Jeg vil - jeg vil ikk' - jeg vil ...


2 år siden 6 kommentarer Noveller familie kærlighed ulykke

1Enklaver af eksem
-en novelle i samlingen Familien Nielsens Live i Mellemtakt · Simon... [...]
Noveller · familie, kærlighed, ulykke
2 år siden
3Trykknapper
-en novelle i samlingen Familien Nielsens Live i Mellemtakt · -Gu v... [...]
Noveller · familie, kærlighed, ulykke
2 år siden
6Jeg vil - jeg vil ikk' - jeg vil ...
-en novelle i samlingen Familien Nielsens Live i Mellemtakt · Hun v... [...]
Noveller · familie, kærlighed, ulykke
2 år siden
2Askebarnet - Kaldet - Episode 1. del 1
-Tre døgn i dødens ventesal. · En ung kvinde der lever i grænseland... [...]
Fantasy · kærlighed, mod, overnaturlig
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Maj Johansen (f. 1969)
-en novelle i samlingen Familien Nielsens Live i Mellemtakt

Hun vidste det udmærket godt, hun gad bare ikke, gad overhovedet ikke konfronteres med hans smasken og ubarberede underansigt. Aaargh! Hvis hun kom for tæt på, så var der også ånden at tage højde for; -og det var bestemt ikke ånden, som i ånd og sjæl, for den slags ånd var da helt sikkert gået ham ram forbi.
   Det var hans tablet ånde. Medicinrester, som væltede ud mellem de tænder, som aldrig nogensinde blev børstet ... mere end en gang om ugen i hvert fald ... når han sov på mændenes hjem.
   Lørdag, det var om lørdagen han tog derhen, ligesom andre tog i biografen med en kæreste, eller spiste hos nogle venner, så tog hendes far hen på mændenes hjem og fik sig et varmt måltid, et bad, og skrubbede sine tænder med en engangstandbørste.
   Øv-øv-øv hvor hun bare ikke gad. Hun kom til at tænke på den der Allan Olsen sang, Jeg vil, jeg vil ikk', jeg vil ikk'..jeg vil!...for selvfølgelig ville hun da se til ham, når han nu var blevet indlagt. Det var bare...åh.

Husene flaksede forbi udenfor vinduet i S-toget, mellem Vangede og Emdrup var der bare sådan nogle kæmpe kasser i store haver. Hun boede selv i en lille etværelses sammen med Henrik, som havde knaldet hende her til morgen, det var dejligt, uhm morgen sex, hun elskede det, varmt og dovent.
   Men så havde telefonen ringet, hendes far var blevet bragt på hospitalet, fordi han var faldet ned af en stejl trappe i Frederiksberg Have. Vor herre bevares, hun kunne ikke være mere ligeglad. Men hun kunne heller ikke finde ud af at afvise den velmenende sygeplejerskes gode morgenintention.
   -Goddag, jeg hedder Helle Hansen jeg ringer fra Frederiksberg hospital...
   Lone var kommet til at fnise kort, fordi hun allerede godt vidste, at det bare var noget om hendes far, og fordi det regnede udenfor, og så hed sygeplejersken Helle Hansen. Hun kunne sgu' lige så godt ha sagt: -Godmorgen jeg hedder Helly Hansen, jeg ringer for at sige, at du skal huske at tage regntøj på i dag.
   Lone kom til at fnise, hun kunne godt li' ord. Hun havde stået med kondomet i en knude på fingeren, og fnisede mens hun sagde hej, -fordi dét jo også var en lille regnhætte, -til den lille rødhætte, der havde vovet sig ud i skoven her til morgen ... ej men altså! Lone blev faktisk oprigtigt, ked af sit fnis, så hun undskyldte.
   -Undskyld?!
   Sygeplejersken gentog sin første sætning.
   -Godmorgen, jeg hedder Helle Hansen, jeg ringer som sagt fra Frederiksberg hospital, det er ikke noget alvorligt, men din far er desværre kommet til skade. Han blev bragt her ind til vores akutte modtagelse, for et par timer siden, og nu spørger han efter dig.
   -Tak skal du ha' Helle Omsorgsfuld Hansen.
   Røg det ud af hende. Hendes frækhed ville da heller ingen ende ta' her til morgen!
   -Undskyld?, Hva'be'har'?
   Sygeplejersken var stadig helt tillidsfuld.
   -Nej det er mig der undskylder, sarkasmen undslipper mig ind imellem, det var min far? Jeg kommer selvfølgelig med det samme, hvilken afdeling var det du sagde?

