Toget mod Roskilde afgår kl. 17.00. Hun nærmer sig banegården og går nedtrykt dybt sænket i sine egne tanker. Rejsen bekymrer hende ikke. Hun skal møde en ældre slægtning, en slægtning hos hvem hun i sin barndom tilbragte sommerferierne. Men nu var hun blevet gammel og sær og ville ikke have med andre mennesker at gøre.
Hun går nu ind ad døren til banegården og for ikke at snuble over trinene, bliver hun nødtvunget til at se ned. Samtidig får hun øje på to unge misbrugere, som står med hver sin æblesnaps. De henvender sig til hende og beder om nogle penge. Hun siger, at hun ikke har nogen, og de lader hende gå. Hun går ind i kiosken og køber nogle æbler og fem pakker lyseblå Sorbits.
Kunden, der kom efter hende, købte en avis og fire pakker lyseblå Sorbits. Det gav et lille ryk i hende og ekspedienten smilede. Hun havde set på klokken for tyvende gang i den sidste halve time. Det var en mani hun havde. Altid skulle lige se hvad klokken var. For selv om hun for ganske kort tid siden havde set på uret, var hun tvunget til at kigge igen. Hun sagde ofte til sig selv:
- Min tidsfornemmelse kunne have været bedre.
Og igen så hun på uret.
Hendes bagage var let. Kun et sæt ekstra undertøj og et par bind. Der var ekstra plads i hendes taske. Hun så på uret og gik igen ind i kiosken. Hun købte Ekstrabladet og en sodavand. Stoppede begge dele ned i tasken. En ældre herre gik hen til disken og bad om en pakke lyseblå Sorbits, men fortrød og fik i stedet en pakke skrå. Hun så på hans ansigt og fik øje på et grimt ar under det højre øje. Han så på hende og viste tænder som en bidsk hund, og hurtigt vendte hun sig for at gå ud.
Uden for døren til kiosken stod en mand med grå læderjakke og en schæfer i en snor. Hun åbnede døren og gik forbi hunden, som lige nåede at snuse til hendes sko inden manden trak den til sig. Hun så på uret. Hun fik en klump i halsen og tænkte: Det er vel ikke nødvendigt at vide hvad klokken er. Og hun bestemte sig til for eftertiden at leve i længere tidsintervaller uden sikker viden om tiden.
Hun gik ned på perronen. Der var kun få mennesker. Hun havde pladsbillet og gik ind i vogn nr. 12. Der var en mere i kupeen. Han sad og legede med en lommelygte. Det var en dreng på 11 år.
- Hvad hedder du? spurgte han og lyste hende op i ansigtet så hun blændedes.
- Fjern den lygte, hvæsede hun.
- Jeg vil vide hvad du hedder. Hvis du ikke hedder noget er du ingenting. Man er det man hedder, siger min mormor. Så sig hvad du hedder, sagde han og lyste med lygten hen på et spejl, så hun igen blev blændet.
Hun blev hvid af raseri. Tog den ene sko af og smadrede spejlet med hælen. Drengen snuppede en stump af spejlet. En dirrende hidsighed overvældede hende, og hun kastede sig over knægten og fravred ham lygten. Hun langede ham en knaldende lussing. Han blev vild. En hensynsløs kamp udspilledes, og med skåret fra spejlet fik hun adskillige rifter i hovedet og på hænderne.
En konduktør kom ind og fik med møje skilt dem ad.
- Så stop dog det vanvid, råbte han.
Men drengen bed ham i hans venstre hånd. Konduktøren var stærk og fik vredet armene om på drengen. Ved den næste station blev han smidt ud.
- Hvorfor sagde du ikke dit navn, hørte hun ham råbe, da toget satte sig i gang.
Men grædende vendte hun sig bort. En togstewardesse kom ind og tørrede hende i ansigtet. Rifterne var kun overfladiske og yderligere behandling var ikke nødvendig.
Hun så på sit ur. Glasset var smadret. Hun så nærmere på uret. Det hed Orion. Uvilkårligt så hun på sit bælte. Origo. Stod der. Hun havde fået det af sin far for femten år siden. Også uret havde hun fået af ham. Han var død nu. Han havde levet i Canada, og hun havde kun set ham få gange efter hvad hun kunne huske.
Hun hed Teresa. Hun sagde navnet højt. Ingen hørte det. Mon min far hører det, tænkte hun og så op mod himlen. Den var klar og blå. Som regel var den tavs og svarede ikke på hendes bønner. Kun en gang havde himlen åbnet sig, og en hær af flammende riddere var redet lige imod hende. Men som de nærmede sig hende skiltes de og drejede af mod himlen og dannede en flammende blomst, der strakte sig fra jord til himmel. I blomstens krone sad hendes far. Han tog hende om livet og gav hende et kys.
- Du skal være velsignet, sagde han med varme.
Og idet hun genkaldte sig denne erindring, var det som et jernhylster forlod hende.
Hun gik ind i den næste kupé og spurgte hvornår de var i Roskilde. Der var ikke langt igen. I Roskilde stod hun af toget og gik det korte stykke hen til sin slægtning. Hun tog et stykke Sorbits. Det fristede. Hendes krop føltes let, skønt sårene i ansigtet og på hænderne sved en smule. Hun tænkte på drengen i toget, og kom lygten, som hun havde i tasken, i hu. Teresa greb efter lygten nede i tasken. Hun anede at glasset var smadret, men da hun så efter var den uskadt. Hun prøvede at tænde den. Og skønt det var højlys dag, sendte den en stærk lyskegle fremad. Hun mærkede at den var lavet i høj kvalitet. Lidt over afbryderen var et navneskilt: Origo. Det er jo som mit bælte, tænkte hun.
