Hvis jeg skal være helt ærlig er alle mine minder falske... De er ikke mine og tilhører slet ikke mig - at de burde være mine er en helt anden side af sagen. Jeg synes, at jeg mindes brune varme øjne og et stort skæg, men det har jeg sikkert bare fra nogle af billederne. Alle de andre minder er de andres. Det er mors minder om ham og mig sovende sammen på sofaen, fuldstændig udkørte efter en dags leg. Det er hendes minder om ham cyklende stolt rundt med mig siddende lillebitte i cykelstolen. Det er hendes historier om ham og mig jeg husker, jeg kender. Men jeg laver dem til mine egne: jeg ser mig selv faldende i søvn på hans brystkasse i sofaen. Forestiller mig hans varme og den tryghed han afgiver. Jeg ser hans ryg foran mig mens han træder i pedalerne og forestiller mig spændingen ved at have en anden en mor til at cykle rundt med mig.

Men minderne er falske.

Hvis jeg skal være helt ærlig behøver jeg dem mere end noget andet. Når andre siger at mine brødre har haft det sværere, netop fordi de har deres minder de skal bearbejde har jeg altid givet dem ret. Hvordan skal de kunne forstå? Forstå at netop en af de to vigtigste personer i mit liv for altid er slettet fra min hukommelse. Forstå at der er en hel side af mig, som én eneste person kunne forstå og lære mig at holde af - og at holde ud. Og den person husker jeg intet om.

Netop derfor føles sorgen ikke retfærdig når den ligger hos mig.

Hvorfor sørge over noget man ikke husker? Det er ligesom dem der holder fast på at dem der er født lamme i benene ikke er nær så ramt af sorg over deres handicap, som dem der har mistet førelsen i en bilulykke. Jeg ved de tager fejl. Jeg føler misundelse. De føler misundelse. Ingen vil kunne lade være, for det man ikke har, er der så mange andre der har. Andre mennesker som ikke sætter pris på det - som tager det for givet.
Derfor kan jeg ikke sørge med de andre. "Jeg var jo så lille". Men jeg mangler så meget, og jeg ved, at jeg mangler det. Deri ligger min sorg.

At den kommer 17 år for sent gør den kun mere akavet...