-Jeg er hjemme, ringede han altid og sagde efter arbejde. Det betød at han var landet på bodegaen og nu var lige rundt om hjørnet. Det sidste vandhul inden han skulle hjem til familien, hjem til os. Ofte fik han en af hans ungsvende eller lærlinge fra slagterforretningen til at være chauffør, så kunne han drikke hele dagen i butikken, i kiosken overfor butikken og på værtshuset nede på hjørnet ved siden af bager Bosse, som faktisk stadig ligger der, på hjørnet at Østerbrogade og Aarhusgade. "Slagter Butikken" og de andre butikker er for længst væk.
I begyndelsen troede mor sikkert på ham, når han sagde, det bare var en enkelt. Men som barn, var jeg vant til at han kom meget beruset hjem. Tit kom han brasende ind på børneværelset i sin brandert, og man kunne høre mor sige at jeg havde sovet i flere timer og han skulle lade mig sove. Men han havde KRAFTEDEME lov til at se sin dreng, snerrede, eller snarere, snøvlede han.

-Moar, måtte jeg kalde, -far sover igen. Han faldt ofte i søvn der ved min seng. Nogle gange lå han nærmest ind over mig, så jeg blev mast af hans store krop. Han røg ikke men stanken af værtshus hang i hans tøj, hans ånde lugtede af øl og bitter og hans tunge buldrende snorken holdt mig vågen. Det kunne tage mor lang tid, at få ham bugseret ind i seng. jeg tror ikke at han gik i seng af sig selv i mange år. Han drak bare til han segnede af fuldskab og træthed dag ud og dag ind. Jeg har set ham sove i alle tænkelige stillinger, jeg har set ham falde uden at tage fra med hænderne, fordi han faldt i søvn stående og for det meste når han var hjemme, så jeg ham sidde og sove i en lænestol, med hovedet tungt hængene på brystet.

Flere gange tog mor mig med ned på værtshuset for at hente ham og hver gang blev hun mødt med højt humør og smil, fra den glade flok og tilbudt lidt til halsen, hun prøvede og tage det med gode miner og den gamle lovede hende at det bare var en enkelt. Så skulle han nok komme op, som om han dermed gjorde os en tjeneste. Hver gang jeg i dag ser reklamer i fjernsynet for "en enkelt" tænker jeg på mor og mig, der stod der med alle vores talenter og ventede på en far og en mand der alligevel aldrig kom. Derefter kommer jeg altid til at tænke på den scene i filmen "Once Were Warriors" hvor familien har lejet en bil for at besøge deres dreng i fængslet, men Jake The Muss skulle også lige have en enkelt, så familien til deres store skuffelse må sidde foran værtshuset hele dagen og vente på en far der aldrig kommer.
Derudover er der ikke de helt store sammenligninger i mellem faderen i filmen og faderen i min historie, det vil sige der er en enkelt sammenligning mere. Min far var, ligesom Jake The Muss, bestemt heller ikke bleg for at dele en øretæve ud til dem der ikke makkede ret på værtshuset. Derhjemme var han ikke voldelig, det var ikke nødvendigt. Mor var en undertrykt kvinde med et meget lavt selvværd.

Det endte altid med at mor og jeg gik alene hjem igen og efterlod ham på værtshuset med løftet om at han kom lige om lidt, det gjorde han bare aldrig. Nogle gange besluttede han sig for at tage gæsterne og den opløftede stemning med hjem. Så kunne mor få lov til at være den gode vært for hans gæster til den lyse morgen. Andre gange prøvede mor i sin desperation at sætte kæde på døren, hvilket selvfølgelig heller ikke bragte noget godt med sig, det gjorde ham bare rasende og han vækkede gerne hele opgangen "hvis det var det hun ville have", som han udtrykte det. Nogle gange kom naboen så ud og forsøgte at mægle i mellem dem og det endte altid med at mor lukkede ham ind, for husfredens skyld velsagtens, det var ikke længere af lyst.

Som jeg blev større, lagde jeg mærke til at han gjorde hvad der passede ham overfor mor, han behandlede hende dårligt og det havde ingen konsekvenser. Jeg var kun et lille barn dengang men jeg tror ærligt talt også at han tog hende når det passede ham. I hvert fald fik hun udover fire børn og fire eller fem aborter på grund af uønskede omstændigheder. Mor gav sig altid, tabte altid terræn til ham og jeg begyndte meget tidligt at kopiere min fars adfærd. -Gør hvad jeg siger eller jeg siger det til din far sagde hun til mig når jeg var ulydig, men det gjorde hun aldrig. For hver trussel hun fremsatte men ikke gjorde noget ved, blev jeg mere og mere som ham. Selvfølgelig uden at indse det, det kunne jeg først som voksen små tredive år senere.

Jeg begyndte at trodse hende mere og mere åbentlyst, blev nede i gården selvom hun kaldte mig op, strejfede omkring som jeg lystede. Til sidst stoppede hun med at kalde og jeg var som regel den sidste dreng der gik hjem om aftenen. Jeg lærte faktisk at manipulere min mor før jeg lærte at holde mig.

