Til sidst fandt man en plads til mig på en ungdomsskole. Det betød at jeg kunne bo hjemme, hvilket jeg havde det meget bedre med. Ungdomsskolen fungerede dengang som en ekstern obs klasse. Der var omkring ti elever i hver klasse og hvert hold lå isoleret fra de andre på forskellige adresser spredt ud over brokvarterene i København. Hver afdeling havde altid to lærere til de cirka ti vanskelige børn, de samme to lærere der underviste i dansk, matematik og engelsk. Fag der lå udover det fik vi kun spartansk undervisning i, af gæstelærere der kom udefra for at undervise os. De to faste lærere blev der sammen med gæstelæreren således at der nogle gange var tre voksne til det lille men vanskelige hold børn.
De to faste lærere der var tilknyttet den afdeling jeg endte på, var af en helt speciel støbning. De nægtede simpelthen at give op over for deres ti små projekter. Lige meget hvor meget vrede vi rettede imod dem, lige meget hvor mange konflikter og hvor meget uro der var i klassen, havde de altid et overskud og en ro, jeg aldrig før havde set mage til. Anette og Jesper hed de to mentorere, jeg skylder så meget. På en eller anden måde fungerede de, som forbilledet på den perfekte balance i mellem det maskuline og det feminine, det perfekte ægteskab. Jesper der var rigeligt stærk til at håndtere os unger hvis vi gik over stregen, og det gjorde vi, var blid som et lam. Selv imens vi var krop umulige brugte han kun lige den allermest nødvendige magt, samtidigt med at han stille og roligt ventede på at vi faldt ned igen, og var modtagelige for fornuft. Havde eleverne været oppe at slås indbyrdes, begyndte han at mægle, ofte allerede imens han holdt en hidsig dreng i hver arm. Anette var mindst lige så blid og blød som Jesper, men havde, hvis vi blev ved med at opfører os dårligt, intet problem med at hæve stemmen og med få velvalgte ord, sætte os på plads, og sig selv i respekt. Det kunne hun fordi, hun vandt vores små hjerter, både drengenes og pigernes. Hun vandt dem fordi hun som Jesper altid var der. Vi lærte at lige meget hvor dårligt vi havde opført os, lige meget hvad, så var de der alligevel.
Men at det på ingen måde var betingelsesløst, der blev stillet krav, utrætteligt stillede de, dag ud og dag ind krav om at vi deltog i deres undervisning. De brugte ikke så meget tid på at forklare os, at det var for vores egen skyld, de vidste instinktivt at vi var selvdestruktive børn på kamikaze kurs, i stedet for bad de os om at gøre det for deres skyld, hvilket på en eller anden måde afvæbnede os. De var der jo hver dag for os, så hvis det eneste vi skulle gøre til gengæld var at følge så godt med i undervisningen som vi kunne, så skidt da. På den måde fik de gradvist banket mere og mere lærdom ind i hovederne på os, indtil vi en dag nåede frem til eksaminerne, og selv her fulgte de os så langt som de kunne, også rent fysisk fulgte de en, helt hen til døren hvis det var nødvendigt. Aldrig følte man sig overladt til sig selv.
Jeg kan huske at der ofte kom gamle elever forbi, for at hilse på Anette og Jesper, ret jævnligt faktisk. Det var hyggeligt, og de havde altid tid til deres gamle elever, om så de kom midt i timerne var det ikke noget der generede undervisningen, det var bare med til at understrege at vi var en slags flok. At der også var tid til dem der ikke længere gik der, var bare med til at øge fællesskabs følelsen. En følelse der blev bekræftet hver dag ved at vi om morgenen startede dagen med at spise morgenmad sammen og at det arbejde og de pligter der var forbundet med dette, blev udført i fællesskab. Selv klassens eneste udlænding, en kurder fra Tyrkiet måtte gribe et viskestykke og hjælpe til, spyttende, bandende og svovlende, sagde han at det var en piges job. Men han gjorde det, og det morede os andre og rystede os sammen. Den dag kurderen startede i klassen, var han aggressiv, sagde at han var en hård knivstikker og at vi ikke skulle fucke med ham. Han måbede en smule da vi skreg af grin og sagde velkommen i flokken, det er vi sgu også.
Anette brugte i øvrigt en del af timerne på at lære os meditation og yoga, en flok misfits af rang, og hun prøvede fandme at lærer os fucking yoga. Hvis det ikke er ukuelig ihærdighed, så ved jeg ikke hvad er. For det meste gad vi selvfølgelig ikke, og kun under megen brok og mange indvendinger, fik hun os ned på yogamåtterne. Og selv der blev det kun til noget halvdelen af gangene, fordi vi endte med at ligge og grine med mavekramper, når vi skulle "mærke" de forskellige dele af vores krop. Fuldstændigt umuligt var det, når hun nåede til, "mærk kontaktfladen i mellem krop og gulv" delen, eller når vi havde "mærket" vores forskellige kropsdele og nåede til skridtet. Vi brød sammen i krampelatter og lå der på gulvet med tåre i øjnene af grin, men hun blev aldrig sur. Jeg tror det var lige meget for hende om vi rent faktisk mediterede eller om det endte som grineterapi. Begge dele var lige gavnlige, for ingen af os havde skide meget at grine af derhjemme.
