Tabt


3 år siden 3 kommentarer Noveller karakter kærlighed ensomhed

3Heteronormativt
det er · familiezoneskiltet i toget · som viser tændstikmand plus · tæn... [...]
Digte · heteronormativitet, kønsroller, feminisme
1 år, 6 måneder siden
3Lgbt
lebber ville leve længere og lykkeligere hvis I ikke · gødede med g... [...]
Digte · lgbt, diskrimination, livserfaring
1 år, 6 måneder siden
5Fremtidshåb
verdenen der svømmer · i køn min mor er · en søster mere solidaritet · ... [...]
Digte · feminisme, håb, drømme
1 år, 6 måneder siden
4Fjerklædt
de dage jeg forbliver · klædt i fjer · dør jeg lettest
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Najadeblod
kan du · stadig elske mig med dette · najadeblod løbende · i årerne og ... [...]
Digte · kvindeportræt, livserfaring, viljestyrke
1 år, 8 måneder siden
4Consent
nej betyder · nej som et forceret · ja betyder · nej og kun et informer... [...]
Digte · feminisme, consent, voldtægtskultur
1 år, 8 måneder siden
2Haiku
1. · Dagens lys taber · ikke til nattens mørke · Efterårskontrast · 2. · Fl... [...]
Digte · haiku, bylandskaber, naturbeskrivelser
1 år, 8 måneder siden
10Haiku
efterårsgylden · aftenhimmel - et genskær · af din fingerring
Digte · haiku, efterår, kærlighed
1 år, 8 måneder siden
2Pride
regnbue · ånd liv · vi bader i et farvevæld · kaster med kondomer puste... [...]
Digte · lgbt, pride, gadefest
1 år, 9 måneder siden
2Sapfo anno 2012
hvor skide lykkelig hvor euforisk må han ikke være · ham der sidder... [...]
Digte · forelskelse, den første kærlighed, tiltrækning
1 år, 9 måneder siden
2Smil
(han kører i en Audi · rødt lys triller · op på siden af mig · tilbages... [...]
Digte · feminisme
1 år, 9 måneder siden
2Battle of the sexes
øgenavngiv mine kønsdele · nedgør det verdensbillede · som kun · kan se... [...]
Digte · feminisme, kønskamp
1 år, 9 måneder siden
2En lebbebar
1. · i stil · med en jazzklub · indtil midnat · bløde bryst-runde toner · v... [...]
Digte · lesbisk, natklub, natteliv
1 år, 9 måneder siden
3Butch/femme
butch · spejlvendt · maskulinitet jeg afgiver · forvrængede vibes · mænd ... [...]
Digte · lesbisk, feminisme, diskrimination
1 år, 9 måneder siden
4Street harassment
gaden gør hende til · en luder · i samme øjeblik · hun træder ud af dør... [...]
Digte · feminisme, mandschauvinisme, metoo
1 år, 9 måneder siden
2Almindelig fredløs
fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og ... [...]
Digte · anderledes, samfund, kærlighed
2 år siden
4Glansbilleder
Byttede · fjerdeklassespigerne på din skole · også glansbilleder · indb... [...]
Digte · angst, glansbilleder, barndom
2 år siden
11Forsvindingspunkt
Dagen flyver. · Lad den aldrig lande. · Lad mig hænge fast · ved dens k... [...]
Digte · tid
2 år siden
5Septembersommer
Hun kom med septembersommeren · der rider på halen af august og kly... [...]
