5Værelse til leje
Frugttræerne i forhaven stod med hundredvis af lyserøde blomster ... [...]
Noveller · gys
4 år siden
3Hvis bare jeg vidste
Ida og Sofie maser sig frem gennem den kødrand af mennesker, der ... [...]
Noveller
4 år siden
3*** Om en mand, der hedder Gunnar
Min mor og Gunnar har skrevet sammen i cyberspace i et stykke tid... [...]
Noveller
4 år siden
4***Om mammografi og om at stå på hænder
Jeg har tit diskuteret med min mand hvorvidt mænd er mere pylrede... [...]
Klummen
4 år siden
5***Om fedt, fitness og flirt
Jeg har nok (læs: helt sikkert) taget på her i julen, og orker sl... [...]
Kortprosa
4 år siden
7***Om min mor, net-dating og sushi
Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker min mor, det gør jeg ... [...]
Noveller · kærlighed, mennesker, livet
4 år siden
26Dukken
Sofie satte sig på hug ned foran sin lillesøster og tog hendes hå... [...]
Noveller
8 år siden
19Samuels tempel
Jarn lukkede døren efter sig, og hallen genlød af hans skridt hen... [...]
Noveller · krimi
10 år siden
4Ravkvinden
Fra sin plads ved vinduet så hun ud på havet. Stormen var på sit ... [...]
Noveller
12 år siden
2Samvittighed
Da han vågnede var gardinerne stadig trukket for vinduerne. Igenn... [...]
Noveller
12 år siden
2Fantasien
Det var en skøn sensommerdag og vejret var fantastisk. · Cyklerne s... [...]
Noveller
12 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Helen Nyström (f. 1961)
Jarn lukkede døren efter sig, og hallen genlød af hans skridt hen over stengulvet. Han standsede ved et bord som stod i rummets fjerneste ende. På bordet foran ham lå en tyk bog og ovenpå den et lille rødt kors. Forsigtigt tog han brevet, som var stukket ind bagerst i bogen. Skæret fra stearinlysene i de høje messingstager var rummets eneste belysning, og deres urolige flammer efterlod dansede skygger på væggene. Det var som om rummet sugede al energien ud af ham, og han snappede efter vejret. Han var ikke noget religiøst menneske, men der var tider, hvor han ønskede, at han kunne tro på noget større. At der var en kraft der var stærkere end alt andet og som styrede hele universet. Det ville måske give elendigheden en mening, fordi den var en del af en større universel proces, og ikke blot handlede om individer og følelser. En del af ham længdes efter at overgive sig til den logik, men samtidig vidste han at det var umuligt. Det var for sent.

