Inden indlæggelsen

De nikotingule vægge og de nedslidte nikotingule karme. Fy for helvede, de burde fandeme få malet det lort!. Jeg kan høre Kevin, hvæse af mig igen og igen og igen. Holder han dog aldrig kæft?!! Det er som om, at jeg kan mærke ham, - helt inde i roden af min hjerne, helt inde i mit kranium, helt inde i de mørkeste dele af mit sind og min sjæl. Det er altså ikke nemt at skulle lytte til ham, samtidig med, at skulle se og høre på den lille psykopat, der sidder overfor mig, som kalder sig selv for "læge". Hun kalder det for "stemmer" eller "én stemme" men hvad ved hun?? Hun sidder der i sin lille fine hvide kittel, og aner ikke en skid om hvad det vil sige at være mig!. Jeg er jo ikke andet end hendes lille "forsøgskanin", hendes "eksperiment", hendes lille "voodoo dukke", som hun kan stikke i når det passer hende. Sådan føltes det HVER gang hun indlægger mig. "Fuck hende!!."... Og hun sidder bare der og bliver bare ved med at stirre på mig og jeg kan ikke lide det!! Nogen gange føler jeg at hun kan se direkte igennem mig, og så spørger hun mig om ting, som hun bare skal holde kæft med. "hvad hører du lige nu Sarah? Hører du stemmer? Føler du at der er nogen der kontrollerer dig?". "Ja, det gør jeg faktisk kælling, men jeg siger det sku da ikke til dig!!. Lad mig nu bare være i fred"!!!, tænker jeg. Men, nej, det har hun ikke tænkt sig. Nej, hun har igen tænkt sig at indlægge mig, så jeg spørger hende. "Hvis jeg lige nu kan læse dine tanker frk. Fisefornemme læge, vil du så lade være med at indlægge mig? Jeg ved nemlig godt hvad du tænker på!... Du tænker på, at du godt ved jeg har specielle evner, er det ikke rigtigt? At jeg kan se igennem dig, ligesom du kan se igennem mig? For det kan jeg. Jeg har evner kun vi to har, dig og mig!. Ja, jeg kan læse dine tanker so!. Jeg rejser mig i en hurtig bevægelse fra stolen. Den vælter bagud, og jeg klasker mig selv en på hovedet så det nærmest runger i lokalet. Frk. Fissefornem rejser sig i en fart, skynder sig ud af døren og hendes "Bavianer" kommer løbende ind, direkte hen imod mig. Den ene tager politigreb på mig, og jeg bliver slæbt ud af døren, fra rummet, med de nikotingule vægge og de nikotingule karme...! Gær hvor jeg er på vej hen? ...

Fikseret

Jeg skriger, sparker, slår, men de Fucking Bitches giver ikke slip på mig!. Nej, de tager hårdere fat, og smider mig ned i sengen, altså på "Briksen": Det har jeg altid kaldt den, for det er jo en hospitalsseng! Det er ikke ligefrem prinsessen på ærten det her! Tro mig!. En af mine "små" irritationsmomenter, der står lige ved siden af mig, tager godt fat i min ene arm, holder den nede og strammer bæltet omkring den. Derefter min mave, begge mine ben og så min anden arm til sidst. Jeg tænker "Gud hvor jeg hader dem!" og for helvede hvor jeg raser indvendigt lige nu". Det er som om der strømmer elektricitet igennem mig, så gal er jeg!. Jeg rådner op i desperation, og jeg lyst til at slå mig selv igen. Det er enten mig eller dem og det her er Fucking krig.. Men jeg kan ingenting, for før jeg ved det, har jeg en kanyle i røvballen. Jeg sænker tilbage på "briksen". Jeg kan se en sygeplejerske, hun prøver at sige noget til mig?. Jeg kan bare ikke høre hvad hun siger, men hendes mund bevæger sig i slowmotion. Jeg kæmper for at holde mine øjne åbne, men jeg kan ikke. Jeg falder i søvn.. falder ind i min egen verden... hvor mareridt og grusomme hændelser finder sted. En eller anden, VÆK MIG!! ...

Morgenstund har guld i mund?

