Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker min mor, det gør jeg virkelig. Jeg under hende det allerbedste i livet, men indimellem opfører hun sig simpelthen så barnligt og uansvarligt, at jeg kan komme i tvivl om, hvem der egentlig er mor til hvem.

Som når hun f.eks. insisterer på at sidde med toiletdøren på vid gab, så hun kan følge med i, hvad hendes gæster taler om inde i stuen. Eller når hun prutter og kommenterer både lyd og lugt overfor de helt uskyldige mennesker der tilfældigvis opholder sig i nærheden. "Folk er så sarte. En lille fis betyder da ingen verdens ting", siger hun bare og fniser. Jo, det gør den faktisk, svarer jeg, men tvivler så også på, om det kan nytte at skælde hende ud. Den sidste prut er vel ikke slået endnu, tænker jeg.

Min mor kan faktisk gøre mig mere flov end min søn kan. Hans fjollerier kan jeg bære over med, for han er 6 år og har ligesom en undskyldning. Men når min mor på 65 går ned og handler MED muddercreme i hele ansigtet, bare fordi "den er så dyr, og jeg havde glemt at den skulle sidde 20 minutter mere", så er det altså ikke okay og så har jeg svært ved at holde mund. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke skal blande mig, men vi bor i den samme lille by, og jeg ville ønske, at hun bare en gang imellem kunne tage tingene lidt mere seriøst. Som andre mennesker på hendes alder, der løser krydsord og hører p1 og sådan noget. En gang imellem slår det mig, at det er et lille mirakel, at jeg er blevet et sådan nogenlunde velfungerende menneske, med pensionsopsparing, vennekreds og fast job. På den anden side: min mor, er min mor, og jeg elsker hende. Selvfølgelig. Det skal der ikke herske tvivl om.

For nogle dage siden, skulle min mor passe William, mens jeg var på internat-seminar et par dage. I de lige uger er min ex-man nemlig meget optaget med sin nye familie, og at bede ham om at ændre på det, kan jeg godt glemme. Heldigvis elsker William at være hos sin mormor. Hun bor i et lille hus, som hun og far byggede inden de fik mig. Min far blev 85, han var 25 år ældre end min mor og levede et langt og godt liv. Da han døde, så hun ingen grund til at flytte derfra og jeg er barnligt glad for at have mit barndomshjem intakt. Men jeg er ked af, at William aldrig nåede at møde sin morfar.

***
   "Hej Wille-skat, hvor er det skønt, at se dig". Min mor krammer William og overdænger ham med store våde kys. Han er i den alder, hvor det stadig er ok, men vrider sig alligevel løs til sidst

"Hvor er Nestor? ", spørger han og kigger forbi min mor og ind i stuen.

Nestor er min mors sorte kat, som lever et ophøjet liv med søvn, fløde og rejer på programmet. Han er fed som en fodbold, og William elsker ham. Mens William og min mor leder efter katten, går jeg ud i køkkenet og sætter vand på kedlen. Jeg finder kaffekopperne i skabet og laver saftevand til William.

"Har du noget til kaffen, mor? " råber jeg ind i stuen.

Min mor kommer ud i køkkenet. "Måske et eller andet heroppe? ". Hun finder en pakke småkager på øverste hylde i skabet. "Prøv lige at smage om de her er gode nok".
   Jeg rynker på næsen og leder efter datomærkningen. Min mor går ikke så højt op i det med sidste salgsdag, men de ser ud til at være gode nok.

"Hvad var det nu for et kursus du skulle på? " Gunnar spurgte, men jeg kunne ikke huske det".

"Hvem er Gu..."?
   Det plinger fra iPaden der står opslået på køkkenbordet, og min mor kigger forventningsfuldt på skærmen og derefter på mig. "Hopsa. Nu er der besked igen. Er det ok at jeg lige...? "

"Ja, ja bevares, det er da klart". Jeg trækker på skulderen, og studerer med smalle mistroiske øjne hendes ansigt, mens hun læser. Hun smiler, kinderne har pludselig fået lidt farve. Hvad er det der foregår?

"Åhh, hvor er han bare sød", siger hun næppe hørligt og piller åndsfraværende ved sin ørering, mens hun vrider sig i stolen.

Flirter min mor med skærmen eller hvad? Jeg nærmer mig bagfra og prøver at få et glimt. "Er det noget spændende mor? ".

"Det er Gunnar. " Hun kigger op på mig og hendes ansigt er eet stort smil. "En skøn mand. Jeg har skrevet med ham nogle uger. På Senior-dating".

"Gunnar fra senior-hvad-for-noget? ", min underkæbe rammer brystet, og jag kigger vantro på hende.

"Ja, jeg var jo slet ikke klar over der eksisterede sådan noget, vel? Men så fik Karla mig med. Du ved Karla, hende fra porcelænsmalingen. Hun har været i gang meget længere end mig, og... "

"Stop liiiige et øjeblik mor". Jeg holder håndfladen op mod hende for at standse ordstrømmen og sætter mig ned ved siden af hende. "Har DU en dating-profil? "

"Ja... er det ikke fantastisk? Det er så super spændende. Der er så mange interessante mennesker der derinde, og jeg har altid undret mig over, hvor de mon gemte sig. De gode af dem mener jeg".

"Ja, men... Du har da aldrig talt om... Jeg mener... ".

Hun klukker hemmelighedsfuldt og lægger sin hånd på min og jeg tager en dyb indånding, det har jeg virkelig brug for.

"Men okay, siger jeg. "så lad mig da høre lidt om denne mystiske Gunnar. Men ingen saftige detaljer vel? "

Jeg betragter hendes ansigt, mens hun fortæller, og jeg ser pludselig ny side af hende, som jeg ikke har lagt mærke til før. "Og så danser han salsa. Vil du se et billede af ham? " Jeg nøjes med nikke, ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, for jeg kan ikke helt tolke mine følelser lige nu.

"Han har inviteret mig på Swisi bar. Er det ikke bare sødt af ham? "

"Skal du på bar? " Jeg har genfundet fatningen og talens brug. Hvad er det konen sidder og siger. Skal hun på date med en vild fremmed mand?

"Ja, du ved, sådan et sted, hvor de serverer rå fisk. Det ved du da godt hvad er, skat".

"Men du kender ham jo ikke", protesterer jeg. "Du kan da ikke bare gå ud med en, som du lige har mødt. Hvad tænker du dog på? " Min stemme er en anelse skinger nu. Jeg rejser mig og folder hænderne over brystet og ser strengt på hende. "Det... det får du altså ikke lov til mor".

Hun griner lidt. "Forbyder du mig at gå ud med Gunnar? "

"Hvem er Gunnar? " William er kommet ud i køkkenet og stryger lige hen til småkagerne og saftevandet.
   "Det er... Det er en af mormors gode venner", forsøger jeg diplomatisk. Jeg kan vel for pokker ikke fortælle min 6-årige, at hans mormor er trådt ind på det rå kødmarked?
   "Ok", siger William og tager en håndfuld småkager inden han stryger ud af køkkenet igen.

Min mor danser over efter kaffen, som er brygget færdigt og hælder to dampende kopper op til os. "Snup en kage, skat".
   Der lyder et pling og endnu et, og min mor kigger kærligt mod den tigerstribede iPad.
   "Åh Gunnar, Gunnar, din lille strik".