3Uddrag af 'Indefra'
Gravid i 7. måned. Sidder ved et rundt bord. Min verden er ved at... [...]
Livshistorier
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Cecilie Overbye (f. 1973)
Gravid i 7. måned. Sidder ved et rundt bord. Min verden er ved at falde sammen. Jeg er bange for at føde, jeg er bange for min egen opløsning. Jeg har ikke sovet ordentligt i ugevis og det går ud over mit humør. Depressionen ligger latent lige under overfladen. Samme morgen stod jeg i vores køkken med en stor slagterkniv i hånden og fik den tanke, at det hele lynhurtigt kunne få en ende. Jeg ville aldrig kunne finde på at gøre det, så jeg var ikke bange på den måde. Men det var rystende at måtte erkende, at jeg indeni havde lyst til at give op og give slip på det ønskebarn, jeg ventede. Jeg havde mødt en mur. Jeg var nået til et sted, hvor alle mine kræfter var brugt op, der var ikke mere at give af. Jeg orkede ikke mere, og erkendelsen heraf tog pusten fra mig. Der var ikke andre, der kunne tage over og hjælpe mig lidt i situationen. Jeg kunne ikke tage en pause og lukke ned et par dage for at vende frisk og veludhvilet tilbage på pinden. Jeg sad i saksen med min store mave. Jeg, som var en fighter. Jeg, som aldrig havde valgt de lette løsninger. Jeg, der altid havde klaret mig fantastisk trods meget lidt søvn i mange år og altid havde skabt superresultater. Jeg, der altid havde forsøgt at leve op til andres forventninger. Jeg var. Brudt. Sammen.
   En overvældende følelse af fortabthed og ensomhed fyldte mig, jeg kunne ikke overskue dagen. Tanken om bare at slippe væk fra det hele virkede tiltrækkende på mig. Med stor overvindelse ringede jeg til en veninde og fortalte hende sandheden. Hylede om hjælp i telefonen. Ved fælles hjælp fik vi stablet mig på benene. Juan kørte mig ind til i akutmodtagelsen på Herlev-fødegang. Her blev jeg sendt videre til den tilknyttede psykiater, og det er ved hendes bord, jeg nu sidder.
   Jeg har ikke siddet der længe, kun tre til fire minutter, men psykiateren har allerede på fornemste vis dissekeret mit sårbare hjerte u d i en hudløs nøgenhed, ved at indlede med det enkle spørgsmål: "Hvordan er dit forhold til din mor?"
   Min mor?
   Jeg græder som pisket. Al min angst flyder over. Der er så mange følelser i mig, at det virker helt uoverskueligt at få styr på dem. Jeg er selv mor. Min datter Lea Amelia er to og et halvt, og jeg er på vej til at blive mor igen. Midt på bordet ligger der et par gule receptblokke. De fanger mit blik. Jeg synes egentligt, det er malplaceret at have dem liggende fremme. Psykiateren afbryder mig, mens jeg forsøger at finde og formulere et svar.
   "Vi kan give dig et antidepressiv," siger hun.
   Jeg ser over på hende, fuldstændig overrumplet. Jeg har været der i syv minutter. Jeg siger ingenting, men pudser min næse i lommetørklæder, der behændigt nok står på bordet.
   "Jeg vil anbefale dig en Zoloft-behandling. Halvtreds mg om dagen i foreløbigt et halvt år, så kan vi se det an derefter." Hun rækker ud efter den nærmeste receptblok.
   Mit svar kommer lige så stille indefra, men uden tøven: "Det vil jeg ikke."
   Engang da jeg var tolv år og var ude at løbe, mødte jeg en blotter. Han løb efter mig og kaldte og kaldte, indtil jeg til sidst stoppede. Så stod han pludselig der med kønnet fremme og ville have mig til at røre ved sig. Det eneste, jeg kunne få frem dengang, er det samme som nu: "Det vil jeg ikke."
   Jeg holdt fast dengang, til han til sidst lod mig løbe videre. Han råbte endda undskyld efter mig.
   Sådan er det ikke nu. Der er ingen undskyldning i luften. Psykiateren tager sine briller i den ene hånd og gnider træt sine øjne.
   "Vi har mindst halvtreds gravide piger som dig gående her. De får alle en særdeles effektiv antidepressiv behandling." Hun siger det på en overbærende måde, som om det at sætte mig i bås med alle de stakkels piger skulle legitimere behandlingen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun stadig ikke har hørt noget om min baggrund, min historie eller min angst. At hun slet ikke kender mig.
   "Det vil jeg ikke," gentager jeg, mens jeg forsøger at holde fast.
   "Du skader dit ufødte barn." Hendes øje udtrykker det hele. "Du risikerer, at det får en lav fødselsvægt."
   Jeg skammer mig pludselig. Jeg føler mig helt forkert og fuldstændig malplaceret. Jeg sidder der foran hendes faste blik. Jeg ser mig selv udefra; mine øjne er hævede, min næse rød og stoppet af snot, der bare løber og løber. Jeg er kæmpe gravid. Føler mig klodset, tyk og udstillet. Jeg har taget en sød lyserød T-shirt på, men nu virker den alt for plat og stumpet, og tydelige svedskjolder kravler frem under armhulerne. Jeg vakler.
