Endnu en gang stod jeg og kiggede ud over havet, mens solen stak horisonten i brand. Jeg havde ikke længere tal på, hvor mange aftener jeg havde stået der og ledt efter én, som jeg inderst inde godt vidste, at jeg aldrig ville finde.
   Ved flere lejligheder havde jeg bildt mig selv ind, at jeg kunne se ham ude i horisonten, på vej ind til land. Hver gang begyndte mit hjerte straks at galoppere, og adrenalinen sendte rystelser ud i hele min krop. Jeg ville, om nødvendigt, skærme for solen med min rystende hånd og stille mig på tæer, som om jeg på den måde bedre ville kunne se ham. I virkeligheden var det som regel en delfin eller noget så trist som en bøje. Når realiteten gik op for mig, tog en velkendt mavepine over, og jeg hadede mig selv, for at have været så naiv. Den form for naivitet var jeg heldigvis ovre nu, men jeg havde stadig svært ved at acceptere at han ikke kom tilbage.
   Selv efter et helt år var passeret, kunne det nogle dage synes helt uvirkeligt. Som om han bare var udsendt med flåden og snart ville komme hjem til mig igen.
   Sådan er det måske bare, når man begraver en tom kiste.
   Det havde været en smuk og lun forårsdag, og det fine strandsand føltes stadig lunt under mine bare fødder. Jeg satte mig ned, på trods af at jeg havde taget min fine grønne kjole på. Kjolen var stropløs og gik mig ned til anklerne. Den bestod af to lag, det inderste sad tæt til kroppen, mens det yderste lag af gennemsigtigt stof flagrede i selv den mildeste brise.
   Noah elskede når jeg havde den på. "Den omfavner al din skønhed, Addie" havde han en dag sagt. Jeg syntes, at han havde sådan en poetisk måde at formulere sig på. "Dine kastanjefarvede slangekrøller, dine bjergtagende grønne øjne og din fantastiske krop. Den omfavner det hele."
   Jeg fik altid ondt i maven når jeg tænkte tilbage på den slags, så jeg prøvede som oftest at lade være. I stedet lukkede jeg mine øjne, og lod den stadig lune brise kærtegne mit ansigt, mens solen varmede mine kinder med dagens sidste stråler. Sådan blev jeg siddende indtil den sidste glød af varme forlod mit ansigt, og mørket så småt gjorde sit indtog.
   Jeg kunne fornemme at Elliott kom gående bagved mig, klar til at starte ceremonien. Vi havde købt treogtyve hvide flyvelanterner, én for hvert år Noah levede, og én for det år vi havde manglet ham. Jeg havde placeret dem i to rækker bag ved mig, klar til at blive tændt og sendt af sted.
   Jeg vendte mig om mod Elliott, og forsøgte at mønstre et smil. Han sendte mig et smil tilbage, som måtte have været omtrent lige så mislykket, som det jeg sendte ham. Det havde også været et hårdt år for ham. Udover at have mistet sin tvillingebror, mistede han også kontakten med sin far, som de fleste kendte som Generalen. Jeg havde faktisk inviteret ham i aften, men uden held. Da jeg nævnte Elliotts deltagelse, havde han mere eller mindre smækket døren i mit ansigt. Det havde altid været Noah der holdt familien sammen, og nu hvor han ikke var der til at udglatte længere, var et skænderi mellem Elliott og hans far udmundet i, at de ikke havde været i samme lokale, siden begravelsen. Trist, virkelig.
   Uden et ord tændte han ild i den første lanterne, og rakte den til mig, med øjne der sagde "dig først". Med lanternen i hænderne strakte jeg mine arme op mod himlen, og da jeg gav slip, steg den ligeså stille opad. Normalt var Elliott ikke den stille type, derfor sagde hans stilhed mig, at ceremonien betød ligeså meget for ham, som for mig. Ud af min øjenkrog så jeg at Elliott fastgjorde en lille seddel til den sidste og treogtyvende lanterne, før han selv sendte den op. En enkelt tåre undslap hans øje, og fik lov til at trille hele vejen ned af hans kind.
   Vejret var perfekt her til aften, lanternerne steg roligt og ubesværet opad. Jeg gik hen til mit kamera, for at forevige øjeblikket. Jeg havde placeret kameraet på et stativ, så det i ro og mag kunne opfange alle nattens farver. Det bedste foto ville jeg hænge op i mit soveværelse, det skulle være perfekt.
   Da jeg havde taget 10-15 fotos, trådte jeg tilbage fra kameraet. Elliott kom bagfra og lagde sine arme om mig. Han krummede sig lidt for at kunne lægge sin hage på min skulder. Jeg kunne mærke hans kind mod min. Jeg krammede tilbage. Det var så nemt at forestille sig at det var Noah, der holdte om mig nu.
   Noah var ikke helt så muskuløs som Elliott, men stadig markeret. Elliott så også lidt mere hård ud i ansigtet. Udover det faktum, lignede de faktisk hinanden til forveksling. De havde begge dybbrune glimtende øjne med lange mørke øjenvipper. De tynde og snorlige øjenbryn, der delvist satte øjnene i skygge og gav ham et målrettet udtryk. Næsen var perfekt, håret karseklippet, og han fjernede aldrig sine skægstubbene helt, af frygt for at ligne en lille dreng. Hans kæbeparti var maskulint og lettere markeret, og læberne var mildt sagt uimodståelige.
