Gamle Hansen


25 dage siden 1 kommentar Livshistorier livserfaring

1Nu tændes .
Igen tændes adventskransen i al dens glans. · På gågaden er der om ... [...]
Digte · julehandel
4 dage siden
1Dette århundrede
Grådigheden der uhæmmet æder humanismen, · kendetegner starten på d... [...]
Digte · paradoks
4 dage siden
0Minder om Helene
I december 1976 havde jeg i fire måneder sejlet som styrmandsaspi... [...]
Livshistorier · nostalgi
15 dage siden
0Her er han
Her er han. · En af dem, der invaderer os. · Han rejste på en båd, · fo... [...]
Digte · humanisme
15 dage siden
4Afmagt
At ville det, · der ikke er muligt. · At håbe det, · der er håbløst. · At... [...]
Digte · afmagt
17 dage siden
3Fanget
Jeg føler mig ofte fanget, · fanget i evige gentagelser, · gentagelse... [...]
Digte · agere, reagere
21 dage siden
1Gamle Hansen
En nat sent i januar 1975 stod min kammerat Steen og jeg uden fry... [...]
Livshistorier · livserfaring
25 dage siden
0Heureka
Glæde gjaldede gennem gaderne, · som sprøjtet ud af trompeters trag... [...]
Digte · drømmeverden
1 måned, 7 dage siden
5Liv
livet udviklet til en levende ting · født af den stinkende ur suppe... [...]
Digte · livsrefleksion
1 måned, 9 dage siden
0Pet'sen
I foråret 1971 havde vi allerede i 6-7 år boet på Frihedsalle i S... [...]
Blandede tekster · livserfaring
1 måned, 16 dage siden
4Tingenes tilstand
Det er ikke alt det, · du ønsker dig, · du får opfyldt. · Det er ikke a... [...]
Digte · status
1 måned, 18 dage siden
2Kom - lad os danse
klippe en tå eller også hakke en hæl · lad den så ligge, til lugten... [...]
Digte · samfundskritik
1 måned, 20 dage siden
6Og hun siger at jeg bestemmer
"Husk at vaske hænder!" · Siger hun til mig, · lige da jeg står foran... [...]
Digte · irritation
1 måned, 23 dage siden
0Tvangsjakken
alt det der her omkring mig sker · føler det hele bare bli'r mer' o... [...]
Digte · kærestesorg
1 måned, 24 dage siden
2Fortidens glorie
Når jeg ser tilbage, · var drømmene store · og visionerne intakte. · Li... [...]
Digte · livets efterår
1 måned, 24 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 32 – Stefano...
Klokken 04.30 kunne de morgenfriske i den russiske by Rostov-on-D... [...]
Romaner · eksplosionen
1 måned, 26 dage siden
12Du er ikke et nul
Når man bare er, er man ikke bare. · At være er noget · og noget kan ... [...]
Aforismer og gruk · livsrefleksion
1 måned, 28 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 31 - Politih...
Inspektør Molliniari var den første, der gik ud af det store møde... [...]
Romaner · spænding
1 måned, 29 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 30 – En lill...
Inden han gik ind til mødet med topfolkene i "La Famiglia", havde... [...]
Romaner · ragu alla bolognese
2 måneder, 6 dage siden
4Lykken er
Lykken - Jeg sidder her og undrer mig, · for skal jeg ikke ud og le... [...]
Digte · lykke
2 måneder, 7 dage siden
2Og jeg ser dig
og jeg ser på dig · du - min evige stråle af lys · du - som forsøder ... [...]
Digte · drømmen om
2 måneder, 8 dage siden

Puls: 86,3

Publiceret: 34
Afgivet: 119
Modtaget: 107
Nils Højsager-Jessen (f. 1956)
En nat sent i januar 1975 stod min kammerat Steen og jeg uden frygt overfor ham, overfor selveste "Gamle Hansen". Vi pralede i fuldemandssnak om, hvorledes vi to i Santa Cruz underverden havde overvundet bevæbnede røvere og pirater med meterlange sabler, inden korrupte politisoldater havde overmandet os og slæbt os væk. "Gamle Hansen" stirrede iskoldt på os, målte os med sine øjne og sendte han os blikke der, hvis vi ikke havde været stangdrukne, ville have givet os adskillige forfrysninger på både krop og sjæl. "Ud med dem, vi taler videre i morgen" affærdigede han os. Overstyrmand Hammilton tog Steen og mig i uniformens kravetøj og halvt slæbte, halvt bar os ud på dækket. Hverken Steen eller jeg lagde mærke til de 78 andre elever på Skoleskibet Danmark, der bestyrtet stod og så på os.

