Der er mange mennesker som gerne vil huskes. Gerne vil blive uddødeliggjort gennem det skrevne ord, gennem deres egenskaber, gennem det de har gjort og opnået. Men skal de ting ske vha. medier og store handlinger?
Hvorfor gør disse mennesker det? Hvad er deres bevæggrunde? Tror man dem, når de siger, at de gjorde det for at bidrage til verdenen? Tror man dem, når de påstår, at det var hjælpsomhed og medfølelse, der ledte dem i den retning? Tror man dem?
Mon ikke alle gerne vil være og blive et menneske der kan inspirere andre, skrive noget smukt, der får dem til at længes, til at græde, til at smile. Det vil jeg gerne tro de fleste mennesker søger at gøre. Jeg kan ihvertfald melde een til den liste og det er mig selv. Andre kan og vil jeg ikke svare for. Så hvorfor skriver man fx.? Ærligt talt. Kommer motivet først frem i lyset, når man efter 10 år endelig får sine tekster anerkendt af andre? Er motivet der fra begyndelsen? Eller træder det aldrig frem og huserer evigt under underbevidsthedens overflade? Hvorfor bliver nogle frivillige? For at prale af det til andre og prikke i deres dårlige samvittighed og administration af den kostbare tid? For at hjælpe sig selv? Fortrænge sine egne problemer og sorg ved at sætte fokus på andres mere konkrete tragedier og måske på den måde vide at der ihvertfald er nogle der har det værre end een selv? Eller er det med et 100% ægte hjerte og ægte næstekærlighed at de lægger liv og sjæl i dette arbejde? Måske burde man ikke sætte spørgsmåltegn ved det, måske burde man bare være taknemmelig for at der overhoved er nogen som gider, som har overskud til at tænke på andre. Måske ER der ingen grund. Men jeg tror at der altid vil være en årsag, måske ikke bevidst.
Vi ved endnu ikke hvor meget hjernen kan fortrænge, hvor meget vi trænger til at rydde op i vores loftsrum. Et loftsrum, som først begynder at knage, den dag det er propfyldt.
Hvis der er en grund til at vi tænker, hvis Gud har givet os en grund til at tænke, burde det så ikke være "normalt" at tænke over disse ting og ikke feje det under gulvtæppet?

Mange af de mennesker vi ser op til og beundrer, har været berømte eller verdenskendte eller mennesker som ikke hører indunder kategorien "helt almindelige mennesker". Men hvorfor gør vi egentlig det? Ser vi på dem som guder eller gudelignende væsener, som er blevet belønnet med egenskaber vi "normale" aldrig nogensinde vil komme i nærheden af? Og i alt deres pragt og glans, lægger vi så overhoved mærke til den nabo, vi har, som gør et fantastisk arbejde med at hjælpe de hjemløse, med at lægge en skulder til når vi har brug for det eller den ven, som vi regner med altid vil være der. Er det os der er egoister? Og kan vi overhoved leve uden at være egoister? Hvorfor gør vi det?
Der er noget galt!
Der er noget rivraskende galt!
Og alle ved det!!
Vi er alle ens.
Ønsker det samme.
Lever for det samme.
Alligevel er motiverne ikke de samme.

Jeg har aldrig troet på at noget menneske bliver født ondt. Der er ingen der er onde. Jeg tror der er mennekser, som bliver født på uheldige steder, uheldige tidspunkter og uheldige omgivelser. Jeg tror på at der er en grund til alt hvad der sker, også tragedierne, også de frygtelige og smertefulde tab nogle mennesker får. Jeg tror vi er her for at lære. Og vi får sgu ikke serveret det på en tallerkent af en dygitg tjener og lavet af en kulinarisk kok. Vi skal selv ud i køkkenet! Vi skal sgu selv slagte grisen eller koen eller dens baby! Uanset hvor skrækkeligt det måtte være! vi skal selv anrette! Vi skal selv holde maden varm! og vi skal fandme også selv servere OG vaske op!!!
Måske ville livet være lettere, hvis vi ikke tænkte så meget, men det er jo ikke sikkert. Måske ville livet være lettere hvis vi ikke døde eller mødte alle de bump på vores vej, alle de marcherende soldater der tramper på vores nøgne hud, alle de sideveje og omveje og kringlede stier vi møder. Måske!

Måske ville de gudelignende mennesker vi beundrer ikke være så gudeagtig, hvis vi ikke tænkte. De ville nok ikke eksistere. Så eksisterer de i vores tankemønstre? Er det os der gør dem til guder eller er de guder?
Og jeg forstår dem der efterstræber gudestatus. Jeg er selv een af dem. Jeg vil gerne kunne skrive og røre andre mennesker, men jeg vil også gerne blive anerkendt, svælge mig i opmærksomhed og prøve via den at opfylde et hul, som kun jeg selv kan fylde. Men det fatter jeg bare ikke!! Og så kan jeg ellers tænke og tænke og analysere alt hvad jeg vil, fordi jeg finder aldrig vejen.
Og jeg ved jeg ikke er alene, så på det punkt er vi også ens.
Måske SKAL vi først finde ro og kundskab når vi er gamle, når vi er tæt på døden. Måske har allerede vi fundet den. Vi er måske bare ikke gode nok til at se den. Måske.
Måske ER der udpeget nogle mennesker på forhånd som skal lide lidt mere end andre og nogle som på forhånd ikke skal. Hvem er så de heldige?
Måske ER de guder, de mennesker, som vi beundrer! Måske er det derfor vi beundrer dem. Men jeg tror på at vi alle er guder. Jeg tror på at jeg har kendt een af disse. og han var ikke kendt gennem medierne, han havde ikke skrevet store bøger og længelsfulde digte. Han var bare et godt menneske. I bund og grund. Og det gjorde at han led. I bund og grund. Og mon ikke vi, trods alle de forstyrrende tanker vi har og får, selv kan bestemme en smule. Jeg tror vi kan. Jeg tror vi kan bestemme hvordan vi tænker og behandler hinanden, og tager vi alle fordømmende og bedrevidende vaner væk, er vi sgu stadigvæk ens.