Skyggerne spiller mig en pus, de gør de små solstråler som siver ind mellem sprækkerne deforme, de danser henover de støvede fyrtræsgulve, og svajer frem og tilbage. De gamle møbler af teaktræ og mahogni står hulter til bulter, rundt omkring i stuen, omsvøbt af mølædte lagner. Den trafikerede vej udenfor høres som en svag støj igennem den tykke facade, ellers er der helt stille. Malingen skaller af på de gamle hvidpudsede mure, og giver dem en krakeleret, nærmest kunstnerisk overflade. Vi er helt alene, jeg suger alle indtryk til mig, og prøver at huske dette øjeblik, prøver at brænde billedet fast på nethinden. Vi holder om hinanden, tiden flyder sammen, den går hurtigt og langsomt på samme tid. Jeg mærker din ånde på mit ansigt, og følger dine øjne som flakker i mine, deres mindste bevægelse nærer sirligt fantasien, mine blå, dine brune. Vi står så tæt at vores hjerter banker mod hinanden, en symbiotisk gestus der som et supplement, beroliger og bekræfter på samme tid. Vi kom ind af vinduet i den tilgroede baghave som stod på klem, villaen som vi så oftest har passeret på udgangen, har længe fristet. Ruinen som ikke er vores er de næste tre timer et helligt tilflugtssted, væk fra afdelingen, væk fra læger og personales bedømmende blikke, og bedrevidende dominans. Vi står der imellem alt støvet, du skinner om kap med solstrålerne der kaster sig på gulvet omkring os. Endeligt alene uden for den kolde verdens rækkevidde, her hvor du skærmer med din varme fra kulden, kigger du med øjne der siger at vi er i sikkerhed. Vores fingre er flettet, vi holder hænderne presset imellem os, det får den myldrende verden udenfor til at virke ubetydeligt lille. Angstens evige pirreren generer mig ikke her i dette øjeblik, for en stund føler jeg en pause som ellers er uopnåelig. Foran den forkullede kamin, ligger den madras du stjal fra sygehuset, et oprørsk symbol på dit stædige frisind, dine øjne bryder mine og kigger derhen, du nikker med hovedet og skubber mig i dens retning, det gør kun din hentydning tydeligere, jeg følger din mindste bevægelse og giver mig hen i frit fald, uden at tænke uden at ane ligger vi pludseligt helt tæt sammen, mine hænder kan ikke finde ro, lysten til dig er for stor, dine former indbyder mit begær, dine øjne invitere til mere, vores tillidsbånd har bragt os her, det føles naturligt nu og grænserne er utydelige, før begrænsede du mig altid og trak dig, men denne gang er anderledes, du er flytter ikke længere dine læber og du vrider ikke din krop, når jeg kærtegner den du laver små saglige lyde med din mund som tænder mig, jeg presser mig tættere så tæt som jeg kan, og bevæger min hånd mod din fisse, din hånd gør ligeså mod min pik, vores øjne stirrer stift og lidenskabeligt, vores læber er som limet til hinandens, jeg mærker dig for første gang uden paraderne, der er kun lyst, der er kun kærlighed, dine kinder blusser og du stønner efter været, jeg trækker vejret tungt.