Torsdag i sidste uge kom Lucas ned med sit hamster, Gumle, der pludselig ikke kunne åbne øjnene. Jeg kunne dog hurtigt se, at det ikke kun var øjnbetændelse... Den var slet ikke så livlig som den plejer. Vi kogte noget vand og lod det køle af og vaskede dens øjne. Det hjalp i sådan cirka to minutter, så sad de sammen igen. vaskede igen, men var i øvrigt ved at bage pizza, som vi skulle have med op til spiseaften, for Helenes årgang, der så skulle vise deres egen fortolkning af Klodshans som teaterstykke.
De var så gode. Og hold da op hvor er hun smuk min datter :)
(Jeg ved godt at alle mødre synes deres børn er de smukkeste... Men da hun stod deroppe som hofdame, med fin kjole på og strålede i hele ansigtet fordi hun bare elsker at stå på den scene, så synes jeg alligevel at hun var meget iøjenfaldende smuk !!)

Vi kom hjem og tjekkede til Gumle, der godt nok stadig ikke havde det for fint, men dog kunne skravle sig hen til madskålen, hvor den så lagde sig til at sove når den var færdig.
Jeg lovede Lucas at tage den til dyrlægen som det første fredag morgen. Han sagde selv, at hvis dyrlægen sagde det, måtte den blive aflivet.
Det både lettede mit hjerte og tyngede det... Det var dejligt, hvis nu dyrlægen sagde det, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed overfor Lucas over at få den aflivet uden han kunne sige farvel... Men det var svært for mig, for jeg KAN ikke bære at give op... Kan ikke holde tanken ud om at vi måske kunne have reddet den, måske den ville blive rask hvis vi passede og plejede den (Det er den slags tanker jeg klamrer mig til, selv når min hjerne prøver at trænge igennem og sige at der ikke er mere håb).
Jeg fulgte børnene i skole fredag morgen, og gik så hjem og slog dyrlægen op. Tastede telefonnummeret ind... Og sad lidt. Slog op rundt omkring (som jeg også havde gjort aftenen før) for at læse hvad man måske kunne gøre... Jeg vidste godt at Gumle havde brug for dyrlæge... Frygtede bare at han ville sige der ikke var noget at gøre, for så ville jeg hellere bare stå op hveranden time, og bære løfte den hen og drikke, og spise, og putte den varmt igen, indtil den døde...
(Ligesom dengang vores kanin havde fået unger, men selv var død, og dyrlægen sagde han ville aflive de to der havde overlevet, men vi protesterede. Han foreslog os så at købe oget modermælkserstatning til dem og give dem mad hveranden time. Christina og jeg der begge havde læseferie, tog dem på skift det var efter jeg var flyttet hjemmefra, Chris ringede og græd da det var 'vagtskifte' og sagde at den ene var død. Hun kom ned med dem til mig i lejligheden (heldigvis var det sommer) Og jeg satte mit ur til hveranden time, (og fik i øvrigt ikke læst ret meget på min matematikeksamen). Det lille kræ spiste ikke meget, og jeg turde ikke sove, så jeg lagde den på min mave, hvor den havde det varmt og sad og så film hele natten, for at holde mig vågen, og kl 5, da det igen var tid til fodring, døde den, mens den spiste :( )
Jeg besluttede endeligt at det var sådan det skulle være lagde telefonene fra mig og rejste mig... Og så kunne jeg pludselig høre min egen stemme fra aftenen før... Jeg ringer til dyrlægen imorgen så snart de åbner...
Jeg havde lovet min søn det!
Og så ringede jeg.
Da han så lille Gumle var han lige ved at aflive den med det samme, fordi den var SÅ lille - både Lucas og Helene har dværghamstre, men Gumle har altid være halv størrelse af Pjuske. Da jeg sagde det, og sagde at den kravlede hen og spiste, men ikke orkede at kravle tilbage igen, synes han alligevel at den skulle have en chance.
Og så kan man godt lidt mærke, at man bor ude på landet, når det eneste middel mod øjnbetændelse han har, er til kvæg. Stakkels Gumle blev snasket ind i det stads i hele hovedet... Jeg skruede fuldt op for radiatoren, og satte buret lige ved siden af, så den kunne holde varmen,
Men det virkede, den fik efterhånden øjne at se med igen... Men derudover fik den det ikke meget bedre.
Lucas og Helene skulle til deres far i weekenden, så det var mig der stod for det (det havde det nu nok også været alligevel). Og hvergang det nærmede sig det tidspunkt den skulle have øjnene dryppet fik jeg bare sådan en knude i maven... Var bare så bange for at jeg ville finde den død. Og havde så meget medlidenhed over at den skulle havde det stads i øjnene :(

Lørdag tog vi til Christina og Kasper og hjalp dem med at male i deres nye hus. Da Erik skulle sove tog jeg et smut til Matas og købte en pipette så vi lettere kunne dosere midlet, og derudover købte jeg en mascarebørste og en øjnbrynsbørste i håbet om, at kunne rense pelsen lidt.
Lørdag eftermiddag havde jeg helt mistet modet... Havde prøvet at børste pelsen ren, men det hjalp ikke. havde fået den til at drikke en smule, men den ville ikke længere spise.
Men lørdag aften så det ud til at være bedre. den kravlede rundt i min hånd - ikke så livligt som den plejer, men mere end den havde gjort de sidste par dage. Da jeg satte den ned i dens lille hus, kravlede den selv ud, og trak et høstrå frem og gnaskede lidt i. så kravlede den hen til den side der stod op ad radiatoren og gravede sig ned. Jeg var så lettet - endelig var der fremgang :)
Men ak... Da jeg kom op søndag morgen var den død :(
Og jeg kom bare sådan til at tude... Og hele dagen virkede pludselig (trods dejligt vejr) så grå og trist...

Og det værste er, at jeg rent faktisk torsdag formiddag, havde været oppe og fodre de to kræ. Havde spekuleret lidt på hvor hurtigt vi mon ville opdage det hvis en af dem døde.... Var kommet til at tænke på i sommer da Josefinemissen døde. Og tænkte så, at jeg da heldigvis ikke ville blive så ked af det når hamstrene døde... Ved ikke hvorfor jeg udfordrer skæbnen med den slags tanker?
Har sådan en følelse af, at jeg kort før Josefine blev ramt af den bil, havde tænkt på kattene, og at det i bund og grund ville være lettere med kun en kat... Jeg ønskede på ingen måde nogen kat død, men det var bare en strejftanke, og jeg tænkte også, at jeg vist nok nu var blevet så "voksen", at jeg ville kunne bære det nogenlunde. Det var ikke en tanke jeg spekulerede meget over, og derfor er jeg heller ikke sikker på at det var lige op til ulykken, men jeg kan huske den var der...
Og BANG! så bliver jeg kastet ud i en uges helvede med dyrehospital og en forbandet masse beslutninger og op- og nedture...
Men ja... Jeg havde dog ret i at jeg ikke blev lige så ked af det med Gumle, som med Jose-pigen, men jeg tudede vist alligevel en del... Og selv da jeg prøvede at tage mig sammen og få en god søndag ud af det alligevel, gik jeg bare og græd indeni...

Jeg er forfærdelig til sådan noget!