Nu sad hun fast på Ryparken, og vidste udmærket godt at hun ikke rigtig gad på grund af den fysiske afsky, men hun vidste også udmærket godt, at hun ville blive glad for at se sin far. Nu var det bare støvregn. Han var sådan et varmt menneske, som en stor Sankt Bernharder. Tillidsvækkende og hjertelig, rummelig og kær.
   Lidt uplejet ... ej temmelig uplejet, han var en Sankt Bernhardshund med kager af jord og skidt i pelsen. Men det betød jo ikke, at den ikke havde de samme dejlige Sankt Bernhards kvaliteter, som en ren blød og kvapset Sanktbernharder. Det betød bare at man simpelthen ikke havde lyst til at klappe den, og slet ikke overvejede at falde den om halsen, fordi man vidste at man ville lugte af våd hund resten af dagen. Og også, helt sikkert også, få lidt langt hundesavl på kinden.
   -Aaaargh altså, tablet ånde!
   Men nu var han jo helt sikkert vasket...det håbede hun de havde nået. Lone slog den ene ben over det andet, og kom til at ramme en ung knægt i en Netto trøje overfor. Hun lod som ingenting og fidlede med hjertet, som hang mellem korset og ankeret i kæden om halsen. Hun ruskede det frem og tilbage, mens hun kiggede fraværende ud af vinduet, ham drengen kunne tænke hvad han ville, hvis han sad i kassen var han sikkert alligevel vandt til lidt af hvert. Han så ikke ud til at mangle noget i livet, så et lille spark over skinnebenet uden undskyldning kunne han vel nok ta',
   Lone var slet ikke i humør til at tænke på sit ansvar, som såkaldt voksen, i forhold til at han var et ungt menneske som hun burde være et godt eksempel for, -og undskylde.
   Hendes far osede af en svovlagtig gas, der pulsede op fra dybet af hans mavesæk, som garanteret kun var blevet skyllet i Predniszolon og guldøl de sidste 14 dage, og måske vendt i et rundstykke eller to på hovedbanen, med kaffe, hvis han havde haft råd. Møgdreng!

Så nu kørte toget endelig igen. Lone kom til at smile indvendigt. Ha! Sjovt at man kunne synes at toget endelig kører, når man egentlig ikke gider sin destination. Hun kiggede på mobilen der summede i lommen, 'ukendt' stod der i den lille rude, hun ønskede sig en nyere mobil af Henrik. Lone lod den ringe, hun hadede 'ukendt'. Det var sikkert en fra banken, eller kommunen om de boligydelses-penge hun skulle tilbagebetale. Brumm, brumm, brumm.
   Nørreport, så var det bare at håbe at bus 4a ikke var for overfyldt. 200 våde mennesker i én bus, var bare det sidste hun havde brug for. Lone så sit spejlbillede i en rude på en bil der holdt for rødt, hun lignede sin far. Lone fik ret, bussen var fyldt til randen af våde sweatere og regnjakker der klæbede til kinden. Kvinden ved siden af hende begyndte at snakke, hun var en snakker, delte hele tiden sine små indfald.
   Lone smilede fraværende, og tænkte at hun ikke havde pligt til at snakke med Snakkeren, det ville bare ha' været det høfligste.
   Lone var ellers god til mennesker og kunne snakke med hvem som helst, men egentlig gad hun det ikke. Eller jo! Det var jo ikke fordi hun bare fyrede tom snak af, uden at mene noget af det hun sagde, hun var god til omsorg, finde gode løsninger for alle, -og den salgs. Men hun kedede sig altså imens. Problemknuseren kaldte de andre hende, bare fordi hun elskede at klare ærterne. Hun vidste godt, at det var noget man kun troede at karriere mennesker gjorde. -Arbejdede ekstra og spiste på farten. Bankmænd og kvinder i stramme nederdele i blanke bygninger. Men Lone Nielsen gjorde det altså også, i stor stil. Hjemmehjælper med ambitioner, dem var der langt imellem sagde hendes chef. Men det var ikke ambitioner, det vidste Lone med sikkerhed, for hun gad det overhovedet ikke. Det var mere som om det var noget autonomt der reagerede i hende, når der var nogen der trængte til hjælp, og hva' fa'en skulle hun ellers lave, hun kendte jo alle rutinerne ud og ind, så det var jo også afveksling, at løse uforudsete problemer. I morgen ville der for eksempel være ekstra arbejde, fordi hun skulle bruge hele formiddagen i dag på at besøge sin far, af ren høflighed overfor sygeplejersken Helle Hansen. Men hun vidste allerede at der ville gå sport i at nå det hele, på nomineret tid alligevel.

