Sammenbrud


4 måneder, 20 dage siden 6 kommentarer Livshistorier magtesløshed kultur kaos

3Step 5 til hjertesorg
Jeg søger efter smerten. Jeg søger efter det, der kan ødelægge mi... [...]
Blandede tekster · fortabt, indre konflikt, forelskelse
2 måneder, 21 dage siden
2Step 4 til hjertesorg
Afstand. Afstand er godt. Afstand er sikkerhed. Afstand er en måd... [...]
Blandede tekster · frustration, forhåbninger, sårbarhed
4 måneder siden
6Barndomsgader
Som jeg sad der på bænken ned til vandet, tog jeg mig selv i at s... [...]
Blandede tekster · splittelse, tidens gang, hjemstavn
4 måneder, 6 dage siden
2Step 3 til hjertesorg
Jeg tog fejl. Jeg tog så grueligt fejl, som jeg nogensinde har gj... [...]
Blandede tekster · frustration, hjertesorg, afstandsforelskelse
4 måneder, 20 dage siden
1Step 2 til hjertesorg
Jeg har lyst til at råbe. Til at skrige. Jeg har lyst til at flip... [...]
Blandede tekster · drømme, kærlighedslængsel, afstandsforelskelse
4 måneder, 20 dage siden
3Step 1 til hjertesorg
Det er bare et chrush. Et lille uskyldigt chrush. Han er bare lid... [...]
Blandede tekster · romantik, spænding, flirt
4 måneder, 20 dage siden
2Allierede
Vi mødte hinanden. Helt tilfældigt. På en bar. Det bedste sted at... [...]
Essays · smil, tryghed, relationer
4 måneder, 20 dage siden
6Sammenbrud
Jeg er træt af den måde, vores samfund er bygget op på. Nej, ikke... [...]
Livshistorier · magtesløshed, kultur, kaos
4 måneder, 20 dage siden
4Skolestart
Jeg er tilbage på skolebænken. Tilbage til lærernes uendelige fre... [...]
Livshistorier · venner, skolegang, udholdenhed
1 år, 3 måneder siden
3Lille prinsesse i røde gummistøvler
Jeg drømmer. Drømmer mig tilbage, til da jeg var lille. Til denga... [...]
Livshistorier · barndom, fortvivlelse, dagdrømme
1 år, 4 måneder siden
1Hans guitarspil
Han siger, han er ved at lære en ny sang. En af vores sange. Jeg ... [...]
Livshistorier · taknemmelighed, kærlighed, guitarspil
1 år, 4 måneder siden

Puls: 9,0

Publiceret: 1
Afgivet: 3
Modtaget: 4
Laura Patricia Hultberg (f. 2000)
Jeg er træt af den måde, vores samfund er bygget op på. Nej, ikke træt, irritabel. Det er uhørt, hvordan vores samfund bygger på en stræben efter det perfekte. Det perfekte arbejde. De perfekte karakterer. Den perfekte kæreste. Det perfekte outfit og ikke mindst, den perfekte krop. Det er fabelagtigt at sulte sig selv for at være "rigtig". For at passe ind. For at have en status. Man hører konstant om den sidste nye kur, hvor du kan tabe dig et kilo om dagen. Og har du ikke den perfekte "summerbody", skal du i det mindste have gode karakterer for at blive til noget, her i den nymoderne verden vi har skabt. Det er mirakuløst, at ingen går ned under det kæmpe pres, der bliver lagt på deres skuldre. Når nej, det gør de. Og ingen ser det. Ingen ser smerten i øjnene på de modløse unge, der snart ikke har flere mulighedder for at kunne trække vejret. Statens job er at skabe et sundt og sikkert samfund, men i stedet har den skabt en mirakuløst forvirret ungdom, der ikke tror på sig selv. Hvis ikke unge selv ligger et pres på dem selv, med alle de perfekte skønhedsidealer svirrende om hovedet, så står resten af samfundet klar til at gøre det. Det bliver sagt om og om igen, at klarer vi os ikke godt i skolen, bliver vi ikke til noget. Vi er så let påvirkelige, at vi tager dette helt ind i sjælen og stræber. Nørder. Terper. Men for hvad? For at gå ned med stress, angst og depression efter et år i gymnasiet? Vi tapper os selv for energi, som en myg tapper et dyr for blod. Vores ustabile adfærd gør os socialt uacceptable, og vi bliver til os og dem. Vi splittes mellem dem, der kan holde på den perfekte maske, og dem der bukker under, og lader den falde ned og smadre på det hårde gulv. Men selv dem der kan holde masken i løbet af dagen, bryder sammen når de er alene, og mørket banker på den kolde rude. Det er aftnerne, når vi er alene, der er hårdest. Det er her, vi kan bryde sammen midt på vores værelsesgulv. Bryde sammen efter en dag i kamp med sig selv og tårerne der presser på. En kamp for at holde hovedet højt og virke stærk, selvom man er så svag, som man aldrig har været før. Det er her, vi søger til midler, der lindrer smerten. Der fjerner smerten. Den sidder konstant i brystet, og vi søger desperat efter midler, der kan fjerne den. Bare for et øjeblik. Det er dette øjeblik, der bliver til et minut. Til en time. Til et døgn. Til en uge. Til hospitalet. Til lægen. Til psykiatrien. Vi skal bryde helt sammen, og være vredet for de sidste dråber af overskud, glæde og livslyst, før vi bliver set og hørt. Før presset bliver lettet bare en smule, og vi får en mulighed for at komme op i fuldt pensum, i stedet for at blive smidt ud. Burde man ikke hjælpe med at finde en ny uddannelse, der vil passe bedre til en? Burde man ikke bare have lov til at være? Bare engang imellem? Bare være, og ikke presse sig selv ned i et stort, sort hul med pligter, lektier, lavt selvværd, fortvivlelse og hvad der nu ellers kan komme på den liste over ting der forvolder smerte. Men nej. Sådan er vores samfund ikke skruet sammen. Tør man så endelig fortælle om de dystre tanker, der fylder i løbet af dagen, får man et "Tag dig sammen, du har det ikke så svært" smidt i hovedet. Det er et tabu at have det dårligt med sig selv, og i stedet for at få hjælpe, bliver der hånet og gjort grin med. Man bliver smidt endu længere ned i hullet. Man brugte sit sidste mod på at råbe højt. Det sidste åndedræt. Og hvad skete der? Ingenting. Vi efterlader de sårede på gaden, og lader dem selv finde ud af deres problemer, for vi andre skal jo ikke have snavs på fingrene. Ungdommen 2019 har det jo ikke svært. Slet ikke ligesom da far var dreng. Der kan man tale om hårde tider. Og ja, det var nok hårde tider, men man kan ikke sammenligne de to tidsaldre. Det ville være ligesom at sammenligne en iPhone 1 med en iPhone 10. Der er sket for meget, og det er to vidt forskellige telefoner. Det er det samme med tiden. Der er nye problemer i dag, der skal tages hånd om, og man kan ikke sige, at ungdommen "bare" skal tage sig sammen. Vi gør vores bedste, men det er aldrig godt nok. Vi kan ikke blive ved med at kæmpe på den her måde. Vi har brug for et samfund, hvor det er acceptabelt at fejle engang imellem. Et samfund hvor man ikke skal ligene en model. Et samfund hvor der er plads til at have en dårlig dag, uden at skulle udstødes fra gruppen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/07-2019 19:19 af Laura Patricia Hultberg (Huttelihutberg) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 836 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.