Tarlos
   "Tarlos! NED!" Tarlos kastede sig ned i krateret, der var lige foran ham. Han ramte det beskidte, kolde vand, som slog hårdt imod hans bryst. Det var meget dybere, end han havde regnet med. Han kunne ingenting se, og han mærkede, at han ikke havde fået taget en dyb indånding, før han var nede. Han måtte have luft, men over ham svævede døden. Tarlos valgte manglen på luft. Han måtte klare sig uden blot et øjeblik endnu. Der var stille nede i vandet. Det var længe siden, han havde oplevet sådan en stilhed. Han prøvede at tænke tilbage. Det var ikke så svært, at finde lige det minde, der var så stille og så livsbekræftende som lige dette øjeblik. Det var bizart at tænke på. Op! Nu! Skreg hans lunger af ham. Tarlos håbede, de havde ret og gav efter. Han brød overfladen, åbnede munden og hev sine lunger fulde af luft. Der var mudderskrænter hele vejen rundt om ham, ingen steder at flygte hen hvis den ikke var nået over ham. Men himlen var fri. Han kiggede rundt igen for at se, om der var noget, der kunne give ham fodfæste under hans opstigning, men der var ingenting. Han løb ligefrem for sig igennem vandet, der gik ham op til livet. Da han nærmede sig skrænten af mudder, satte han ikke farten ned. Det ville kræve tilløb at komme op. Først højre fod, så venstre fod der kom over vandet, højre fod igen. "Det går jo godt. Nej bliv nu ikke overmodig," tænkte han. Venstre, åh nej. Der var ikke andet end mudder under hans højre fod. Den gled. Tarlos indså, at han ville falde ind imod væggen af mudder og derefter glide ned i hullet igen, men det var kun med den ene hånd, han tog af med. Han var der jo næsten. Han løftede sin anden hånd op, som hvis han havde kunnet nå himlen. Solen brød frem for skyerne, og dens stråler kærtegnede varmt hans ansigt. Han var der næsten.

Med et var solen borte. En skikkelse var dukket frem. "Har du brug for en hånd?" spurgte stemmen ironisk. Ansigtet stammede sig i et smil. Det var hans kammerat. "Jo Tak," svarede Tarlos og tog imod hånden, som Navid rakte ned til ham. På ingen tid var Tarlos oppe, men der var ikke tid til at stå stille, de var begge meget udsatte på det åbne land. Et højt gennemtrængende skrig lød fra det område, Tarlos var kommet fra.
   "Du må hellere løbe," sagde Navid
   "Også du." svarede Tarlos igen. De smilede skævt til hinanden, som hvis de havde indgået et væddemål om, hvem der ville komme først. De satte i løb. Tarlos kunne høre vingeslag bag sig. Der skulle løbes, springes over stenblokke. Mere end stenblokkene ville han ikke se. Han ville ikke se de døde. Løb! Løb, ellers bliver du en af dem! Råbte en stemme af ham inde i hans hoved. Han løb uden om et mudderhul. Navid undveg det også. De løb næsten lige hurtigt. Vi er der næsten.
   "Den kommer! Løb til I sløve padder!" Tarlos fik øje på en ruin af et gammelt hus, hvor ansigter stod på stilke for at se deres spurt. De andre ansigter, der havde været stumme, fulgte trop og begyndte at gale i munden på hinanden.
   "Følg mig!" råbte Navid til Tarlos. De drejede til højre om ruinen. Et sted længere fremme, kom en voldgrav til syne. Et skrig lød næsten lige over dem. Den var meget tæt på, alt for tæt. Vi er der næsten. råbte stemmen i hans hoved. En, to, tre. De sprang. Skriget døde ud. I stedet kom en brummen rullende bag dem. Udyret gjorde klar til at sprede død, men Tarlos landede blødt i den mudderet voldgrav og svang hele sin krop ned imod bunden. Rumlen blev til en hvæsende lyd og fløj over dem.

"Den fik os ikke..." tænkte Tarlos højt.
   "Nej. Der fik I sandelig benene på nakken." Tarlos så op efter stemmen, en lettere skæggede mand smilede til ham med sit hulede smil.
   "Jeg ville ikke ende mine dage i det dyrs vom. Slet ikke hvis planen kommer til at virke," svarede Tarlos sin ven Cillian, som var den ældste i gruppen, en rigtig soldat.
   "Jeg troede, det var ude med dig, da du sprang ned i hulet," sagde en beundret stemme bag ham, der tilhørte Mincho den yngste af dem alle.
   "Det troede jeg også" svarede Tarlos, imens han stadig efterkom hans lungers ønske om luft.
   "Tarlos. Den er ved at vende om," sagde Navid med hektisk vejrtrækning. Tarlos så op, Navid havde ret. Tarlos sprang op og fulgte voldgaven i hurtige skridt. Bare det ville lykkes, tænk hvis de kunne nedlægge en uonder. Tarlos nåede frem til de tilfældige stablede sten, som førte op til ruinen. Sora spejdede ud over den øde slagmark der bag dem. Han skulle holde øje, om der var nogle, der kom dem i ryggen. Sora hilste Tarlos med et nik og vinkede i retningen af, hvor tvillingerne og Dansel sad, hvor efter han igen rettede sit blik mod den fjerne horisont. Dansel tog en tår af sin flaske, som han altid havde haft på sig under deres missioner.
   "Hvis det her lykkes..." sagde Dansel "gir jeg en omgang, når vi vender tilbage til lejeren." "Jeg tager dig på ordet," sagde Navid lavt og lagde sin hånd på Tarlos skulder for at have støtte op fra voldgraven.
   "Tarlos herovre," hviskede Takumi, den ene af tvillingerne til Tarlos og vinkede ham hektisk hen til sig. Den eneste måde man kunne kende forskel på dem var ved, at Ayumu havde et ar på sin kind.
   "Vi dækker jer," sagde Navid lavmælt ind i Tarlos’ ører og listede over til Dansel, der stadig holdt sin flaske i sin knugende hånd.
   Tarlos gik så lavt, han kunne over til tvillingerne, der havde fundet ly under det halvt ødelagte tag. Tarlos kunne mærke sine hænder blive svedige, da han satte sig på hug ved dem,
   "Den kommer til at flyve over en gang til, før vi kan være parate," hviskede Ayumu.
   "Men det skal vi ikke bekymre os om. Vi skal koncentrere os om vores mål," sagde Takumi anspændt. "Tarlos, du viser os vej, og så tager du sigtet. Lad den komme så tæt på som muligt og skyd før den falder til jorden." Tarlos nikkede og satte sig til rette. Han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding, som han lod synke dybt ned i maven. Hans hænder rystede, han kunne høre sit hjerte banke hårdt af sted. Slap af, du kan ikke give slip, hvis du ikke slapper af. Tænkte Tarlos til sig selv.
   "Tarlos. Tag det roligt," hviskede Ayumu sagte.
   Ja. Tag det roligt. Ligesom på båden derhjemme, hvor vinden bølger igennem tøjet. Dejlige tænker, lykkelige minder. Tarlos mærkede en forsigtig hånd kærtegne hans kind. En silkeblød følelse berørte hans læber og bredte varmen ud igennem hans krop. Hinata. Hun var hos ham.