Sk237


1 år, 7 måneder siden 1 kommentar Noveller sårbarhed skæbnevalg livet

11Ikke flere tårer
Så så skat · Ikke græde mere · Jeg er jo lige her · Du har ikke noget a... [...]
Digte · familie, psykopat, frygt
1 år, 7 måneder siden
1Sk237
Smerten kommer i jag, hver gang jeg lukker øjnene. Hun ligger på ... [...]
Noveller · sårbarhed, skæbnevalg, livet
1 år, 7 måneder siden
3Vampyr
Klædt i sort. · Tynget af sorg. · Knælende ved din kiste. · De overrump... [...]
Blandede tekster · savn, kærlighed, død
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Casper Gjede Jansen (f. 1983)
Smerten kommer i jag, hver gang jeg lukker øjnene. Hun ligger på gulvet krummet sammen i fosterstilling og græder, mens hun skriger, at det er min skyld.

Den eftermiddag var jeg blevet forfremmet til mellemleder og havde en dejlig fornemmelse i maven hele vejen hjem. Selvfølgelig betød det absolut ingenting i sammenligning, og vi kørte også af sted til hospitalet med det samme. Desværre var der ikke noget at gøre, og forventningens glæde om en ny tilværelse forsvandt. Hvorfor tager du ikke din telefon, når jeg ringer til dig?! Det hjerteskærende desperate skrig hænger stadig i mine ører, og hendes magtesløse ansigt er brændt fast på min nethinde. Jeg holdt hende i hånden, og vi græd sammen.
   Lige siden har jeg prøvet at glemme det. Jeg kan ligeså tydeligt huske, hvordan hun så anklagende på mig og sagde, at hvis jeg bare havde svaret, kunne vi denne gang have nået at gøre noget ved det. Tilbage er nu kun minderne om hende, vores mange rejser og oplevelser sammen.

"Ønsker De noget at drikke, hr.?"
   "Tja ... en rom og cola, tak."
   "Ja, så gerne."
   Med en tang lægger stewardessen to isterninger ned i et gennemsigtigt plastikkrus, inden hun rækker det over til mig sammen med en lille 5 cl. Bacardi flaske og en dåsecola.
   "69 kroner skal jeg bede om."
   Jeg er lige ved at sige til hende, at jeg ikke skal købe hele drinksvognen. Hun smiler sødt, da jeg rækker hende mit dankort.
   "Wow, sikke nogle priser," lyder det lavmælt fra sædet ved siden af.
   Hun ligner Anne - bare uden briller ...

Flyttekasserne stod og fyldte i soveværelset næsten to måneder, inden de blev pakket ud. Malingen var tør både i stuen og i køkkenet, så der var egentlig ikke noget i vejen for, at vi pakkede dem ud. Det var efter megen møje og besvær lykkedes mig at samle det sofabord, vi havde købt i IKEA en uge tidligere. Den i Taastrup havde alt, hvad vi skulle bruge. Vi havde aftalt, at bordet skulle være samlet, inden kasserne blev tømt. Der manglede naturligvis en skrue. Jeg tilbød at køre tilbage igen, men hun insisterede på at tage med - bare for hyggens skyld. Hele vejen til Gentofte snakkede vi om det nye liv, der ventede forude. Om hvor spændende det var endelig at være flyttet sammen efter så mange år. Hun fortalte om alle sine drømme: at blive gift, få børn og leve lykkeligt sammen med mig. Aldrig nogensinde tvivlede hun på, at jeg ville blive en vidunderlig og kærlig far, hvilket hun som regel begrundede med mit dejlige barnlige sind. Selvom formålet med turen var forholdsvis simpelt og ligetil, endte vi med også at købe en ny bogreol - hvorfra vi fik pengene og ikke mindst pladsen til at have den med hjem i bilen, er mig i dag stadig en gåde.
   Samme aften blev vi over tre stearinlys og en nummer 34 og 47 fra kinesergrillen enige om at være sammen for altid.

