Kære Klawes

Dit brev giver anledning til følgende:

Fremtiden kom altid gående forrest. Ikke fordi den altid vidste hvad vej den ville. Det afhang i høj grad af situationen. Og når der skulle træffes et valg var det altid Nuet der tog afgørelsen. Fremtiden syntes at Nuet var temmelig sløv i øjeblikket. Det var som om fortiden stadig havde en klo i Nuet. Fremtiden havde nogen gange søgt at snakke med Nuet så i fortrolighed når Fortiden havde været fraværende. Men som regel havde Fortiden ikke været fraværende for dem begge på samme tid.

I få tilfælde havde fortiden været langt borte for dem begge, og når de således kunne føle sig trygge havde de kunnet snakke om alt muligt. De havde følt en lettelse, som når en gammel tung dyne var erstattet af en ny og let edderdunsdyne. Nuet havde kun øje for alle de muligheder der lå forude, og når han talte med fremtiden om det, var der intet til hinder for at alle ideerne kunne realiseres. Det krævede blot lidt planlægning og struktur på hverdage, så kunne de daglige gøremål sagtens klares på ca en time. Daglig motion også en time. En halv eller hel time med fløjten. Og med maling kunne der blive en aften eller weekend i ny og næ. Skrivelysten kunne få lov at udfolde sig om morgenen eller om aftenen, eller når den pressede på. Fantasien havde tilkæmpet sig en fast plads, men var under stadig kontrol af realitetstesten. Fantasien havde haft det med at skræmme Nuet fra vid og sans indtil flere gange, men Nuet havde sat sig overskrævs på den vilde hest og havde nu godt fat i tømmerne.

Fortiden havde et stykke tid holdt sig i baggrunden. Men nu trængte den frem. Der var et gammelt gulv, som var brudt op, og ingen havde tænkt over at der under dette gamle gulv var et endnu ældre stengulv en halv meter under det gamle trægulv.

Fremtiden og Nutiden havde fået et chok. De var blevet nødt til at begynde en fjernelse af trægulvet og undersøge hvad der befandt sig i mellemrummet mellem trægulvet og stengulvet.

Nutiden havde en vis erfaring i at foretage arkæologiske undersøgelser, men havde faktisk tabt interessen for alt det gamle. Men der var ikke rigtig noget at gøre. Hvis huset skulle gøres beboeligt, var det nødvendigt med en fjernelse af det lag af Fortid som lå mellem gulvene.

Fremtiden var godt sur, for den havde set frem til rigtig at kunne udfolde sig i samarbejde med Nuet. Men nu havde Nuet altså igen vendt sig mod Fortiden. Skulle han samarbejde med dem. Afsætte et stykke tid til at afdække hvad der fandtes mellem de to lag. Han vidste godt at hvis han modarbejdede en sammenrotning mellem Fortiden og Nuet ville han komme til kort.

Men hvad kunne de få ud af deres granskning de to sammensvorne. Fremtiden så en mulighed for at få de to til at arbejde i retning af at de alle tre kunne få udbytte af undersøgelserne. Fremtiden så faktisk på Fortiden som på et spøgelse. Fortiden gik igen fordi der var noget der var uafsluttet. Fortiden ville have orden i tingene.

Fremtiden gik hen til Nuet som så meget bedrøvet og træt ud.

- Nu gik det ellers lige så godt sagde han, men for mig ser det ud til at du, Fremtid, har forladt mig til fordel for en anden eller også er du bare blevet træt af det hele, og uden din tro på dig selv er jeg ikke meget værd.

Men Fremtiden svarede: Vores trekant hænger ikke længere sammen. Vi har glemt at Fortiden skulle med. Fortiden har et stort behov i øjeblikket for at markere sig. Og nu går Fortiden rundt på et nyfejet stengulv, som ligger under det halvrådne trægulv og venter på at vi skal fjerne den køkkenmødding.

Fortiden kom ind i stuen og satte sig overfor Fremtiden og Nuet: Der ligger et lig i laget mellem trægulvet og stengulvet. Det er jer der må grave det frem og få det begravet så det kan få fred, men jeg skal hjælpe jer med at fortælle ligets historie, og så må du Nu skrive fortællingen ned.

Et par dage efter havde Fremtiden og Nuet fået fat i redskaber til at foretage udgravningen med. Fremtiden var ved at bliver nysgerrig efter at få gravet liget frem og høre Fortiden fortælle historien til Nuet.

Nuet var lidt træt ved tanken. Han vidste det var ham, skønt han fyldte så lidt, der skulle gøre det store slæb og han anede ikke hvor lang tid det projekt skulle tage.

Gravearbejdet var begyndt og Nuet trillede den ene trillebørfuld jord ud efter den anden. Fremtiden sad som regel bare og gloede ud i luften og ventede på at det hele var overstået. Han havde forlængst opgivet håbet om at der skulle befinde sig et lig i den køkkenmødding.