Digte · kærlighedserklæring, historie
2 år siden
3Imka og Asammika
Før bjergene fødtes, lå englandet fladt hen, det kendte ingen for... [...]
Blandede tekster · mytologi, skabelsesberetning
2 år siden
5Hvorfor er det altid mændene der rejser
Hvorfor er det altid mændene der rejser, · spørger de andre og kigg... [...]
Digte · soldater, krig, kønsroller
2 år siden
4Rosendamen
Jeg handler der ikke selv særligt ofte, jeg kommer dog dagligt i ... [...]
Kortprosa · roser, kærlighed
2 år siden
3Min stemme
Her er min stemme · slået i tusind stykker · En bid til min mor · og en... [...]
Digte · tanka, selvstændighed, selvfølelse
2 år siden
5Et januarvejr
Et januarvejr · Du sidder i en verden · der er din egen · Hvor langt fr... [...]
Digte · kærlighedserklæring, tanka, vejr
2 år siden
3I stil med Salatens Jubilæumsdag
Machi Tawara · bærer jeg altid med mig · som et helligt skrift · Mod mi... [...]
Digte · tanka, inspiration, litteratur
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Syrene Hvid (f. 1988)
Som de dog støvede, liljerne, de uartige bæster, syntes hun uden at gøre videre ved problemet end at tynde bundtet ud til et halvt dusin i en af de store vaser som blomsterhandleren så hjælpsomt, så gladeligt havde tilføjet til regningen, hvide og neutrale og i sig selv forfærdeligt kedelige. Alt imens hun syntes det, lagde hun den hele håndfuld af overskydende og stadigt dryssende blomster ovenpå en bunke papirer han havde efterladt på sit skrivebord, så uvæsentlige og uvigtige var de, at de ikke var blevet låst inde, selvfølgeligt ville han intet have imod at der kom lidt liljestøv på dem. Ligesom han selvfølgeligt heller ikke ville have noget imod, hvordan hun havde efterladt hans kontor bugnende, i den reneste overflod. Overalt i det store, luftige rum med dets sorthvide farvespil, de moderne former og det enorme vindue der lukkede ligeså meget udsigt ind som lys, havde hun stillet blomster, alle slags, alle nuancer, hvid og rød og orange. Her var roser og krysantemum, gerbera og amaryllis, hundrede nelliker og så liljerne hun netop havde arrangeret så fint. Man skulle næsten have taget et billede af floristens ansigt, skulle man ikke - til Instagram? Da Marguerite var trådt indenfor i hendes lille butik og havde peget på den nærmeste del af hendes snitblomst-sortiment, dem og dem og dem vil jeg have. Dem alle sammen! Hun havde fået så umådeligt travlt, den venlige kvinde, med at slå ind og pakke i bilen, med at køre det assorterede læs til Statsministerens adresse og i et par lange timer havde de da også bare stået sådan, i entréen, i deres grimme spande. Indtil Marguerite havde drukket halvanden flaske hvidvin, suget den tom, fyldt sig og derfor følt sig klar til at blive udfordret, igen, endnu engang, atter en dag.