... det er egentlig underligt, at jeg først lægger mærke til dét nu. Håret er ligeså sort, helt kort i nakken og stritter næsten på samme måde. Hendes gyldne ansigt bliver åbenlyst forkælet med daglig hudpleje, men gemmes ikke væk i en dyne af foundation. Ligheden er slående.
   Erkendelsen af virkeligheden vækker mig, og jeg følger op på hendes kommentar:
   "Ja, ærlig talt, men de skal jo også have lidt i kassen."
   "Må jeg bede om tre små colaer, en Tuborg og en pose skumheste?"
   "Ja, selvfølgelig."
   Gad vide, om de egentlig får malet deres smil på, inden de tager på arbejde?
   Kvinden slår bordet ned og stiller den ene cola fra sig. Da drinksvognen er rykket videre, rækker hun over midtergangen og giver resten til en flot muskuløs fyr. Han afsætter slikket og de to colaer hos en lille pige og en lidt yngre dreng.
   "Er det jeres børn?"
   Hun lyser op i et varmt smil. "Ja, det er det."
   "Hvor gamle er de?"
   "Nicolai er fire, og Michelle fylder seks på tirsdag. Så vi skal fejre hendes fødselsdag dernede."
   Jeg læner mig lidt frem, så udsynet bliver bedre. Michelle har åbnet slikposen og lagt det hele ud på bordet foran sig. Meget koncentreret begynder hun at dele i to lige store bunker. Nicolai sidder helt stille og følger nøje med i storesøsters gerninger. Nu er der krise! Der er fem stykker i hver bunke, og der er ... gisp! ... ét tilbage. Jeg forbereder mig på den uundgåelige slåskamp, der nu vil opstå over en lille skumhest, men mod al forventning lægger hun den over i lillebrors bunke og kysser ham på kinden.
   "Værsgo, den skal du ha'!"
   Han går straks i gang med at guffe i sig.

I det fjerne skvulpede Vesterhavets bølger mod strandkanten. Vi havde slukket lyset på terrassen og lå og kiggede op på den skyfri himmel, hvor alle stjernerne blinkede om kap. Hendes hjertevarme grin var det eneste, der betød noget, da jeg med fingeren udpegede Næbdyret, Store Bøvs og Lille And. Jeg sugede hendes latter og kærlige ukvemsord til mig. Hun lagde sig om på siden med det ene ben over mit og kyssede mig. I modsætning til tidligere på dagen, var der vindstille nu.
   "Jeg vil giftes og have børn med dig."
   Jeg smeltede ned i græsset. Vores munde blev begærlige, og vi elskede hele natten under de funklende stjerner.

Det er ikke min skyld! Det kan det aldrig nogensinde blive! Det var et uheld, som ingen kunne have forhindret! Hvis jeg da for helvede bare havde taget telefonen, da hun ringede!

"Det kan godt være, at de ligner engle, men de er altså også nogle værre krudtugler, når de først slår sig løs."
   Hun er begyndt at fortælle om sine børn, så jeg synes, det kun er naturligt, at jeg præsenterer mig. Hun fortæller, at hun selv hedder Camilla og kæresten Lars.
   "Har du selv børn?" spørger hun.
   To tredjedele af min rom og cola ryger med en kontrolleret bevægelse ned i en stor slurk. Et øjebliks stilhed.
   "Nej!"
   Tonelejet er nok lige hårdt nok.
   "Undskyld, hvis jeg snager. Det var ikke sådan ment," lyder det forsigtigt.
   "Det er helt okay," lyver jeg og får kontrol over mit smil.

Yderligere en time går der, inden kabinepersonalet serverer mad. Over højttalerne beretter en behagelig kvindestemme, at vi skal have oksehøjreb med ovnbagte Samsøkartofler og garniture, der serveres med frisk hjemmebagt Ciabattabrød. Det er lige før, jeg har lyst til at bede om vinkortet, nu hun er i gang.
   "Til dessert serverer vi ægte profiteroles med friskbrygget Max Havelaar kaffe eller the."
   Utroligt så lækkert man kan få vandbakkelser og pulverkaffe til at lyde. Hvad, vi får serveret, er en platte af triviel dagligdag, små og store synder. Sejt kød, flade udkogte kartofler, industrigrøntsager fra Netto og sort træskosovs af ubestemmelig oprindelse. Brødet er omtrent ligeså spændende som gårsdagens avis. Nicolai meddeler straks sin far, at han ikke kan lide maden, og med store øjne peger Michelle på de sammenslaskede vandbakkelser og spørger:
   "Hvorfor skal vi have grød til dessert?"
   Camilla konstaterer, at maden smager godt, og i et kort øjeblik fristes jeg til at tilbyde hende min bakke ganske gratis, men der går stadig mange timer, førend jeg igen kan få andet at spise end chokoladekiks, Snickers og Skittles. Det sidste kedelige måltid tvinges ned og skylles efter med doven cola.

