Mit blik følger dem fra stuevinduet. De mange unge mennesker, der netop er vendt tilbage til skolen efter en lang varm sommer. Der var engang, tænker jeg, og læner mig tilbage i stolen. Gammelklogheden har gjort sit indtog længe før tid.

I virkeligheden er det blot et par år siden, det var mig selv der vendte tilbage på skolebænken. Tilbage til de brune kommunebygninger, og til den samme skoleklasse man var vendt tilbage til så mange år i træk. De kedelige vante rammer, tænkte man dengang, uvidende om hvordan man de næste mange år skulle lære at navigere i omskiftelighed og uendeligt mange nye bekendtskaber.
   Jeg synker en mundfuld lunken the, mens nostalgien lægger en lun arm omkring mig. Og se os i dag - hvordan de fleste har fundet deres vej igennem ungdomsårene og er blevet rigtigt voksne med rigtige jobs og biler, børn og ejerboliger. Selvfølgelig har vi haft vores kriser; sygdom, brudte relationer og skuffelser. Men vi må have været heldige og dygtige nok at opleve tilsvarende betydningsfulde sejre. De fleste af os.

Fra kirkemuren følger et andet blik også strømmen af unge mennesker fra skolen. Han er ikke som de fleste, men er næsten jævnaldrende med dem på vejen. Han ved bare ikke selv hvor han er på vej hen, så nu sidder han, lidt som jeg, og betragter tidens gang mens han ryger endnu en joint. Han sidder der ofte og jeg kender hans navn, fordi hans kæreste råber det, når de skændes ude på gaden. Blandt vores ellers harmoniske naboer, anses han for at være skampletten i vores by. Ikke fordi han sidder på kirkemuren, men fordi han og hans ligeså fortabte knallert-kumpaner i tide og utide ræser i dødelig fart gennem byen med en ny sending stoffer i rygsækken, og alle ved det. Alle undtaget kærestens forældre.

Han er god til at retfærdiggøre sine handlinger, tror jeg, ligesom jeg er god til at tro jeg forstår. Og en del af mig retfærdiggør hans karakter ved at tænke, at han ikke selv forstår. Han var aldrig ligeså heldig som os andre. Havde ikke de kedelige vante rammer vi andre har profiteret så meget af. Flygter man da nogensinde fra virkeligheden, hvis man ikke har noget at flygte fra?
   Jeg forestiller mig hvordan hans joint giver ham ro i dette øjeblik, og min fantasi prøver at forklare mig hvad det kræver at sidde dér, helt roligt, på bunden af livet. Han er vant til kaos og har lært at overleve, koste hvad det koste vil. Han elsker Maja, fordi han stadig kan, og, ganske svagt, tror på at han selv er værd at elske. Og han elsker sin knallert, fordi den gør ham fri.
   Måske retfærdiggør han stofferne fordi han forstår at hans kundekreds ligeledes er på flugt fra noget, og at de her piller, pulvere og klumper aldrig svigter på samme måde som mennesker og systemer kan det. Måske har han behov for at føle sig selvstændig og god til noget, ligesom os andre.

Jeg opdager blikkene fra de unge mennesker fra skolen. Afskyen fra de mest privilegerede. Slet skjult nysgerrighed fra nogle enkelte søgende typer. Og ligegyldigheden fra flertallet, der selv mærker ungdommens usikkerhed, men som er så dybt koncentrerede om at passe ind i flokken at de ikke ser ham.

Fra kirkegårdsmuren, stirrer han efterhånden tomt tilbage.
   Han er væk, tænker jeg, mens virkeligheden rundt om os andre, er ligeså klar som altid. Solen skinner mildt, og kastanjerne ligger vidt spredt - nogle længere fra stammen end andre. En transportabel musikafspiller brummer popmusik oppe fra busstoppestedet længere oppe ad vejen. Nogen hoster, for sommerens ende kommer altid som en overraskelse for nogen. På onsdag skal der afleveres matematik, og jeg skal på arbejde som de fleste.

Måske skal han igen sidde på kirkegårdsmuren og ryge. Og vente på det hele vender. Måske har han en plan jeg ikke kan regne ud, og drømme jeg ikke kan sætte mig ind i. Måske er det os - flertallet - der er de tåbelige, for vi forstår det ikke, siger han, og vi skal ikke blande os i andre menneskers liv.
   Måske bliver det aldrig anderledes. Hvad så?