falde. Han trækker og Mark falder ned gennem hullet, men pludselig suser en kniv forbi bødlen og kapper rebet over, som Mark hænger i. Han falder til jorden med et bump og alle fok kigger forskrækkede op mod vinduet, hvor kniven blev kastet fra. Nehl står i vinduet, han smiler til Mark, som sender ham et taknemmeligt smil. Men så bryder helvedet løs.
   - Det var ham der gjorde det. Lad ham smage pisken!
   Råber en fra menneskemængden der har samlet sig om galgen og peger mod vinduet, mens en anden stemmer i.
   - Ja, lad ham få pisken at føle!
   Bødlen sender Nehl et ondt blik og sender 2 vagter op til cellen. Kort efter bliver døren til cellen smækket op. Nehl står ganske ubevægelig uden den mindste smule frygt i øjnene. Han smiler nærmest, da vagterne slæber af sted med ham.

Vagterne slipper ikke Nehl før de når taget af fængslet. Han ser sig omkring, men der er ingen vej ud. Mure dobbelt så høje som ham selv er bygget, som et hegn hele vejen rundt, så selv sollyset har svært ved at komme ind. Alt er af kampesten og ikke til at bryde igennem. En trædør bliver åbnet og ind kommer bødlen og i hans enorme, knyttede hånd har han en pisk. Han smiler overlegent, da han får øje på Nehl.
   - Nå, så det var dig der ødelagde min dag!
   - Ja, jeg kunne jeg ikke rigtig lade min ven dø i galgen!
   Svarer Nehl næsvist tilbage og han rykker sig ikke en tomme fra det sted han står. Bødlen kommer tættere på og han strammer grebet om pisken.
   - Men så skal jeg da med glæde lære dig ærbødighed at kende.
   Han nikker til de 2 vagter som med vold og magt genner Nehl ned på knæ og holder ham fast. Bødlen hæver pisken og lader den skære sig gennem luften. Den rammer Nehls skuldre og ryg, men han giver ikke en lyd fra sig. Forstenet ser han bare til mens bødlen igen hæver pisken.

I mens sidder Ea og ser ud over sletten, hun sukker og vender sig bort. Hun er gået tilbage til sit tårn, det sted hvor hun kan være i fred fra alle andre mennesker og for alle bekymringerne - næsten. Hun sætter sig på sin seng, og krammer uldtæppet som ligger der.
   - Hvorfor skulle du også rejse? Hvorfor kunne du ikke blive og hvad skal det nytte? Jeg bliver jo aldrig normal igen!
   Hun smider sig på sengen og tårerne løber atter ned over hendes kinder, de samler sig i uldtæppet og forsvinder.

- Nå, så kan det måske lære dig ikke at blande dig!
   Bødlen sænker pisken og går tilbage mod døren. Nehl ligger på fliserne, hans trøje er forsvundet og hans ryg og skuldre er et stort kødsår.
   - Vagter! Smid ham ud i skoven, og lad ravnene og ulvene få den sidste glæde af ham!
   Vagterne kommer hen og tager ved ham. Han hænger afkræftet og dingler, da de slæber ham ud til en skov i nærheden.
   - Så kan du jo se om du er mere velkommen her end i din celle!
   Bødlen griner og sparker en sidste gang Nehl hårdt i maven. Han knækker sammen og ruller sig sammen til en lille bold.
   Vagterne og bødlen forlade stedet uden at se sig tilbage.

Nehl åbner langsomt øjnene og ser sig omkring. Han ligger i en stor bunke blade midt i en skov. Træerne er høje og rager sammen for toppen, så kun små lysstråler kommer ned gennem de store trækroner. Bladene er forskellige farver røde, gule og brune.
   - Efteråret er kommet!
   Han ser rundt og får øje på en lille sti, som snor sig gennem skoven. Han rejser sig med besvær og han bider tænderne sammen for ikke at vække alle skovens dyr med sit skrig, derefter kæmper han sig af sted gennem skoven.

Dagen er ved at gå på hel og der er ikke flere tårer tilbage at græde. Ea står igen i den hvide vindueskarm og ser ud mod sletten, som nu er blevet malet rød af solens sidste stråler. Hun stirrer tomt ud i den gyldne natur, men det er ikke den hun tænker på. Hun tænker på Nehl, hvor han er og hvorfor han ikke er kommet tilbage. Men allermest tænker hun på natten. Når solen forsvinder helt og verden igen bliver dækket af mørket, så vil hun igen vise sit sande jeg. Det jeg som hun har gemt alt for længe.

Med tunge og vaklende skridt kæmper Nehl sig vej gennem skoven. Hans sår er blevet værre og smerterne blænder ham, så han ikke kan se. Med hans hænder famler han sig vej og endelig når han udgangen. Han misser ud mod horisonten og syntes at han kender stedet. Han har været her før. Han vender sig om og ser hen mod vest, der ligger tårnet.
   - Endelig!
   Han vakler og falder. Har ikke kræfter til at gå længere, ikke et skridt mere. Blodtabet er for stort og glæden for meget for hans hjerte.

