Det var en af de varmeste dage, i den danske sensommer. En af de dage hvor skosålerne laver aftryk i asfalten. Humøret var højt, himlen var blå og solen skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene fløjtede og arbejdet var vel overstået, officielt, men jeg skulle videre på fusk og tanken om at tjene lidt ekstra, gav humøret et ekstra nyk opad. -Bare irriterende at jeg havde glemt mit fuskegrej, tænkte jeg da jeg steg ud af bilen og var på vej hen til opgangen, -og nøglerne, tænkte jeg to sekunder efter da jeg stod foran døren, -typisk. Det at der ikke blev åbnet da jeg ringede på tænkte jeg ikke videre over, måske var hun nede og handle. Det var stadig tidligt på eftermiddagen, og solen stod højt på himmelen. Efter en hård arbejdsdag var varmen og fugtigheden næsten ulidelig. Men hvis jeg skyndte mig tilbage til firmaet efter nøglerne, var der måske stadig nogen derude. Så kunne jeg også lige få det fuskegrej med mig i farten.

Med vinduerne nede og radioen skruet højt op, var jeg stadigvæk i godt humør da jeg parkerede murerbilen foran vores opgang igen. Jeg nåede ud i firmaet i sidste øjeblik og hente mine ting og jeg var heldig, lige at få et par gode råd med på vejen angående weekendens arbejde, sååh, stadig en god dag. Min søster stod foran opgangen, sammen med en veninde og nogle af vores naboer. Jeg kunne godt mærke at der var noget helt galt, da jeg steg ud af bilen og nærmede mig den sammenstimlede flok. Min søster kiggede op på mig og jeg kunne se hun var knust, hun græd som en pisket hendes ansigt var ildrødt og tårrene løb ned ad kinderne på hende. -Mor er død, fik hun fremstammet.

Jeg var oppe i vores lejlighed på anden sal på et sekund, og der lå hun. På gulvet i stuen hvor hun også sov inde, stadig i sit nattøj. Hun lå næsten helt henne ved telefonen og for en gangs skyld så hun ikke så plaget ud, hun så faktisk lidt fredfyldt ud som hun lå der, ikke flere bekymringer. Jeg satte mig på knæ og lagde hendes hoved i mit skød og kunne ikke holde tårerne tilbage, klumpen i halsen brændte og trykkede som om nogen var i færd med at kvæle mig. Tiden gik stå, verden stoppede med at dreje. Jeg kunne ikke ånde, ikke få luft, luft, jeg måtte have luft. Ambulancefolkene ankom og ville have mor med sig. Jeg vidste det var sidste gang jeg nogensinde ville kunne kramme hende igen, sidste gang jeg kunne kysse hende på panden. Så jeg krammede hende og kyssede hende farvel, inden jeg måtte vige for mågerne.

Det var det de mindede mig om de ambulancefolk. Måger der kommer og rydder op, rydder op så vi kan komme videre, i hvert fald rent fysisk. Fjerner det ubehagelige fra vores syn så vi ikke behøver at tænke på det. Ligesom havets skraldemænd, der fjerner alle de døde dyr der måtte skylle op på stranden. Nu måtte jeg lade dem gøre deres job, sådan er samfundet nu en gang indrettet, hurtigt videre, døden skal der ikke dvæles ved. De sagde en masse praktiske ting til mig, de ville obducerer for at finde dødsårsag sagde de. Jeg registrerede dem næsten ikke, men forlod lejligheden og den trykkende stemning, efter mågerne kom var lejligheden pludselig meget lille.

Nede på gaden igen, stadig med den brændende klump i halsen. Var det som om jeg befandt mig i en osteklokke, som om tiden var gået i stå, imens tiden for alle andre så ud til at være sat på fast forward. Jeg kunne ikke længere se det smukke i den ellers flotte sommerdag, kunne ikke høre fuglenes kvidren og fløjten. I det samme kom min kammerat kørende i sin nye firmabil, vinduerne nede og musikken oppe, sommerglad som jeg havde været da jeg kom kørende. Men vi befandt os i et vakuum, et sort hul der opslugte al glæde og kun efterlod plads til sorg og smerte. I samme sekund der var øjenkontakt i mellem os, forsvandt også hans glæde for en stund, jeg spurgte om han ville kører min søster og jeg ind til vores far, inde i byen hvor han arbejdede.
På køreturen derind kunne jeg slet ikke begribe, hvordan resten af verden tilsyneladende var fuldstændigt uberørte af vores tragedie. Trafikken, den kørte videre, fodgængere myldrede frem og tilbage, vi måtte endda holde og vente på at andre også skulle frem, -godt jeg ikke selv kørte, tænkte jeg. Mit eksplosive temperament ville med sikkerhed være kogt over, sådan havde det været med mig i snart mange år. Den eneste følelse jeg efterhånden kunne mærke og var sådan rigtig i stand til at udtrykke var vrede og raseri, det lå altid og ulmede lige under overfladen. Der skulle gå meget lang tid før jeg følte andet end det.

På et hydraulisk system sidder der noget der hedder en overtryksventil, den lukker luft ud hvis der er for højt tryk i systemet, sådan at det ikke eksploderer. Hvis man rent metaforisk, kan tale om en sådan ventil hos mennesker, var den defekt hos mig. Alting hobede sig op inden i mig, nogle gange meget hurtigt, indtil jeg ikke længere kunne rumme det, ikke længere kunne kontrollerer mig selv. Det var med meget blandede følelser, at jeg nu skulle fortælle vores far hvad der var sket. Han drak stadigvæk, og i løbet af en dag kunne det blive til en hel del. Det var kun få år siden mor endelig havde fundet modet til at smide ham ud, og nu var han altså inde igen.