Jeg har tit diskuteret med min mand hvorvidt mænd er mere pylrede end kvinder.
Jeg mener helt klart ja.
Det følgende tankeeksperiment vil ikke være dig helt fremmed, hvis du er en kvinde mellem 50 og 60 år. Hvis ikke, så har du noget at se frem til. Både i linjerne herunder, og helt generelt.
Forestil dig en mand.
Nej, nej, nej endelig ikke George Clooney eller Brat Pitt. Nu kommer der nemlig noget som for tid og evighed vil printe sig ind på din nethinde. Som et traumatisk og grimt billede.
Så, altså - væk med de 2 herrer og tænk f.eks. i stedet på din gamle matematik- eller fysiklærer.
Denne mand er indkaldt til det regelmæssige check af klokkeværket, fordi han a) er i den alder og desuden b) er en fornuftig mand, der passer på sin krop og "hellere forebygger end helbreder".
Han møder op til undersøgelsen til aftalt tid. Nervøs, men fattet. Sidder i venteværelset og prøver at koncentrere sig om det seneste nummer af Mand & Motor. Går ikke rigtigt godt.
Så bliver det omsider hans tur.
Han skal ind i rum 3. Tyve minutter for sent. Han vil skælde ud på nogen, men tør ikke rigtigt.
En mandlig sygeplejerske tager imod, iklædt hvid kittel og et sadistisk smil. Er formentlig tidligere ansat i KGB, hvilket sikkert også står i jobbeskrivelsen. Sygeplejersken kommanderer din lille matematiklærer ind bag gardinet. "Alt under navlen skal af. Nej, ikke sokkerne".
Der er koldt i rummet, og vores lille matematiklærer har trukket de sorte sokker et godt stykke op over anklerne. Skjorten sidder til gengæld som en lårkort kjole, stopper lige under det centrale område. Der er folder i skjortestoffet, efter det har været presset ned i bukserne. Og - er det et lille stykke af ballen, vi kan skimte?
Staklen nærmer sig forsigtigt KGB-manden. Og det store apparat, der om et øjeblik skal gennemlyse hans ædlere dele med stærke røntgenstråler. Han får besked på at lægge B1 og B2 på den lille glasplade, som er monteret 20 cm over den højde, der ellers ville være lempeligt til formålet. Her, som i alle andre forhold, handler det egentlig om én eneste ting: Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.
Glaspladen er isende kold, og effekten lader da heller ikke vente på sig. Vores mand kigger sydover med en bekymret mine. KGB virker derimod helt uberørt og begynder uden et ord at køre en anden glasplade i stilling. Glasplade nr. 2 nærmer sig glasplade nr. 1 (den med B1 og B2). Tættere og tættere kommer de to plader hinanden, indtil afstanden mellem dem er så umenneskeligt lille, at der umuligt kan være noget imellem dem.
Og dog! Ha!!
Hvem skulle have troet det var muligt?
I hvert fald ikke vores lille matematiklærer. Han står nu på det yderste af tåneglene, som en elefant i en cirkusmanege. Ja han nærmest svæver over gulvet, og det eneste der holder ham fast, er de 2 glasplader. Med et fast greb om de to, du ved nok.
KGB gransker computerskærmen, grynter lidt, og snupper så lige den allersidste millimeter.
Herefter går han ud af rummet og ind i et tilstødende lokale. Ikke hurtigt, han skal jo først have frokost om 2 timer, så der er masser af tid. Så er han klar til næste fase.
Der lyder en brummen, når han trykker på knappen - og et klynk, fra den lille elefant.
KGB kommer tilbage og studerer resultatet på skærmen. Han er åbenbart ikke tilfreds, for "vi tager en serie mere. Og så går det altså nemmere for os begge to, hvis du samarbejder lidt, ikke? "
Efter endnu 5 smertefulde forsøg, er seancen overstået. Resultatet vil blive fremsendt pr. brev 2-3 uger fra dato.
Don't call us. We call you!
Stemningen i venterummet er intens. Alle mand kigger op, når døren til rum 3 åbnes. Blikke udveksles. Og spørgsmålet, "om det overhovedet er lovligt at behandle mennesker på den måde", bliver hvisket over kanten af et Mand-kend-din-krop-magasin.
Matematiklæreren skynder sig ned i cafeteriet, hvor han belønner sig selv med den største chokolade muffin, der nogen sinde har set dagens lys. Det synes han, at situationen kræver.
Bagefter styrer han lige hjem og skriver til Sundhedsministeren, Statsministeren, Gud og hver mand. Det kan da ikke være rigtigt, at man skal lide sådan. Kan nogen ikke opfinde en maskine, så det ikke behøver at gøre så fandens ondt?
Jo, selvfølgelig kan man det. Hvis man(d) vil.
***
Min mand synes jeg overdriver, når jeg fortæller ham om mine mammografi-undersøgelser. "Det kan vel ikke være så slemt? ", sir' han.
"Du skulle bare selv prøve det", plejer jeg at svare ham.
Jeg går til hver eneste undersøgelse, jeg bliver indkaldt til. Men pinedød, hvor jeg hader dem. Lige så meget som jeg elsker mine bryster. Efter 3 børnefødsler og med alt hvad dertil hører, er de ikke helt så smukke og spændstige, som de en gang var. De sidder heller ikke mere, hvor de gjorde.
Kun når jeg står på hænder.