Indtil han var omkring 13 år havde han levet en tryg og ubekymret tilværelse, men da faren pludselig omkom ved et biluheld, mistede han praktisk taget begge sine forældre. Moren forsøgte at drukne sin sorg i sprittens tåger og blev i årene der kom mere og mere alkoholiseret og en skønne dag, 4 år efter farens død, var han kommet hjem og havde fundet hende hængende med et tov rundt om halsen. Hans verden var brast sammen, for ved morens død var den sidste rest af en verden han engang kendte, borte for altid. Farens ældre søster indvilligede i at tage sig af ham, trods det, at hun var over 60 år og ingen børn havde selv. Familiesammenføringen var en fiasko fra begyndelsen, og en dag gik han hjemmefra uden at komme tilbage. Han strejfede omkring og sov under broerne sammen med byens hjemløse. Verden havde ikke brug for ham, og han havde ikke brug for den og efter nogle år havde han næsten glemt, hvordan det var at have et hjem, en seng og en familie. Dagene forsvandt uden at han vidste hvorhen, glemslen dulmede smerten, og hjalp ham med at udholde livet.
   En iskold vinteraften var han, syg og afkræftet, faldet omkuld midt på gaden ude af stand til at rejse sig igen. Han mærkede, hvordan stærke arme løftede ham op, og forsvarsløst lod han sig føre med. I tre dage og tre nætter sov han næsten uafbrudt. Ind imellem blev et bæger med vand lagt til hans læber, eller en kold klud strøget over hans pande, men han registrerede det bare uden at vågne rigtigt. På tredjedagen slog han pludselig øjnene op, og han så sig uforstående omkring. Ved siden af ham stod en mand og kikkede ned på ham. Han havde sort, næste blåt hår som var redt tilbage i en lang hestehale, og hans øjne var isblå.
   - Velkommen tilbage til livet. Du har været meget syg, men jeg tror, du er over det værste nu, sagde han.
   Jarn forsøgte at rejse sig op, men rummet sejlede, og han måtte lægge sig ned igen. Han stønnede.
   Den fremmede lagde forsigtigt sin hånd på hans arm og så alvorligt på ham.
   - Feberen ville ikke gå ned, og du talte i vildelse. Nu har du mest af alt brug for fred og ro.
   - Hvor er jeg?
   - Du er i vores tempel. Hos Shakirra-bevægelsen. Vi fandt dig udenfor porten for 3 dage siden. Du var meget forkommen og svag, og vi turde ikke flytte dig så langt. Dine fingre og tæer er svært skadet af forfrysninger, og det kommer til at tage nogen tid, inden du er frisk igen.
   Jarn rejste sig lidt op i sengen, men følte sig meget svimmel.
   - Kan jeg få lidt vand?
   Han drak grådigt af bægeret og tømte det til sidste dråbe. Manden rejste sig og forsvandt et øjeblik. Da han kom tilbage, havde han en lille skål med sig.
   - Jeg har kogt nogle ris til dig. Det er bedst at du spiser lidt også.
   Jarn nippede til risene og kiggede sig nysgerrigt omkring. Rummet var enkelt indrettet. Ud over sengen som han lå i, var det møbleret med et lille bord og en stol. Gulvet var af sten og det skramlede, da manden trak stolen hen ved siden af ham.
   - Jeg har vist helt glemt at præsentere mig. Jeg hedder Samuel.
   Fjorten dage tog det, inden han var frisk nok til at forlade Templet, og Samuel sad hos ham hver dag i flere timer, mens han skiftede bandagerne og rensede sårene på Jarns hænder og fødder. I al den tid fik Jarn aldrig at vide, hvad der foregik i Templet. Når døren blev lukket, kunne han høre Samuels stemme gennem væggen. Han tordnede mod sin forsamling og talte om den evige frelse og verdens undergang, men når han kom ud, var han som forvandlet, og Jarn spurgte aldrig til det. Den side, han kendte af Samuel, var god nok til ham. Hvad der foregik på den anden side af væggen interesserede ham ikke. Samuel levede for templet og brugte al sin tid der, og det respekterede ham.
   Efter Jarn var blevet rask, kom han ofte og besøgte Samuel. Hos ham kunne han slappe af uden at skulle retfærdiggøre det liv, han levede eller undskylde de valg, han havde taget. Samuel var det eneste menneske, som Jarn egentlig brød sig om.


* * *

   Christina lod mobiltelefonen ringe, og den sms der bippede et øjeblik efter, slettede hun uden at læse. Hun var stadig så gal på Kenny, at hun ikke kunne holde ud at tale med ham. I soveværelset fandt hun en sportstaske i garderobeskabet og begyndte at pakke.
   De havde skændes. Han havde kaldt hende kontrollerende og mistænksom, men hun så i hans øjne, at han skjulte noget for hende. I begyndelsen havde hun sagt til sig selv, at det var på grund af arbejdspresset, at han var så distræt og kort for hovedet, og hun havde trøstet sig med, at det snart gik over. Men i stedet var det bare blevet værre og værre.
   Efter en times kørsel svingede hun ind foran det lille sommerhus. Det lå som det sidste på odden ud mod Kattegat, næsten helt skjult blandt de høje fyrretræer. Hun trådte ud af bilen og blev stående og så sig omkring. Det var ikke noget opløftende syn der mødte hende. Græsplænen var fyldt med nedfaldne blade og grene, og resterne fra sommerens blomster stod halvrådne tilbage i krukkerne. Hun havde ikke været her i flere måneder, men Kenny havde været heroppe for kort tid siden for at skrive på sin bog. Hvis hun ellers kunne stole på, hvad han sagde. På vej hen til huset, samlede hun en havestol op, der var væltet omkuld. Blæsten var taget til i løbet af eftermiddagen, og skyerne drev hastigt hen over himlen og samlede sig store og truende i horisonten. Snart ville det sikkert begynde at sne. Hun låste huset op og konstaterede ærgerligt, at det næsten var lige så koldt inde som ude. Uden at tage frakken af, begyndte hun at tænde op i brændeovnen. I løbet af kort tid buldrede ilden, men det ville tage nogen tid, inden stuen var rigtig varm. Hun fandt vanter og hue frem, smækkede døren efter sig og gik ned til stranden. Hun gik ad den smalle snoede sti og kunne høre havet bruse, længe før hun kunne se det. Der var ingen andre mennesker at se på stranden. En måge skreg og fløj op, da hun gik forbi den. Vandet var gråt, næsten sort, og kaskader af hvidt skum eksploderede mod stenene, hver gang en bølge slog ind. Det var som om naturen ville udfordre hende og vise hvem der var stærkest. Præcis som Kenny. Følelserne væltede pludselig op i hende og bankede hende hårdt i brystet. Uden at vide hvorfor, begyndte hun at løbe. Med armene som vinger og vinden i ansigtet løb hun skrigende hen ad stranden. Igen og igen råbte hun de ord, som hun havde haft i sit hoved hele dagen. Hvem er du Kenny Olsen? Hvad vil du med mig? Ordene blev opslugt af blæsten og forsvandt ud over vandet, og efterlod hende tom og ensom tilbage.


