1Befamlet af ondskaben selv
Da mine unge, stolte forældre kom hjem med mig fra fødeklinikken,... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 11 dage siden

Puls: 5,2

Publiceret: 0
Afgivet: 5
Modtaget: 1
Godt Nordvig (f. 1954)
Da mine unge, stolte forældre kom hjem med mig fra fødeklinikken, stod Storebror på afstand og kiggede skulende på mig.
Selvom han kun var en lille dreng på snart 4 år, viste han helt tydeligt med ansigtsudtryk og kropssprog, at han var fuld af ond energi, der var rettet imod dette lille nye medlem af hans familie.
Min mor blev meget bange ved tanken om, hvad han kunne finde på for at gøre mig ondt, og hun lovede sig selv fra denne dag, at hun ville gøre alt for at beskytte mig mod Storebror og hans ondskab.
Hun prøvede også at tale med ham om den søde, lille baby, der lå og sov så uskyldigt foran ham; men der var intet at komme efter : 'Han skal væk nu', sagde Storebror, og så smilede han sit onde smil.
HundeLykke:
Når jeg tænker tilbage på min opvækst med mor og far og Storebror, står ugerne med Anno lysende.
Jeg havde altid ønsket mig en hund.
Jeg forestillede, hvordan det ville være at have en hundeven at komme hjem til hver dag. Vi skulle gå dejlige, lange ture, og vi skulle tale om al ting. Hvis jeg havde min hund, kunne jeg fortælle den, om alle de dumme og uretfærdige ting, jeg oplevede hver dag.
Når jeg plagede mor og far om at få en hund, blev far rasende og råbte, at jeg ikke var til at holde ud, og nu måtte jeg da kunne forstå, at han havde rigeligt at se til med sin store stilling på kommunekontoret.
Jeg blev meget, meget bange, når far hidsede sig op på den måde, og tit endte det med, at jeg tissede i bukserne og skammede mig helt vildt bagefter.
Ønsket om at få en hund var dog så brændende hos mig, at jeg blev med at fable om det. Jeg havde det i tankerne nærmest hele tiden, og af og til dristede jeg mig endda til at tale med mor om det. Hun lovede at tage det op med far, men årene gik, uden at mit ønske om at få en hund rykkede nærmere på.
Skolen optog langt det meste af min tid. Når jeg kom hjem om eftermiddagen, skulle jeg nogle gange til badminton, men de fleste dage stod den på lektielæsning inde på værelset. Mor var begyndt at arbejde igen, fordi hun følte, at Storebror og jeg ikke rigtig havde brug for hende, som da vi var små.
Storebror så jeg ikke, når jeg kom hjem fra skole. Enten var han ikke hjemme eller også holdt jeg mig på mit værelse for ikke at gøre ham vred. Mor havde indprentet mig, at han bli'r så rasende, når han ser dig, så jeg sørgede selvfølgelig for at være usynlig for ham.
Så pludselig, som et lyn fra en klar himmel skete det.
Far kom hjem fra kommunekontoret og sagde ved middagsbordet, at der var en kollega til ham, der have en meget fin collie på 6 måneder. Den var ikke blevet afsat sammen med resten af hvalpene fra et kuld, hun havde haft, og derfor ville hun nu af med den.
Jeg kunne ikke tro mine egne ører; var der pludselig en chance for, at jeg kunne få opfyldt mit ønske om at få en hundeven.
Efter at jeg havde lovet højt og helligt, at jeg nok skulle være den, der tog sig af hunden, blev det besluttet, at far skulle tale med sin kollega og sige, at han gerne ville have collien, som hed Anno.
Jeg husker tydeligt den dag, da far kom hjem med Anno.
Mit hoved var fyldt med lykkelige tanker. Anno og jeg skulle være sammen i mange år, og jeg skulle snakke med ham om alle de ting, der optog mig og gjorde mig ked af det.
Jeg tænkte, at nu gik det godt. Tiden, der lå foran mig, tegnede lys og lykkelig.
Lektierne gik som en leg, efter at Anno var kommet ind i mit liv, og Storebror var jeg ikke særlig bange for mere.