Inden jeg åbner mine øjne, tænker jeg slet ikke over hvor jeg befinder mig henne. Faktisk regner jeg meget med at vågne op hjemme i min egen lejlighed. Jeg prøver at klø mig i øjet, men der er noget helt galt. Jeg kan ikke bevæge min arme? Og så ved jeg hvor jeg er henne. Jeg er på tosse anstalten. Igen!. Jeg åbner øjnene, drejer hovedet og kigger rundt. Jeg er fikseret både på arme, ben og mave. Der er ingen grund til at prøve at vride sig ud af remmene, tro mig, det pis har jeg prøvet flere gange end du kan tælle til. Døren ud til gangen er åben og jeg kan se, at der sidder en vagt på en stol, med et ugeblad i hånden. Der ligger en hel stak ved siden af hende, så hun må have siddet der hele natten. Hun drejer hovedet og kigger på mig. Jeg har lyst til at græde, for jeg ved ikke noget værre end at vågne op herude. Kvindemennesket som har våget over mig i nattens løb rejser sig og kommer hen ved siden af mig, kigger på mig, og spørger "Hvad så min ven, har du sovet godt og er du ok?". Hvad tror du selv kælling?!. Jeg ligger i det nærmeste af hvad man kommer en spændetrøje og du spørger om jeg har sovet godt, - om jeg er ok?. Jeg skal pisse, siger jeg til hende, og får lyst til at spytte hende direkte i ansigtet. Hun smiler, og siger, at hun "bare lige skal hente et bækken" til mig, så kommer hun tilbage. "Så vil jeg fandeme hellere pisse i sengen", siger jeg til hende. Hun smiler lidt skævt, måske er hun ny? - jeg har i hvert fald ikke set hende før. "Briksen" jeg ligger på, er placeret i midten, af et hvidnymalet lokale. Det lægger jeg hurtigt mærke til fordi at jeg pludselig husker de nikotingule vægge fra modtagelsen af. "Jeg vil have en smøg"! "Jeg har brug for en smøg!". "Jeg vil have en Fucking cigaret" vrisser jeg. Kvindemennesket smiler til mig og fortæller at hun vender tilbage liiige om lidt. Jeg ved ikke hvor lang tid der går før hun vender tilbage for jeg er uden tidsfornemmelse lige nu. Jeg kigger ud af vinduet, og jeg kan se træer blive hevet frem og tilbage af blæst og vind udenfor. Det er sku ironisk!, - at der er smukke omgivelser omkring et så sygt menneske som mig?. Jeg får jo alligevel ikke love til at nyde den!!. Før jeg får kigget mig omkring, kommer psykopat lægen fra aftenen før ind af døren. "Jeg kan forstå du har brug for en cigaret, og måske du er sulten Sarah?". Jeg smiler ikke til det røvhul af en læge, for hun lukker kun lort ud så jeg siger bare ja!. "Nu skal du høre her, vi har bestemt os for IKKE at løsne dig fri fra remmene endnu, for du virker stadig forpint og utilregnelig, og det kan vi jo ikke have med at gøre, kan vi vel?". Hun viser mig den mentol cigaret som hun står med i hånden, og mig som HADER Mentol smøger!. Hun nærmest stikker den ind i munden på mig og tænder den med en lille gullig lighter. Er jeg snart ydmyg nok, tænker jeg?? Jeg tager et ordentlig hvæs, inhalerer og puster røgen direkte ind i ansigtet på hende. "Fuck dig!" siger jeg og griner. Det bliver hun ikke glad for, hun slukker cigaretten i askebægeret der står og tipper på min dyne og stormer så ud af døren. "Hun får ikke lov til at ryge de næste par timer, skriv det i notaterne, Lene!". "Jeg har lov til at ringe til nogen" siger jeg til vagten, som igen har sat sig til rette i stolen ved siden af stakken med kongelige ugeblade. Hun siger ingenting. Hun ignorerer mig. Den Fucking heks ignorerer mig. Efter jeg har formuleret mig på det værst tænkelige sprog i jeg ved ikke hvor lang tid, vælger hun at svare mig. "Sarah, se nu om du ikke kan sove lidt og når du vågner så får du lidt morgenmad". Hun kigger ikke op mens hun snakker til mig. Jeg prøver at vride mig løs, men de har sku stramt remmene så godt at jeg ikke kan gøre noget som helst. Jeg er vågen og ligger og kigger rundt i hvad der føles som en evighed. Pludselig får jeg "besøg" af en sygeplejerske. Hun rykker en stol hen ved siden af mig, og har en tallerken i hånden med en bolle med smør og ost. Er du sulten Sarah? Og ja det er jeg faktisk, men jeg føler mig pludselig lille, meget lille. At skulle ligge og blive fodret som et vildt dyr, bag tremmer. Det er så ydmygende det her!!!. De aner ikke hvad det er de gør ved et menneske som mig. Jeg tager et bid af bollen, fordi jeg ikke har spist i lang tid. Min mave knurrer højlydt. I den ene hånd har hun et glas mælk. Hun sætter det op til min mund, og jeg drikker det i to slurke. Hvornår må jeg komme ud af remmene spørger jeg? Jeg prøver virkelig at skjule min vrede. Når du falder lidt mere til ro Sarah, så spænder vi dem op, men vi skal være sikker på du ikke er til skade for dig selv, eller andre, det kan du vel godt forstå, kan du ikke? Jeg nikker, selvom jeg har lyst til at vride halsen om på mig selv, - "kælling". "Vil du have lidt truxal eller seroquel?" Spøger hun mig så. Truxal, seroquel??, iiih ja, det er jo deres måde at lukke munden på mig!. Det havde jeg helt glemt. Jeg nikker bare, fordi jeg ved at jo mere jeg samarbejder jo hurtigere kommer jeg ud af de her lorte lænker de har fastspændt mig i. Soen vender tilbage med pillerne og et glas vand, og jeg "sluger dem" og smiler overfladisk til hende. Hun vender sig om og går og jeg griner indvendigt, for jeg har selvfølgelig ikke slugt dem. De ligger godt gemt i indersiden af min mundvig...