Efterhånden som jeg vandt de mange små sejre blev jeg vildere og vildere, jeg væltede til tider hele huset når jeg legede, hoppede rundt i møblerne og løb fra hende, når hun prøvede at stoppe mig. Når hun vendte ryggen til kunne jeg komme til at sætte ild til gardinerne eller hvis jeg så mit snit til det, legede jeg laboratorium ude i køkkenet og efterlod et flot svineri.
Men selv om jeg ikke hørte efter, blev hun aldrig rigtigt sur, hun blev ked af det. Hun var altid næsten selvudslettende i sin adfærd, hvilket gjorde det alt for let at tromle henover hende. Men hun gav mig enormt meget kærlighed og såede dermed frøene til min senere opvågning. Allerede som meget ung dreng lovede jeg mig selv at jeg ikke villle være ligesom min far, jeg vidste bare ikke hvad det løfte indebar, og hvad det ville kræve af mig.

Selv om jeg var ved at blive ligesom ham, var det jo mor jeg holdt med, det var hendes kamp jeg var vidne til, måske havde det været anderledes hvis jeg havde været med i slagterbutikken hver dag, for der kunne jeg godt lide at være. Svendende var søde ved mesters lille rødhårede dreng og udover flæskesvær, hjemmelavet leverpostej og pølse var der altid sodavand eller kakaomælk. Og alle de store maskiner var enormt spændende for en lille dreng som mig. En af min fars ynglingshistorier fra mine besøg i butikken, er at jeg en dag efter fyraften fik lyst til at rive i et håndtag på en af maskinerne, det var den store kødhakker og imens de ansatte og den gamle lige fik en fyraftens pilsner, havde de lagt mappen med dagens omsætning i kødhakkerens store balje. Fem fuldfede slagtersvende kastede sig over mig for at stoppe maskinen, der satte i gang med et drøn. Som om chokket fra maskinens larm, da den gik i gang, ikke var nok for en femårig dreng. Jeg vil ikke afvise at jeg tissede en smule i mine karrygule fløjlsbukser den dag.

Pede var den svend fra slagterbutikken, der for det meste kørte far "hjem". Han startede som lærling og fik altså lov til at køre sin berusede mester fra butikken og på værtshus, mere eller mindre hver aften. Det skete dog også at Pede kom med far op i lejligheden, det var som regel på søndag formiddage inden de skulle ud på herretur. De dage kiggede Pede altid ind til mig imens de andre voksne sad inde i stuen. Han reparerede altid bilerne til min fjernstyrede racerbane, og brugte gerne tiden inden de skulle gå, sammen med mig, på at afprøve om det hele nu også virkede ordentligt.

En søndag skulle far og folkene fra butikken, ud og se noget "stock car" -ræs og Pede insisterede på at tage mig med. Jeg kunne rigtigt godt lide Pede, en voksen der altid havde tid og lyst til at komme ned i gulvhøjde og lege med en lille knægt som mig. På vej til racerløb holdt Pede, en af de andre svende fra butikken og lille mig foran et rødt lys, far og resten af svendene holdt bag os. Da lyset skiftede til grønt blev Pede bare holdende og spærrede trafikken. I samme sekund lyssignalet igen skiftede til rødt hamrede han gaspedalen helt i bund, på den store Ford Granada, lavede en "brænder" hen over krydset og efterlod min far og hele køen af biler indhyllet i tyk røg fra dækkene. Jeg synes det var fantastisk, det var ligesom i alle de klassiske biljagt -film fra 70'erne som jeg elskede at se i tv, og noget af det fedeste jeg indtil da havde prøvet. Da vi kom frem fik Pede en skideballe af den gamle for at køre farlig kørsel med hans dreng i bilen, Pede sagde bare undskyld og bøjede dermed af for den gamles ego. Vi gik ind og så bilerne smadre ind i hinanden indtil der var fundet en vinder, jeg elskede larmen fra motorerne og lugten af benzin, en oplevelse jeg aldrig glemmer.

