5Værelse til leje
Frugttræerne i forhaven stod med hundredvis af lyserøde blomster ... [...]
Noveller · gys
3 år siden
3Hvis bare jeg vidste
Ida og Sofie maser sig frem gennem den kødrand af mennesker, der ... [...]
Noveller
3 år siden
3*** Om en mand, der hedder Gunnar
Min mor og Gunnar har skrevet sammen i cyberspace i et stykke tid... [...]
Noveller
3 år siden
4***Om mammografi og om at stå på hænder
Jeg har tit diskuteret med min mand hvorvidt mænd er mere pylrede... [...]
Klummen
3 år siden
5***Om fedt, fitness og flirt
Jeg har nok (læs: helt sikkert) taget på her i julen, og orker sl... [...]
Kortprosa
3 år siden
7***Om min mor, net-dating og sushi
Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker min mor, det gør jeg ... [...]
Noveller · kærlighed, mennesker, livet
3 år siden
26Dukken
Sofie satte sig på hug ned foran sin lillesøster og tog hendes hå... [...]
Noveller
7 år siden
19Samuels tempel
Jarn lukkede døren efter sig, og hallen genlød af hans skridt hen... [...]
Noveller · krimi
9 år siden
4Ravkvinden
Fra sin plads ved vinduet så hun ud på havet. Stormen var på sit ... [...]
Noveller
11 år siden
2Samvittighed
Da han vågnede var gardinerne stadig trukket for vinduerne. Igenn... [...]
Noveller
11 år siden
2Fantasien
Det var en skøn sensommerdag og vejret var fantastisk. · Cyklerne s... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Helen Nyström (f. 1961)
Frugttræerne i forhaven stod med hundredvis af lyserøde blomster og fik Anna til at tænke på bedsteforældrenes have, hvor hun havde tilbragt så mange somre som barn. Minderne kom tilbage så stærke, at hun næsten kunne smage æblesaften der eksploderede i munden, når tænderne brød gennem den sprøde skal.

Hun fortsatte op ad havegangen mod huset og trådte henover nogle haveredskaber der lå på smidt på fliserne - som om personen lige om lidt ville komme tilbage og fortsætte sit arbejde.

Dørklokken havde en skinger lyd, og mens hun ventede, kiggede hun på den lille arrige havenisse på trappen. Den fik hende til at trække på smilebåndet.

En middelalderende kvinde åbnede døren.
   - Ja???, sagde hun og kiggede ud på Anna. Hun havde sikkert engang været en smuk kvinde, hun var høj og rank med et stort, næsten helt gråt. Anna smilede til hende og rakte hånden frem - Goddag. Jeg hedder Anna Kjersing. Vi talte sammen i går. Om værelset, du har til leje.

- Åh ja, selvfølgelig! Kvinden smilede. - Dav med dig Anna, jeg hedder fru Larsen. - Ja, det var os to der talte sammen. Hun tørrede hænderne af i forklædet og rakte hånden frem.

Den var varm og tør og føltes lidt som at røre ved en slange. En slange i blomstret forklæde, tænkte Anna.

- Men stå nu ikke der på trappen. - Kom dog indenfor, sagde hun og trådte et skridt tilbage, så Anna kunne komme ind.

Entreen var lys og spartansk. Eneste indretning var et spejl med 2 store fotografier, symmetrisk på hver side. - Det virker som et rigtig dejlig kvarter herude, sagde Anna. - Stille og roligt, og alligevel tæt på byen!

Fru Larsen stirrede et øjeblik på hende uden at sige noget og lagde derefter hånden på hendes skulder. - Nu skal jeg vise dig værelset, sagde hun.

- Ja tak. Anna fulgte efter, mens hun spekulerede på om hun havde sagt noget forkert. Det håbede hun ikke, for at få et sted at bo, var virkelig første prioritet for hende. Med universitet-starten lige om hjørnet.

- Her er så værelset.

Anna trådte ind og kunne ikke skjule sin begejstring. - Wauu, hvor er det lækkert, udbrød hun og slog hænderne sammen. Værelset var stort, havde 2 vinduer og god plads til både seng og skrivebord. Måske kunne hun endda få plads til et par ekstra gæstestole.

Fru Larsen stod stadig med hånden på dørhåndtaget uden helt at træde ind i rummet. - Der er helt nymalet herinde, og gulvet er også lige blevet afhøvlet, sagde hun.

- Ja, det ser altså rigtig fint ud. Meget bedre end jeg havde forventet. Jeg mener... prisen taget i betragtning. Men det skal jeg jo selvfølgelig ikke sige til dig. Anna følte sig pludselig dum.

Fru Larsen lo en sprød latter. - Jeg er bare interesseret i at få den rigtige lejer. Pengene betyder ikke så meget. Det er mere vigtigt, at det er en person, som passer ind.

- Ja, selvfølgelig. Det forstår jeg godt.

Fru Larsen smilede. - Jeg har en god fornemmelse med dig Anna, jeg tror du er den helt rigtige. Anna havde lyst til at falde hende om halsen. - Så er værelset altså mit?

- Ja, hvis du vil have det. - og lad mig så vise dig resten af huset, nu når vi begge har bestemt os ikke? De gik fra rum til rum, men Anna hørte kun efter med et halv øre, for i tankerne var hun allerede i gang med at indrette sig i sit nye værelse.

- Her inde bor min datter, sagde fru Larsen. - Ja, hun er i skole nu, men kommer snart hjem. Anna nikkede og kikkede lidt rundt. Alt stod pænt og sirligt, men der lugtede underligt indelukket derinde og det føltes også lidt forkert at være derinde, som at smugkigge gennem et vindue, syntes hun.