Mobilen havde haft ringet igen, hun prøvede Henriks mobil, det kunne faktisk godt ha været ham der ringede fra papirfabrikkens telefon, den viste vidst 'ukendt'.
   -Du har ringet til Henrik Pipskov, hik, undskyld Kipskov, læg en besked..
   Lone kom til at smile. Han var så sjov, Pipskov. Nå, han havde sgu' sikkert glemt sin mobil på køkkenbordet, hun gad slet ikke spekulere på, om der var sket ham noget på vej på arbejde, ej det gad hun da slet ikke tænke på. Han kørte i en meget lille rusten Toyota-agtig bil, grøn. Hun hadede at han tog motorvejen, to åndssvage afkørsler og så af igen. Det var så dumt, han kunne lige så godt ta' det roligt, og blive i den almindelige morgentrafik, uden at skulle blande sig med de store biler.

Lone gik ned af den hvide gang, mens hun prøvede at lade være med at tænke på Henrik, han var sikkert ok, helt sikkert. Hun tog en dyb indånding, og rakte ud efter snoren der fik dørene til at svinge op automatisk. Hun havde lært at spare på sin ryg, de mindste steder. Mobilen brummede igen, og nu tog hun den altså.
   -Hej det er Lone
   -Hej Lone, ja det er Helle Hansen fra AMA på Frederiksberg hospital igen.
   Lone smilede, han var så utålmodig hendes far, han havde sikkert fået lokket sygeplejerskerne til at ringe og tjekke om hun nu også var på vej.
   -Ja hej, jeg er lige på trapperne..
   -Nå ok? ... men Lone ... jeg ringer desværre med en dårlig nyhed...
   Hun blev tavs, det blev de begge to et kort øjeblik. Lone undrede sig lidt irriteret over stilheden.
   -Hvad..!!?
   -Lone, din far er desværre død. Vi formoder at det er et hjertestop, som følge af voldsomme mavesmerter, han pludselig fik for..cirka en time siden. Det var meget uventet, han var i godt humør under stuegang.
   Lone trak kun vejret med den aller øverste del af lungerne, let og hurtigt. Hun havde aldrig i sit liv været mere vågen end lige nu. Hun kunne høre sig selv tale, undre sig over sig selv, og samtidig være fuldstændig klar over at hun hverken var dén stemme, eller de lunger.
   -Jeg er lige ude på gangen, jeg kommer nu.
   -Ja det var det jeg tænkte ... vi ville gerne lige have tid til at gøre ham i stand, inden du ser ham, han ser ikke godt ud, han havde et lille uheld og...

Lone observerede at hun holdt vejret nu, og at hun ikke længere kunne se ordentligt, det var tåre. Saltvandets spænding på øjet gjorde alting tåget, men de løb ikke over, trykket lettede ikke, og hun kunne heller ikke mærke noget på kinden. Lone undrede sig, længe synes hun, så pludselig kunne hun mærke en tåre der var på vej ud gennem næsen. Hun græd ikke, det løb bare.
   -Jamen jeg er lige her...
   Hun var hæs. De automatiske døre svingede op, uden en lyd. Hun havde bare villet sænke armen, men sveden i hendes håndflade havde gjort at hun ikke sådan lige kunne slippe snoren til de automatiske døre. De var lydløse.
   -Lone det er nok bedst du sætter dig ned i lobbyen en lille halv times tid, vi skal lige ha' skiftet under din far, det vil ikke være godt for dig at se ham sådan ... Lone ...

Hun ventede til de automatiske døre havde lukket sig helt, inden hun vendte om og tog elevatoren ned i lobbyen, købte en kop kaffe, gik ud i regnen og tændte en smøg.
   -Pis Marie!
   Hun tørrede tårer og snot af næsen med håndroden, hun måtte se at få fat i Olde.
Forfatterbemærkninger
Novelle i en samling der hedder: Familien Nielsens liv i mellemtakt. Jeg er ikke helt klar på hvor tydeligt sammenhængen skal være, mellem historierne og personerne. Der er ikke læst ordentlig korrektur - så tilgiv - hvis det forstyrre din læsning, men jeg er temmelig dårlig til dén slags - og søger indholdsmæssige kommentarer, inden jeg går i krig med at flytte kommaer. :-) tak fordi du læser og god fornøjelse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/08-2017 10:35 af Maj Johansen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1883 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.