Omkring femten år senere, efter mors skilsmisse, efter hendes død og efter far vendte tilbage til vores lejlighed, for at være "far" for mine små søskende ringede telefonen, jeg tog den og det var Pede. Han præsenterede sig og jeg genkendte hans stemme med det samme. Jeg blev rigtigt glad, vi talte længe sammen og han fortalte at han i de mellemliggende år havde været i gennem en tæmmelig hård tid. Han havde haft cancer, men var nu erklæret rask, han havde vundet over sygdommen og var selvfølgelig glad for sin sejr. I den forbindelse følte han et behov for at møde nogle af dem der havde betydet noget i hans liv og den gamles slagterbutik havde trods alt været et muntert sted at være. Jeg kaldte på den gamle, -far der er telefon, det er Pede fra din gamle forretning, -hvad vil han?, svarede han. -Bare sige hej, sagde jeg. -jeg kan ikke rende og sige hej til alle mulige bare fordi de har arbejdet for mig engang, var svaret. -far det er Pede!, Sagde jeg igen, -sig jeg ikke vil tale med ham!
Den gamle nægtede at tage røret. Selv om det ingen ting ville koste ham, var det alligevel ren og skær nærrighed der afholdt ham fra at komme til telefonen. Frygten for at Pede ville have noget af ham, tage hans penge eller hans tid. Nej den gamle ville aldrig gøre noget for andre, ikke uden et motiv.
Det gik op for mig en dag jeg besluttede mig for at spørge ham om hvad han lavede i årene inden jeg kom til verden. Efter han tog afsted fra Randers havde han i 1967, haft en slagterforretning på Sjælland. Han havde også haft en kæreste der, hun hed Rie og hendes forældre havde en smørrebrødsforretning i nærheden af hans butik. Fars forretning løb ikke ordentligt rundt og han fortalte mig at han mente at Rie og hendes forældre havde stjålet mange slagtervarer og pålæg fra hans butik til deres smørrebrødsforretning, imens han kørte rundt på camping pladserne og solgte kød. Og at det var årsagen til at han i sidste ende måtte dreje nøglen om. Som han sidder i sin sorte lænestol og fortæller kan jeg næsten se Gollum fra "Ringenes Herre" i ham, det fjerne blik i øjnene, måden han vrider sine hænder i skødet på, en fortabt sjæl ude af stand til at indse sine egne fejl, den eneste værdi han nogensinde har kunne begribe, er værdien af penge, måske fordi de ingen havde da han voksede op i efterkrigstidens Kronjylland.

Efter forretningen på Sjælland lukkede, tog han og Rie ind til København hvor han fik arbejde i Randers Slagteri Udsalg der dengang lå i Istedgade og derfra fik han en mulighed for at tage til Grønland og arbejde som slagter om dagen og bartender om aftenen. Det der i begyndelsen af hans karriere var et almindeligt forhold til alkohol ændrede kraftigt karakter på Grønland. Efter en tid fik han uanmeldt besøg af Rie som han ellers havde efterladt i København. Hun var taget til Grønland for at overraske ham. Men far havde ikke tid til kærlighed, han var der for at tjene penge. Rie havde en uddannelse som smørrebrødsjomfru og far skaffede hende hurtigt et job. Men som han siger -hun ville ikke arbejde, hun ville bare hygge sig og bruge mine penge. Men Rie fandt selv andet arbejde deroppe.

Det må være et af skæbnens luner at han senere blev forelsket i min mor, der som 30% invalid på grund af astma og eksem ikke kunne arbejde. Efter en tid ville Rie gerne hjem og besøge sine forældre, far sørgede for en billet til hende ombord på skibet "Grønland", hvor han kendte styrmanden. Efter ankomsten hjemme i København skrev hun efterfølgende til far og spurgte hvorfor han kun havde købt hende en enkeltbillet og der sluttede det forhold. Han havde aldrig konfronteret hende med tyverierne fra butikken på Sjælland eller hvorfor hun ikke ville være smørrebrødsjomfru, blot konstateret at hun ikke ville arbejde. En pige der var rejst hele vejen til Grønland efter ham.

På hans anden tur til Grønland fortsatte han hvor han slap, han arbejdede hårdt om dagen og drak hårdt om aftenen på jobbet som bartender. Som bartender på Grønland i starten af 70'erne var man ganske givet nødt til at smide fulde grønlændere ud af beværtningen fra tid til anden, noget min far vist gjorde ganske effektivt. Det resulterede nemlig i et baghold en dag han skulle hjem fra arbejde. Ukendte gerningsmænd overfaldt ham og hans makker, de tildelte ham slag og spark så han siden dengang har haft forlorne tænder og fire søm i højre ankel som han hævder aldrig er blevet fjernet. Også på denne anden tur til Grønland mødte han en pige. Hun hed Lone. Hun blev gravid og rejste, efter hans udsagn, hjem uden varsel. Hun fødte en datter der fik navnet Jette, hvilket betyder at mine søskende og jeg har en halvsøster, vist nok bosat på den jyske vestkyst. Det har vi altid vidst men personligt har jeg aldrig følt vi kunne tilbyde hende andet end elendighed, og i hvert fald var der ikke noget at komme efter på "far fronten". Det er kun sjældent jeg har skænket min halvsøster en tanke, men jeg håber det er gået dem vel.

Efter anden tur til Grønland skulle han, sidst i 1971 hjem til sin mors 70 års fødselsdag. Hans mor og far og hans storebror Jens hentede ham i Kastrup lufthavn. Han kom dem i møde og begyndte at tale med sin storebror, hvorpå hans mor spurgte Jens. -Hvem er det du taler med? Hun kunne ikke længere kende sin egen søn, der godt nok også var nummer elleve i rækken af børn. Den slanke, indadvendte og stille mand, der havde forladt Danmark små fire år før, havde fuldstændigt ændret karakter. Manden der stod foran hende nu, vejede vel over 130 kg og stille og indadvendt var ikke længere tillægsord der dækkede hans person. Højlydt, storladen, brovten og kontant var meget mere passende nu.