"Hun udviklede sig primært gennem forelskelser. Verden føltes så kold og kynisk, som når et par bukser klistrer koldt ind mod benene på en kold og blæsende regnvejrsdag. Forelskelserne føltes som lettelsen ved at tage bukserne af og putte sig på en blød sofa under dynen foran en kamin. Mærke varmen erstatte kulden, mærke huden blive tør, trygheden overtage og stilheden omfavne ørerne, inden søvnen overtager og maler alting blændende orange."
Før:
Hun askede fattet og kiggede igen efter bussen. Noterede manden til højre for hende, som iagttog hende. Hun var smuk i dag, syntes hun. Og hun nød godt af opmærksomheden. Men kun opmærksomheden. Ingen fik lov at komme tæt på særlig længe. Så blev det for farligt og så skulle hun videre. Jagten var det vigtige. Ligeså snart byttet var skudt, var det dødt for hende. Alt for farligt at lade nogen komme helt tæt på. Hellere bevare både byttets og hendes egen illusion om, at hun var perfekt.
Indeni var hun fyldt med fejl. Mangler. Og hendes inderste brød sig jo ikke om hende, så hvordan skulle nogen andre dog kunne lide hende?
Bussen kom og da hun gik ind i den, forvandlede alle som kiggede på hende, sig til aktører i hendes indre film, hvor hun var accepteret, anerkendt, elsket og beundret for den hun var. Hun så spotlightet, ingen andre i fokus end hende. Og så var der ham bagerst i bussen som iagttog hende med sultne øjne. Hun lod ham spise og imødekom hans blik. Fastholdt det, selvom det føltes akavet helt inde bagved, imens hun gik tættere på ham. Hun stoppede lige nøjagtig ét sædesæt foran ham, vendte sig dramatisk, lod hånden glide rundt om stangen foran sædet og satte sig. Slog med håret og vendte sig. Mødte igen hans blik og løftede øjenbryn. Lod blikket glide ned af ham, smilte skævt, bed sig i underlæben og kiggede ham igen i øjnene. Han havde nu en bi-rolle som ham hun drillede - om han ville det eller ej. Men han blev til statist nu. For nu skulle hun drømme sig væk. Hun proppede høretelefonerne i ørerne, fandt et larmende nummer med smukke toner og skruede højt op. Det gjorde ikke noget hvis de andre kunne høre det, jo mere hun indirekte fik opmærksomhed, jo bedre.
Inden hun steg af bussen, overvejede hun enhver kommende bevægelse. Men nej. Han skulle ikke tro han var speciel. Nu var det kun hende igen. Hun blev deprimeret ved tanken. Alle de følelser.
"Hvor ville det være befriende. Befriende og tragisk, men måske bedst. Bare at dø. Hvis jeg døde nu, ville jeg måske være lykkelig. Ikke flere tanker, følelser eller meningsløse handlinger. Bare tomhed. Tomhed som der er så rigeligt af i forvejen; men erstattet af ingenting ville det være befriende.
Så fantastisk. Destruktivt"
Nu:
Hun så ind i hans øjne. Varmen skød op i brystkassen og hun måtte anstrenge sig for at fastholde blikket. Han var tæt på. Alt for tæt. Havde set hende nøgen. Havde set hende slange sig ovenpå ham. Iagttaget hendes illusion, hvor hun var god nok. Pæn nok. Klog nok. Og han havde sagt med både kroppen og munden, at han kunne lide hende. Faktisk havde han sagt, at han elskede hende. Men da græd hun. Så hans ord faldt på et tungt sted. Og hun havde lyst til at sige at det var gengældt. Men hun turde ikke.
På samme tid som det føles så rigtigt, var hun også bare så bange. Som et menneske der slippes fri efter flere års tortur; hvad gør man så med livet, når man ikke længere er lænket og bliver udsat for daglige pinsler? Selvom det er smukt at slippe fri, ved man pludselig ikke hvad man skal gøre. Det farlige og utrygge var i det mindste forudsigeligt. Nu har man magten over sig selv og sit liv. Hvad skal man så gøre, når man selv bestemmer hvad der skal ske?
Og i virkeligheden bestemmer man ingenting. Verden er så uforudsigelig. Ethvert sekund kan ændre alting, føler hun jo. Alting har altid været så skide uforudsigeligt.
Hun tænder en smøg mere. Det gør ikke noget, det rør hende ikke. Det ved hun hvad er. Og alligevel føler hun ikke at hun ved en skid.
Han var aldrig kedelig. Eller forudsigelig. Han var ikke et bytte. Hold kæft, hvor var han skræmmende. Fordi han var så ægte. Han indrømmede bare sine følelser. Sagde sine tanker højt. Som om det ikke var farligt. Overhovedet.
Hun havde altid kækt kunne svare tilbage. Altid kunne sætte ord på alting. Men her kom hun til kort. For når han gjorde det bedre end hende og endda mente hvert et ord, hvad skulle hun så gøre? Hun kunne bare ikke fyre alle klichéerne af overfor ham, som hun havde gjort med så mange andre. Fordi klichéerne faktisk passede perfekt nu. De var ikke længere noget hun bare fyrede af og som passede som hånd i hanke med situationen udenpå. Nej, nu følte hun rent faktisk den her dybde, den her ægthed. Han lignede så meget ham hun havde brug for. Lyst til. Behov for. Så hvorfor kunne hun ikke bare sige det? Det er jo bare ord.
"Det er jo bare ord. Men de svier nu. De slukker tørsten. Brænder huden. Laver minder. Tænder på magisk vis ilden i bunken af asken. Alt var så dødt før. Så kunstigt. Og så kom du."
Begge:
"Du er så skide autentisk. Så ægte. Du tør bevæge dig som om der ingen tvivl var i dig. Du tænder mig på så sindssygt mange måder. Viser mig på en måde, at jeg ikke er alene om at være anderledes. Jeg troede ellers jeg var alene om at være sådan her. Men det var jeg bare ikke. Så nu er det alvor. Det kan vi begge mærke. Hvad skal vi gøre med det? Jeg kan ikke længere leve uden dig. Men spørgsmålet er, om jeg kan leve med dig. Om det er for farligt. Om jeg er klar. Jeg er bange for at ødelægge det her, fordi det er første gang jeg oplever noget så ægte i hele mit liv."