Fru Larsen gik hen til et indrammet fotografi der hang på væggen. Forsigtigt tørrede hun glasset af for støv med snippen af sit forklæde. - Det er Karina, min datter sagde hun. - Hun går i 2g oppe på Bakkegårdskolen.

- Bakkegårdskolen? Nej, hvor pudsigt, sagde Anna. - Derfra gik jeg ud af 3g sidste år. Hun kiggede igen på billedet. - Men jeg synes nu ikke, jeg har set Karina deroppe.

Fru Larsen rynkede øjenbrynene. - Hun er ellers skolens elevrådsformand. Og inspektør Jespersen er meget begejstret for hende.

- Du mener vel inspektør Bang. Jespersen gik vist af på pension for flere år siden, sagde Anna.

Fru Larsen svarede ikke, og igen følte Anna, at kvinden var et helt andet sted, og bare stirrede lige igennem hende. Det fik hende til at føle sig underlig til mode. - Men vi er vel også færdige? sagde hun og hankede op i sin taske.

Fru Larsen var hurtig ovre ved døren. - Du skal også lige se vaskerummet. Der bruger vi kvinder jo lang tid, ikke? Hun smilede, men smilet nåede ikke helt op til hendes øjne, og Anna mærkede en endnu stærkere trang til bare at komme ud derfra. - Jeg har faktisk lidt travlt, sagde hun og kiggede på uret. - Så hvis vi kunne...

- Du er måske slet ikke interesseret i værelset alligevel? sagde fru Larsen. Hendes stemme var pludselig dyster. - Der er faktisk en anden, som også har ringet på det, fortsatte hun. - så måske skulle jeg...

- Nej, nej selvfølgelig vil jeg da gerne se vaskerummet også, sagde Anna hurtigt.

Trappen ned til kælderen var stejl, og Anna måtte bukke sig for ikke at støde hovedet mod loftet. Der lugtede muggent.

- Jeg lukker lige døren, ellers bliver der så koldt oppe i stuen, sagde fru Larsen bag hende, og Anna følte en voldsomt ubehag ved hele situationen. Hun vendte sig om for at gå op igen. - Jeg tror alligevel ikke, at jeg..

Længere nåede hun ikke, før hun mærkede en voldsom smerte på siden af hovedet, og alting blev mørkt.

Da hun kom til sig selv, vidste hun ikke, hvor længe hun havde været bevidstløs. Hun så sig om. Hvor var hun?
   Der var dunkelt i rummet, men hun kunne mærke, at hun lå på noget hårdt, en briks måske? Hun havde kvalme og en næsten ulidelig smerte i tindingen. Hun skimtede noget i mørket. Nogen bevægede sig mod hende. Et åndedræt, svagt og kontrolleret. Og pludselig stod hun der. En bleg og spinkel pige, der kiggede ned på Anna med store sørgmodige øjne.

- Hvem er du? hviskede Anna.

Pigen svarede ikke, men satte pegefingeren på munden og rystede på hovedet.
   - Du skal ikke tale. Det er reglen. Tal aldrig, hvis du ikke bliver bedt om det. Pigen hviskede ind i Annas øre. - Det er et bedste for os begge to.

Anna fugtede sine sprukne læber og forsøgte at rejse sig, men rebene forhindrede hende. Pigen lagde sine hænder på hendes mave og trykkede hende tilbage. - Lig stille. Du ødelægger det hele, hviskede hun. - og hvis du laver ballade, straffer hun os begge to.

Anna forsøgte at forstå, hvad der skete, men hendes hoved gjorde så ondt og det hele gav ingen mening. - Hvem straffer os? sagde hun. - Hvad er det, du taler om?

- Mor har givet mig lov til at komme op og se himlen, til at se træerne og høre fuglene. Pigens øjne lynede. - Men hvis du laver ballade, så bliver det ikke til noget.

Anna følte, hvordan det snurrede i hendes hoved. Hvad var det pigen sagde?
   - Er fru Larsen din mor? Er du... Er du Karina?

Pigen kiggede på Anna og rystede på hovedet, så en tjavset hårlok faldt ned over hendes øjne. - Men jeg har været Karina i 4 år, sagde hun stille. - Lige siden den der ulykke. Hun kikkede på Anna. - Mor har brug for en ny Karina. Det er derfor du er her.

Anna blev grebet af fuldstændig panik og skreg højt, mens hun af al kraft prøvede at komme løs af briksen.

- Hold så op, skreg pigen, og trak et groft stykke stof op af lommen og puttede det i munden på Anna, der følte at hun skulle kvæles. Hun rev og sled i rebene, men de skar sig bare dybere og dybere ind i huden på hende, indtil hun ikke havde flere kræfter tilbage, og den sidste rest af modstand langsomt sivede ud af hende.

- Glem ikke det, sagde pigen. - DU er Karina nu - og fru Larsen er din mor. Hun ventede på en reaktion fra Anna, men der kom ingen. - Rummet her er dit hjem, og der er intet du kan gøre ved det.

Så tog hun stoffet ud af Annas mund og lagde det tilbage i sin lomme. Anna orkede end ikke løfte hovedet. Hun havde ikke flere kræfter tilbage. - Og hvad så med dig? spurgte hun næppe hørligt Hun forsøgte at få øjenkontakt med pigen. - Hvad sker der så med dig, når du ikke længere er Karina? gentog hun.

- Jeg skal se himlen og træerne. Pigens øjne lyste da hun fortsatte, - og jeg skal høre fuglene synge.

Hun smilede for første gang til Anna. - Endelig bliver det min tur sagde hun.

Oppe i køkkenet sad fru Larsen og tænkte på, at det var på høje tid, at gå ud og fortsætte havearbejdet.

Der var så meget jord, hun skulle grave op, og snart var det tid.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/01-2017 16:04 af Helen Nyström (Helen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1579 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.