"Ho-ho-hooo."
   Vi kender ham jo allesammen... Den store, hyggelige, gamle mand, der har et gaveværksted, betjent af nisser, på Grønland (nogle holder på, at han er fra Nordpolen). Juleaften og -nat flyver han afsted i sin kane trukket af rensdyr. Han besøger alle børnehjem jorden over, han klatrer ned afskorstene lægger gaver, for derefter at fortsætte sin lange rejse.
   Hele året holder han øje med alle børn, han skal se, om de opfører sig pænt, om de gør sig fortjent til deres gaver.
   Men hvem er han ud over alt dette?
   Han var engang biskop i Lilleasien, Nikolaus hed han. Ved juletid gjorde han en masse godt for børnene, han gav dem gaver, og gav dem mad, der ikke havde noget...
   Men selv en biskop som Nikolaus kan jo ikke leve på jorden for evigt, og en dag, efter et langt og lykkeligt liv, døde han...

Nikolaus havde været ude og ønske glædelig jul til alle byens familier, gemt en lille gave i en sok, sko eller lignende, så at alle børnene ville vågne op og finde den julemorgen, og han havde givet et beskedent julemåltid til de fattigste familier.
   Langt om længe var han hjemme, han var træt. Det havde været en lang dag som alle de andre år, men han kunne godt mærke, at han ikke var ung mere. Han satte sig i stolen foran kaminen. Han tog sine støvler af, og strakte sine kolde fødder frem mod den åbne ild.
   Som der igen kom varme i hans krop, faldt Nikolaus i søvn. Hans lange hvide skæg lå ned over hans mave, der bar præg af altid at have fået hvad den havde haft brug for... og lidt til. Hans ansigt, kranset af det hvide tynde hår, så fredfyldt ud som han lå der og sov. Han blev noget overrasket, da det pludselig gik op for ham, at det var sig selv, han stod og betragtede.

Da Nikolaus vågnede igen, var der helt lyst omkring ham. Der gik et par minutter før hans øjne havde vænnet sig til lyset, og han kunne se igen. Han havde aldrig set noget lignende: Det var som om han var i et naturværelse, uden vægge, loft eller gulv, han sad i en lænestol, næsten som den, han var faldet i søvn i, blot var denne stol meget mere behagelig. Stolen stod uden tvivl på et gulv, han kunne jo mærke, at hans fødder hvilede på et gulv, men der var intet gulv at se.
   Omkring ham var alverdens naturbegreber blandet sammen til en smuk eventyrlig naturenhed, og i den bevægede sig naturskabninger af alle slags, der var flere slags dyr end Nikolaus anede der eksisterede, der var nisser, dværge, havfruer... Der var langt flere arter, end man kunne nå at nævne på et helt menneskeliv.
   Nikolaus rejste sig, alle hans smerter og tegn på alderdom var forsvundet, han trådte et skridt fremad.
   Pludselig var natur'værelset' forsvundet. Foran ham stod en skikkelse, som Nikolaus kun svagt kunne ane, da der strålede et stærkt lys, og en stærk varme fra den.
   "Nikolaus," lød en høj kærlig røst, "da du levede på jorden var du god ved alle på din vej, specielt børnene. Din godhed og hjertelighed kan ikke undværes på jorden. Du skal vende tilbage som ånd, du skal tage dig af alverdens børn, som du tog dig af børnene da du levede. Det vil blive din opgave at give jordens børn en glædelig jul. Det er en stor opgave, den er svær at bære alene, til at hjælpe dig får du alle naturens skabninger."
   Nikolaus var ikke i tvivl om, at dette var hans Gud, der talte til ham. Han var beæret over den betydningsfulde opgave han havde fået, og han var sikker på at han kunne klare det, hvis han virkelig prøvede, hvorfor ville Gud ellers overlade ham noget så vigtigt som børnenes jul? Han havde kun ét spørgsmål.
   "Jeg takker dig for denne vigtige opgave du har tildelt mig, blot forstår jeg ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at komme rundt til alle hjem verden over på bare én nat."
   Gud svarede ham:
   "Der findes ikke noget sådan som tid. Et år i himlen er tusinde år på jorden, og et år på jorden er tusinde år i himlen."

Nikolaus var tilbage i sinlænestol, dér hvor han først var vågnet op. Han så ned ad sig selv, han var nu iført en rød dragt og en rød hue, syet sammen af en guldtråd. Han havde et bredt, sort bælte med guldspænde om maven og store sorte støvler. Han så fuldkommen ud som julemanden som vi kender ham idag.
   Alle nisserne samlede sig omkring Nikolaus.
   "Vi er naturens beskyttere og herrer," sagde en Nisse, der stod lige foran ham, "vi vil følge dig og gøre som du siger for at glæde børnene."

Nikolaus fik med nissernes hjælp bygget et værksted (jeg vil ikke komme nærmere ind på hvor, da dette vil kunne skabe splid blandt publikum), en flot kane, 8 af de dygtigste rensdyr blev udvalgt til at flyve kanen og sidst men ikke mindst, blev der lavet gaver af alle slags.
   Alle nisser fik sin egen uundværlige opgave, og da nisser jo som bekendt kan leve flere hundrede år, kan en nisse nå at udrette meget for børnenes jul I løbet af sin levetid.
   Der var nogle, der skulle arbejde på værkstedet året rundt, nogle, der skulle bo i skove og naturområder, for stadig at tage vare på naturen. Nogle skulle tilbringe sommerhalvåret i skoven for at holde orden og vinterhalvåret på lofte, i stalde og alle steder nær børns hjem for at sprede lidt julestemning. Og endelig var der dem, der skulle rejse jorden rundt og iagtage børn og tale med deres kæledyr og med træerne ved huset, om hvordan de opførte sig året igennem, og om de blev behandlet værdigt... Alt dette var af stor vigtighed, når Nikolaus endelig til sidst skulle give alle en glædelig jul. Han skulle vide hvilket behov det enkelte barn havde, for at give det den rette gave.
   Og den dag i dag har verdens nisser de samme slags opgaver, som dengang, og hver opgave udføres med lige stor flid og energi som i starten... Ja, jeg har hørt at nogle få af nisserne stadig er de samme, som var med fra starten.

Ja, hvem er julemanden?
   Er han ren opdigtning eller flyver han virkelig rundt til alle børn juleaften, med sin kane trukket af rensdyr?
   Jeg tror, at han er der et sted! Og jeg tror ikke bare, at han tager sig af børnene, jeg tror han tager sig af alle, der vil lukke ham indenfor. Alle, der ikke lukker af for det, man ikke kan læse i sine lærerbøger.

Og gaverne?
   Ja, de er der sandelig også for dem der tror. Og jeg mener ikke nødvendigvis de gaver, der ligger under juletræet og er fra mor og far og bedstemor... De kan være hans gave, han kan have hjulpet bedstemor med at finde den rigtige CD i stedet for et par alt for store hjemmestrikkede sokker, men hans gave kan lige så vel være et kys på kinden når vi sover, det kan være snevejr, et stjerneskud.... Alt, hvad der sætter os i den rette stemning.
   Når vi lukker op, står han der, og han ikke bare ønsker os en glædelig jul... han giver os en glædelig jul!

Jeg tror på Julemanden!