Når vi går rundt på skrænterne ved Furesø, Anno og jeg, føler jeg mig 'en hel del nærmere gud'. Vi snakker om al ting, og modsat dem jeg ellers er omgivet af, er Anno ikke det mindste kritisk overfor mig. Vi kan bare rigtig godt lide hinanden, som dem vi er.
Nede på det store grønne område hvor vi bor, øver jeg lydighed med Anno. Jeg kalder på ham, når han fx er optaget af en spændende duft, og så roser jeg ham og giver ham lidt godbidder, når han kommer. Efter en uges tid køber jeg en lang line til ham, så det er lidt ligesom, at han er fri, men jeg har stadig snor i ham.
Jeg er hele tiden meget bevidst om, at Anno er mit ansvar. Det er mig, der skal passe på ham. Min dyrebare ven.
Anno har svært ved at styre sig, når der andre hunde. Hvis ikke jeg havde godt fat i linen, ville han styrte efter alle de hunde, vi møder på vores ture. Jeg er nu helt sikker på, at han nok skal få lært at styre sine lyster, også når der er andre hunde. Det er bare et spørgsmål om, at han bli'r mere moden. Anno er jo stadig et barn.
Engelsk er ikke min stærke side, og vores lærer kan godt lide at være ironisk overfor mig. Engang leverede han min engelske fristil tilbage med kommentaren: 'Many good points' (mange fine punktummer). På den måde fik han klassen til at grine af mig, og jeg fik hjem og var meget knust.
Stilen, jeg afleverede i sidste uge, handler selvfølgelig om mine første dage med Anno. Og pludselig går det lettere for mig at skrive mine tanker ned, selvom det er på engelsk. Efter at have fortalt om mine dage i selskab med Anno konkluderer jeg, at jeg nu elsker at komme hjem, fordi min hundeven altid venter mig derhjemme og er ellevild, når vi igen er sammen.
Jeg forventer faktisk, at vores lærer skal gøre sig morsom over min konklusion; men til min kæmpe overraskelse og glæde siger han: ' Your conclusion is very good'.
Vi har nu haft Anno i 3 uger, og jeg er blevet en meget gladere dreng. Jeg hviler mere i mig selv i skolen og lader mig ikke gå på af hverdagens små trakasserier. Mine klassekammerater må finde sig i at høre om 'Annos lyksaligheder', men jeg synes de tager det pænt. Jeg lægger i hvert fald ikke mærke til det, hvis de er lidt irriterede over mine mange historier om min nye ven.
Hjemme ved middagsbordet er jeg også vågnet op, og jeg fortæller mor og far om alle de ting, Anno og jeg oplever, når jeg kommer hjem fra skole. Storebror sidder som altid ond og skulende, men jeg lægger faktisk slet ikke mærke til ham nu. Jeg har jo min Anno.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne vare ved.
Storebror bli'r rasende, når han ser mig, og han kan slet ikke tåle, at jeg er glad for noget. Han har sat sig for, at jeg skal ud af hans familie. Der er ikke plads til mig, og jo grimmere han kan gøre min opvækst jo bedre.

En ganske almindelig skoledag. Jeg skynder hjem, for jeg skal hjem og gå med Anno. Anno er jo mit ét og alt; det er ham, jeg glæder mig til at komme hjem til.
Da jeg kommer hjem, får jeg at vide, at Anno er blevet kørt ihjel nede på Højeloft Vænge.
Jeg bryder helt sammen og kan intet forstå. Vi går jo altid med ham i snor, og det er altid mig, der lufter ham om eftermiddagen og passer på ham.
Det viser sig, at Storebror har taget Anno med ud og er gået ned til Højeloft Vænge, hvor der kører ret mange biler. Han har ikke haft ham i snor, og da Anno løber efter en anden hund, bli'r han kørt ihjel af en bil.
Min far gør et stort nummer ud af, at det er forfærdeligt for Storebror. Han var der og så Anno, da han var blevet kørt over. Vi skal alle have ondt af Storebror, der var ude at gå med Anno for første gang og ikke vidste, at han altid skulle give ham bånd på.
Da jeg mellem 2 gråd-sammenbrud kigger op, ser jeg storebror Storebror stå i døren ind til sit værelse og kigge på mig med det ondeste smil. Der er ikke antydning af skyldfølelse hos ham; han er overhovedet ikke ked af det.