Hun kom forbi en statue af en kendt digter, og idet hun gik forbi nikkede han venligt. Hun nikkede igen. Læste hans navneskilt og hun svarede:
- Mit navn er Teresa. Jeg skal fortælle ham det, og han vil glæde sig over at have gjort Deres bekendtskab.
Hun gik videre idet hun sendte lyskeglen mod himlen. Den lyste stærkere end solen. Hvilket lys, tænkte hun og ængstedes. Hun slukkede lampen. Og var lidt efter hos sin slægtning.
Teresa forventede at møde en sur og indtørret skabning. Og det var da også det hun så, da døren gik op.
- Kom ind, beordrede den gamle. - Tag skoene af.
Teresa hilste på hende og gav hende et knus.
- Bliv nu ikke intim, sagde den gamle.
- Åh, snak, sagde Teresa. - Sæt musik på. Vi skal danse.
- Vist skal vi ikke nikke nej, sagde den gamle. - Jeg dansede da jeg var ung. Hver ting til sin tid.
Teresa havde svært ved at tøjle sit humør, men indså det umulige i at hive fasteren ud af det daglige dødvande.
Teresa fik en ide.
- Faster, du skal se en lygte jeg har fundet. Den sender et nyt lys på tingene. Når du er trist er der her et lys, som kan skinne i mørket.
- Jeg har en lygte, svarede fasteren gnavent. Og hun gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Bordet var dækket med kopper, tallerkener og kage.
- Sæt dig ved bordet, så kommer jeg med kaffen. Og fortæl mig så om dit arbejde.
Teresa var hurtigt kommet ned på jorden igen. Men hun bestemte sig dog for, at hun ikke ville lade sig slå ud af fasterens dårlige lune.
- Jeg har ikke meget at fortælle om mit arbejde. Som du måske husker, er jeg sekretær, og jeg skal blot skrive det rent, som ingeniøren kommer med. Der er nok at lave, især når konceptet er noget sjusk. Men vi har en god stemning på kontoret, og jeg er glad for at være der. Men alle dage er nøjagtig ens.
Teresa fik overtalt fasteren til at gå en tur i det gode vejr. Fasteren gik aldrig tur alene. Hun var bange for at blive slået ned. De gange hun havde vovet sig ud, havde hun altid mødt nogle lurvet udseende unge mennesker, som åbenbart var opgivet og havde opgivet. Men de gik i dag en længere tur uden at blive forulempet, og uden at møde nogen som kunne skræmme dem.
- Jeg er træt nu, sagde fasteren. - Vi vender om.
Det gjorde de så. Og inden længe var de hjemme igen.
Da de kom hjem blev de noget forskrækket. For en rude i døren var slået itu. Teresa havde ellers fået nok af ituslået glas for i dag, og hun ventede med bæven på hvad der var sket. Fasteren skældte ud med en lang ordstrøm. Men Teresa havde en anelse. Det var lygten, som var stjålet. Og ganske rigtigt. Lygten havde ligget på spisebordet, og nu var den væk.
Der var en lille seddel på bordet: - Så let slipper du ikke. Underskrevet ORION.
Det sortnede for Teresas øjne. Hvem er det, som forfølger mig, tænkte hun. Hun så på sit ituslåede ur. Det var gået i stå.
- Hvad er klokken, spurgte hun sin faster.
- Jeg aner det ikke. Vi må vente til kirkeklokken slår. Teresa måtte have sit ur repareret hos en urmager i den by, hvor hun boede. Den forretning, hvor det engang var købt, var der endnu. En søn havde overtaget forretningen, og han havde ord for at være dygtig.
- Jeg må gå nu, sagde hun til fasteren. Og bedrøvet gik hun gennem byens gader, forbi statuen, og hen til stationen. Det var ved at blive mørkt og enkelte stjerner var ved at vise sig på himlen. Langt borte i det fjerne så hun en lysstråle gående fra jorden og op i retning mod Orion.
- Hvad skal jeg med dette blændværk, sagde hun til sig selv. Og hun forbandede sin far og hans guddommelige velsignelse. Det er jo ikke andet end min egen ønsketænkning. Hun tegnede et kors på jorden og spyttede på det, hvorefter hun løb med tårerne vældende ud af øjnene.
På stationen gik hun hen til plakaten med afgangstider og så op på uret. Der var ti minutter til afgang. Hun gik ned på perronen og ventede på toget. Toget kom. Hun satte sig ind. Toget kørte. De kom forbi et par stationer. Konduktøren kom hen til hende og overrakte hende en seddel.
- En herre i den anden vogn bad mig overrække Dem denne seddel.
Og han gik hurtigt igen.
- Stå af ved næste station. Hilsen O. -
Bliver dette vanvid ved, tænkte Teresa. Men hun følte, at hvad der end var i gærde, måtte hun stå af toget.
- Nu kan alt ske, sagde hun ved sig selv.
Og da toget holdt, steg hun af på en øde og tom station.