Det varer nok ikke længe, før skyerne slipper en varmende sol fri. En ny dag begynder og fuglene synger. En fugl kommer langt borte fra, helt tilbage fra barndommen. Det er alt det, som er glemt, som kun kan anes. Men jeg holder fuglen i live, også når jeg er vågen.
Noget af det første jeg kan huske, er netop et par fugle. Det var i foråret 1962. Jeg var fire år gammel. Skyer og fugle gled forbi på samme måde som nu, men på vores tag sad to storke og bragte foråret hid.
Som barn var tiden uendelig og sammen med mine kammerater forsvandt jeg tit i skoven bag marken, hvor vi legede cowboys og indianere, byggede huler og klatrede i træer.
Jeg var barn i tresserne og husker drøvtyggende firbenede undere, der på grønne græsmarker tungt skvulpede af produktiv dovenskab. Jeg husker masser af halm i store stier, hvor en so gik med sine smågrise. Under frugttræerne gik hønsene og fandt alt muligt godt i jorden. Jeg husker grisens skrig når hjemmeslagteren kom på besøg.
Jeg husker danseskole i provinsbyens forsamlingshus og Dansevise med Grethe og Jørgen Ingemann. Jeg husker rustne søm og blodige flænger som græd i en solstråle. Jeg husker punkterede eftermiddagsglas, hvor solen sløres af dug og snavs mellem glassene. Jeg husker tyk cigarrøg i hele stuen. Jeg husker evige jordbærmarker i den næsten uendelige sommerferie. Vækkeuret, der ringede klokken fire om morgenen når de røde og søde bær skulle plukkes. Jeg husker store områder med frugtplantager, som om foråret lyste hvidt mod himlen. Træerne der i sensommer og efterår var tynget af frugter i grønne, gule, røde og blå nuancer. I halvfjerdserne var jeg teenager og hjalp til med frugtplukningen i mine forældres frugtplantage, hvor jeg blev syg af de kemikalier træerne var sprøjtet med.
Jeg husker en sensommerdag i 1969, da jeg startede på en ny landsbyskole. Jeg stod lidt afsides og kiggede på de andre børn. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig, skubbede, og i løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig som i en indianerdans og råbte grinende: Nu vander han høns, nu vander han høns.
Jeg husker den daglige rutine, som gik ud på at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk. I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag. Jeg husker at jeg blev smidt i pisserenden og fik presset mit hoved ned i skolens ulækre toilet. Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov.
De elever, som tog føringen, havde en lang række medløbere. Disse var aldrig onde eller aggressive, når de var alene. Men når de var sammen i flok, udførte de handlinger, som de ellers ikke ville have foretaget. De afskrev deres egen identitet og hylede fuldstændig som de ulve, de var blandt, og efterlignede anføreren i gruppen. Medløberne fik på den måde de andres accept og bifald. Ingen følte noget ansvar for deres handlinger, fordi de var mange om det, og den enkelte følte ingen skyld bagefter. Den daglige skolegang tappede al min energi, og jeg mistede efterhånden evnen til indlæring.
Jeg husker uendelige timer med fiskestangen langs en bugtet å, langs en ensom strand, eller ved en stille søbred, hvor jeg var langt væk fra alt og alle. Igennem mine forældres eng løb en å; som var død af tressernes forurening og bækken der løb igennem min mormors og morfars have var fuld af liv; men blev myrdet, da en bonde med fuldt overlæg lukkede møddingssaft direkte ud i den lille biotop.
For evigt husker jeg stemmerne, spytklatterne, kvælertagene, slagene og fornedrelsen i skolegården. Her blev livet slået i stykker og befordrede angst, intet selvværd og ensomhed.
Senere lejede jeg et værelse og tjente til livets ophold som skovarbejder. Når jeg var på arbejde, var jeg alene i naturen og oplevede en slags fred, og jeg nød at være skovarbejder. I den nye by formåede jeg bare ikke at skabe kontakter til andre mennesker og fik derfor hverken venner eller kærester der.
Skulle en gæst alligevel en sjælden gang finde på at besøge mig på mit værelse, blev jeg forlegen og forvirret. Samtalen kom aldrig i gang, heller ikke hvis den besøgende havde let til spøg og levende samtale, alt blev uhjælpeligt ødelagt, når jeg fik besøg. Gæsten fandt en undskyldning for at slippe væk og satte aldrig sine fødder hos mig igen.