Næste morgen blev vi vækket med den obligatoriske havnevækning: "Rejse, rejse, rejse - der er sorte piger på kaa jeen". Jeg havde en drønende hovedpine og min tunge og hals føltes som noget, der kun kunne være en løgn. Jeg så med øjne, der lignede smalle sprækker over mod Steen, der så vidt jeg kunne se, havde det mindst lige så slemt som mig. Langsomt kom jeg ud af min hængekøje, dem vi kærligt kaldte for bananskræller. Jeg stod, trods det faktum at vi lå fast fortøjet i Santa Cruz havn, let svajende. Steen og jeg var begge 17 år og store "lidt" vilde drenge, der i vores egen anskuelse allerede var voksne. Steen, nummer 39 på bagbords vagt kom fra Hvidovre i København, og jeg nummer 37 på bagbords vagt kom fra Sønderborg. Vi spiste morgen skafning sammen med de andre og følte, at alle stirrede over mod os. Det gjorde de også, men ingen sagde noget, og så væk når vi så på dem. Lige undtaget lille Søren, han sagde sgu altid noget, plaprede løs hele dagen lang. Han sad lige overfor Steen og mig og lænede sig frem med ordene: "Hold kæft hvor var i stive i går. Gamle Hansen var helt lilla i hovedet, da politiet kom slæbende med jer". Nu vidste jeg at det var virkeligt, ikke bare en ond drøm eller et mareridt.

Så blev alle sat i gang, styrbords vagt skulle på udflugt til Pico del Teide, bussen til udflugten holdt allerede klar inde på kajen. Halvdelen af bagbords vagt skulle arbejde på dækket med forefaldende arbejder, og den anden halvdel havde matematik- og navigations undervisning på banjerne under dæk. Steen og jeg skulle vente til klokken 09.00 og så ind til en samtale med kaptajn Hansen. Klokken ni stod vi parate til vores livs skideballe og bankede let på kaptajn Hansens dør. "Kom ind", lød det hårdt og kontant fra den anden side af døren ind til kaptajnens kontor. Vi åbnede ærbødig døren og gik ind. På kaptajn Hansens ansigt kunne jeg se, at straks han så os, kom raseri og vrede atter frem i ham. Farvetonen på hans hud blev meget rød, øjnene kneb lidt mere sammen, hagen blev stram og hans mund og læber pressede sig sammen og blev som en streg.

"Er i overhovedet klare over, hvor mange års opbygning af et godt forhold, at i med aftenens bytur og druk har ødelagt for Skoleskibet Danmark, for jeres kammerater og for mig"? Brølede han ind i hovedet på os. Tiraderne fortsatte i 20 minutter, hvor vi ikke kunne andet end at stå og se brødebetyngede ud. Han sluttede af med at lade nåde gå for ret. "Jeg har egentlig mest lyst til at sætte jer i en flyver hjem til Danmark, men i stedet bliver i nægtet alle former for landlov på hele Caribien", skrattede han med en efterhånden helt hæs stemme og sluttede af med: "Og så er det ud". Vi nærmest bakkede ud og var i første omgang glade for, at vi ikke var blevet smidt af skibet. Ude på dækket var der en masse af de andre, der kom hen og spurgte til, hvad der skulle ske med os. Vi fortalte det og de så medlidende på os. Efterhånden begyndte det at gå op for os, at alt det vi alle havde set frem til, en sejltur gennem Caribiens smukke øer var nu blevet reduceret til, at Steen og jeg skulle blive ombord. Ingen udflugter, ingen hvide badestrande, ingen brune piger og ingen fri landlov med byture på øerne. Det var et par slukørede drenge, der efterfølgende blev sat i arbejde med at vaske træværk af med ferskvand, således at lakken ikke blev brændt mat af salt og sol i kombination.