KISS
Jeg er blevet gift med verdens dejligste Tina, og vi har fået en pragtfuld lille datter, Michelle. Jobbet på KISS, København Intensive Sprogskole er jeg ret tosset med. Særlig mit forhold til eleverne fylder mig med mening og glæde.
Vi underviser indvandrere i dansk sprog og kultur, og der er et krav om, at eleverne skal kunne modtage undervisningen på engelsk. KISS har til huse i en stor, gammel lejlighed i indre København. På holdene er der typisk 8 - 10 eleverne, der bli'r undervist 3 x 3 timer om ugen. De skal regne med meget forberedelse, og i timerne er der rigtig stor koncentration.
Når vi sidder omkring bordet og arbejder med at lære dansk, mærker jeg, hvordan indvandrerelevernes øjne klæber sig til mine læber, og hvordan de gør sig uendeligt umage for at efterligne min artikulation. Det er lidt skræmmende for mig at opleve.
Når et forløb på 3 uger er slut, bli'r eleverne evalueret, og det bli'r afgjort, om de skal videre på næste niveau eller tage en 'æresrunde' på samme hold.
På et af mine hold går der en ung mand Indien. Første gang han bli'r evalueret og rykket op på næste niveau, trækker han 2 store poser med te op af sin taske. Samtidig med at han takker mig og roser mig for min store indsats i de sidste 3 uger, giver han mig teposerne. Jeg er ganske overvældet og takker ham mange gange.
Det gentager sig så hver gang han bli'r rykket op; men da jeg efter laang tid siger til ham, at nu er det tid at tage en 'æresrunde', bli'r teposerne nede i hans taske. Og han beder om at blive flyttet over til en anden lærer.
Af og til går vi ud med vores klasse og spiser på en restaurant i byen. På vej hjem efter sådan en dejlig aften kommer klassen og jeg til at gå forbi en mand med et par store, sorte hunde. Manden vender sig og siger ret højt: 'Nå, du er nok også ude at gå med dine sorte hunde ...'. Jeg lader bare som ingenting, men en af mine dygtige og højtuddannede elever kommer op til mig og spørger, hvad han dog sagde. 'Var det ikke noget med sorte hunde?'
Selvom jeg vifter det væk, går han direkte hen til 'typen' med hundene og nikker ham en skalle.
Jeg har tit senere tænkt over det, og sagt til mig selv, at det ikke var i orden at nikke den skalle; meen der er vel også grænser for, hvad et menneske skal finde sig i.
Undervisningen er som nævnt meget intensiv, så vi slapper rigtig af i pauserne ude i tekøkkenet. Snakken går om alt muligt, og meget ofte spørger især de unge kvinder, hvordan det går med min datter. De vil meget gerne se hende og min kone.
Jeg nyder at være sammen med disse fine mennesker, der ikke er blege for at fortælle mig, hvor meget det betyder for dem, at jeg vil lære dem dansk. Det er jo deres vej til et godt liv i Danmark.
Der er særlig én ung kvinde, Irma, som jeg har et fint forhold til. Irma er meget glad for mig som lærer og som menneske. Når vores blik mødes stråler hun altid, og hun fortæller mig, om sit liv hjemme i Brasilien, og om, hvordan hun mødte sin mand og kom til Danmark.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne vare ved.
En dag kommer hun at fortæller mig, at hun skal med sin mand over at besøge hans bedste ven, min storebror. Jeg ønsker hende god tur og siger ellers ikke noget.
Næste gang Irma har time hos mig, er hun helt forandret.
Hun kigger mange gange ligesom undersøgende hen på mig, som om der er noget anderledes ved mig. I pausen spørger jeg hende så, hvad det går ud på. 'Joh', siger hun, 'vi var jo ovre hos din storebror på Fyn. Jeg kunne ikke vente med at fortælle ham, at jeg havde dig, hans lillebror, som lærer.
Og så tog han ellers fat ... 'Jørgen er det største svin, man kan komme ud for. Det findes ikke et værre menneske. Han ødelægger alt, hvad han kommer i nærheden af ...'. Og det fortsatte hele weekenden. Han var utrættelig ...'
