Søstre
   Det har nu altid været en stor glæde for mig, at vokse op med mine to søstre... Vi har i tidens løb lavet mange sjove ting.
   En sjov historie er, da vi engang i sommerferien var blevet lagt i seng. Mine forældre holdt i mange år fast i at lade os børn spise tidligt fredag, og selv tage en sen aftensmad, uden børn. Så denne fredag i sommerferien, var de altså ved at lave mad, og vi unger lå oppe i sengen og pjattede. Jeg skal ikke kunne sige hvor gamle vi var, men jeg tror Christina var 4-5 år (det var vist før hun kom i skole), og så skulle det jo ikke være svært at regne ud, at jeg har været 8-9 år, og Camilla 12-13 år.
   Ja, vi havde jo ligget og pjattet en del, og de havde vist flere gange været oppe og sige vi skulle sove. Langt om længe var vi faldet lidt til ro, og Camilla begyndte at fortælle om et eller andet. Hvad kan jeg ikke huske, men hun blev under sin fortælling i tvivl om noget, som hun ville ned og spørge mine forældre om. Jeg lå stille og roligt i sengen og ventede, Christina var vist nok faldet i søvn i mellemtiden. Pludselig kan jeg høre Camilla komme skraldgrinende op ad trappen.
   Halvkvalt af grin prøver hun at fortælle, at hun knap nok var kommet ud i køkkenet før min far havde sendt hende et strengt blik, og sagde (lidt for hurtigt):
   "Når jeg kommer op om lidt, så skal I være væk!"
   Hvad han mente var selvfølgelig, at vi skulle sove, eller i hvert fald ligge roligt i vores senge, men vi tog ham på ordet...
   Han ville komme op et øjeblik efter, og tjekke om vi var rolige, så vi skyndte os, at stable et gemmested op, og gemme det sidste af os under et tæppe.
   Da vi endelig hørte ham komme op ad trappen, måtte vi anstrenge os alt hvad vi kunne, for ikke at grine højt. Han kom ind på værelset men nåede ikke at reagere på de tomme senge, før vi ikke kunne holde latterbrølene tilbage mere, og vi hev tæppet væk over os.
   Vi forklarede ham, meget 'højtideligt', at vi jo bare havde gjort, som han bad os om. Jeg vil tro, at han godt kunne se humoren i det, men for at vi ikke skulle gejles mere op, holdt han masken og sagde, at NU skulle der altså være ro, og han ville ikke høre en lyd mere fra os. Under normale omstændigheder ville den tone han brugte nok have haft en vis effekt, men når man først er rigtig fjollet er der stort set ingenting der trænger igennem.
   Vi lagde os hen i sengen, og da var det, at vi fik den geniale idé, at skrive det om til en sang. Hvordan vi fik idéen kan jeg ikke huske, men vi fandt i hvert falde hurtigt ud af at bruge 'Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da', der jo er de Nattergales men som vi kendte fra Linie 3's 10 års jubilæumsshow.

"Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Nu er de blevet sure, så de sku' ind i bure
   Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Så var de ikke sure mer' - jo de var rasende
   Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Så ku' de ik' kom' brasende hos os hvor alting sker."
   Det var det første vi fandt på, og vi havde vældigt morsomt, kan du nok forestille dig. Vi brugte lang tid på at diskutere om det skulle være 'hos os hvor alting sker' eller 'hos os hvor meget sker', men mener at vi endte med at lade det være 'meget' da det jo ikke var alting, der skete hos os.
   Men vi ville også godt have en rigtig melodi at skrive tekst til, så vi blev enige om 'Jens Vejmand'.
   Vi startede med at skrive i stikord ned hvad vi skulle have med, og vi har nok grint højlydt mange gange, for pludselig kom vores mor op, og sagde, at "nu ville de ikke høre på os mere", og så slukkede hun lyset. Selvom det var en sommeraften, var det efterhånden blevet så sent, at der ikke kom noget lys ind udefra. De må have været færdige med at spise på det tidspunkt, for mens hun stod der kom min far op ad trappen, og de satte sig sammen ind i fjernsynsstuen, der var lige ved siden af. Da min mor gik fra værelset lukkede hun også døren.
   Lyssystemet på vores værelse dengang hang sådan sammen, at der selvfølgelig var en stor lampe i loftet, og så var der nogle sengelamper ved vores senge, der først og fremmest skulle tændes på kontakten henne ved døren, og så kunne vi jo selv tænde og slukke som vi ville derefter.
   Vi synes selv vi var ret snedige, da vi begyndte med at slukke den lille kontakt henne ved sengen, og Camilla så listede sig hen, og tændte på den kontakten ved døren, for så kom lyset jo ikke med det samme, men vi kunne selv tænde og slukke, når der var fare på færde, altså når mine forældre lige skulle noget, så de måtte forbi vores dør.
   De kom vist nok ind 'en gang siden da, og måtte sige noget til os, men derefter tror jeg de valgte at ignorere os, hvilket nok egentligt var et klogt træk, for vi morede os jo mere og mere hver gang de kom ind og sagde noget.
   Sangen kom til at lyde som følger (jeg kan ikke huske andet vers, men håber på snarligst at få hjælp af Camilla (Det har jeg så fået nu)):

"Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Nu er de blevet sure, så de sku' ind i bure
   Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Så var de ikke sure mer' - jo de var rasende
   Uh-ha-da-da, uh-ha-da-da-da-da
   Så ku' de ik' kom' brasende hos os hvor meget sker

Camilla ned i køk'net gik for hun sku' spø'r om nå'd
   og her hun fik det sure blik og far et ord fik så'd:
   'Når jeg nu kommer op, så skal I være væk
   for ellers ryger jeg i top' - og vi var i en sæk

Uh-ha-da-da...

Se dér nu ryger bålet, så griller far nok kålet
   Og kålet det er ho'det for han har varmet blodet
   I ho'det han blev rød, li' dér hvor han var blød
   Der var han ikke særlig sød, for han ha'd ik fået wienerbrød

Uh-ha-da-da...

Og mor hun lyset slukket og døren den blev lukket
   det passed' os jo godt, for det var nemlig råt
   og sange vi ku' øve for I var blevet døve
   Og her I resultatet har, den er da soleklar.

Uh-ha-da-da..."
   Næste dag sad de ude på terrassen og nød en kold drink sammen, da vi kom ud og sang vores sang for dem. De var helt færdige af grin over det. Jeg kan stadig se dem for mig, helt opløst af grin, og solen der skinnede og markerne. Det var bare rigtig sjovt.