En dag fortalte Jesper en historie, en historie jeg aldrig vil glemme. Den illustrerede hvordan man kan undgå problemer ved at bruge hovedet, i stedet for at kaste sig hovedkulds ind i enhver kamp. Han fortalte, at han havde siddet på et værtshus med en ven og drukket en øl, da fire rocker typer trådte ind. De farlige fyre havde med det samme set de to lette ofre, sidde ved baren og stemningen var hurtigt blevet "trykket". Der blev skulet en del og de to vidste godt hvad klokken havde slået. Jesper som var både stor og stærk, men jo altså også blid som et lam, havde tænkt så det knagede. Han vidste godt at hvis de bare rejste sig og gik, ville de få selskab, af de fire fyre i læderveste. I stedet rejste han sig, gik direkte over til deres bord og sagde, med en mine der passede... hej gutter, vi sidder lige og får en gravøl, min bror er lige død. Vi skal nok gå om lidt, er det ok hvis vi lige drikker ud? Det var selvfølgelig løgn, han havde ikke en gang en bror. Men han vidste hvilken slags kærlighed han skulle appellere til, nemlig deres broderskabs følelse. De endte endda med at drikke en øl på de fire gutters regning inden de gik i ro og mag. Det var første gang jeg nogensinde var blevet imponeret af en mand der valgte ikke at slås.
En dag jeg skulle hjem fra skole, stod jeg som sædvanligt og ventede på bussen. Det var en lang og lige gade, hvilket betød at man kunne se bussen længe før den nåede frem til en. Skolen lå i et helt andet kvarter end det jeg boede i, hvor jeg jo ikke kunne gå i skole mere efter knivstikkeriet. Men jeg var altid på vagt, så mig altid over skulderen og gik altid med kniv. Jeg vidste jo ikke hvornår jeg igen skulle kæmpe for mit liv.
Jeg fik øje på bussen, langt nede ad gaden. Jeg fulgte den med øjnene som den avancerede fra stop til stop, ind til kantstenen og ud i trafikken igen. Lige før mit stop var der et vejkryds, bussen kørte frem til krydset, men måtte holde for rødt. Der var måske halvtreds meter fra krydset og hen til busstoppestedet. Pludselig fik jeg øje på dem. Lige ved siden af bussen gik de, fire gutter, fire silhuetter jeg genkendte i samme sekund jeg så dem og de kom lige imod mig. Det var alfa flokken fra min gamle skole, ham jeg havde stukket med en kniv og tre af hans kammerater. De havde ikke set mig, "bliv nu grøn" tænkte jeg, "skift nu." Jeg overvejede de forskellige muligheder. Hvis jeg forlod stedet og de fik øje på mig, kunne jeg ikke løbe fra dem. Jeg valgte at blive stående, de havde stadig ikke set mig. Lyset skiftede, endeligt. Bussen begyndte at køre, den nåede frem og folk begyndte at stige af og på, jeg vendte ryggen til dem og begyndte at tage de små trippende skridt om bord på bussen. Der lød et brøl fra et eller andet sted bag mig, idet jeg steg ombord. De fire store drenge havde set mig og satte i løb efter bussen.
Chaufføren fulgte med i spejlet og i samme sekund jeg fik bagerste fod indenfor, lukkede han dørene og kørte. De råbte og skreg og slog på bussens side, men bussen var kørt og de nåede den ikke. Jeg havde ikke en gang nærvær nok til at takke chaufføren, jeg sank bare sammen i et sæde og hev efter vejret. Hvem siger det ikke er spændende at gå i skole. Normalt havde jeg holdt det for mig selv, men de to lærere på ungdomsskolen havde vundet min tillid, jeg fortalte hvad der var sket og fik lov til at holde fri hvis jeg havde lyst. Men jeg kunne også bare komme og gå, på forskellige tidspunkter, så jeg ikke blev helt isoleret igen. På den måde kunne jeg variere mine rutiner, hvis jeg følte mig overvåget. Igen et udtryk for to mennesker der tænkte ud af boksen, var løsningsorienterede og ikke fungerede lineært. Jeg lærte meget mere af dem end jeg havde troet i min vildeste fantasi, meget mere end blot at læse og skrive. Pythagoras fik jeg godt nok aldrig helt fat i. En halv gange en hel, gange rend-mig-i-røven. Eller var det a i anden, plus b i anden, lig med se-og-fis-af? jeg har aldrig været en tal-mand. Ord, erindringer, følelser og det at kommunikerer, at formidle og at mægle og skabe forståelse derimod, det er noget jeg brænder for.