* * *

   Han havde sovet uroligt hele natten og var vågnet flere gange badet i sved. Da han endelig stod op, var han fuldstændig udmattet. Noget havde forstyrret hans søvn og prikket til hans underbevidsthed. Det var noget som Samuel havde sagt til ham aftenen inden, og som bare havde fået lov at hænge i luften, ubesvaret og ugjort. Tidligt om morgenen tog han ind til templet og hentede brevet. Samuel var for beskeden til at bede om hjælp, men Jarn var klar.

Der var ikke så mange passagerer i toget. Jarn blundede lidt undervejs, men vågnede inden toget rullede ind på perronen. På banegården købte han et kort over byen og fandt hurtigt adressen som han søgte. Det var ikke længere væk, end han kunne gå derhen. Da han var fremme, satte han sig i cafeen overfor den røde etageejendom og ventede. Tid var det eneste, som han altid havde haft nok at, og han havde ikke noget imod at vente. En time og to kopper kaffe senere, skete der noget. Personen, han ventede på kom ud af trappeopgangen, og han rejste sig fra sin plads ved vinduet og gik ud af cafeen. Jarn krydsede over gaden, og lod som om han kiggede på et butiksvindue, mens han ventede på, at den anden skulle gå forbi ham. Han holdt sig i passende afstand, men ikke længere væk, end at han hele tiden kunne se ham. Da manden gik ind på togstationen og forsvandt ned af trapperne til toiletterne, var Jarn hurtigt efter ham. Han kikkede sig over skulderen, inden døren smækkede bag dem.


* * *

   Kriminalassistent Flemming Linde åbnede døren ind til toilettet og kiggede på den døde mand foran sig. Manden, der så ud til at være i begyndelsen af 30'erne, havde ikke været død længe.
   Han sad med åben mund, hovedet var vendt en anelse bagud og øjnene var stift rettet mod et punkt i loftet. I halsen strakte et dybt snit sig fra øre til øre, og de overskårne halspulsårer havde næsten pumpet kroppen fri for blod. Det var løbet ned over halsen og bredte sig ud over det meste af hans lyse trøje som en sort klæbrig masse.
   En rengøringsassistent havde for nøjagtigt 43 minutter siden gjort det chokerende fund. Politiets teknikere var allerede i gang med deres undersøgelser, og Flemming Linde forsøgte at få et indtryk af gerningsstedet uden samtidig at gå i vejen. Toilettet lignede alle andre offentlige toiletter, nedslidt og misligholdt. Der var hverken håndvask eller spejl, og væggene var oversået med de sædvanlige graffiti-tegninger og sjofle ord. Han prøvede at forestille sig mandens rædsel de sidste øjeblikke. Hvad havde han tænkt og gjort da det gik op for ham, at hans skulle ende sine dage her? Retslægen var klar med en foreløbig rapport af sine iagttagelser.
   - Han har været død i 1 højst 2 timer, for kroppen er stadig varm og der er ingen rigor mortis endnu. Han pegede med en kuglepen på det store hul i halsen. - Snittet er udført med en smal ikke særlig lang kniv. En type som man formentlig vil kunne finde i enhver sportsforretning. Der er også nogle snitsår i maven, men de er ikke dybe nok til at være dødbringende.
   Flemming Linde skrev et par notater på en blok. Snitsårene på maven kunne være et udtryk for, at gerningsmanden ville skræmme offeret, eller også at han, efter at mordet var begået, havde skamferet liget som en sidste markering. Hvad de forskellige scenarier kunne betyde, afhang selvfølgelig af, i hvilken rækkefølge skaderne var udført, men da lægerne på Retsmedicinsk institut formentlig var underbemandet som sædvanligt, kunne det nok tage det meste af næste uge, inden han kunne få helt klar besked derfra.
   - Har du mere?
   Retslægen nikkede og kiggede på ham over kanten af sine smalle briller.
   - Denne her.
   Han trak en gennemsigtig plasticpose frem. I posen lå en gul kuvert, som var gennemvædet af blod.