Irma og jeg fik ikke mere vores gode forhold tilbage; hun gik vel og ventede på, at jeg skulle vise mit sande ansigt, som Storebror så malende havde udpenslet for hende.
Lidt løse ris
Far og mor er taget på campingferie til Rhinen og Mosel. Jeg har for længe siden besluttet, at min dejlige schæferhund, Jack, aldrig mere skal i pension, så jeg er hjemme for at passe ham.
Mens Jack stadig var unghund, satte vi ham i pension der, hvor vi havde fået ham fra. Da vi hentede ham, spurgte jeg selvfølgelig, hvordan det var gået, og om Jack havde opført sig godt. 'Nej', sagde Bunk, som ejede pensionen. 'Han brød ud af sin boks, og vi havde et helvede med at indfange ham'.
Jack er en meget stor, mørk schæferhund, og han er bomstærk. Jeg går til politihundetræning med ham en gang om ugen, og det er en ren fornøjelse for os begge to. Jack er meget glad for træne, og han elsker at få ros af mig. Instruktørerne synes Jack er helt rigtig. 'Der er sport i ham', siger den ene instruktør tit, og så kan jeg næsten i være i mig selv af stolthed. Min Jack.
Når vi skal træne 'Stands ham', skiftes instruktørerne til at være figuranten, der skal standses. Jeg står med et godt tag i halsbåndet på Jack, og når figuranten løber derudaf, råber jeg: 'Stands eller jeg slipper hunden'. Jack går direkte i armen på ham og slipper først jeg tager fat i hans halsbånd og siger, at han skal slippe.'Jeg kommer ikke til at spise med kniv og gaffel den næste uge', jamrer figuranten, 'Han kan fan'me tage fat'.
En aften da jeg er alene hjemme med Jack, og der kun er tændt lys i mit værelse, synes jeg, jeg hører bryggersdøren blive åbnet. Jeg kan også høre en ganske lav knurren fra Jack. 'Kom så, dreng', kalder jeg. Da Jack ikke kommer ind til mig, går jeg ud i bryggerset. Et bedårende syn møder mig: Lige inden for døren står en ung mand, helt stiv af skræk. Foran ham står Jack med sine 60 kg. muskler spændt helt op. Han knurrer ganske stille, og først da jeg tager fat i ham, begynder han at give hals, så det vil noget.
'Stik af med dig', siger jeg til manden. 'Ja, bare du holder hunden', svarer han på vej ud til sin bil.
Jack og jeg har kronede dage med dejlige ture i skoven og ved Furesøen, mens far og mor er på ferie. Når vi kommer hjem hygger vi os alene i huset; men jeg lytter hele tiden efter lyden af Storebrors knallert, for det gælder om at komme ind på værelset, inden han kommer hjem.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne vare ved.
I dag har jeg været ude med Jack at træne lydighed i flere timer og kommer glad og sulten hjem. Jeg ved at der ligger en pose løse ris i køkkenskabet, så jeg ta'r noget af den og koger risene til Jack og mig.
Noget efter hører jeg Storebrors knallert ude ved carporten. Lidt efter kommer Anne Marie, hans lille veninde fra 7. klasse også. Jeg holder mig selvfølgelig på værelset med Jack, for jeg ved jo, at han bli'r rasende, hvis han ser mig.
Pludselig bliver døren sparket op, Jack springer op med hyl og skrig.
I døren står han med Mormors rustne slagterkniv højt hævet foran sig. Jeg kan skimte Anne Maria fra 7.klasse bag ham. Han er afsindig af raseri og skriger idet han springer ind i værelset: 'Jeg skærer halsen over på svinet.' 'Så kommer du i fængsel, Preben', lyder det bag ham fra Anne Maria fra 7.klasse. Jeg har ingen erindring om, hvordan jeg slipper ud i gangen; men jeg husker tydeligt Jack, der knurrede og hylede afsindigt bag mig. Storebror jagtede mig rundt i huset: 'Jeg skærer halsen over på svinet.' 'Så kommer du i fængsel, Preben', lyder det bag ham fra Anne Maria fra 7.klasse.
Det er et virkeligt mareridt, og jeg er helt på det rene med, at hvis det lykkes ham at få fat i mig, så skærer han halsen over på mig med mormors rustne slagterkniv. Jeg har aldrig i mit liv været så skrækslagen og jeg ved at det vil blive siddende i mig resten af livet.
