Endelig forår omsider kan man igen snuse duften af forår til, sig nyder solens varme side lidt ude mens solen går ned,
gå en tur og bare lytte til fuglene som pipper foråret velkommen,
man kan nyde når alt springer ud skovens triste grene bliver påny pyntet med friske nyudsprungne blade
annemonerne nikker i skovbunden ,
dyrene kommer frem fra deres hi for at spise og igen finde sig en mage så man igen kan sætte dyre ungerne til verden.
man lytter til dyrenes puslen i skovbunden sætter sig i en af skovens lysninger og bare lader solen varme en man kikker op i himlen den blå ser lyse skyer drive hurtigt væk,
ser fugle der svæver pippene oppe i himlen ser dem lande i et træ sammen med andre fugle som også ser sig om efter en mage.
en svag vind sætter lidt bevægelese i træ toppene jeg lader mine tanker flyve med vinden jeg ser mig drømmene frem i skoven,
tænker på alle mine problemer som fylder så meget i min tilværelese det drømmene udtryk jeg ellers have fortaber sig i mørke omkring mig et sorgens udtryk et udtryk som jeg altid har haft.
Jeg spekulerer på det tv program som hed forsvundne dansker det var et program jeg fulgte meget med i jeg ser mig selv som en af dem,
jeg begynder at forstå dem vis jeg ikke have mine to børn var jeg nok en af dem,
jeg var en der ikke kunne findes en der ville begynde på en frisk skifte navn alt en der for tid og evighed bare have været mig selv,
vis nogen fandt mig ville jeg bede dem lade som ingenting lade som om de ikke have set mig....(smiler lidt ved tanken)
men nu har jeg mine børn og det er dem som holder mig oppe jeg elsker de unger men tros det strejfer tanken mig i ny og næ.
(jeg kikker op i himlen og ser langt efter fuglene)

de er frie de har ikke økonomiske problemer de har ikke et fast sted de skal blive,
de har ikke problemer som man hele tiden skal trækkes med
problemer der bare ikke er til at tackle problerer der hele tiden vil forfølge dem.

(jeg bytter de dyster udtryk ud med det drømmene udtryg)

ser mig om i skoven uanset hvad så er den så prakfuld i dag at jeg prøver at tænke posivtiv.
jeg tænker på turen jeg have forleden dag en tur der gik ned forbi mit barndoms hjem det gav et stik i hjertet da jeg kørte forbi det,
alle minderne kom over mig savnet af mine forældre dukkede op igen det vil det gøre til evig tid lige meget hvor gammel man er,
men som sagt minderne har man dog lov at have de sætter ro i sjælen man kan græde igen med de problemer jeg har er jeg for hård til at græde men gør jeg det endelig er det en hel befrielse.
jeg tænker tit på at vis mine forældre have været mere frisker have jeg som nok haft dem i dag vis min far levede ville han i dag ha været 81 år og min mor omkring 79 de kunne stadig have været her,
men på en eller anden måde er de her alligevel de er bevaret i mit hjert.
samme dag jeg tog den tur var jeg på kirkegården og sætte en bloms også det lunet lidt jeg snakker med dem der og uanset hvad så høre de mig det er jeg sikker på.

(jeg læner hovedet mod et træ lukker øjnene og bare lytter til skovens lyde)

jeg tænker på hvad der gik galt med min eks mand og jeg jeg ved at min søn var en af årsagerne han var altid efter min dreng.
men efter vi er skilt og flyttet fra hinanden har de fået et bedre forhold til hinanden.
da vi boede sammen fandtes der ikke varme og kærlighed i vores liv men nu er han vendt og kan ikke få nok kærlighed men jeg kan ikke give igen,
jeg blev føleses kold og har bevaret det over for ham siden han kan godt mærke det på mig men jeg kan ikke snakke med ham om det,
det er som om jeg har blokeret alt adgang jeg kan ikke åbne mig for ham vi er stadig sammen men ikke rigtig jeg længes efter at møde en anden længes efter at svæve på en lyserød sky igen,
men vis der kommer en anden mand i mit liv har jeg to børn der aldrig vil tilgive mig begge børnene elsker ham men en gør ikke det er mig,
nogen ville nok sige at mine børn bestemmer .......tja det gør de nok men jeg er presset enden min eks eller ingen det er sådan mine børn tænker.

(jeg rejser mig og går væk fra lysningen i skoven jeg går mod havnen)

jeg står og kikker ud på vandet lader hav luften kysse mine kinder,
ruske op i mit hår,
blæse mig igennem,
duften af hav og vand killer mig i næsen jeg ser folk som har fået samme ide,
jeg har lyst til at råbe ud over havet et råb om hjælp, til at komme ud af min onde cirkel økonomisk problemer,
problemer på arbejdsmarket
problemer med mig selv og mine børn
kærligheds problemer
uro i min tilværelse
savnet af mine forældre
en dårlig seltillid
et råb ud over havet i håb om at vinden vil bringe det videre til dem der kan hjælpe men jeg ved jo at mit råb forstummer ud i intetheden og ingen høre det.

(jeg bevæger mig hjem efter)

kommer til min hoveddør ser ligegyldig på min post kasse vil ikke åbne den er angst for at få rude kuverter de kuverter jeg bare lægger væk alligevel.
går ind og sætter mig i min stol tænder for fjernsynet ser ikke rigtig noget det skal bare larme i baggrunden ellers er her for stille,
endelig kommer børnene hjem så er der igen liv i det lille hjem min dreng går op og spiller min datter går op med putteren,
jeg sider igen tilbage i min stue som hænger mig ud af halsen har lyst til at gå igen gå tilbage til skoven hvor alle mine tanker samlede sig,
men betænker mig jeg har jo tros alt mine børn de har tros alt brug for deres mor.
ja jeg kunne blive ved men jeg er træt nu jeg vil gå op i min seng gemme mig under dynen sove i morgen er der atter en dag.
inge