* * *

   .
   Efter en times tid på stranden var Christina tilbage i huset. Stuen var dejlig varm, og hun tændte nogle stearinlys og lagde en cd med Billi Hollidays i cd-spilleren. Stuebordet vidnede om, at Kenny havde været der. Gamle aviser og reklamer ja, sågar et pizzakarton lå spredt rundt omkring, og hun samlede irriteret det hele sammen i en skraldepose og smed det udenfor. Hun var præcis kommet ind igen, da mobilen ringede. Det var storesøsteren Karen. Da Christina fortalte, hvor hun var, blev søsteren helt bestyrtet.
   - Hvorfor i alverden er du taget helt der op? På denne tid af året, mener jeg.
   - Her var også ret koldt da jeg kom, men det er ok nu. Jeg trængte bare til at komme lidt væk, og sommerhuset var det mest oplagte sted at tage hen, syntes jeg.
   - Er der noget galt? Mellem dig og Kenny, mener jeg?
   Christina ville ikke gøre søsteren urolig. - Du ved hvordan det kan være, pludselig bliver det hele bare for meget.
   - Du er altså det eneste menneske, jeg kender der tager i sommerhus midt i december. Hvad nu hvis der sker noget deroppe? Jeg mener... ved Kenny, hvor du er?
   - Han har ringet og sms'et flere gange, men.....Christinas stemme knækkede over. - Jeg tror, han har en anden, Karen.
   - Hvordan skulle han dog få tid til det? Han sidder jo fordybet over sit manuskript hele dagen. Så vidt jeg husker, skal bogen udkomme snart, så der må jo være en masse arbejde med den lige nu.
   - Men hvorfor kan han så ikke bare sige det? Christina fiskede et papirlommetørklæde op af lommen og pudsede næsen. - Det er som om han lever et dobbeltliv. Når han går ud af døren, ved jeg ikke, hvor han går hen, og når jeg spørger ham, kan jeg bare mærke, at han lyver.
   - Hør her. Jeg tror, du gør et stort nummer ud af ingenting. Prøv dog at tale med ham, og fortæl ham hvad du føler. Jeg er sikker på der er en god forklaring til det hele.
   - Jeg håber du har ret. Jeg.... Hendes telefon bippede. - Min telefon er ved at løbe tør for strøm, og jeg fjols har selvfølgelig ikke husket opladeren. Jeg ringer, så snart jeg er hjemme igen ikke?


* * *

   Journalisten var død, men Jarn følte ingen anger over at have slået ham ihjel. Han havde været en sort plet i Samuels hvide verden, og Jarn kunne ikke tillade, at den blev smudset til. Det havde egentligt ikke været hans hensigt, at slå ham ihjel, men journalistens stædighed havde gjort ham rasende. Indtil det sidste havde han nægtet at fortælle hvor billederne var, og det havde fået Jarn til at miste besindelsen. Da journalisten endelig var brudt sammen og havde fortalt det, havde Jarn været så forblindet, at det havde været for sent.
   Nu følte han sig mere levende, end han havde gjort længe. For en gangs skyld var det ham, der bestemte, og den nye følelse af magt berusede ham. Han følte sig stærk og urørlig, som en ond ånd der var kommet ud af lampen. Han gik op på perronen, og fandt det tog han skulle med, og det var sent på aftenen, inden nåede han frem.