Den daglige dosis smerte var efterhånden så uudholdelig, at jeg måtte gøre noget ved min frygt for andre mennesker. Det lykkedes mig at blive optaget på byens hf-kursus, selv om mine karakterer fra folkeskolen var helt i bund. På det tidspunkt havde jeg været på arbejdsmarkedet i syv år. Nu så jeg mennesker hver dag, men ensomheden var taget med mig, og tilværelsen var såmænd ikke så meget anderledes end tidligere.
I frikvartererne satte jeg mig alene, tit ved et lidt afsides bord. Hvis jeg sad sammen med de andre, sagde jeg sjældent noget.
Nogle lærere og elever lagde mærke til mig, for jeg løste alle mine opgaver med nidkærhed og akkuratesse. I starten troede de, jeg var lidt dum. Senere sagde de: Han er jo en klog og stille fyr. De grinede lidt og trak på skuldrene.
Jeg flyttede til hovedstaden for at læse videre. Arbejdede næsten altid for mig selv, da mindreværdet var taget med mig. I den nye by boede jeg på et gammelt og hyggeligt kollegium. Der var mange fester og lystige middage på gangene eller i den flotte festsal.
Ved sådanne lejligheder ramte ensomheden mig altid som en syl, og den blev siddende som en smertende torn i hjertet. På kollegiet blottede man ikke sin smerte og afmagt. Jeg forsøgte derfor at skjule ensomheden, for der klæbede noget taberagtigt ved den.
Folkeskolen efterlod mig som en skygge i skyggernes verden. I mørket ledte jeg efter noget, som kunne give mig nogle smukke farver tilbage, så jeg kunne genvinde noget selvtillid og værdighed. Jeg husker denne forfærdelige følelse af, at mange år af livets mulighed gik tabt. Jeg foretrak at forblive følelsesmæssigt uigennemtrængelig og holdt blikket tomt. I det virkelige liv fandt jeg intet jeg kunne spejle mig i; men det fandt jeg i kunsten. Jeg så kunstudstillinger, gik i teatret, hørte meget livemusik, så film i biografen og læste meget litteratur. Jeg søgte ofte stilheden ude i naturen for at fiske eller samle svampe eller bare være der.
Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt over for alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi.
Jeg blev cand. Agro og fik arbejde indenfor miljøområdet, hvor jeg kunne fordybe mig. Jeg arbejdede med landbrug og økologi, biler og miljø, livscyklusvurderinger samt andre emner inden for natur og miljø. I 2012 blev jeg social- og sundhedsassistent, som jeg uddannede mig til efter en længere arbejdsløshedsperiode.
Jeg husker de mange måneder i Ghana i midten af firserne og i Zimbabwe i 1990, hvor der langsomt kom flere farver på tilværelsen. Gæstfrihed og kærlighed til humøret. Oprigtig glæde ved andres selskab. Varme i kroppen og hurtig udmattelse for en indadvendt nordboer.
Siden folkeskolen har jeg for det meste haft arbejde, hvor jeg havde forpligtelser og ansvar. Dog husker jeg kampen for at vise hvem jeg virkelig var. På et tidspunkt opdagede jeg, at når jeg skrev, følte jeg mig for alvor som mig. Så var jeg ikke længere så afhængig af at blive set, hørt, forstået og accepteret for at føle mig godt tilpas. At skrive giver mig en særlig fornemmelse af at være mig. Og selv at have hånd i hanke med mit liv.
Efterhånden blev jeg bedre til at udtrykke mig selv. Jeg føler nu, at jeg som menneske har fået en værdi i mig selv. De mørke og truende skygger hang over mig i et par årtier. Langsomt blev de dog fortrængt af flere og flere lyse og livsglade farver. En dag mødte jeg kvinden, som siden fødte vores søn. For altid forandret, for evigt forundret. Jeg lever, tak, jeg lever.
Nu er jeg kommet her til i livet. Langt over halvvejs til graven. Mange år levet, mange drømme drømt. Barndommens fugl er stadig i live. Først var den farvestrålende, så mistede den farverne og blev grå og sort. Vanskeligt at skille død fra liv, sort fra gråt og hvidt fra gråt anklagende fortid og forestillingen om liv. Fuglen er stadig i live og den er blevet mere farverig igen.