Dato. 25. november 2013
Kære Robert,
Der var engang hvor du var der for mig, vi havde så mange sjove stunder sammen. Husker du dengang vi var ude og fiske sammen? Vi stod der ved søen og jeg snakkede og snakkede, jeg var kun seks år gammel og du blev ved, med at fortælle mig at jeg skulle være stille, ellers ville jeg skræmme fiskene væk, men jeg snakkede og stillede alverdens spørgsmål, om alt hvad mit lille barne hjerte kom i tanke om og pludselig fik jeg bid, utroligt nok. Du sprang over til mig og hjalp mig med at hive fisken i land, jeg var så spændt. Det var min første fangst, du hev fisken i land og så var du parat til at slå den i hovedet, med en lygte så den ville få en hurtig død. Men i det du skulle til at slå, råbte jeg op "hvad laver du dog far? " og du fortalte mig hvad du skulle til, men så insisterede jeg på at det ville jeg gøre, du fortalte mig hvor jeg skulle ramme fisken, BAM og jeg slog fisken, med alle mine kræfter fra mine små vattede barne arme, jeg ramte fisken lige midt i hovedet, den gav et spjæt, øjnene poppede ud af hovedet på den, du lå der på jorden og græd fordi du var helt færdig af grin. Den dag er en af de lykkeligste dage i mit liv, fordi du virkede så lykkelig og jeg vil aldrig glemme denne dag, og det er sådan jeg ønsker at huske dig.
Men du forlod mig også med et stort hul i hjertet, jeg ønskede at kunne give slip, men det kunne jeg ikke. I starten græd jeg hver aften, jeg græd mig selv i søvn, jeg var bange og ønskede ikke at leve længere. Det var så hårdt at leve med i starten, specielt fordi jeg ikke snakkede med nogen om det, jeg kunne ikke. De ville ikke tro mig, og hvad hvis de syntes jeg var ulækker, og jeg mistede de få venner jeg nu engang havde, jeg fortalte mig selv at jeg måtte bære denne byrde af skam, selv. Jeg blev mere og mere ulækker ved tanken, bare tanken om det, så jeg begyndte at gå mere i bad, for at vaske det af, nogle gange vaskede jeg så hårdt at huden begyndte at bløde.
En dag i skolen havde vi religion, det var ottende klasse, vi talte om emner der kom tæt på, mine håndflader begyndte at blive fugtige og jeg begyndte at tænke på det, jeg så billederne i mit hoved og jeg begyndte pludseligt at græde. Jeg gik i panik, hvad hvis de andre så mig, og for første gang kunne jeg ikke kontrollere det. Min lære bemærkede mig og kom ned til mig, hun spurgte hvad der var galt, jeg svarede ingenting. Men jeg vidste inde i mit hjerte at det var tid, tid til at fortælle hvad der var sket, jeg spurgte om vi kunne tale privat, men hun tvang det ud af mig foran de andre. Jeg var så bange, men jeg fortalte min historie foran dem alle, der blev stille. Hun stoppede timen og tog mig så med ned på kontoret, hun tilkaldte de andre lærer til et akut møde, hvorefter de ringede til min mor. Min hemmelighed var nu ikke længere min, og før jeg vidste af det, var jeg nu blevet en af dem, en af de piger man læste om i avisen, et offer. Jeg hadede mig selv, jeg ønskede ikke du skulle i fængsel, jeg havde hørt så meget om dette sted, det skulle være så forfærdeligt, måden de indsatte behandlede hinanden på. Jeg tiggede mor om ikke at fortælle det til nogen, men hun kunne ikke holde min hemmelighed, den skulle ud.
Jeg tænkte for mig selv at jeg altid havde været for dødsstraf, og hver gang jeg hørte om nogen der havde været igennem noget forfærdeligt, ønskede jeg at den skyldige skulle dø, gerne smertefuldt. Men når det kommer sig til stykket og det kommer så tæt på en selv, er det noget helt andet. Andre mennesker tænkte det værste om dig, men jeg ville aldrig ønske denne dom for dig, jeg elskede dig jo. Jeg tænker at det vel altid er noget andet når det sker for andre, så er det meget nemmere at dømme. Du var et godt menneske, som gjorde noget skidt, noget jeg skal leve med resten af mit liv, men jeg ved at dybt inde i dit hjerte, er du i en dyb smerte og dette er godt nok for mig. Og jeg tænker at mennesker, som står i samme situation som jeg, ville aldrig være for dødsstraf, de ville være imod det på én måde. I dag er jeg stadig i en dyb smerte, jeg elsker stadig at gå i bad for at vaske det væk, men alligevel vil du altid være dybt i mit hjerte, og jeg vil altid elske dig.
Din datter.