Jeg aner ikke hvordan det sluttede; men jeg har senere fundet ud af, at min brøde var posen med de løse ris, som han havde tiltænkt sig selv.
'Jeg skærer halsen over på svinet.' 'Så kommer du i fængsel, Preben', lyder det bag ham fra Anne Maria fra 7.klasse. Og denne gang så jeg end ikke det onde smil.
Arveløs
Da far og mor er blevet ret gamle men stadig er helt friske, bli'r de meget interesserede i deres testamente. Særlig far taler meget om det, og han skriver et fint word dokument, hvor det står, hvem der skal have hvad af deres ting.
Mor glæder sig især ved tanken om, at børnebørnene skal dele alt sølvtøjet imellem sig og nyde det. Og svigerdøtrene skal have alle hendes smykker.
Pengene efter far og mor går uden videre til Storebror og mig.
'Der er garanteret 1,5 million til dig, Jørgen', siger far den ene gang efter den anden. Jeg siger, at det er alt for meget, og at jeg da slet ikke mangler noget. Men far insisterer og er meget stolt over, at jeg skal have alle de mange penge efter dem. Så det slutter altid med, at jeg takker igen og igen og siger, at de er utrolig dejlige.
Jeg skulle have forstået, at det ikke kunne vare ved.
Da mor er sovet stille ind på hospitalet, kan far slet ikke vente med at give Storebror fuldmagt til hele sin økonomi.
Far fortæller mig det, da jeg besøger ham på plejehjemmet, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at så får jeg da i hvert fald ikke nogen arv. Det vil Preben da aldrig lade ske. Det er jo hans arv.
Min udtalelse gør far meget arrig, og han siger med eftertryk: 'Preben ville da aldrig snyde mig, og jeg har givet ham besked om, at du have 1,5 million. I skal jo dele de millioner, der er i boet efter mig'. Jeg tænker i mit stille sind: 'Hvis der ikke er nogen penge i boet, bli'r det jo let at dele'.
Nogle måneder senere, da far er blevet meget affældig både fysisk og mentalt, kommer der besked til mine skønne piger, om at farfar gi'r alle sine børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn det afgiftsfri gavebeløb 67.500. Det drejer sig om 20+ portioner, og jeg får selvfølgelig ikke nogen pengegave.
Næste år kommer der en ny gaveregn, og da far går bort, er der nærmest tømt ud i boets penge. Mor smykker er for øvrigt forsvundet sammen med Storebror.
Han kunne selvfølgelig ikke acceptere en arv til mig.
Honda Civic
Jeg er flyttet hjemmefra og har ikke kontakt med storebror. Min store skat er min fine Honda Civic, som jeg passer og plejer efter alle kunstens regler.
Da jeg så en Civic første gang på gaden, tænkte jeg, at det var 'bilernes bil', så lækker og strømlinet. Jeg sparede og spinkede alt, hvad jeg kunne, så jeg endelig kunne bytte min Fiat 127 til en Honda Civic. Jeg husker stadig følelese, da jeg kørte fra bilforhandleren i min lækre nye bil.
Det var en ren fornøjelse at køre i denne fine, japanske bil, og jeg passede den efter alle kunstens regler i de år, jeg havde den; men som studerende er økonomien dog meget presset, og jeg beslutter mig for, at Civic skal sælges. Jeg snakker med forskellige forhandlere og når frem til at mindsteprisen for den flotte bil er 25.000. Endelig synes jeg, at det er helt fint, og de 25 k vil falde på et tørt sted og gøre daglig dagen noget lettere en god tid fremover.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne gå.
På en eller anden måde får Preben at vide, at min bil er til salg, og han meddeler, at hans bekendt, Maleren, gerne vil købe den.
Kort efter skal Preben og en række af hans bekendte fra Fyn, også Maleren, herover for at skifte tag på mor og fars hus. Jeg skal selvfølgelig være med til arbejdet, og så kan vi jo ordne bilhandlen samtidig.
Den sidste arbejdsdag går Maleren og jeg ud til bilen for at ordne handlen. Vi kører en tur, og Maleren er meget tilfreds med Honda'en, som bare skal have en krog på for at være perfekt for ham.