Psykopat terroristen

Der er gået lang tid, føler jeg og jeg syntes selv at jeg har opført mig "rimeligt". Jeg har ikke skreget, kun inden i mig selv. Lægen må åbenbart have lagt mærke til det, for hun kommer ind i lokalet, med en journal - et cardeks i hånden. Det er min journal, det kan jeg da tænke mig til. Hun forsøger at smile til mig, imens hun sætter sig på en stol ved siden af mig. Hun kigger meget foruroligende på mig, og jeg kan ikke finde ud af om det er en falsk mimik hun bærer. Jeg siger ingenting. Jeg sluger mine ord inden i, så jeg ikke skal ligge her et døgn til. Hun kigger ned i journalen og op på mig igen. Kan du forholde dig rolig hvis vi løsner remmene Sarah? Jeg nikker bare og siger ingenting. Hun giver et vink til vagten uden for døren som kommer ind og begynder at løsne mig fri. Jeg rejser mig langsomt op fra briksen af. Jeg kan mærke jeg er en lille smule svimmel, men det går hurtigt over. Jeg begynder at falde lidt mere til ro og jeg kan mærke at jeg kommer lidt tilbage til "mig selv". Angsten kravler ind i mig igennem marv og ben og jeg er "Sarah" igen. Sådan som jeg ellers husker mig selv. Jeg mener sådan som jeg er, hvem er jeg? Jeg kigger på lægen. "Må jeg godt få noget at drikke? Sophia?". Hun smiler og nikker. Jeg rejser mig fortumlet fra sengen og går forsigtigt ud på gangen. Kaffevognen ser indbydende ud og jeg tager mig noget saftevand i et plastikkrus. Stilheden på afdelingen bliver pludselig brudt. Jeg kan høre en der råber, og jeg kan ikke finde ud af hvilket sprog han snakker, men så skifter han over til Dansk, med accent. "Jeg Fucking slår jer alle sammen ihjel!!! Luk mig ud herfra! Jeg dræber hele din familie mand! Ingen er sikre her for jeg slår jer alle sammen ihjel!. ALLAH! ALLAH!!!. Jeg er lidt bange men jeg prøver at bevise overfor mig selv at jeg ikke er, så jeg følger råbet og skrigende og går ned af gangen imod kontoret. Det værelse der ligger lige ved siden af kontoret er værelse nr. 11 og døren står på klem. Der sidder en vagt, Mohammed, udenfor på en stol med en stak ugeblade og aviser på gulvet. Manden der råber og skriger, er fikseret ligesom jeg var. Døren til kontoret åbnes og Lenae sygeplejersken kommer ud og vinker mig hen. Du skal ikke være lige her lige nu Sarah. Det er ikke godt for dig. Hun følger mig ned af gangen og jeg prøver at forklare hende at jeg ikke VIL være bange men at jeg er det. I må ikke slippe ham løs vel? Så slår han os ihjel. Lene klapper mig på skulderen og siger jeg ikke skal bekymre mig, for de passer på mig. Inden i tænker jeg "psykopat terroristen".. Det hedder han fra nu af...

