Vi mødte hinanden. Helt tilfældigt. På en bar. Det bedste sted at møde mennesker. Vi havde nogle fælles venner, og helt tilfældigt var jeg med den dag. Jeg overveje ellers at lade vær, men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg tog den dybe indånding og tog med. Vi sad ved siden af hinanden. Hun ejede stedet. Hendes personlighed fyldte det hele. Ikke på den irriterende måde, som andre gør det på. Nej. Hendes grin var det der fyldte. Hendes glæde. Hendes uovervindelighed. Og vi klikkede. Vi havde vores egen samtale. Vores egen lille bobbel med de andres larm og latter omkring os. Vores bobbel handlede om noget helt specielt. Vores begges kærlighed for tern. Ternede bukser specielt. Aftenen skred fremad, og vi tog hver for sig til sidst. Mandag mødtes vi i frikvarteret. Begge iført vores ternede kluns, og klar til at gå mod verden sammen. Det er nu et år siden. Et år er gået, og siden første gang vi mødtes, har vi holdt sammen. Gennem tykt og tyndt. Været der til de bedste grineflip der ingen ende har, og til når der har været brug for kram og støtte. Vi kan ikke gå 24 timer, uden lige at tjekke op på hinanden. Vi har brug for hinanden. Vi har hinanden, og vi har bygget et venskab udover det sædvanlige. Aldrig har jeg haft en person, jeg har holdt af på den måde, som jeg holder af hende. Hun er min soulmate i venneversion, og det er hun helt alene af den grund, at vi ikke dømmer hinanden. Lige meget hvor dumme beslutninger jeg tager, så er hun der. Hun lytter bare. Siger det var dumt, men har en løsning og en plan for at rette det op. Og det samme har jeg for hende. Vi accepterer hinanden som vi er, og tysser på de fejl og mangler der nu er. Vi omfavner hinanden, men ikke kun vores kroppe. Vi omfavner hinandens sjæle, og vi hjælper hinanden igennem de hårde tider. Vi forstår hinanden på en måde, jeg ikke har oplevet før, og hun er den eneste jeg ikke er bange for at sige noget til. Hun er den eneste jeg ikke har et filter for, og jeg ved ikke hvad jeg skulle ha gjort uden hende. Uden køreturerne om aftnerne med alt for høj musik. Uden de uforventede besøg. Uden de lange gåture med snakken om alt og ingenting. Uden hendes kram. Uden hendes støtte. Jeg håber aldrig jeg mister hende. Jeg vil gøre alt for hende. Jeg tror på hende. Hun giver mig et mod jeg aldrig har haft før, og jeg er hende i evig gæld. Hun kom ind i mit liv som en engel sendt fra himlen, og jeg ville bare ønske, jeg have mødt hendes henrivende person noget før. Men jeg takker verden for at ha sendt mig hende hver evig eneste dag. For hver dag minder hun mig om at det bliver bedre. At det nok skal gå. For vi er her sammen. Og vi er klar til at overtage verden. Sammen.