4Forandring søges
Hvorfor · kan forandringen ikke komme · som lyn fra en klar himmel · me... [...]
Digte
7 dage siden
8Falsk
Der er et falsk skær · over dit ansigt · du er altid i gang med at ma... [...]
Digte
28 dage siden
4Bare os
Vi var aldrig bare os · der var altid dette rum i mellem · et rum · du ... [...]
Digte
1 måned, 9 dage siden
3På vej
Jeg ved ikke · hvor jeg er på vej hen · alt er åbent men alligevel lu... [...]
Digte
2 måneder, 7 dage siden
5Uforberedt
Ingen havde lovet mig · en rosenhaven uden torne · men dette at falde... [...]
Digte
2 måneder, 11 dage siden
6Dage som disse
Hvor mange dage som disse · har jeg til gode · lette dage · hvor frihed... [...]
Digte
3 måneder, 1 dag siden
5Sammenfald
Mister vi hinanden · i årene der går · drømmene der svandt ind · blev t... [...]
Digte
4 måneder, 6 dage siden
5Nye veje
Jeg er på vej væk · fysisk er jeg her stadig · som en del af møblemen... [...]
Digte
4 måneder, 13 dage siden
4Savn
Vi gik ture · altid i mit tempo · du fortalte mig om verden · lærte mig... [...]
Digte
4 måneder, 17 dage siden
2Opbygning
Jeg bygger op · du river ned · efter hver nedrivning · mister jeg en sm... [...]
Digte
5 måneder, 2 dage siden
2Vær beredt
Fortiden banker på · skeletterne vælter ud af skabet · alt det som mø... [...]
Digte
5 måneder, 12 dage siden
3Kun til låns
Løb du · ud at lege med vilddyr? · Blev du · fanget af deres vildskab? · ... [...]
Digte
5 måneder, 23 dage siden
5Forsvundet
I små glimt · af noget jeg ikke forstår · savner jeg en kraft · jeg eng... [...]
Digte
6 måneder, 29 dage siden
5Lys i tæt tåge
Det er svært at skimte lys · i tæt tåge · det er svært at finde vand · ... [...]
Digte
7 måneder, 7 dage siden
6Stadig din
Du har revet mig til blods · spyttet på mine idealer · sat min sikre ... [...]
Digte
7 måneder, 14 dage siden
9Alt og ingenting
Alting krakelerer · som malingen · der var ny og blank · da vi flyttede... [...]
Digte
7 måneder, 27 dage siden
5Uvished
I mørke skove · af ukendte veje · vandrer vi · ingen sti er sammenligne... [...]
Digte
8 måneder, 2 dage siden
8Anderledes
Jeg kender min brændemærkning · dens begrænsninger og styrker · hyler... [...]
Digte · fællesskab
9 måneder, 14 dage siden
4Sammenpresset
Jeg presses gennem mørklagte gader · fulde af skræmmende skygger · de... [...]
Digte
10 måneder, 29 dage siden
4Tomhed
Når alt andet er · tomt og ligegyldigt · som plastikstøv på stranden · ... [...]
Digte
11 måneder, 20 dage siden
7Fortielse
Det værste må jeg fortie · pakke ind og gemme · for at læsset ikke væ... [...]
Digte
11 måneder, 26 dage siden
4Tankeinvasion
Gamle erindringer · invaderer mine tanker · som irriterende myrer på ... [...]
Digte
1 år, 3 dage siden
3Kunstig
Din nagende, snagende · nusgerrighed · lader dig · hælde kunstige ord o... [...]
Digte
1 år siden
5Valg
Du var så yndig · som en nyudsprunget rose · dine ord og tanker · så na... [...]
Digte
1 år siden
7Sandfygning
Hvor er du? · Jeg kender dig ikke mere · eller også var du · kun en luf... [...]
Digte
1 år siden

Puls: 68,5

Publiceret: 6
Afgivet: 44
Modtaget: 36
Ida Pedersen (f. 1978)
Hun sad ganske stille oppe over deres have på skrænten med tjørnehækken omkransende hende, så de ikke lagde mærke til hende. Hun havde et godt udsyn ind over haven og ind i deres stue. Hun se det meste, og det var en sommerdag, så familien var i haven. Det føltes dejligt at observere en hel almindelig familien. De var alle fire i haven. Hun kunne høre alt hvad de sagde, og se deres bevægelser. Børnene var glade de legede en eller anden springleg sammen. Hun havde ofte set dem lave vejrmøller og kolbøtter i luften, de var gode, og de strålede glade, når de sprang. Denne familie havde to piger og en mor og far ligesom hendes egen. Forskellen mellem dem og hendes egen familie lå i, at de ikke havde en mørk skygge hvilende over sig der sugede hver flig af lykke ud af dem. Annabella var næsten aldrig glad, når hun var hjemme. Der var ingen smil og ingen grin i hendes hjem. Der var kun en tryggende stemning af liv der ikke blev levet mere. Hun var kun glad udenfor hjemmet, når hun kunne ryste mørket af sig og holde bekymringerne nede.