Du ved ikke hvad han er for en slags mand, havde Marcus og sandsynligvis journalisten i ham sagt, da de var mødtes tidligere og som mand på samme måde havde han forsøgt at række ud for at tage hendes hånd, som om hun velvilligt ville give ham nogen del af sig selv. Som om Marguerite ikke allerede vidste, på det koldeste mærkede, uden hans uhøflige påmindelse, præcis hvor langt væk hendes store Augustus var, i disse sidste dage. Som om hun ikke var fuldt ud bevidst om, at lige nu var alt hun kendte til ham, alt hun havde lært, skrevet i en fikseret datid. Jamen, det var jo som om hun ikke var tæt nok på længere, tæt nok på til at de (måske) endda kunne have spist frokost sammen, bare den ene gang, den ene dag hun faktisk havde lavet madkurv til ham. Til dem. Lille, fjollede Marguerite som havde pakket tallerkener til to. Lille, fjollede Marcus som troede hun ikke normalt vidste bedre, normalt og heller ikke helt generelt.

Meget, meget generelt vidste hun naturligvis meget, meget bedre.

De sidste liljer var der ingen vase til, vaserne var alle blevet brugt og brugt op, så hun puttede dem tilbage i spanden, lod spanden stå, utiltalende sort med grålige pletter med hans skrivebord til baggrund, for det var også sort men ganske uden pletter - havde det da i hvert fald været, før Marguerite gik i gang. Nu var der ikke kun buketter på hver en brugbar, horisontal flade, men blomstervand dryppede, hvis ikke løb ned langs skabslågerne og kronblade i mængder havde måtte ofre sig for hendes uforsigtighed, lå i afkast rundt omkring. Det var et sandt farveflor, som havde noget fremmed invaderet hans sfære, hans elskede rum, hvor han netop brugte så mange af sine timer, når han endelig kom hjem, men nu var Marguerite her langt om længe. Også. Her sad hun i hans stol, blandt sine egne blomster, sine egne kulører, midt i sin helt egen agenda. Så meget ejede hun da stadigvæk. Af sig selv. Dét havde hun endnu ikke givet væk, selvom så meget andet virkede tabt, hendes vilje, hendes hjerte.

Hende. Hende. Hende.

Lad mig hjælpe dig, Marguerite, havde Marcus vedholdt og insisteret og deres kaffe var blevet fuldstændigt kold på bordet imellem dem, imens hun stirrede på ham længe uden at sige et eneste ord. Den slags mand var han altså, ganske som en anden hun havde kendt engang. Mænd der dybt inde i deres engleblide sjæle troede hun skulle reddes, at hun da stod til at redde, at hun overhovedet behøvedes - når de i virkeligheden ikke ønskede andet end at se hende forandret, se hende blive en anden end hun var. For deres forkvaklede mentaliteters og sentimentaliteters skyld. For deres følelsers skyld. Ved Gud, spar hende. Spar hende deres gode intentioner, spar hende deres følelser, hvor end varme de måtte være! Spar hende Marcus', spar hende Camilles.

Spar hende endnu en i rækken... Så Marguerite havde forladt Marcus, ordløst, som hun først forlod ham. Sin elskede. Camille.

Langsomt rejste hun sig fra Augustus' komfortable skrivebordsstol, man måtte forstå, hans muskler var i forvejen så evigt anspændte, ingen grund til at lægge dårlig holdning til et ellers så beskedent problem, hvorpå hun gik nedenunder. Uden mål, uden med, helt bestemt uden hast. Hendes bare fødder lavede næsten ingen lyd mod de indbyggede trappetrin, trin, trin, ned. Per bestilling var det lykkedes den gode blomsterhandler også at skaffe et par få, hvide kameliablomster, havde lagt dem dyrtkøbt til resten af sendingens uovertrufne pris, men Marguerite havde ikke gidet tjekke om hun lavede overtræk, huskede end ikke tallet, numrene, vidste kun at kameliablomsterne var blevet bragt til hendes dør langt senere og med bud - havde ligget i vand i vasken indtil tid kom, tid blev.

Tid var. Nu.

En anden kvinde, engang, i et eventyr, i en drøm, havde identificeret sig med kameliablomsterne, en ulykkelig og ulyksalige kvinde som Marguerite aldrig havde set sig selv spejlet i, til trods for at de delte navn og tidligere hverv, derudover. Selv idet hun lagde de tre brusende blomsterhoveder ovenpå liljestøvet og på papirerne nedenunder, var Marguerite Gagnon ingen Marguerite Gautier, for Marguerite Gagnon vidste bedre end at elske en mand udover livet selv, gjorde hun ikke? Sig ja, sig nu ja! Marguerite vidste at kærligheden (det bæst, det skarn) ødelagde, at kærligheden krævede ofre og forandring, hvor hun selv i kontrast levede for status og status quo. Var hun ulykkelig (og ulykkelig var hun skam, det indrømmede hun gerne), fordi Augustus ikke havde tid? Vær nu ikke dum, så simpelt var det ikke, så simpelt var det aldrig og kunne det aldrig blive. Marguerite var ulykkelig, fordi hun elskede Augustus og hvis ikke det var grund nok til at dække hans kontor i hendes eget sprog, i hendes mest genkendelige profil, da fandtes der ingen argumenter mere der måske kunne tilbageskaffe, tilbagekræve hende kejserens gunst, hans velvilje, hans... hans...

