Skyerne havde sænket sig over det Aarhusianske centrum, regnen havde brudt frem og en uomtvistelig markant tåge bredte sig alt i mens, at den kvindelige perronspeaker konstaterede, at toget var forsinket yderligere.

Da toget endelig nåede frem og folkemængden begyndte at rejse sig, for at søge mod dørene, tog han papiret ind i sin inderlomme, tog tasken på ryggen og fandt sig til rette på det første og bedste klapsæde.

Turen gik til Aalborg, hvorfra et lift skulle tage ham videre mod den historiske nordjyske fiskerby, Øster Hurup.

Alle gæsterne var allerede ankommet, og det hele virkede ved første øjekast en anelse malplaceret.
I samme moment som han hilste pænt på alle de fremmødte og især festens omdrejningspunkt, tog han tasken frem for at finde gaven frem, et pengetræ, som han omhyggeligt placerede på gavebordet. Der var allerede helt fyldt til randen med gaver, så han måtte omorganisere det hele en smule, medens han sørgede for, at mindst muligt tog sig anderledes ud end før. Han gjorde netop alt for at undgå for meget opmærksomhed - en opmærksomhed, som allerede var vakt i kraft af hans sene ankomst.

Arrangementet forløb hurtigt, og det var allerede ved at være halvmørkt efter at desserten var blevet spist.
Pludselig bankede det på glasset, hvorefter en mand rejste sig og sagde nogle ord rettet mod festens omdrejningspunkt. Det var en lang, smuk og poetisk tale, som gav anledning til vand i øjenkrogene, og da han igen havde sat sig ned blev der helt stille.

Han vidste godt, at det var hans tur. Det kunne han fornemme på stemningen, og ved at kigge rundt på nogle af de fremmødte gæster.

Opmærksomheden blev for alvor rettet mod ham, da han på besværlig vis fik sig rejst - vel og mærke inden at glasset havde klirret. Det var nu at sandheden skulle frem.

Han stod og rystede, imens han prøvede på at finde sit papir i inderlommen, men måtte opgive, da papiret ikke var til at finde - alt imens at opmærksomheden, intensiteten og utålmodigheden steg.

Han fremstammede sætningen:
"I virkeligheden vil jeg ønske dig held og lykke, men det tror jeg ikke at du får brug for"
En sætning der virkede spontan og meget hård, endog han inderst inde vidste, hvor han ville hen med disse indledende ord. Folk gispede og så forvirret op mod ham.

Sætningen blev efterfulgt af mindre velovervejede ord, der på ingen måde komplementerede resten af talen, og ej heller uddybede den første del af talen. Dette var ingenlunde et tegn på, at han ikke havde hjertet med i talen, men ikke desto mindre blev det generelle budskab negligeret på baggrund af dette.


I virkeligheden var ideen med talen, at fortælle festens omdrejningspunkt, hvor meget han holdte af personen og hvor stor en betydning deres relation havde haft igennem hans liv - et liv med turbulente tider, familiære vanskeligheder og des videre. Om disse blev formidlet ordentligt kan han kun sætte spørgsmålstegn ved.

Vejret var uændret, en bil forlod Øster Hurup som den første af alle og papiret fandt han aldrig.