   Måske har hun ret, måske skader jeg det barn, jeg bærer på. Måske er jeg ved at miste forstanden fuldstændig, som det skete engang for så længe siden. Jeg har altid haft en skræk for, at angsten skulle få så godt tag i mig, at jeg igen ville miste grebet om virkeligheden. Det har luret under overfladen i alle de år, der er gået, siden det skete, og nu er det måske på vej til at ske igen. Jeg ved det ikke, jeg ved slet ingenting. Jeg ved ikke noget om de halvtreds andre gravide kvinder, der kommer her ved det runde bord hos psykiateren med deres gravide maver og græder over deres mor, mens de takker ja til antidepressiv behandling. Jeg ved slet ikke om, de får det bedre. Om de bliver gladere og bedre til at passe deres nyfødte babyer med høj fødselsvægt. Jeg ved ingenting om min mor. Jeg har glemt alt om hende. Jeg er bare bange for, om jeg kan klare at blive mor igen, bange for, om jeg kan komme igennem en fødsel mere. Bange for, at lige netop det vil gøre udslaget, og psykosen vil få overtaget. Jeg bekæmpede den én gang, vandt slaget, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne gøre det igen.
   Jeg kører direkte over til Juan på hans arbejde. Tårerne løber ned ad mine kinder hele vejen. Jeg kører fuldstændig på autopilot, lægger knap nok mærke til trafikken eller hvilken vej, jeg kører. Mine tanker hvirvler rundt, jeg kan slet ikke stoppe dem eller finde mig selv i den strøm af forvirring, der vælter ind over mig. Jeg vil ikke skade mit barn, jeg kunne aldrig gøre det fortræd. Jeg løber hele tiden panden mod en mur, hver gang jeg søger hjælp til at forstå det kaos, jeg befinder mig i. Jeg tror ikke, at nogen pille i verden kan hjælpe mig med at holde fast i forstanden, men truslen mod mit barn er næsten mere, end jeg kan bære. Måske har hun ret, psykiateren, med sin kuglepen og alle sine receptblokke. Måske er det Zoloft, der skal til for at få mig gennem krisen, måske vil Zoloft reparere alle mine traumer og hele mine sår. Jeg er så meget i tvivl. Jeg er opdraget til at have stor tiltro til autoriteter, jeg er opdraget til at gøre, hvad der bliver sagt. Men jeg vil ikke. Jeg ved, jeg er meget påvirkelig over for medicin, og jeg kan ikke overskue, hvad der så skal ske bagefter, hvordan jeg kommer ud af behandlingen.
   Jeg forstillede mig, at psykiateren ville spørge ind til mine tanker og følelser. At hun i kraft af sin store erfaring ville sige de vise ord, der ville få mit sind til at falde til ro. Berolige mig med, at sådan er det at blive mor, selvom man er mor i forvejen. I stedet stillede hun kun det ene spørgsmål om mit forhold til min egen mor. Jeg er næsten sikker på, at man ikke kan stille det spørgsmål til én eneste højgravid kvinde, uden at hun bryder sammen i gråd. Der ligger så mange følelser i det spørgsmål, så mange ønsker om, hvordan man selv vil være som mor, set i lyset af den opdragelse og opvækst, man selv har fået. Vi vil alle sammen gøre det så godt, vi kan, men indimellem kikser det og bliver til de barndo mstraumer, vi alle har oplevet igennem vores opvækst. Erkendelse af vores forældres uønskede utilstrækkelighed kommer først, når man selv er på kanten til at blive mor, eller lige er blevet det: Herregud, vores forældre gjorde jo også deres bedste i forhold til, hvad de vidste og kunne. Jeg har tilgivet mine forældre, men min egen ambition om at gøre det bedst mulige står bare ikke altid mål med mine ressourcer og mit overskud. Jeg er bange.
   Juan tager imod mig i butikken med åbne arme. Han lægger sit værktøj fra sig og lytter til min hikstende historie, mens han holder mig tæt ind til sig.
   "Giv mig hendes nummer," kræver han, da jeg er faldet lidt til ro. Jeg bliver lidt forbavset, og min autoritetstro blinker rødt i mit hoved. Det kan man da ikke. Men Juan kan.
   Han ringer til sekretæren og beder om at tale med psykiateren. Da han får hende i røret, introducerer han først sig selv, og derefter skælder han hende simpelthen ud.
   "Du kender ikke min kone," siger han vredt, "og alligevel har du i løbet af fem minutters samtale tænkt dig at give hende antidepressiv behandling."
   Jeg kan høre, hun begynder med sin forklaring om de halvtreds andre gravide, der også er i behandling.
   "Det vil jeg skide på, min kone er ikke ligesom dem. Hvordan kan du overhovedet være sikker på, at det ikke er skadeligt for barnet?" spørger han. Psykiateren er også vred, det er helt tydeligt, at hun ikke er vant til at blive sagt imod på den måde. Diskussionen er højlydt. Jeg er stolt af min mand, han står op for mig, selvom jeg godt ved, han har sine egne grunde til ikke at være så autoritetstro som mig. Jeg tænker på de halvtreds andre kvinder, der går hos psykiateren, måske bliver nogen af dem fulgt derhen af deres mænd, der bare nikker samtykkende og holder deres hænder, mens de siger: "Jeg synes, du skal tage pillerne, skat. Det er en god idé."
   Jeg tager hen til min egen læge om mandagen og får nogle sovepiller. Med stor skyldfølelse tager jeg en hver tredje nat, så jeg kan få sovet og få lidt energi. Jeg tager syv i alt, så bliver Isabel født, og stille og roligt får vi en ny hverdag sammen.
   Jeg er før blevet reddet fra psykofarmaka-behandling. Første gang var jeg bare nitten år.
Forfatterbemærkninger
Uddraget ovenfor er fra en nyligt publiceret bog. Bogen er en selvbiografi. Den handler om mit liv med en hjerneskade, der har givet mig en kronisk søvnforstyrrelse. Jeg finder nyt liv i sporten og når hele vejen til et verdensmesterskab i 2014.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/05-2016 15:17 af Cecilie Overbye (triatleten) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1774 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.