* * *

   Christina trak gardinerne for vinduerne. Det var begyndt at sne. Hun fandt en bog i reolen og satte sig i lænestolen. Varmen fra brændeovnen og den friske tur ved stranden gjorde hende døsig, og snart lod hun bogen falde ned i skødet og lukkede øjnene. Et øjeblik efter var hun faldet i søvn. Hun drømte, at hun svømmede i et stort oprørt hav, og hun var så træt, at hun knapt kunne holde sig oppe over vandoverfladen. En redningsbåd nærmede sig, men hver gang hun satte hænderne på rælingen, blev hun skubbet ned igen. Oppe i båden sad Kenny og smilede til hende.
   Hun vågnede med et sæt, da det pludselig bankede på døren.
   - Er det dig Kenny?
   Der blev ikke svaret, men i stedet bankede det atter, denne gang hårdere end før. Lidt fortumlet af den bratte opvågning, listede hun hen til vinduet og løftede forsigtigt gardinet til side. I mørket så hun omridset af en mand. Han stod med siden til, og da han pludseligt vendte sig om og kiggede direkte mod vinduet, trak hun sig hurtigt væk.
   - Hvad vil du? råbte hun gennem døren og undgik bevidst unødvendige høfligheds fraser. Jo før han forsvandt, jo bedre.
   - Lyset gik ovre hos os for lidt siden. Jeg vil bare høre, om du har nogle sikringer.
   - Nej, det har jeg ikke, svarede hun hurtigt. - Måske har de nede på tanken.
   - Det tænkte jeg også på, men min datter har lidt feber, så jeg vil helst undgå at køre.
   Christina bed sig i læben. - Men jeg har altså ikke nogen. Desværre.
   Han svarede hende ikke, men tog i stedet fat i håndtaget og forsøgte at åbne døren. Da han opdagede at den var låst, bandede han højlydt. Christina trådte væk fra døren.
   - Jeg ringer til politiet, hvis du ikke går med det samme, råbte hun og løb hen til tasken og fandt mobiltelefonen frem. Da hun kom i tanke om, at der ikke var mere strøm på den, smed hun den frustreret fra sig. En frygtelig tanke slog samtidig ned i hende. Var bagdøren låst, eller..? Så hurtigt hun kunne, sprang hun mod køkkenet og stoppede med et ryk i døråbningen. Et kold vind strøg imod hende, og da hun så, at døren stod på vid gab, vidste hun, at hun ikke længere var alene i huset. Han var der også.


* * *

   Det var endnu ikke lykkedes politiet at identificere liget, og den blodige kuvert var indtil videre det eneste spor, de havde at gå efter. Kuverten var tom, men navn og adresse fremgik tydeligt trods blodet. Flemming Linde og hans kollega sad i bilen. De kørte ind på gaden, parkerede foran den røde etageejendom og gik ad trappen op til 1. sal. Inden de nåede at ringe på, trådte naboen, en ældre kvinde, ud på trappen.
   - Der er ingen hjemme derinde, sagde hun venligt. - Er der noget jeg kan hjælpe med?
   De 2 kriminalassistenter præsenterede sig. - Vi skulle gerne tale med dine naboer. Kan du fortælle os, hvor vi kan finde dem?
   - De har vel ikke rodet sig ind i noget? sagde hun forskrækket. - Det er så søde unge mennesker.
   Flemming Linde kom til at tænke på sin egen nabo, hvis fornemmeste opgave tilsyneladende var at gøre livet surt for andre mennesker. Hvorfor var goderne så ulige fordelt?
   Viceværten låste dem ind i lejligheden. Den var lys og moderne indrettet og overalt var der pænt og ryddelig. De gik fra rum til rum, ledte ikke efter noget specielt, men håbede at finde noget der kunne afsløre forbindelsen til den blodige kuvert. Efter 1 times tid måtte de konstatere, at deres udflugt til lejligheden tilsyneladende havde været et blindt spor, og de gjorde sig klar til at køre tilbage til stationen.
   - Måske er de taget i sommerhus. Naboen var kommet ind, og stod forlegent med hænderne begravet i lommerne på forklædet. - Det skulle være sådan et dejlig sted. Jeg tror faktisk, jeg har adressen. Flemming Linde trak på skulderen til sin kollega. De kunne jo altid sende en patruljevogn derud og kigge efter.