Holder han dog aldrig kæft

Der er gået godt og vel to dage på afdelingen og psykopat terroristen ligger stadig fiskeret og det glæder mig. Jeg er stadig lidt bange for ham. Her til morgen har jeg bestemt mig for at være med til morgenmøde. Det er altid kl. 9.00. Jeg sætter mig ind i dagligstuen på gyngestolen. "Min stol" som jeg kalder den. Folk kommer dumpende og mødet starter. "Godmorgen alle sammen og velkommen til morgenmøde. I dag er Hanne, Vibe og jeg selv, Lene på arbejde og vi skal have delt kontakt personer ud". Brian din kontaktperson er Vibe, Dorthe du har Hanne, Sarah du må nøjes med mig Lene, og til sidst Abdi, du har Hanne. ER der nogen der skal have noget med fra kiosken i dag? Og til jer der har udgang i skal selv gå med derover. Og så skal der deles tjanser ud. Hvem vil lave formiddagskaffe? Der er ingen der siger noget jeg stirrer ned i jorden i håb om at det ikke bliver mig. Det gør det ikke, jeg tror de har fattet den. Jeg rejser mig og går ind på mit værelse for psykopat terroristen skriger og skråler nede fra værelse nr. 11. Holder han dog aldrig kæft, tænker jeg? Min angst omkring ham har ændret sig lidt, og jeg ved ikke helt hvem jeg er i dette øjeblik. Jeg kan mærke en forandring inden i mig selv. Det samme med mine tanker lige nu, de skifter. Jeg har det ikke særlig godt. Jeg sætter mig ind på sengen, og Lene kommer ind til mig. Jeg har sat dig på til formiddagskaffe, og jeg kigger på hende og siger at det har jeg ikke lyst til, men hun insisterer. Jeg går efter hende ned af gangen og ind i køkkenet. Vi skal lige have tømt opvaskemaskinen først siger hun og smiler. Jeg får straks syge tanker men jeg siger det ikke til hende, jeg lader som ingenting. En psykologi studerende kommer ind for at hjælpe, og jeg står og stirrer på bestikket i bakken fra opvaskemaskinen. Fuck dem tænker jeg og tager en gaffel i hånden. Jeg knuger den i min hånd og stikker den flere gang ned i mit håndled. STOP SÅ Sarah!! Bliver der råbt og gaffelen bliver taget fra mig. Jeg begynder at græde og jeg bliver fuldt ind på mit værelse igen. På vejen kan jeg stadig høre psykopat terroristen og jeg råber "Holder han dog aldrig kæft??!".

