Hvad var det der lige før? Et blad? En gren? Et træ? En mus? En hare? En fugl? En hund? Et menneske? En fremmed?
Det er nok ikke noget men alligevel. Alligevel, siger jeg.
Hvorfor skal jeg også altid cykle igennem de værste små stier, de ondeste tunneller og de slemmeste skove? Og der er ikke noget at gøre ved det? Jeg bliver nødt til at føle smerten og lidelsen mens jeg tager turen igen gennem hades, gennem dødsriget, gennem stien fuld af skeletter, af voldtægtsmænd, af spøgelser og af alt det, der ønsker mig ondt her i verden.

Slap nu lige af! Det var altså bare et blad, der hvirvlede rundt i den kølige brise.
Og se, der er to andre personer. Et glad og lykkeligt par, som også synes, at der er lidt mørkt i aften. Som også tænker på, hvem jeg er, hvad jeg laver her og om jeg vil gøre dem noget. Og de skal også hjem til en lys og dejlig stue. Også hjem og vågne op af drømmelandet. Af det gode drømmeland. Det drømmeland, hvor man kan flyve, hvor måneskin skinner på netop os og hvor alle forventninger er væk.
Men de skal også hjem og i seng, for man kan nemlig fryse ihjel herude, hvis man bliver for længe. Men det er de to for lykkelige og glade til at gøre. Men det er godt, jeg ikke er alene.

Glad, mere Glad, mest Glad. Jeg er ikke Glad. Jeg er Bare bange.
Og jeg fryser. Kulden går igennem mine fødder, mine ben, mit bryst, mine skuldre, min hage, min mund, min hals, min mavesæk, mine tarme og videre ind i min krop.
Så hvorfor varmer måneskinnet mig ikke mere? Hvor er den lyse og dejlige stue henne, som parret talte om? Og Hvor blev parret af?
Det eneste, der er tilbage, er kulden. Kulden er mine lænker. Kulden taler til mig. Kulden overtaler mig til at blive. Til at gå tilbage. Til afsendelsesstedet. Hvor er min destination henne nu? Hvor er mit hjem henne? Det er der ikke mere. Det er forsvundet med kulden og blæsten som alt andet i natten.

Blæsten? Det var da bare en kølig brise. Og nu skulle mor og far nødigt blive urolige. Men det gør de heller ikke.
For de ved, at jeg sagtens kan cykle i mørket. De ved, at jeg kan klare mig uden fravær af lys, uden altid at have rettet opmærksomheden på mig og uden al varmen.
De ved, at jeg er stærk selvom jeg er i drømmeland. At jeg ikke synker til bunds i drømmelandets hav. At jeg ikke lader alle drømme føre mig væk, selvom de lokker mig. Selvom lænkerne hiver i mine fødder og selvom kulden flyver igennem mine årer så ved de, at jeg skal nok klare mig.

stærk, mere stærk, mest stærk. Jeg er ikke stærk. Jeg er Bare ensom.
Og hvor er mor og far lige nu?
Jamen Jeg ved godt, hvor de er henne, men jeg kan bare ikke nå dem. De står på Jorden, mens jeg svæver i mørket.
Og jeg er så træt. Jeg har lyst til at ligge mig ned og glemme alt om mørke og kulde.
Jeg har lyst til at glemme alle ubehagelige følelser, alle skingrende lyde, alle hjerteskærende udsagn, alle sindsforvirrende syn og alt der gør mig bange.
Der er alt for mange lyde, alt for mange smage, alt for mange lugte, alt for mange syn og alt for mange følelser. Der er alt for meget sansning.
Regnestykket går ikke op, hvis det bare er et blad og hvis det bare er en kølig brise. Der mangler noget, og det er der ingen, som kan forklare.

Forklare? Det var da bare en fugl, der fløj væk. Fugle kvidrer og gør os i bedre humør så de behøves i hvert fald ikke forklares.
Jeg vil faktisk gerne være som dem. Jeg vil også kunne flyve og ikke bare svæve med lænker om fødderne.
Jeg vil flyve væk og synge og kvidre så højt, jeg kan, så min mor og far ved, at jeg stadig er her. At jeg selvfølgelig er vågen, som de sagde til mig, at jeg altid vil være. At jeg ikke tog fristelsen og bare lagde mig til at sove. At jeg svømmede op igennem havet, væk fra bunden og op til havoverfladen, hvor den friske og varme luft strømmede igennem mine lunger.
Jeg vil kvidre til dem, at jeg næsten er hjemme. Jeg vil flyve med lysets hast og jeg vil nyde hvert et øjeblik.
Denne rus kan ingen tage fra mig.

Flyvsk, mere Flyvsk, mest Flyvsk. Jeg er ikke Flyvsk. Jeg er Bare alene.
Men jeg har også vænnet mig til det.
Til gengæld genkender jeg mindre og mindre. Det er ligesom, at alle ting bliver sløret og jeg falder og slår mig mens jeg famler i blinde.

Blinde? Det var bare fordi det var svært at se. Men nu er lyset vendt tilbage. Og gæt, hvem der står og venter på mig i indkørslen. Alle lamper vender sig mod mig. Jeg bliver helt smigret.
Drømmene er væk, lænkerne er væk og mørket er væk. Kun min bevidsthed er tilbage, og det er det vigtigste, jeg har.

Siddende i mørket. Her er jeg. I fravær af al opmærksomhed, accept og venskab.
Min indre dialog er færdig. Jeg er afklaret. Men kan det her blive andet end en indre dialog? Er det noget, som der kan snakkes om, fortælles om og måske endda grines om?
Jeg ved det ikke, men mørke skræmmer mig. Mørke kan gøre mig bange. Men mørke kan også gøre mig rolig, gøre mig flyvende, gøre mig glad
og det er i mørket, jeg i dag har fundet en ven.