* * *

   Hun trak sig langsomt tilbage gennem køkkenet, og øjnene flakkede nervøst fra højre til venstre. Han var ikke at se nogen steder. Næsefløjene vibrerede som hos et opskræmt kid, da hun opfangede en fremmed lugt af fugtigt tøj, og pludseligt, som ud af den blå luft, stod han foran hende. Hans våde hår hang i lange tjavser ned over øjnene, og ansigtet var magert og hærget. Han så gammel ud, selv om han formentlig ikke var ældre end hende.
   - Hvor er billederne? hvæsede han.
   - Hvem er du? Hvad laver du herinde?
   Hun kiggede rædselslagende på ham. Vanviddet lyste ud af hans øjne, nærmest som om han var besat.
   - Billederne. Jeg skal have dem.
   Med en lynhurtig bevægelse trak han en kniv, og Christina forstod ikke hvad der skete, før hun så blodet pible frem på sin arm.
   - Jeg ved ikke hvad du taler om, skreg hun og lagde hånden over såret. Blodet løb ud mellem hendes fingre, og hun begyndte at græde. Hvad var det der skete? Hvad var han for et menneske?
   - Lyv ikke for mig. Kenny sagde, at de var her.
   Hun hikstede og kikkede usikkert på ham.
   - Kender du Kenny?
   Han svarede ikke, men så bare ondt på hende. Gulvet gyngede under hendes fødder, og hun følte det som om hun skulle besvime. Der var mindre end 2 meter over til døren, og så hurtigt hun kunne, sprang hun forbi ham og forsvandt ud i mørket. Hun løb ud på stien ned mod den store vej der førte ind til byen. Hun kunne høre hans skridt et stykke bag sig, men turde ikke se sig tilbage. Det dunkede af smerte i armen, hvor kniven var gået ind, men hun forsøgte ikke at tænke på det. Hun løb, alt hvad hun kunne, og det stak i mellemgulvet hver gang hun trak vejret. Alligevel fortsatte hun ned ad bakken til legepladsen, og hun kunne høre, hvordan han efterhånden hentede ind på hende. Bag legehuset gemte hun sig i en stor hæk. Hjertet dunkede, som om brystet skulle sprænges, og hun forsøgte at få kontrol over sit åndedræt. Pludselig rislede det i hækken, og hun mærkede et ryk i armen, da han tog fat i hende.
   - Du kommer med mig, hvæsede han.
   Han flåede hende ud, og trak hende hele vejen tilbage til sommerhuset.


* * *

   Samuel spekulerede på, om han havde handlet rigtigt ved at fortælle Jarn om sine problemer med journalisten og tænkte, at han måske havde været lidt for dyster i sine forudsigelser om, hvad udgivelsen af bogen ville betyde for Templet.
   Journalisten Kenny Olsen havde kontaktet ham for nogle måneder siden i forbindelse med en bog han var ved at skrive om forskellige religiøse strømninger i Danmark. I begyndelsen havde Samuel været smigret over den interesse Templet pludselig var blevet genstand for, men undervejs i forløbet havde han mistet tilliden til journalisten og var kommet i tvivl om det var rigtigt at medvirke i bogen. Specielt havde han fortrudt de billeder som var blevet taget inde i Templet og han havde meddelt journalisten, at han ikke længere var interesseret.
   Da Jarn besøgte ham i går, havde han netop modtaget et brev fra journalisten, og indholdet havde først gjort ham oprørt og siden hen fortvivlet. Journalisten havde skrevet, at Samuel ikke kunne springe fra nu, og at bogen under alle omstændigheder ville blive udgivet. I dag da han havde fået det hele mere på afstand, indså Samuel, at det måske ikke var så tosset med den bog alligevel. Templet var blevet lovet et rimeligt honorar for sin medvirken, og de penge kunne række langt.
   Han håbede ikke, at Jarn var alt for bekymret. Han måtte tale med ham snart.