Han spørger så, hvad sådan en lille bil mon kan koste. Jeg har altid haft det meget svært med at skulle sætte en pris på noget, jeg skal sælge, så jeg siger hurtigt: ' Er det OK med 22000?'
Maleren smiler glad og siger, at det er da en rigtig god pris. ( 3000 under min mindstepris ... ). Så lyder det fra Storebror, som er smuttet med ud til bilen, uden at vi har set ham: ' Maler, se her, der er et stenslag på forskærmen. Det har han ikke sagt noget. Du skal ikke betale fuld pris for den, når han ikke har sagt det. Nej, det skal du ikke, nej ...'
Maleren forstår ikke en pind og kigger sig forvirret rundt. Hvad er det der sket, tænker han helt klart.
Jeg skynder mig i panik at sige: ' Så siger vi 20000, hvis det er OK med dig, og undskyld, at jeg ikke tænke på at sige noget om stenslaget'.
Stadig fuld af forvirring siger Maleren, at det er fint med ham; et stenslag fra eller til betyder da ikke noget.
' Maler, se her, der er en mærkelig plet i lakken. Det har han ikke sagt noget. Du skal ikke betale fuld pris for den, når han ikke har sagt det. Nej, det skal du ikke, nej ...'
Jeg skynder i panik at sige: ' Så siger vi 18000, hvis det er OK med dig, og undskyld, at jeg ikke tænke på at sige noget om den plet'.
Helt rund på gulvet af forvirring siger Maleren, at det er fint med ham; en plet fra eller til betyder da ikke noget.
Sådan fortsætter handlen med storebror som mellemmand, og jeg ender med at få 9000 for bilen og er helt ulykkelig.
En månedstid senere fik jeg dog en glædelig overraskelse. Der kom penge tilbage til mig fra Motor-kontoret; for meget betalt registreringsafgift. Maleren havde omregistreret Honda'en, og derfor skulle jeg have overskydende penge retur.
Glad var jeg; de lunede godt nok, de par hundrede kroner eller fem.
Nogle dage senere ringede telefonen, mens jeg sad midt i arbejdet med en svær oversættelse. Det er Storebror, der skælder mig hæder og ære fra ... Jeg har snydt Maleren for de overskydende penge fra Motor, og jeg er det dummeste svin der findes. Jeg skal strax smide, hvad jeg har i hænderne og gå på posthuset for at overføre pengene til Maleren.
Da jeg lagde røret på, var jeg igen helt nede. Storebror havde slået til igen.
Senere var mine forældre til en rund fødselsdag hos Storebror, og Maleren kom hen til dem og berettede, om denne hans livs bedste handel. 'Og det kan jeg takke Preben for', sagde han og hamrende Storebror i ryggen.
Storebror smilede bare det onde smil.
Bryllupsklokker
Vi skal giftes i Hellerup Kirke og vi venter vores lille Mi om 6 måneder. Jeg er så lykkelig, at det næsten svimler for mig i denne tid.
Egentlig var det ikke vores mening, at Storebror skulle med til vores bryllup, men far og mor insisterede på, at han selvfølgelig skulle med. Og midt i al min lykke tænkte jeg, at det sikkert ville gå så fint.
Som en ekstra dejlig ting aftalte jeg med far, at når han skulle følge mig op ad gulvet til Tina, ville vi mødes i lidt god tid og gå en tur rundt i området omkring kirken. Så kunne vi få os en god snak. Jeg glædede mig helt vildt. Det var ikke så tit, jeg snakkede i længere tid med far, så det ville gøre os så meget godt, tænkte jeg.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne vare ved.
Da jeg alene ankommer til Hellerup Kirke og skal møde far, kan jeg først slet ikke se hvor han er. Vi har aftalt et tidspunkt, og jeg er med vilje kommet i sidste øjeblik, for ikke at skulle stå at vente udenfor. Efter at stået og kigget rundt en stund får jeg øje på ham midt inde i en klump af familien Preben.
Preben snakker hele tiden til far, og jeg kan slet ikke få kontakt med ham. Til sidst får jeg øjenkontakt med Prebens kone. Hun siger noget til Preben og peger over på mig. Nu ta'r han for alvor fat med snakken, og far kan slet ikke løsrive sig.