En nat lå de alle tre og sov og under en drøm så Nuet at fortiden rejste sig fra stengulvet. Fortiden havde skikkelse som et kulsort skelet med en le. Fortiden var selve Døden. Den vendte sig mod Nuet der forlængst havde overvundet sin angst for drømmesyner, og spurgte Døden hvad den ville her. Døden svarede at det var en lang historie. Og at det var flere slægtled af Nuer der havde grublet sig til døde og over hvad Døden var. Hvad galt har der været i det spurgte Nuet. Fortiden stod som en skygge der indhyllede Døden i et tomt slør. Fortiden så temmelig bister ud. Nuet sagde til Fortiden at den burde kende sin plads, og straks forsvandt det underlige slør og Døden stod igen klart foran Nuet. Jo ser du svarede Døden, vi har noget tilfælles. Hverken du eller jeg er en tilstand, men en overgang. En overgang fra noget gammelt ti l noget nyt. Ja jeg vil endda hævde at vi er en og den samme. Nuet så på Døden og spurgte: Ser jeg nu ind i et spejl. Du er ikke særlig vis min ven. Og jeg gjorde også forkert i at sige at vi er en og den samme. Fremtiden har nemlig gjort sig fortrolig med dig, men overfor mig er Fremtiden en glødende fakkel der fortærer alt - tilsyneladende - Ak ja det er indviklet. Men måske forstår du hvis jeg siger at vi er analoge: Fortid, Nuet, Fremtid overfor Livet, Døden, Opstandelsen

Og ser du kære ven, for enhver er det klart at Nuet altid går over i Fremtiden, men at Døden går over i opstandelsen det er der kun få som har erfaret, hvis nogen, men du må træffe en afgørelse for ikke at blive levende begravet. Du må beslutte dig enten til at tro at Døden er en overgang til opstandelse til evigt Liv, eller at Døden er en overgang til intethed. Gå i morgen i gang med at færdiggøre arbejdet med at blotlægge stengulvet og tag så dit standpunkt så jeg kan få fred.

Om morgenen da Nuet vågnede sad Fremtiden og Fortiden og kiggede på ham.

Nuet kunne godt se at de havde talt sammen og han følte sig lidt klemt.

Fortiden sagde: Vi ved at det dig der har magten og at du kan få det har arbejde til at trække ud i det uendelige. Jeg ved at du føler jeg er en fordærvet sump, som ikke til andet end besvær. Men du kan ikke blive fri for mig. Og hvis du betragter mig ret er du i stand til at bruge mig til omtanke. Jeg er jo også din viden, dine erfaringer. Og du har også gode erfaringer. Men du tænker kun på Fremtiden og de nydelser den vil bringe og du viger tilbage for det sure slid.

Fremtiden sagde: Også jeg drømte i nat. Du skal træffe en afgørelse. Du er dommeren. Brug din skarpe forstand, dit intellekts klarhed, og intuitionens ocean. Din afgørelse nu bringer alt til forandring.

Nuet så sig om på gulvet. De to andre var stået tidligt op og hele arbejdet var færdigt. Under stengulvet så Nuet muligheden for en uendelighed af gulve fra andre tidsaldre. Nuet huskede mødet med Døden. Huskede at der var to valgmuligheder. Enten at Døden kun var overgangen fra væren til intethed eller at Døden var en overgang fra væren til væren.

Nuet tænkte at dette var jo et umuligt valg. Hvordan vælge om det ene eller andet, når man absolut intet ved. Er dette valg så væsentlig.

Nuet så op. Foran ham sad hans to kammerater i skikkelse af Den Sorte Død og i skikkelse af Den Hvide Død. Han var alene nu. De ventede på hans kom. Nuet forsøgte ikke at finde på argumenter for det ene eller det andet. Skulle han trække lod. I det daglige kunne det vel være ligegyldigt i, der efter døden var et andet liv eller intethed. Men hvad var mest spændende?

Hvis han valgte intethed var der jo intet at se frem til efter alderdom og måske lan sygdomsleje og sej dødskamp.

Hvis han valgte 'en anden livsform' så var der da noget at se frem til. Men mistede han så ikke selv sin eksistensberettigelse.

Fremtiden sagde: Jeg er parat til et samarbejde, hvis du er villig. Jeg kan komme til min ret og du slipper for din ensomhed og fortiden får fred. Og hvad mere er. Vi får fred fra fortiden når den viser sig fra sin mest hæslige side.

Nuet tog dommerkappen på:

Thi kendes for ret: Fra Livet går du gennem Dødens port til Opstandelsen.

De to dødsskikkelser opløstes og ind af døren kom en dreng løbende. Han havde en fakkel i hånden. Drengen sagde til Nuet. Kom Nu. Der er olympiade på sportspladsen.



Kærlig hilsen