Et par dage senere satte skibet kursen mod Caribien, først 3 ugers sejlads med den jævne passatvind. Stille og roligt gik optrinnet i Las Palmas i glemmebogen, og det blev hverdag ombord. Steen og jeg gjorde alt for, at vi skulle blive bemærket på en positiv måde. Meldte os frivilligt til alt lige fra at smøre wirer med beg, til at rense op under dørk pladerne i motorrummet. Langsomt nærmede vi os Barbados og en morgen råbte udsigten: "Land i sigte"! Vi var kommet til Barbados. Vi stævnede ind mod land og smed i første omgang anker i Carlisle Bay med udsigt ind mod Bridgetown. Det gjorde næsten ondt i hjertet på Steen og mig, at se de hvide strande, vildtvoksende kokospalmer og store flotte hvidmalede villaer langs kysten. Dagen efter lagde skibet til kajs omkring klokken 11.00. Styrbord vagt havde frivagt, mens vi andre på bagbords vagt var travlt beskæftigede med at gøre skoleskibet flot, rent og blankt. Der ville allerede denne aften være vigtige folk fra Barbados, der kom på besøg, "party". Steen og jeg hang fra agterstavnen ned på en malerstilling og pletmalede med hvid maling overalt, hvor de tre uger ude på Atlanten havde mærket skibet med rust. Vi hang dernede over vandoverfladen og så eleverne på styrbords vagt vandre ned ad kajen på vej ind mod Bridgetown.

Næste dag havde bagbords vagt frivagt, det vil også sige, at Steen og jeg havde fri, men vi fik strenge instrukser fra overstyrmand Hamilton om, at vi skulle blive ombord. Vi slog os ned oppe på bakken og så interesseret på, at bagbords vagt blev hentet i busser, ud til en klub med dejlig strand. Styrbord vagt havde travlt med vedligeholdelsesopgaver overalt på skibet. Kaptajnen var flere gange oppe på dækket og det var tydeligt, at han holdt øje med os, men vi havde jo fri. Jeg så han snakkede lidt med bådsmand Carlson og lidt senere kom Carlson op på bakken til os og spurgte, om ikke vi ville hjælpe ham med nogle opgaver. Vi sagde straks ja, det var bare om at gøre sig positivt bemærkede. Bådsmanden satte os i gang med en række opgaver, faktisk helt spændende og sjove opgaver. Pejle tanke, check af redningsudstyr, oprydning i nogle depotrum m.m. Alt sammen opgaver vi kunne lave, uden at vi ville komme i vejen for styrbords vagt. Hen på eftermiddagen var alle opgaverne udført - til punkt og prikke og vi spurgte Carlson om, vi måtte sidde inde på kajen og fiske lidt. Carlson forespurgte kaptajn Hansen og vi fik lov.

Snart efter sad Steen og jeg oppe på kajens yderside, med front mod havet. Vi fiskede som vilde, men så kun enkelte småfisk, der fulgte efter vore alt for store blink. Pludselig så vi en blæksprutte, der nede fra stenene under overfladen fangede en af de små fisk, der var fulgt efter blinket. Vores interesse var vakt og snart havde vi fundet fidusen. Med blinket vippede vi op og ned ud for hvert eneste synlige hulrum mellem stenene i kajmolen. Snart havde vi fanget fem pæne blæksprutter og næsten hele styrbords vagt, der nu også var færdige med deres opgaver, sad oppe og beundrede vores fiskeri. Maskinchefen, der selv var ivrig fisker, stod længe og beundrede vores teknik. Kaptajnen og overstyrmanden var også forbi og nikkede til os: "Pæne sprutter".

Da vi stoppede med at fiske, havde vi fanget 9 flotte blæksprutter. Vi tog spanden med "sprutterne" med ned i kabyssen til skibskokken og snakkede med ham: "Vi kan jo godt se, at der ikke er nok til eleverne, men der er nok til officererne. Vi vil gerne give dem til dig, så du kan tilberede dem til officersmessen". Kokken smilede bredt og takkede os. Næste dag blev vi atter kaldt ind til kaptajnen, han sad længe og uden et ord og kiggede på os. Både Steen og jeg stod forlegne og krammede vores solhatte i hånden, mens vi meget brødebetyngede så på kaptajnen. Endelig rejste han sig og sagde kort: "Jeres straf er udstået og nu må i gå på landlov sammen med de andre". Det var en dejlig tur gennem Caribien, og vi havde mange gode oplevelser sammen med alle de andre på bagbords vagt. Men vi blev ikke fulde og vi opførte os pænt, vi havde lært lektien.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/11-2018 11:17 af Nils Højsager-Jessen (storyteller) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1480 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.