Ah, men når Marcus mente, at hun skulle reddes, var det givetvis ikke helt forkert, han havde blot set billedet i en spejl, i en gåde, fuldstændigt omvendt. Hvis Marguerite endelig skulle reddes, skulle det da ikke være fra Augustus, sådan en gang vås, men hun ville såmænd gerne reddes af ham, tak og igen. Skulle han vise sig at få tid en af de næste par dage, inden hun helt mistede håbet, ikke sandt?

Da hun kiggede op på væggen, var klokken kun knapt seks. Hun kunne naturligvis gå ned og lave mad - eller hun kunne nøjes med alkoholen, en champagne lå vist på køl i køleskabet, var hun sikker på. Et sted i det kolde dyb havde hun også foie gras, såvel som kiks i skabet, hun klarede sig nok endnu en aften, men så heller ikke længere. Ikke længere. Nu måtte han komme hjem og være hendes igen, for Herregud, hun var ulyksalig og lige nu ganske ulykkelig nok til at være hans.

Nu, nu, nu, sagde hun, hvem vidste om det (ikke) kunne være for altid.

Liljerne og kameliaerne efterlod hun på hans kontor, da hun slukkede lyset, lukkede døren bag sig, lod hans elskede City belyse hendes kreation i overskyet måneskin. Han ville vel opdage hendes udstilling, når han kom hjem. Han ville snart nok finde den - og derefter måtte han jo vende sin mægtige tommelfinger op eller ned, fastlægge hendes skæbne, kaste hende for løverne om han ville. Om han var i det humør.

Alle skulle vel dø en dag, det havde Marcus ret i at frygte og så sødt på hendes vegne, Marguerite var bare ikke overbevist om, at hendes dag ikke allerede var kommet, da han gjorde hende til sin. Den store, den første, Augustus.

Den lille død kaldte franskmændene med et smil det seksuelle klimaks, men hvad red den sublime orgasme egentligt på og var det ikke i stedet, i virkeligheden denne ganger der slog én ihjel - hvad hed den, hvad hed den mon. Turde hun overhovedet udtale dens navn? Noget man kunne spørge sig selv om, hvis man gad, hvis man var af den gemyt, men Marguerite valgte med en teatralsk surmulen at undlade, valgte at konkludere og valgte at komme videre uden at stille spørgsmål, for hvad ville hun dog vinde ved det udover tid, mere og mere tid. Nej, i stedet ville hun spise sig sultent, glubende, hungrende mæt i gåselever og saltede crackers, i alt muligt andet end sin forsømte, sin misvedligeholdte, visnende kærlighed.

(Hun sagde det. Hvad den hed, orgasmens ganger).

Champagnen og foie gras'en tog hun med op i seng, smurte kiksene uden tallerken under og spildte krummer over det hele, men om ikke andet havde hun udsigt. Til felttogets sejrsgang, til hans bestemmelsessted - til den time, den uge, den måned hvor kejseren endeligt vendte tilbage, vendte hjem til Rom hvortil alle veje efter sigende førte, påstod man ofte, postulerede man gerne, mens hun sad dér, alene, og ventede. Ventede for hans skyld, ventede for sin egen. Og sådan gjorde Marguerite Gagnon sig atter engang bekendt med uvisheden, den var efterhånden en god, gammel ven, var den ikke. En ven af huset, en ven af familien, hendes ældste bejler. Åh, som de flirtede nu og da. Som de dog flirtede, bare nu.
Forfatterbemærkninger
En del af et større skriveprojekt om Marguerite som karakter. Foregår i forlængelse af plottet i Voyage, Her er kulden den største sol og Inden ugen er omme. Skrevet i parallel med Polina Slosvaus Støvfanger.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/01-2017 21:00 af Syrene Hvid og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1676 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.