Når jeg er alene, kommer han. Det er ligegyldigt om stjernerne er fremme eller om solen står højt - han ved hvornår jeg er alene. Det er alt han behøver at vide. For der er jeg svagest.
   Hver gang er det det samme. Tankerne bliver ustyrlige. De søger hen mod netop det jeg ikke bør tænke på, det jeg har forbudt mig selv at tænke på. For min egen skyld. For de tanker gør mig sindssyg...
   Så kommer tårerne. En efter en, tropper de op i øjenkrogen, for derefter at glide ned af mine kinder. Det er som om de hjælper til med at trække tankerne frem. De dårlige tanker. De væmmelige minder.
   Så er det jeg ser gravsten. Kolde. Uden blomster. Uden besøgene. Uden et svøb af kærlighed. Bare kold sten. - Det skræmmer mig. Så knækker jeg sammen. Mine ben holder det ikke ud, ikke det totale billede af ensomhed. Ensomhed og død, der går hånd i hånd.
   Krampeanfald ryster min krop og jeg føler mig svag. Jeg hader, at være svag. Men det er for sent, mine tanker føles ikke længere som mine egne. De minder der vælder frem i mit hoved er mine, men jeg har ikke fundet dem. De angriber. Stikker i mit hjerte, som knive. Gang på gang stikker de.

Hvis jeg ikke var alene, hvis jeg ikke altid var alene når det skete, ville nogen høre mig. Nogle ville høre, når han tager min krop - når den holder op med at være min. Nogen ville høre mit hoved banke mod væggen. Mod gulvet. Bank.. bank.. bank..
   Men ingen hører det, for der er ingen. Der er aldrig nogen.
   Skriget kæmper sig frem. Hver gang. Og så ved jeg mit hjerte er bristet. Det kan ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg giver op. Og han ved det. Så ligger jeg der, midt på gulvet. Jeg ved det kommer, men det overrasker mig hver gang.
   Had. Hadet vælder op i mig. Mod mig selv, min familie, min kæreste. Jeg hader, hader, hader dem alle som en. Men mest af alt hader jeg mig - det er jo mig den er gal med. Jeg får lyst til at slå ihjel, men jeg kan ikke slå dem alle sammen ihjel. Det duer ikke...
   Men mig! Jeg kan slå mig ihjel! Og altid, altid ligger der en kniv i min hånd netop da. Og raseriet vokser. Jeg er vred over at jeg lever. Vred over hvor svag jeg er, at jeg ikke kan kæmpe imod. Så jeg skærer. Skærer, skærer. Håber at det er min sjæl jeg skærer i stumper og stykker, så når jeg holder op har skåret alt det dårlige ved mig fra...
   Men kun når jeg er alene... jeg vil aldrig være alene mere!