* * *

   Kvinden havde været mere besværlig, end Jarn havde forventet, og hun havde til det sidste benægtet at kende noget til billederne. Han havde ikke skånet hende, og sidste gang han slog hende, var hun faldet bevidstløs omkuld på gulvet i stuen. Derefter var han gået i gang med at gennemsøge huset. Han ledte overalt, løftede madrasserne ud af sengene, tømte skuffer og skabe men fandt ingenting. Til sidst gik han udenfor og kom tilbage med en dunk benzin fra bagagerummet i bilen der stod parkeret udenfor. Han tømte indholdet ud over stuegulvet og fandt en æske tændstikker ved siden af brændeovnen. Ilden løb hen over gulvet, og bredte sig hurtigt til tæppet og gardinerne. I løbet af et øjeblik var hele stuen omspændt af flammer. Fra sin plads i haven så han, hvordan ilden åd sig gennem huset, og han fulgte røgen, da den steg som en mørk søjle mod himlen. En følelse af ro bredte sig i ham. Snart ville alt være væk og Samuels tempel var reddet.

Lyden af en gren der knækkede fik ham til at vende sig om. Hun stod med skrævende ben og skulede på ham. Hendes ansigt var sort af sod og indsmurt i blod.
   - Hvad i .....?
   Inden han nåede at fortsætte, kastede hun sig over ham som et vildt dyr, og det var som om hun pludselig havde fået overnaturlige kræfter.
   - Dit store lede svin. Tror du virkelig, du kan skræmme mig?
   Slag og spark regnede ned over ham, mens han febrilsk forsøgte at få fat i kniven i sin lomme. Noget tungt ramte ham flere gange i hovedet, og han forsøgte at slide sig løs, men hun hang over skulderen på ham og var umulig at ryste af. Et endnu kraftigere slag ramte ham i hovedet, og han mistede balancen og faldt omkuld med kvinden over sig.


* * *

   Betjentene i patruljebilen så ilden, længe før de kom til sommerhuset. Den mørke himmel var oplyst af orange flammer, der kunne ses langt væk. Da de var fremme ved huset, var det stort set væk. En enkelt væg stod tilbage, alt andet var totalt udbrændt. Der var ingen mennesker at se nogen steder, men en parkeret bil tydede på, at nogen i hvert fald på et tidspunkt havde været her. Et stykke derfra, lå hvad der så ud som en bunke tøj i græsset. Da de kom nærmere kunne de se, at det ikke blot var tøj, men liget af en kvinde. Kroppen var indsmurt i blod, og det så ud til at der havde været ild i hendes tøj. Halvt inde over kvinden lå liget af en mand. Han havde en kniv i hånden og lå på maven med ansigtet nede i græsset. Han havde et stort hul i baghovedet, hvor blodet var løbet ud. Ved siden af ham lå en sten, med størknet blod.
   - Det var lige godt pokkers, sagde den ældste af betjentene og kløede sig i håret. - Jeg tror det er bedst, at vi ringer efter assistance.


* * *

   - Stop, Jonathan. Jeg vil ikke have, at du kører så langt i forvejen. Der kunne komme en bil, og du er meget svær at se.
   - Men mor, jeg kører jo helt oppe i græsset. Jeg skal nok passe på.
   Han havde lige fået sin trehjulede cykel og var på vej ned til sin bedste ven Oscar for at vise den frem. Stien slog et sving, og de fortsatte rundt om hjørnet, men stoppede op ved det nedbrændte hus. Lugten af ildebrand kildede i næsen. Sommerhuset var brændt helt ned til grunden for flere måneder siden, men ingen havde tilsyneladende haft travlt med at bygge et nyt. I udkanten af haven stod nogle afsvedne fyrretræer, men længere væk var buske og træer eksploderet i forårets lysegrønne farver. Den sorte skraldespand ud mod vejen var væltet, og indholdet var trillet ud. Midt mellem en stak reklamer fik Jonathan øje på noget. Han bøjede sig ned og samlede det op.
   - Må jeg godt tage dem her?
   Moren kom hen til ham og kikkede på billederne, han havde i hånden. De forestillede nogle nøgne mennesker der sad på et gulv. Deres øjne var lukkede, og det så ud som om de bad.
   - Nej dem skal du ikke have. Desuden lugter de jo af gammel pizza.
   Hun smed billederne tilbage i skraldespanden. - Hvem kommer først hen til Oscar?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2010 11:05 af Helen Nyström (Helen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4604 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.