Den Mystiske Tur

Som han sad der i skrædderstilling med den lille pibe i hånden, lignede han sikkert en hvilken som helst anden junkie, og det var da også verdens absolut mest forbudte substans han skulle til at indtage. Hvorfor stoffet var forbudt var ham på den ene side en gåde, på den anden side kendte han selvfølgelig allerede svaret. Stoffet var på ingen måde vanedannende, det var ikke syntetisk men fandtes alle steder i naturen. -Vi producerer det sågar selv i hjernen, tænkte han. -Det er det stof der gør det muligt at drømme, det er en del af vores liv, fra vores fødsel til vores død.

Man siger det er en slags sjælespejl, at det tvinger os til at se sandheden i øjnene, til at se os selv i øjnene. -Derfor må det ganske givet forbydes, sagde han til sig selv imens han valgte det rigtige musik til den forestående session. "Native American Indian Flute Music" til dyb meditation. Længe leve "I Tube", han trak på smilebåndet. Uanset hvor højteknologiske vi bilder os selv ind at vi er, skal svarene på livets store gåder findes i meditationen, og de Shamaniske traditioner der går tusindvis af år tilbage. Svarene på de tre store spørgsmål. Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med vores eksistens? Og hvor skal vi hen? Når først vi begynder at stille os selv de spørgsmål, når vi begynder at søge netop de svar, er en ting sikkert, vi står af forbrugsræset. Når vi indser at lykken ikke er et par nye sko, eller at vores garderobe ikke behøver at være sidste skrig, så stopper vi måske med at knokle videre i de meningsløse jobs vi er havnet i, så bryder vi fri af "matrixen" og vågner af vores døs.

Han satte sig godt til rette foran spejlet, denne meditation skulle foregå med åbne øjne, både fysisk og metaforisk. Hele sit liv havde han levet sig længere og længere ind i sin subjektive rolle, så meget at krop og sjæl nu sad næsten ubehjælpeligt sammen. Det var på tide at tage drastiske midler i brug. Han havde stiftet bekendtskab med stoffet på en techno festival, hørt et par habile LSD piloter tale om det som om det var den hellige gral. Det havde været svært og dyrt at fremskaffe, men bestemt ikke umuligt. Han havde prøvet det i selskab med andre pionerer og oplevede ved den lejlighed at få et smugkig ind i åndeverdenen, ind, eller ud, i Akasha. Det havde været meget overvældende at få løftet slørene af så hurtigt, men han var et trygt og tillidsfuldt menneske og "de" havde givet ham følelsen af at være omgivet af kærlighed.

Denne gang var han alene, siddende overfor et spejl og klar til at se sig selv i øjnene, så klar som han kunne blive. Han tændte op i piben, tog et, to, tre store sug og lagde piben fra sig. Virkningen var øjeblikkelig, overvældet så han sig selv i spejlet, men det var ikke ham selv der så tilbage. Alting eksploderede og opløstes i et væld af farver der umuligt kan beskrives med ord. Kærligheden fyldte ham, trængte helt ind i kernen af hans eksistens. Han følte sig løftet, båret, svævende og velkommen. Energierne der omgav ham og penetrerede ham var som gamle venner og slægtninge, nogle af dem tusindvis af år gamle, andre havde selv gået på jorden for ganske nyligt. De besad en visdom og en sandhed der havde eksisteret siden urtiden, følg hjertet med hjernen, aldrig omvendt. Han så matematiske koder manifesterer sig, fibonacci sekvenser åbenbarede sig for ham og den hellige geometri var at se overalt.

Hans ansigt blev opløst i et virvar af farver kun for at samle sig igen, hver gang i en ny facet af sig selv. Først så luderen tilbage på ham fra spejlet. Luderen! Han var en hårdkogt fyr. Så opløstes ansigtet i spejlet igen, for blot at samle sig i en ny form, denne gang tyven, så var det narren, snart var det kongen. Hver gang hans ansigt igen gik i opløsning, efterlod det kun hans øjne hængende i spejlbilledet, men lysende med en kraft han aldrig før havde set magen til. Han så eneboeren, kejseren og præstinden. Han så at både det feminine og det maskuline havde plads i ham, at sjælen altid er kønsløs i sig selv.

Da det var overstået og slørene igen lagde sig over ham, kiggede han på uret, der var gået under et kvarter og han havde lært en stor lektie, han havde lært ACCEPT og var fyldt med fryd. Han takkede det himmelske ophav af hele sit hjerte, for indsigt og for oplysning. Nu vidste han med sikkerhed at der fandtes en magisk verden bag ved slørene, at døden kun er en ny rejse. Han frygtede ikke længere at dø. Nu frygtede han kun, ikke at leve. At overleve var ikke længere nok, ikke for ham. Han vidste nu hvordan man kunne kommunikerer med ånderne og at "de" altid var der for at fylde søgende med kærlighed, såfremt man kunne håndtere deres ærlighed, og indse sine egne løgne. Løgne er slemme nok, men dem vi vender imod os selv, er de farligste af dem alle. Han vidste også instinktivt, at hans plads var her i denne verden. Og at han skulle fortsætte med at søge svarene på de tre store spørgsmål i den fysiske verden. At han ikke skulle tage for let på den genvej han havde taget, alene, uden en guide, uden en mentor. Men sådan var han vokset op, uden guide og uden mentor. Måske var det derfor han kunne håndtere deres budskab, uden at blive skræmt, uden at blive skør. Kun kærlighed dræber dæmonerne, tænkte han, og frydede sig over at han havde mødt en betingelsesløs kærlighed, Agape. en kærlighed der langt overgik den invaliderende forkrampede og egoistiske imitation han før havde mødt i sit liv.