Hun sukker endnu en gang. Nehl vil nok aldrig komme tilbage og hvis han gør vil han aldrig kunne genkende hende igen. Hun ser en sidste gang ud mod solen som næsten er forsvundet, men ude på sletten får hun pludselig øje på noget. Noget som ikke har været der før. ET MENNESKE! Hun styrter ned af tårntrappen og ud gennem døren. Hendes sko faldt af i farten, men hun er ligeglad. Hun må se hvem det er der er kommet. Det kan måske være...?
   Hun sænker farten og går langsomt hen til personen, som ligger på jorden. Hun gisper, da hun ser såret på hans ryg og vil løbe tilbage til tårnet, da manden pludselig begynder at tale til hende:
   - Løb ikke, jeg er ej til fare for dig eller nogen anden!
   Hans stemme er hæs, men alligevel syntes hun at hun kender ham. Hun sætter sig på hug ved hans side og vender ham om, så hun kan se hans ansigt.

Tårerne begynder igen, at trille ned af hendes kinder og hun kan knapt nok trække vejret. Det er Nehl, hendes Nehl.
   - Nehl, hvad er der sket med dig?
   Han rynker på panden, men ser så på hende og smiler.
   - Ea, er det dig?
   Hun smiler og falder om halsen på ham.
   - Men jeg kan ikke kende dig, hvad er der sket med dig?
   Hun ser ind i hans grønne øjne og ser sit eget spejlbillede. Solen er gået ned og forvandlingen har fundet sted.

- NEJ!!!
   Hun tager sig til sit ansigt og mærker den skællede hud mod sine fingre. Hendes ører er blevet længere, hendes tænder er blevet spidse og hendes øjne er ikke længere sorte, men røde som blod. Hun skriger og gemmer sit ansigt i hænderne, men også de er forandret. Huden er skællet og hendes negle er blevet til sorte kløer. Blodrøde tårer begynder at løbe ned over hendes ansigt.
   - Hvorfor dette mareridt? Hvorfor skal jeg være anderledes end alle andre?
   Nehl smiler, han stryger hende ned over kinden og tørre de røde tårer væk fra hendes kind.
   - Ligegyldigt hvordan du ser ud, så vil jeg altid elsker dig for den du er. Husk det! Og jeg kan kende dig på sin stemme, du har jo sunget for mig så tit! Vil du gøre det igen?
   Hun nikker. Og synger den sang hun altid har sunget for ham, den gang de var alene.
   - Se dig omkring, og fortæl hvad du ser. Luk dine øjne og sig hvad du ser. I nat lyser stjernerne klare end før, nu hvor jeg ser dem med dig. Natten er ung, natten er lang. Natten er fyldt med stjernes sang, der intet der kan for nu har vi sat det i gang, alt bliver vendt op og ned for mig, når jeg ser med dig!
   Hendes blide stemme giver genlyd i skoven og på sletten, og alle dyrene lytter med. Men pludselig bliver sangen afbrudt af en hvislen. En pils hvislen. Den rammer Ea i ryggen og hun falder sammen med et lavt suk. Nehl ser op på toppen af bakken og ser bødlen. Han har en sort armbryst i hænderne. Han har skudt pilen.
   Nehl skriger af raseri, men bødlen er allerede forsvundet. Han tager Ea i sine arme og ser på hende. Hendes hud er igen hvid, som måneskinnet og hendes øjne er igen sorte, som natten.

- Nehl...
   Hun hoster og en lille stribe af blod flyder ned fra hendes mundvig.
   - Ja... Ea, jeg er lige her!
   - Du må leve videre for os begge! Nu er der kun dig tilbage.
   Hende stemme er meget hæs og den bliver svagere og svagere.
   - Men jeg kan ikke leve uden dig. Hvis du dør...
   Han synker en klump. Frygten og sorgen står malet i hans ansigt
   - Så har jeg ikke noget at leve for...!
   Hun ser på ham og smiler. Små krystaltårer løber igen ned over hendes kinder og hendes hvide hud bliver næsten gennemsigtig i måneskinnet.
   - Gør som du selv finder rigtigt, jeg vil vente på dig.
   Hendes øjne mister farve og hun hiver efter vejret. Hendes øjne lukker sig og hendes hjerte går i stå.

Nehl sidder længe med hende og prøver at finde en måde at få hende tilbage på. Han har kæmpet sig tilbage til hende og så forsvinder hun ud af hænderne på ham som sand.
   Han lukker øjnene og tænker. Rynkerne i hans pande er dybe, men så åbner han øjnene og ser på Ea. Han kysser hendes kolde, hvide læber blidt, mens han taget et beslutsomt tag omkring det lange pileskaft.
   - Du behøver ikke vente. Aldrig mere skal du vente på mig!
   Han støder til og mærker hvordan pilen borer sig igennem Eas bryst og ind i hans eget. Hans hjerte gør ingen modstand, det går langsomt i stå. Dette er hans beslutning!
Forfatterbemærkninger
Efterårsaften er en kortprosa tekst som jeg skrev 1. gang til 9.klasses dansk eksamen og efterfølgende også brugt som aflevering i 10. klasse. Opgaven fra eksamen stod i at skrive en historie færdig som allerede var blevet startet. Der blev lagt vægt på at fortsætte en skrivemåde med mange sanseindtryk. Den allerede skrevne tekst stammer fra Viggo Stuckenberg: Vejbred: Smaa eventyr og legender fra 1899.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/09-2015 09:12 af Louise Britt Pedersen (SilverDragon) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2050 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.