Stranguleringsforsøg nr. 1

Jeg sidder inde på værelset alene. Værelse nr. 7. Jeg har en blok og papir foran mig men jeg kan ikke formulere mig lige nu. Jeg har angst og er ked af det. Hvad skal jeg gøre? Jeg lader mine øjne hvile rundt i rummet, der må være noget jeg kan gøre, som kan tage denne her smerte væk, jeg vil gerne væk herfra nu! Lige nu!. Foran mig på "skrivebordet" (minder om et gammelt skolebord fra da jeg gik i folkeskole). Der er en grå kontor lampe, en ældre en af slagsen, og jeg tænker "fuck det". Det er lige nu og her, jeg har chancen for at tage billetten væk herfra. Den lange grå ledning fra lampen tager jeg i min hånd, - den er lang nok til det, jeg skal bruge den til. Jeg vikler den omkring mine knoer, tager den om halsen flere gange og så strammer jeg til. Den følelse, mand! Det lyder skørt, men det er som om, at jeg endelig kan trække vejret normalt igen. Jo mere jeg strammer, jo mere kan jeg ånde. Jeg føler en ro inden i, som jeg ikke har følt i mange år. Jeg finder en god måde hvorpå jeg kan gøre det værre. Imens jeg strammer skal jeg kigge op imod loftet. Jeg lægger ikke mærke til at nogen kommer ind i værelset, men der er en råber , om hvad fanden jeg har gang i. Jeg har godt fast i ledningen, som hun prøver at fri mig for. "Jeg skal BRUGE en SAKS!!" NUUUU!". Sygeplejersken hedder Sanne, og hun kalder alarm hvorefter jeg kan høre folk løbe op og ned af gangene. Pludselig er der mange inde på værelset og jeg kan mærke nu at jeg snart besvimer. De får ved hjælp og samarbejde klippet ledningen af min hals, og jeg knalder hovedet ned i bordet. Stille falder jeg ned af stolen, og jeg åbner mine øjne så godt jeg nu kan, men jeg hiver efter vejret. Der står 4 mennesker og kigger på mig, de står over mig. Den ene sygeplejerske hjælper mig op og jeg bliver lagt på "briksen". "Jeg gider ikke snakke med nogen af jer". Jeg vender mig om og græder. Da jeg skal ud og tisse lidt tid efter, kigger jeg mig selv i spejlet. Jeg er knald rød i hovedet og har fået blodsprægninger, med knopper over det hele. Sanne kommer på værelset, "Vi skal op på skadestuen med dig!". Hun er sur på mig, men jeg er faktisk lidt ligeglad. Måske har jeg lidt dårlig samvittighed, men nej, det gider jeg ikke tænke mere på. En taxa kommer ude foran og henter os. Der bliver ikke vekslet et ord imellem os på hele turen. Vi følges ad op gangen på skadestuen, hvor vi sætter på en stol lige ved siden af hinanden. Jeg fremstemmer til hende "undskyld!". Hun ryster på hovedet og det eneste hun siger er "ok". Der kommer en meget meget høj norsk læge ud til os, og han siger mit navn. "Sarah". Jeg kan høre det meget langt væk selvom han faktisk står lige foran mig. Sanne tager min arm og følger med mig ind til lægen. "Nå Sarah, hvad er det for noget du har gjort ved dig selv?". "Ikke noget" fremstammer jeg. "Ahh, det passer vist ik' helt hva'?". Jeg kan mærke jeg forsvinder inden i mig selv, og jeg bliver følelsesmæssigt i den tilstand hvor jeg savner min mor. Nu er jeg ikke særlig gammel mere! Jeg får sådan et lille smil på læben - jeg kan ikke selv styre det. "Hvor er min mor henne?". Jeg kigger op på lægen som kigger på Sanne. Hun ryster på hovedet og smiler, og siger så "det er ok Sarah, lægen skal lige kigge på dig". Den norske læge sætter sig på en stol foran mig, og jeg kigger på ham med bedende øjne. Han har en lille slange som han nu siger skal ned igennem næsen på mig. "Det vil jeg ikke, jeg tør ikke!". Men han siger, at det er han nødt til fordi at, jeg kan have taget skade nede i halsen i det jeg strammede ledningen så hårdt. Jeg kigger op og han fortæller mig, at der er et lille kamera i enden af slangen, som skal hjælpe ham med at se, om jeg har taget noget skade. Han stikker den forsigtigt ind i næsen på mig og hele vejen ned til min hals. Jeg får brækfornemmelser, men holder det nede og inde. "Så nu kigger jeg lige her, og så er vi snart færdig, og så lover du mig Sarah, det er sidste gang vi skal gøre det her". Jeg kan ligesom ikke svare med en ledning ned igennem halsen og jeg nikker bare en lille smule. Han hiver den op igen, og det er overstået. "jeg klarede det rigtigt godt gjorde jeg ikke også?". Den høje norske læge nikker, og smiler til mig. På vej hjem i taxaen er der igen helt stille og ingen af os siger noget. Da vi kommer tilbage til afdelingen lægger jeg mig ind på "Briksen" og lægger mig til at sove. Kevin snakker til mig indtil jeg falder i en dyb søvn.