   Tårerne samledes i mine øjne, og jeg måtte blinke, for igen at kunne betragte lanternerne, der blev mindre for hvert minut der passerede. En af mine tårer må have strejfet hans kind, for før jeg vidste af det, kyssede han den væk, med læber, der mindede så meget om Noahs.
   "Vil du ikke med hjem til mig," hviskede han stille i mit øre "du skal ikke være alene i nat."
   Min mave snørede sig sammen, jeg havde ladet det gå for langt og for længe. I mit hjerte var der stadig kun plads til Noah. Og hvis der en dag skulle blive en fri plads igen, kunne det aldrig blive til hans bror, det ville være forkert. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til blankt at afvise Elliott, jeg havde brug for ham, han var den smule der kunne holde mindet om Noah i live.
   "Du behøver ikke bekymre dig, Emma sover hos mig i nat." Det var lodret løgn, og inderst inde tror jeg han vidste det, men han sagde mig ikke imod.
   "Ring når som helst, Addie." Han slap sit tag i mig og strøg kærligt sine fingre over min kind, før han vendte sig om og gik.
   Jeg så lanternerne forsvinde som små prikker på himlen og da jeg hørte Elliotts Hummer brøle i det fjerne, pakkede jeg mine ting sammen og bevægede mig op mod min bungalow, som heldigvis kun lå et stenkast derfra.
   Jeg krydsede over strandpromenaden, og tvang mine trætte fødder op af de trapper der førte op til min baghave. Solcelle lamperne kastede et blødt lys over stisystemet og poolen, som selv i mørket så indbydende ud. Jeg sendte vippen lange blikke, men jeg passerede den. Skal, skal ikke?
   Ikke. Jeg var træt og trængte til søvn. Jeg slæbte min madras fra soveværelset ind i stuen, hvorfra jeg kunne se havet og svagt høre bølgernes brus. Jeg smed mig på madrassen uden at klæde om, helt drænet for energi og emotionelt følelsesløs. Jeg hev tæppet ned fra sofaen, på den måde slap jeg for at hente min dyne fra soveværelset. Med mine hænder som hovedpude lagde jeg mig i fosterstilling og lukkede mine tunge øjenlåg. På trods af trætheden lod søvnen vente på sig. Efter en halv times tid, slog rastløsheden ind, så jeg kunne ligeså godt rejse mig. Jeg satte vand over til en kop godnat te, og satte mig ud på terrassen og ventede.
   Måske skulle jeg alligevel tage mig et dyk i poolen, tænkte jeg. Bare lige et par baner, det kunne jeg vel lige nå det inden kedlen ville hyle.
   I et spontant øjeblik tog jeg beslutningen, og mens jeg trådte op på tremetervippen, fandt jeg alligevel en rest af energi. Uden at bekymre mig om min fine kjole, sprang jeg. Følelsen var befriende, mit hår og min kjole flagrede på vej ned i vandet og jeg glemte mine sorger for en kort stund. Det var sådan noget mit gamle jeg ville have gjort uden at blinke, og jeg nød at mærke den side af mig selv, som jeg havde manglet så længe. Måske ville denne aften være et vendepunkt for mig, måske havde jeg faktisk styrken til at komme videre.
   Da jeg ramte vandet svøbte kjolen sig rundt om min krop, det yderste lag stof klæbede sig til min overkrop og tildækkede mit ansigt. Jeg kunne ikke skelne op fra ned, og min fryd forvandledes med ét til frygt. Mørket omsluttede mig. I panik, begyndte jeg at vride mig for at få armene fri. Intet hjalp. Mine ben ledte efter en bund at træde af fra, men kunne ingen finde. Jeg var ved at løbe tør for ilt. Jeg forsøgte at trække vejret, men vandet fossede ind og fandt vej ned i mit luftrør. Jeg hostede, og endnu mere vand slap ind. Jeg kunne mærke hvordan mine lunger fyldtes med klorvand.
   Det føltes som om tiden gik i stå, mens jeg tænkte på de gange jeg havde fantaseret om døden. I løbet af det forgangne år, havde jeg flere gange siddet oppe om natten og overvejet det. Jeg havde forestillet mig genforeningen med Noah. I min fantasi ville han som regel stå nede ved vandet og vente på mig med åbne arme. Jeg ville løbe imod ham og når han så var tæt nok på, ville jeg springe op og vikle mine ben rundt om hans hofter, så jeg kunne mærke hans krop helt tæt på min. Jeg ville kysse hans bløde læber hårdt og lidenskabeligt, og lade mine fingre løbe igennem hans mørke, korte hår.
   Men sandheden var, at jeg ikke ønskede døden, og det havde jeg aldrig gjort. Men nu fik jeg den alligevel, så det ud til. Det er slet ikke som de siger. Livet passerede ikke revy for mig, der var ikke nogen tunnel, ingen tilbageblik. Der var kun lyden af mit navn, en hylen i baggrunden og Noahs bekymrede ansigt, svøbt i et gyldent skær.
   Derefter, ingenting.