"Kom", siger pædagogen og tager min hånd. "Nu går vi to ind på rød stue og stoler op". Jeg følger med, imens jeg lytter til hendes småsnak. Stemmen er rolig, men ud over den, er der ingen lyde, for børnehaven er tom for idag. Kun Ida og jeg er tilbage. Jeg prøver så godt jeg kan, med mine små klodsede hænder, at få stolene op på bordet, men der er lidt for højt og stolen glider ud af min hånd. Den rammer gulvet med et brag og jeg farer forskrækket sammen og skuler hurtigt over på Ida. Hun griner og siger at hun nok hellere må hjælpe mig. Hun blev slet ikke sur, tænker jeg. Sammen hjælpes vi ad og hurtigt er alle stolene sat op. Jeg griber hende i, i det skjulte at kaste et blik på uret, men hun fornemmer at jeg kigger og purrer op i mit hår. Med et smil spørger hun, om vi skal læse en bog og hun lokker ved at sige jeg må vælge. Det vil jeg rigtig gerne, så jeg drøner ud af døren og ind på grøn stue, hvor der i hjørnet er en stor stak af puder og madrasser, sammen med reolen med alle bøgerne. Min tynde pegefinger løber hen over de efterhånden slidte bøger og jeg udvælger "Den grønne hånd". Ida sætter sig og klapper på madrassen lige ved siden af hende. Jeg sætter mig helt tæt ind til hende og lægger hovedet forsigtigt op af hendes arm, men hun flytter den ikke. "Nåå", siger hun, "Er den slet ikke for uhyggelig den her?" Jeg ryster på hovedet og kigger op på hende med store øjne. Hun rømmer sig og begynder at læse og jeg putter mig om muligt endnu tættere på, imens jeg følger med på billederne. Bogen er faktisk lidt uhyggelig og jo længere ind i den vi kommer, jo mindre vil jeg se billederne. Til sidst lukker jeg bogen sammen i hendes hænder, for jeg tør ikke høre mere. Ida smiler skævt til mig og aer mit hår. Hun siger at det er helt i orden at jeg ikke vil læse den bog mere. Så beder hun mig vælge en bog at læse i selv, for hun er lige nødt til at gå ind på kontoret og ringe. Jeg finder en bog jeg godt kan lide og som slet ikke er det mindste uhyggelig, når jeg nu skal sidde alene. Selv om jeg er optaget af billederne kan jeg alligevel ikke lade være at lægge mærke til, hvor stille der er. Ingen lyde overhovedet. Og gad vide hvornår jeg bliver hentet idag? Ida kommer ind på stuen igen med et forsøg på et smil, men jeg kan se noget i hendes øjne, som jeg ikke helt forstår hvad er. "Lille du", siger hun og smiler skævt til mig. "Er du sulten?" "Lidt", mumler jeg. "Så kom, så ser vi hvad de har af gode sager inde i køkkenet". Ida låser op og jeg trisser fornøjet efter. Hun når lige at åbne køleskabet, da der lyder en velkendt stemme: "Er her nogen? Hallo?". Ida svarer og vi går vedkommende i møde. Det er min venindes mor der er kommet for at hente mig. Nannas mor. Hvorfor henter hun mig mon? Jeg bliver bedt om at begynde at tage overtøj på, de "voksne skal lige snakke" imens. Da de tror jeg ikke kan høre dem længere drejer samtalen sig ind på min far. Jeg hører Ida spørge bekymret hvorfor hun ikke kunne få fat i ham. Nannas mor puster og siger, at Ida jo ved hvordan det er om fredagen. Ida trækker lidt på det og fortæller at det er hendes første uge her i børnehaven, så Nannas mor fortæller den korte historie af den lange om hvordan faren har for stor en tørst og om hvor tit han ikke kan hente mig selv. Hun bor lige overfor, så hun ser mere end man lige skulle tro. Hun sukker og siger at hun er glad for den hjælp hun trods alt kan yde. Jeg er færdig med at klæde mig på og for ikke at forstyrre, kigger jeg forsigtigt ind på dem bag væggen. Jeg føler jeg er usynlig, men Ida får øje på mig og mestrer at sende mig et smil. Jeg lunter hen mod dem og kigger op på Nannas mor der siger at vi vil cykle hjemad. Hun fortæller at Nanna er hjemme så vi to kan lege. Jeg lyser op og smiler bredt til hende. Ida stryger mit hår og siger god weekend. Hun står i døren og vinker, da vi cykler afsted. Jeg vinker tilbage og når lige at tænke at jeg synes hun er sød og min yndlings i børnehaven, før mit lille hoved tungt glider ned på min hage og jeg ubekymret falder i søvn i barnesædet bagpå cyklen.