Bagtrappen

Det er dagen efter mit første forsøg på strangulering og jeg har ingen udgang. Jeg plager alle om ikke godt jeg bare må komme ud og trække lidt frisk luft, jeg er sku ligeglad med om det er med eller uden følge. Som timerne går, får jeg endelig lov til at gå med sygeplejerske Sanne ud og ryge en smøg. Jeg føler mig lidt psykopatisk i det her øjeblik jeg forlader afdelingen. Sunne siger til mig, "Nu ikke lave nogen dumme ting vel? Sarah?". Jeg griner højlydt, og siger "Nej nej da!". Da vi går ned af bagtrappen, går Sanne lige foran mig og jeg kan igen mærke en forandring inden i. Jeg føler mig ligeglad med alt og alle, og jeg er bedøvende ligeglad med hvad der sker med mig eller med andre. I et pludselig tag, griner jeg og siger til hende, "Hey hvad vil du egentlig gøre hvis jeg hoppede ud herfra?". Jeg hopper med den ene ben ud over trappen, men Sanne er hurtig og hun når at hive fat i mig. Der er to etager ned. Ca. 4-5 meter. "Hvad fanden har du gang i?" råber hun. Hun tager hårdt fat i min arm, og følger mig op på afdelingen igen. Der fik jeg så ødelagt den tur, uden egentlig selv at ville det. For sådan er jeg jo ikke, når jeg er mig selv?. Jeg føler en forandring igen og bliver utrolig ked af det. Jeg siger undskyld, rigtig mange gange, men hun er sur på mig lige nu, hvilket er forståeligt nok. Hun vil hverken se på mig eller snakke med mig efter det her. Jeg bliver fulgt ind på værelset igen, og Lene kommer ind til mig. Hun spørger mig hvorfor jeg gør de ting jeg gør, om ikke jeg kan forstå at det sårer andre mennesker, at det gør dem bange, og angst og mest af alt ked af det. Lige i det her øjeblik forstår jeg ingenting. Jeg føler mig lille, og jeg er lille lige nu. "Hvor er min mor henne?", spørger jeg Lene. Hun kigger på mig og lægger hovedet lidt på skrå, aer mig på skulderen og går ud igen. Jeg sidder alene inde på værelset. Jeg tager kugledynen som er den eneste der kan få mig til at slappe af lige nu og putter mig godt ind i den, her på briksen.

10 meter ned

Det er ved at være hårdt at være herinde. Jeg gider ikke være herinde. Det eneste man egentlig kan lave og noget alle os patienter gør på et eller andet tidspunkt er at vandre hvileløst op og ned af gangene. Enten har vi musik i ørene, ellers tæller vi skridt eller også går vi bare i vores egen verden. Jeg har prøvet alle 3 ting, igen i dag. Endnu en gang plager jeg personalet om at komme med over i kiosken og først får jeg et nej, hvorefter at jeg bliver spurgt om jeg godt kan styre mig, og kontrollere mig selv. "Det kan jeg sagtens" siger jeg til dem, og endnu engang sætter de sin lid til mig. Ikke særlig klogt af dem, for jeg har lavet en plan i mit hoved om hvordan jeg kan komme væk fra denne jord, sådan ser jeg på det i hver fald. Jeg får besked om at tage sko og overtøj på af Vivi. Jeg dasker ind på værelset, åbner skabet og ifører mig sko og jakke. Herefter går jeg ud på gangen og venter på Vivi, som er den der altid går turen til kiosken med os patienter. Den store gråmalet dør med et vindue i midten, bliver låst op og jeg går stille og roligt bag ved Vivi. Inden hun når at kigge sig om, er jeg på vej over trappe afsatsen med det ene ben. Der bliver kaldt alarm med det samme og jeg sværger, der går ingen tid før jeg er omringet af 3 store brød af hankøn og en masse andre der er løbet lige i hælene på dem. Jeg er næsten nået helt over,men jeg kan mærke en der griber fat i min arm, meget hårdt. De får trukket mig over gelænderet, om på den "sikre side". Jeg bliver taget i politigreb, og jeg råber at "det gør ondt". Jeg begynder at græde, og spørger "Hvorfor helvede kan i ikke bare lade mig gøre det!!!". "Fatter i ingenting, jeg gider ikke være her mere, jeg vil FUCKING DØ!!". Jeg prøver at vride mig fra det Fucking politi greb og jeg kan endnu engang mærke vrede og galskab inden i. De Fucking idioter, de fatter ikke en skid. Jeg bliver fuldt ind på afdelingen og bliver lagt på briksen, hvorefter nu, at jeg kan se remmene, Lene står med i hænderne. Jeg skal Fucking fikseres igen. "Læg dig ned Sarah!". Det tager dem et halvt minut at spænde mig fast og jeg græder. Hvorfor er det svært at forstå at jeg bare vil væk herfra, ?!". Jeg tænker hele tiden ved mig selv, der var 10 Fucking meter ned. Jeg vil være død hvis jeg havde været hurtigere på aftrækkeren. Mit kranie vil være blevet knust og jeg vil være død på stedet. Hvorfor? Hvorfor måtte jeg ikke det?... !0 meter ned for helvede ...