Jeg er ved at gå i panik og går ind i kirken, for selv at gå op til Tina, for nu kan det ikke vente længere. Så kommer far endelig over til mig, og uden et ord skynder vi os op til Tina.
Så fik han også ødelagt det for mig. Det blev jo slet ikke den far til søn situation, som jeg havde håbet på vi skulle have. Og det onde smil så jeg mange gange den dag.
Til festen om aftenen så jeg Storebror gå rundt fra gruppe til gruppe og snakke. Jeg tænker, at det da er dejligt, hvis han hygger sig med vores venner og familien.
Senere hører jeg dog den rette sammenhæng fra flere af vennerne. Storebror havde gået rundt til min bryllupsfest og rakket mig ned til venner og familie.
'Han er det værste svin, der findes. Hold jer langt væk fra ham. Fra ham kommer der kun ondt'.
Racerbanen
Jeg har fået en ny, stor fornøjelse, som jeg har voldsom glæde af: Jeg har fået en Scalectrix racerbane med skinnestykker, chikaner og smarte små racerbiler.
Jeg leger med den hver eftermiddag og aften; og jeg bruger mine sparepenge på at udvide banen med nye skinner og sager. Der ligger en specialbutik i Buddinge, der bare har alt i Scalectrix racerbane. Når jeg har penge nok, ta'r jeg med bumletoget derud og køber nogle extra skinner, og en gang er jeg heldig og får lov at købe en brugt bil. Turen hjem i toget kan kun gå for langsomt, for den nye brænder i indkøbsposen.
En dag hører jeg, at en af naboerne har en ølkasse fyldt med Scalectrix til salg. Det er en kæmpe ting at komme hjem med en hel kasse fyldt med nye stumper.
Der er flere klassekammerater, der også har racerbane, og jeg er af og til hjemme hos dem og køre på deres bane. Så ta'r jeg min bedste bil med, og så hygger vi os rigtigt.
Da banen efterhånden er blevet ret stor, får jeg lov til at lade den stå fra dag til dag i nogle store stykker, som hurtigt kan sættes sammen, så jeg kan komme i gang med den dejlige leg.
Jeg skulle nok have forstået, at det ikke kunne vare ved.
Efter en tid kommer problemerne; følerne på bilerne er trukket ud, og far må hjælpe mig med at sætte nogle nye i med en pincet. Jeger meget ked af det og kan ikke forstå, hvordan det kan ske. Så oplever Jeg også, at skinner ikke danner ordentlig forbindelse, når Jegsætter dem sammen. Bilerne kan altså ikke køre rundt på banen.
På skinnerne er det tydeligt at se, at nogen bevidst har trådt på dem, så samlingerne er blevet ødelagt.
Storebror Preben har også fået en ny hobby. Han ordner gamle, utætte akvarier. Han tager glasset ud, renser det, og sætter det tilbage med ny kit.
Jeg har lagt mærke til, at han har meget ond fokus på legen med racerbanen. Jeg antyder overfor mor, at det er Preben, der er skyld i vores problemer med banen, og hun bliver meget vred på mig og siger, at det kunne han da aldrig finde på. Det bliver besluttet, at jeg skal invitere Preben til en prøvetur på racerbanen.
Han står ude i bryggerset med sin akvarier, og jeg spørger ham, om han ikke kunne tænke sig at prøve at køre lidt på racerbanen. Han smiler det onde smil, som forfølger mig i mine drømmer den dag i dag. 'Jo, jeg kommer lige om lidt', siger han. Og så tager han ned i bøtten med frisk, klæbrig akvariekit. Med hånden smurt ind i kit kommer han ind i soveværelset, hvor banen står fint opstillet på gulvet. Jeg forklarer ham, at han skal bruge bil-håndgrebet til at styre bilens fart ... Og jeg får fremstammet, at han skal være forsigtig. Det er jo mit kæreste eje for tiden.
Preben ta'r nu håndtaget med den hånd, der er smurt ind i kit. Da han trykket det ind i hånden, bliver det fyldt med kit og er for tid og evighed ødelagt.
Hans onde glæde og begejstring kender ingen grænser, da jeg begynder at græde.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/06-2021 08:29 af Godt Nordvig (Godt) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 5018 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.