Jeg havde en drøm den anden dag, som omhandlede mit mellemnavn - et mellemnavn, som kun de færreste kender til. For hvem går egentlig op i hvad man hedder i virkeligheden, når alt kommer til alt?

***
   Hør hov hedder du Walther til mellemnavn? Spurgte min veninde Emma mig, mens vi sendte live radio på Radio Aalborg med vores helt eget program "Kulturløs".


Jeg svarede ja, og begyndte min fortælling.


Det har igennem rigtig mange år været et mellemnavn, der igennem min opvækst har givet anledning til, at folk gjorde nar af det på baggrund af dens anderledeshed og den potentielle signifikante udtale: WALTHER. Ydermere har nogle forbundet det med nazisme, tyske håndlangere og "Heil Hitler" med det udgangspunkt, at få mig til at tabe ansigt og mobbe mig.


Hvorom alting er så burde jeg jo egentlig bare skifte tilbage til mit oprindelige navn: "Alexander Holmgaard Christensen". Endog jeg har gransket mig frem til, at Walther er anderledes og endvidere et sjældent navn, som var stavnsbundet, hvorfor det ikke kunne stå enestående. Det er da egentlig ret interessant?


Des mere giver det associationer til den afdøde skuespillerinde, Kirsten Walther - fra blandt andet nationalskatten Olsen-Banden, og det at være konsistent måske også?
   Glemmer man at tilføje h'et i bliver det dog hurtigt "Walter og Carlo", og med al respekt for Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen, så må jeg blankt erkende, at det er de færreste der vil "op på fars hat" længere.


Men hvorfor egentlig alt det skriveri omkring dig selv og dit mellem og- efternavn, hvis du alligevel bare beholder det?


Jo nu skal i høre.
   Jeg overvejede faktisk at logge ind med mit NemID for at ændre det, velvidende at det vil koste mig en plovmand, men så skulle jeg oplyse min sogn, hvilket jeg ikke har den fjerneste idé om, hvorfor jeg næsten mistede lysten til at forfølge min drøm. Jeg tog mig dog sammen og ringende derfor til Borgerservice.


Damen i røret lød fortumlet. Hun sagde på bedrøvende kedelig vis sætningen: Hvad kan jeg gøre for diiiiiiiiiig?
   Jeg fortalte omkring min situation, dog en mere kortfattet udgave en ovenstående, men midt i sætningen afbrød hun mig, decideret uhøfligt og fortalte mig, at hun ikke havde hele dagen.


Okay, tænkte jeg ved mig selv og blev irriteret på det groveste, vel næsten pigefornærmet, samtidigt med at jeg stille og roligt mistede livsglæden. Jeg sagde pænt farvel til damen i røret, da jeg tænkte, at hun da hellere måtte tage sin lykkepille inden den næste borger ringede ind for at få hjælp.


Ja, det lyder en anelse kritisk fra min side af, men jeg må desværre bare bevare min trodsighed. Bedrøvede stemmer, hastværk og uhøflighed er nok de tre ting, som jeg ikke tolererer.


***
   Jeg vågnede op fra min drøm, ringede til min far og efterfølgende min mor og spurgte om "Alexander Holmgaard Petersen" ikke lyder klingende? Altså en blanding mellem alle mine tildelte mellem- og efternavne.
   De svarede at jeg skulle mærke efter inde i mig selv, da de egentlig ikke rigtig havde nogen helt vild historie på navnene og deres betydning. Så hvad skal man så stille op?

Jo, vi kunne jo starte med den konstatering, at kun den første halvdel af drømmen faktisk i virkeligheden har fundet sted, og hvad så med dit opkald til Borgerservice tænker i sikkert?

Nuvel, det fandt ikke sted, men jeg regner med at frekventere Borgerservice i morgen.