Stranguleringsforsøg nr. 2

Det er aften her på afdelingen og nej, jeg har det ikke videre godt. Faktisk har jeg det af lort. Jeg har stadig ikke lyst til at være på denne grimme planet af en jord. Birgit, der er på aftenvagt har spurgt mig flere gange om jeg ikke vil være med til at bage müesli boller, og jeg har pænt takket nej op til flere gange, men hun fatter det ikke. Det er ved at være spisetid og jeg siger til dem alle at jeg ikke er sulten, jeg vil bare gerne ind og sove under kugledynen. Selvfølgelig har jeg en helt anden plan inde i mit hoved, men ingen kender til den ud over mig. Jeg går ind på værelset, og jeg har lagt mærke til at de ikke har fjernet sengelampen. Det er den samme slags som skrivebordslampen som jeg før har brugt til at strangulere mig selv med. Jeg har fået denne her ide inde i mit hoved, og nu må vi se om det lykkes mig. Jeg stiller mig hen til lampen, tager fat i ledningen og vikler den omkring min hals. Derefter binder jeg den sammen i en knude, og læner mig bagover, fordi at ... når jeg så ikke har bevidsthed mere, falder jeg ned på knæ og ledningen er ikke lang nok til at holde mig oppe, derved ... Kan jeg hænge mig selv. Imens jeg står der med denne her ledning om halsen, kigger jeg op imod loftet fordi at så kan jeg hurtigere mister pusten. Jeg falder til sidst ned, og den strammer og strammer om min hals. Det næste jeg ved er at alarmen går, og jeg kan høre nogen der løber ude på gangene. "Jeg skal bruge en saks og det er nu!!!" bliver der råbt. En masse tumult omkring mig, jeg kan ikke mærke mig selv mere... måske er det nu .. tænker jeg .. måske er det nu, det er endelig nu det sker... farvel kære verden!... Jeg vågner op men jeg ved ikke hvor lang tid der er gået. Jeg har en iltmaske på, og jeg kigger op imod loftet. Der sidder en læge ved siden af mig og hun siger noget i stil med, kan jeg høre "Du klarede den denne gang Sarah!". Jeg begynder at græde og spørger "Hvorfor, hvorfor kunne i ikke bare lade mig gøre det! HVORFOR?". Jeg bliver lagt op på briksen, og det næste døgn er jeg på skærm 3. Det betyder at jeg ikke må opholde mig for mig selv overhovedet. Jeg har en vagt på hele døgnet, der skal følge med mig på toilet, og sidde ved siden af mig når jeg spiser, og holde øje med mig når jeg sover. Jeg hader det, for jeg kan ikke lide at tisse foran andre, derfor undgår jeg det i næsten et døgn. Stranguleringsførsøg nr. 2, gik ikke som jeg havde håbet på... Men det gør det jo aldrig... For jeg sidder her endnu ..