Til anledningen havde hun købt en forførende lækker rødvin og i mange timer stegt og kokkereret slagterens det bedste. I døren blev jeg modtaget som en krigsveteran, der vendte hjem fra flere år på slagmarken, og inden længe hjalp nysgerrige hænder mig med at komme i pænt tøj. Et varmt kys. Et klem på ballen. Lykke.
   Under middagen gik strømmen i hele nabolaget, og jeg tændte straks et lille fyrfadslys, mens jeg lod hende vide, at hun ikke skulle være bange - jeg var der og passede på hende. Hun tændte et andet og satte det ved siden af og tog min hånd.
   "Se ..." sagde hun og pegede "... det er mig. Jeg er sammen med dig i mørket."
   Vi var engle.

Timerne går. Kan ikke falde i søvn, selvom jeg prøver med noget afslappende meditationsmusik i ørerne. På de små skærme vises den ene dødssyge film efter den anden, og lige nu kører det samme afsnit af Venner på tredje omgang - man skulle næsten tro, at flyselskabet havde ladet sit udvalg inspirere af DR1.
   Mit ur fortæller, at der ikke er lang tid igen. Nicolai er faldet i søvn med hovedet på sin fars skød, og Michelle har puttet sig i et lille vattæppe. Skønt vi ikke har udvekslet et eneste ord siden maden, fortæller Camilla pludselig, at de skal mellemlande i Bangkok og så have et fly videre til Koh Samui, hvor de skal bo på et lille paradishotel lige ud til vandet. På tirsdag skal de så fejre Michelles fødselsdag, hvor hun skal have en ny badedragt. Børnene har aldrig før besøgt Thailand. De er vel i princippet også ligeglade med, hvor i verden de rejser på ferie, så længe der bare er en strand.
   "Hvad er din endelige destination?"
   Jeg lyver.
   "Det lyder da dejligt. Har du været i Thailand før?"
   "Sidst jeg var herude, startede jeg med en enkelt overnatning i Bangkok og tog derefter videre tre dage til Pattaya. Men du kan være ganske rolig. Jeg var derude sammen med min ekskæreste ..."
   Om hun forstår, at vi bare var på ferie for at se området, finder jeg aldrig ud af, men det er jeg sådan set også ligeglad med. "... og bagefter tog vi til paradis længere sydpå."
   "I er ikke sammen mere?"
   "Nej, det er vi desværre ikke."
   "Det er jeg ked af at høre. Hvad skete der?"
   Jeg skæver til hende. "Er du sikker på, at du virkelig vil høre det?"
   Et nik besegler aftalen.
   Som det seneste år bevæger sig ud over mine læber, er det tydeligt, at hun kun ønsker at komme med fortrøstningsfulde ord. Jeg tvivler på, at hun ville kunne finde de rette. Hendes reaktion vidner om manglende forståelse, men er fuld empati. De fortvivlede hænder formes i en skål, der dækker mund og næse.
   "Nej, hvor er det dog skrækkeligt. Du må være fuldstændig ødelagt."
   "Ryst det godt sammen med en portion knuste glasskår, så er vi ved at være der."
   "Du godeste. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige."
   Tomrummet mellem os fyldes med omsorgsfuld ro. Jeg afslutter min beretning med et træk på skuldrene og læner mig længere tilbage i sædet.

"Mine damer og herrer, vi begynder indflyvningen til Bangkok om et lille øjeblik, vi skal derfor venligst bede Dem vende tilbage til Deres sæde og spænde sikkerhedsbæltet. Vi beder Dem også om at slå bordet op og rette stoleryggen op i lodret position. Cabin crew, please take your seats."

Hun lå bare der på gulvet og blødte. Hendes krop var helt forvredet, og det ellers så blide ansigt vådt af sved, tårer og fuld af smerte. Hænderne var knyttet sammen som to jernkugler. Badeværelset var sløret, hendes åbne mund tavs, og de kraftige skrig lydløse. Den nye sommerkjole havde store mørkerøde pletter - og lige dér ... ved siden af ... åh gud! ... et mareridt i vågen tilstand!

Nu er der kun lyden af brusende bølger, der blidt slikker de afblegede strande. En ny tilværelse er åbnet. Svæver. Vil ikke huske mere.
   "Hvorfor kom du ikke og reddede mig, far?"
   Han blødte ihjel og nåede aldrig at få et navn.
Forfatterbemærkninger
Denne historie er fra min novellesamling Vildspor

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/03-2018 16:21 af Casper Gjede Jansen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1908 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.