Hans øjne lyste af desperat raseri. Hun havde bøjet hovedet, som for at undgå et slag. Men slaget kom alligevel - verbalt! Han tog mod til sig først, men det kom:
- Og dig har jeg stolet på. Og så viser det sig, at du Fandeme ikke er andet end et skide menneske! skreg han hende lige ind i ansigtet. Hun græd ikke. Stod bare. Og det gjorde ham kun mere frustreret, så han fortsatte:
- Jeg stolede på dig, som den, der kunne lide mig, støtte mig, og give mig alt det modspil, jeg havde brug for, på en ordentlig måde. Men nu... nu viser det sig altså, at du er ligeså småtbegavet som alle de andre almindelige mennesker, som heller ikke forstår mig. I forstår ikke, hvad det er, jeg gør! Forstår ikke, hvor meget jeg ofrer for at give. Give... til jer! Jeg har ofret min psyke, min selvkontrol, mit sande jeg og min optimisme for at kunne skrive mine noveller. For at kunne give jer det eneste, jeg virkelig har at tilbyde, og alligevel... alligevel, så er det ikke, ikke nok! Hvad Fanden er det med jer? Hvornår får I nok? Hvornår...
Nu græd hun. Ikke fordi der egentlig var nogen grund til det, for hun var virkelig helt uskyldig i alle hans vrede anklager, men fordi det var så ubehageligt at høre ham tale sådan. Hun havde holdt så meget af ham, men det var før, han blev fuldtidsskrivende for ugebladet. Han havde været optimistisk, og hun havde velvilligt støttet ham. Netop derfor blev det'her for meget. Hun forstod ham ikke mere? Hvordan... Hvorfor var han blevet sådan?
- Hvad er der sket med dig, Erik? Hvorfor er du sådan? Hørte hun pludselig sig selv sige. Han holdt brat inde og så forvirret på hende.
- Sket? spurgte han tonløst, - sket?
- Sådan var du i hvert fald ikke da vi to mødte hinanden. Dengang lyttede du også til, hvad jeg havde lyst til. Nu... Nu drejer alting sig om dig. Dig, dig og dit! Det er aldrig mig. Aldrig mig eller mit... Undskyld, jeg skulle ikke...
Hun sukkede og snøftede op.
- Jeg ved det ikke..., sagde han med bange øjne. Pludselig klar over, at han var uretfærdig.
- Måske... måske..., prøvede han, - måske er jeg bare stresset og overtræt. Men, jeg har det bare så ad Helvede til. Jeg troede, troede at skriveriet skulle blive mit store gennembrud, men se, hvor jeg er end. Som forfatter til oversukrede, pladderromantiske møgnoveller i et skide ugeblad.
- Det er da også vigtigt., indvendte hun, - du har da flere læsere der, end du ville have hvis du bare var startet som romanforfatter. Så havde ingen lagt mærke til dig. Nu har du noget, du kan bygge på. Forstår du det?
- Janne for Helvede!, sagde han, nu selv på grådens rand, - hvad skulle jeg dog gøre uden dig?