Det hele startede kort tid efter, de var flyttet hertil. I starten var alt godt, hendes familie trivedes, og de fik fundet sig til rette i det nye hus. Den ældste af pigerne fra den anden familie var på alder med Annabellas lillesøster. De begyndte at lege sammen. Annabella var nogle gange med, og hun lærte familien at kende. Hun syntes især deres far var sjov og sød. Hun ønskede allerede den gang, at hendes egen far vil ligne deres lidt mere. Deres far var alt det hendes egen far ikke var. Han var håndværker og ikke særlig interlektuel. Når han kom hjem fra arbejde holdt han fri og nød sin fritid i fulde drag. Han var fuld af sjov og ballade og var ikke bange for at være barnlig. Hendes egen far var forsker og meget tør. Hans arbejde fuldte ham overalt og nogle gange var Annabella i tvivl om hvad der betød mest for ham arbejdet eller familien. Hun syntes ofte, at han forsømte dem.

Venskabet mellem hendes lillesøster og den anden pige smuldrede lige så stille, da mørker kom rullende ind over deres familie. Det skete ikke brat men lige så stille efter hun havde besøgt deres mørke hule holdt hun op med at komme. Marialouise hendes lillesøster gik ikke selv over til nabopigen, så derfor sluttede venskabet inden det rigtig var blevet oprettet. Mørket kvalte alt liv og deres hun blev tomt og stille. Gardinerne blev trygget for og aldrig fra. Ringeklokken kunne ringe men døren blev aldrig åbnet. De sluttede sig tæt sammen i mørket.

Det startede ganske stille og Annabella så det slet ikke komme. Først valgte hendes mormor at tage sit eget liv. Annabellas mor blev ramt af en omsiggribende sorg men hvem ville ikke det. Ingen så noget forkert i det. Hun var utrøstelig, men det er normalt at føle sorg. Så hun fik lov at være trist. Denne tristhed ville bare ikke slippe sit tag i hende. Hun lukkede sig inde i tristheden og intet kunne når hende ikke engang Annabella og Marialouise. De følte sig begge afvist. Før i tiden blev de altid puttet af deres mor, men nu ænsede hun slet ikke, at det var puttetid. Deres far måtte prøve at overtage hendes vaner og opretholde trygheden for de to piger. Det havde altid været deres mor som var den omsprgsfylde mens ders far var den nørdede forsker. Når pigerne ville putte sig til deres mor efter mørket var hun som en kold væg. Nu skulle de finde alt tryghed og varme hos deres far, som de knap nok kendte. Han prøvede men det kunne ikke overskygge den mørke, der lå over deres hjem. De savnede deres mor, selv om hun var lige ved siden af dem. Hendes far prøvede at skubbe sin forskerkarriere lidt til side og omfarvne sine piger i stedet, men det var svært. De to piger blev i stedet hurtigt store og klarede det meste selv.

Der gik et halvt år og hendes mor blev ikke glad igen. Hun blev sygemeldt med depression. Depressionen lettede og alle blev så glade. Hun startede på arbejde igen og først var det bare godt men noget var anderledes og forkert. Først kunne Annabella ikke sætte fingeren på det, for var det ikke normalt at have frygteligt travlt med at leve, når man havde været helt væk i depressiones mørke. Hendes mor var evigt opstemt og farede rundt. Hun gjorde tusind ting på en gang og talte så hurtigt at det kunne være svært at forstå. De kunne ikke følge med hende, og hun gik i gang med mere end hun kunne overskue. Hun blev også åben og talende med alle. Pludselig stod hun og talte længe med naboen hun hilste på alle. Hun malede huset, hun købte nye havemøbler, hun reagerede hele natten med at ommøblelere stuen. Hun tog pigerne på udflugt og var i strålende humør og fuld af liv. De fik nyt tøj og til priser hun normalt ville sige nej til.

Psykiateren konstaterede, at Annabellas mor var manisk. Diagnosen depression blev afløst af bipolar lidelse, hvilket var lige så slemt hvis ikke værrer. Hele familien var på besøg hos psykiateren og fik forklaret hvad det betød. Annabella blev bange. Hun kunne også høre andre børn hviske om hendes mor. Nogle børn var også meget åbenmundede. En sagde at hendes mor havde sagt at Annabellas mor sikkert ville ende med at tage sit eget liv. Annabella og Marialouise begyndte at bruge meget tid på at holde øje med deres mor. Hun fik ny medicin og manien forsvandt og blev afløst af en frygtelig depression. Det var et valg mellem pest eller kolera. Annabella kunne bedre lide manien.

