Her kommer en historie som er foregået for meget langt tid siden.
   Meget længe før du blev født og derfor kan du sikkert ikke huske den.
   Alle drenge børn bliver født med et hjerte i hånden. Det gjorde vores hovedperson også. Lad os kalde ham Harald. Han kunne for dens sags skyld også have heddet noget andet. Et hjerte er meget følsomt og den kan let tabes på jorden eller gå i stykker. Derfor var denne Harald meget varsom og forsigtig med at åbne sine hænder og vise sit smukke hjerte. Men en dag skete det så. Han mødte en pige. Hun lignede en engel og Harald syntes om hende allerede i første øjekast. Han kunne mærke en brændende varme omkring sine hænder. Det var hans hjerte som lyste så kraftigt op. Han kunne mærke varmen i hele sin lille og spinkle krop og der fra hjertet udsprang gnister, og Harald kunne mærke dem som følelser.
   Dejlige og kærlige følelser som varmede hele Haralds krop i denne december kulde. Han smilede og Engle-pigen kiggede på ham, og smilede tilbage til ham.
   Han blev så glad og tusinde sommerfugle havde fundet indtil hans mave.
   Det kildede så dejligt i maven. Harald gik hende til hende og ville vise sit hjerte til hende, men pludselig gik hun. Harald mærkede nu andre følelser. De var ikke behagelige eller dejlige følelser som før. Tværtimod. Det gjorde ondt i hele kroppen og hjertet var skrumpet ind og det føltes koldt. Meget koldt i december kulden. Han beskyttede hjertet med begge sine hænder og prøvede at varme den op med sit åndedræt. Men det var ikke nemt og hjertet føltes som om det var gået i dvale.
   Der gik mange dage, men så en dag mødte han hende igen. Han blev glad igen og kunne mærke det positive følelser og varmen i kroppen i denne decembermåneds kulde. Han ville så gerne vise hende sit hjerte, men han tøvede og blev ved med at kigge på hende. Men så skete der noget. Hun kom gående over til ham og smilede. Hun begyndte at snakke til ham og Harald følte at han var tryg og varm i hendes nærvær. Automatisk åbnende Harald sine hænder så hun kunne se hans hjerte, men i det øjeblik vendte hun sig om og i en armbevægelse slog hun hjertet ud af hans hænder. Hendes mor havde kaldt på hende og hun løb hjem. Hun havde ikke en gang lagt mærke til at hun havde slået hjertet ud af Haralds hænder. Hjertet lå nu på vejen og Harald var helt stille og tomheden forplantede sig i hele hans krop. Det var som om kulden var ved at dræbe ham. Hjertet lå og frøs. Den havde også fået en revne. Et lille et, men Harald kunne mærke hvor stort og ondt det gjorde i ham. Han samlede hjertet op og børstede sne, sand og snavs væk. Nu var den skrumpet yderligere og Harald gjorde sig ekstra umage for at beskytte den på vej hjem. Dagene gik og Harald gjorde sig umage med at hjælpe hjertet på vej tilbage til sin rigtige størrelse. Han fodrede den, snakkede til den og vaskede den og gav den plaster på. Men lige meget hjælp det. Såret ville ikke heale og hjertet forblev stadig lille. Harald gjorde sit bedste for at beskytte den og han viste aldrig den til nogen, for ingen skulle se hvordan hans hjerte var blevet såret og skrumpet. Dagene gik og foråret kom. Harald var som sædvanlig ude at motionere for at forbedre sit hjerte og derfor løb han en tur, imens han holdt sit hjerte beskyttende med begge sine hænder. Harald havde nu længe haft ondt i sine hænder, fordi han hele tiden bar på hjertet. Selvom om den var skrumpet føltes den meget tung. meget mere tungere end før den var faldet ned i sneen.
   Så han lagde den forsigtigt bagved et stort træ, nær en kirsebærbusk. Harald ville hvile sig og faldt i søvn. Da han vågnede var hjertet væk. Han blev meget bange og ledte over alt. Tårerne væltede hen over Haralds kinder og plettede jorden mørkt. Harald ledte desperat og tog ned til politistationen.
   Harald fortalte så politimesteren hvorledes hans hjerte så ud, hvor det var forsvundet og ønskede inderligt at politimesteren ville hjælpe. Politimesteren kunne godt se alvoren, for han havde selv et hjerte imellem hænderne, og lovede at gøre sit bedste.
   Harald kunne ikke sove de efterfølgende dage og han lå søvnløs i mange nætter. Han ville give alt for at få sit hjerte tilbage. Men efterhånden følte Harald ikke den tomhed som havde plaget ham i starten. Han følte en varme, en glæde og en tryghed som han aldrig havde følt tidligere. Nu var det som om han ønskede, at hans hjerte aldrig ville blive fundet. Men politimesteren ringede og sagde at han havde fundet gerningsmanden. Harald skyndte sig derhen. Politimesteren var meget stolt af sin bedrift. Han lagde et stort varmt og stærkt hjerte på bordet, og spurgte Harald, om det var hans hjerte.
   Harald lyste over hele ansigtet. Det var sandelig hans hjerte. Selvom den ikke var skrumpet, lille eller såret mere, kunne Harald let genkende sit hjerte.
   Politimesteren afbrød hans begejstring og pegede på et væsen, som skammede sig gevaldigt i skammekrogen. Det var gerningsmanden, eller faktisk nærmere gerningskvinden.
   Harald kigge på hende, det var englen, som havde slået Haralds hjerte ud af hånden på ham. Hun smilede til ham og han blev så glad for at se hende, også selvom hun havde slået hjertet ud af hans hænder og ridset den.
   Politimesteren pegede på hende og sagde at hun havde taget Haralds hjerte imens han sov og havde taget den med sig. Harald ville have en forklaring og det fik han. Pigen sagde, at hun havde lagt mærke til Haralds hjerte da den lå nede i sneen og hun iagttog den indefra hendes hus. Hun havde håbet så meget på at Harald ville vise den imens hun snakkede med ham, men da han ikke gjorde det, tog hun hjem fordi hendes kaldte på hende. Det var ikke hendes mening at slå den ud af hans hænder. Imens Harald sov under træet, havde hun gået forbi og set hjertet Den smilede så sødt til hende og gav hende varme, kærlige og glade følelser. Hun synes det var synd for hjertet at den lå og frys og hun havde taget den ind til sig. Men så kunne hun ikke slippe den igen og havde taget den med hjem.
   Men hun forsikrede at hun altid passede på den og for ikke at miste den havde hun lagt den forsigtigt i sin venstre af kroppen lige under brystet.
   Harald smilede og sagde til politimesteren, at det var der de hørt hjemme.
   Han lagde sit hjerte i hendes krop. På venstre side af brystet.

Så, nu ved I hvorfor hjertet sidder som den gøre nu på venstre side af kroppen, under brystet.