Døren ind til normaliteten blev smækket i. Dage, uger og år gik, og hendes mor blev ikke rask. Hun kom på psykiatrik hospital, og hun kom hjem igen, og små glimt af hendes mor før mørket tittede frem, og forsvandt som bobler i vand. Annabella lærte at klare sig selv. Hendes far prøvede at være både far og mor, men han skulle også passe hendes mor og holde hende blandt de levende. Hans hår blev gråt og han så ældre og ældre ud. Annabellas mor mistede sit job og hendes liv blev en grå masse. Hun lignede en levende død. Annabella begyndte at læse bøger om vampyrer og zombier. Hun begyndte at høre Heavy Metal og klæde sig i sort med sort makeup. Hun blev hende den tillukkede pige. Annabella kunne ikke finde støtte hos sin mor længere og hun savnede hende og sin familie. Marialouise begyndte at interessere sig for kristendom, da deres mor også fandt trøst i at gå i kirke og læse bibelen. Marialouise fandt lidt tæthed med sin mor i troen.

Annabellas mor var en levende statue og man vidste aldrig hvad man kom hjem til. En dag sad hun nøgen i brusekabinen. Annabella måtte hjælpe hende i tøjet. Hendes mor var ikke mere hun havde taget afsked med det liv som Annabella levede. Hendes far arbejdede igen så meget som muligt. Annabella og Marialouise blev små voksne. De klarede sig selv og fandt nogle gange tryghed og trøst hos hinanden men de var forskellige. Marialouise kunne ikke lide Annabellas Heavy Metal og Annabellas kunne ikke lige Marialouises Gud. De diskuterede men blev aldrig enige om et kompromi. De valgte hver deres måde at håndtere deres ændrede livsvilkår. De boede i det mørklagte hjem og hverken Heavy Metal eller Gud bragte lyset derind.

Det var her, da Annabella opgav at håbe på, at hendes mor blev rask, at hun begyndte at holde øje med den anden familie. De lignede hendes egen familie men alligevel ikke. De var to piger, en mor og en far. Begge forældre arbejdede men ikke så meget at deres piger måtte klare en masse selv. Ingen var syge i deres familie, så de lavede mange skønne ting sammen. Om sommeren var de meget ude i haven om vinteren spillede de Wii i stuen eller dansede til musik sammen. Hun så moren læse lektier med begge piger. Ingen læste lektier med Annabella mere. Hun lavede for det meste lektier hos veninder. I deres hjem var der plads til sjov, og Annabella kunne glemme mørket derhjemme for en stund.

Annabella gjorde det til en vane at observere den anden familie. Hun sad bag tjørnehækket og så på dem leve. Annabella drømte om den gang hendes egen familie var lige så almindelig. Den anden families hjem lignede hendes eget meget. I deres kvarter lå række op og række ned af ens huse. Det der skilte dem fra hinanden var livet, der blev levet i husene. Gik man forbi hendes hus så det utilnærmeligt ud og ringeklokken ringede kun sjældent. Hendes veninder kom ikke bare forbi, de sms's til hende eller ringede. For det meste hang de ud hos de andre. Man vidste aldrig, hvordan Annabellas mor reagede på fremmede i huset.

En dag sad Annabelle og observede bag tjørnehækken. Begge piger var i haven og de hoppede på trambolin. Moren sad med en bog på terassen. Faren var ved at tænde op i grillen. De var glade. Hun så hvordan moren lagde bogen fra sig og kom hen til faren. Hun strøg ham kærligt ned ad ryggen og kyssede ham i nakken. Inden hun gik tilbage til sin bog hviskede hun et eller andet i hans øre. Hendes øjne strålede og han smilte forventningsfuldt til hende. Annabella havde ikke set hendes forældre kærlige overfor hinanden siden mørket kom.

Annabella rykkede tættere op deres have. Hun var uforsigtig. Den ældste pige så hende. Hun løb hen til sin mor og fortalte at Annabella sad bag hækken. Moren rejset sid fra havestolen og gik op mod hækken mens hun sagde, at Annabella gerne måtte sidde bag hækken. Annabella løb inden de nåede hende. Hun ville ikke vente og høre hvad de ville sige til hende. Hun løb alt hvad hun kunne hjem til sit eget hjem som næsten var en tro kopi af deres men fuld af sygdom og mørke. Hun smækkede døren og satte sig forbustet ned. Huset var død stille, selv om hun vidste, at hendes mor var hjemme. Hun fandt hende i sofaen, hvor hun sat og stirede ud i luften med et dødt blik. "Moar, Moar" kaldte Annabella, men hun svarede ikke. Hun ænsede slet ikke, at Annabella var hjemme. Annabella gik op på sit værelse og græd.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/05-2013 09:41 af Ida Pedersen (Anita A) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1762 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.