Jeg er gået hen og blevet skør. Jeg har mistet den sidst rest af forstand og blevet rablende vanvittig. Ja, der er sikkert flere fra min omgangskreds, der vil påstå, at det har jeg altid været. Men nu er den da helt gal.

Søndag aften besluttede jeg mig for, at nu måtte der ske noget, så jeg kunne få Tina ud af tankerne. Jeg har været ved at gå amok, over at bare at trisse rundt med hende i hovedet. Så jeg har besluttet mig for at købe Mascot og Lady. To dejlige araber blandings hopper til mine børn. Den del af planen, er i sig selv vanvittig nok. Men den anden del, som involverer indretning af den ene staldbygning til heste, er nok den berømte prik over i’et.

Jeg sad oppe den halve nat og planlagde hvordan stalden skulle indrettes, og jeg blev fuldstændig grebet af det… og må nok også indrømme jeg gik over stregen. For jeg endte med en tegning over seks pænt store hestebokse, en vaske plads, foder rum samt rum til sadler, hovedtøj og den slags. Døre både ud til gårdspladsen og direkte til marken. Fra loftet mulighed for at smide hø og halm direkte ned i stalden. Det var endt som et stort luftkastel. Men i det mindste havde det holdt mine tanker væk fra Tina det meste af natten. Hvilket gjorde at det havde været indsatsen værd.

På trods af det blev sent med tegningerne, vågnede jeg alligevel tidligt. Total forvirret, for jeg havde drømt at Tina sov sødt ved siden af mig, og først fattede jeg ikke at hun pludselig var væk. Stod op og var atter rastløs over tankerne om hende. Så efter en det meste af en kande kaffe, ringede jeg til min nabo. Meningen var, at jeg bare ville lufte ideen om at bygge hestebokse, og høre om hans tilbud om lidt hjælp stadig stod magt. Men det første han sagde i telefonen var ”Nåe, skal vi snart til at byg’…” jeg kunne ikke lade være med at grine, og så ellers bare svare, at nu skulle det være. Han var overhovedet ikke overrasket, svarede bare, at han kom i løbet af en halv time. Og ganske rigtigt, godt 20 minutter senere holdt hans gamle Toyota LandCruiser på gårdspladsen. Og jeg skal love for at han er en direkte mand, ikke noget overflødig dikkedar, vi gik lige ind i stalden, hvor jeg vidste ham min plan for, hvordan det skulle se ud. Han kiggede bare på mig og spurgte muntert om jeg ville til at starte et stutteri?

Det var og er nu ikke min plan. Så jeg forsøgte at forklare ham, at det lige som var kommet naturligt da jeg sad og lavede skitser, og når jeg nu skulle i gang, så kunne jeg jo lige så godt lave det ordentligt fra starten. Det gav ham mig ret i, og fortalte at han ofte fik forespørgsler fra ”alle mulige”, om de kunne have en hest opstaldet ved ham. Hvis jeg var interesseret idet, så ville han gerne sende dem ned til mig. Den mulighed havde jeg slet ikke overvejet, men, som jeg sagde til ham, der var ingen grund til at sælge skindet før bjørnen er skudt. Ved heller ikke jeg er interesseret i at have alle mulige rendende i tide og utide.

Efter jeg havde vidst ham planen, rettede han et par små fejl på den… som to bokselåger der ikke kunne åbnes samtidig. Og byttede om på foder og sadel rum, da det passede bedst med vinduernes placering. Ellers roste han mig for planen, ved at sige, at det jo ikke var helt ved siden af. Hvilket var rart at få at vide. Det varmede faktisk rigtig meget, fordi jeg kunne høre at han mente det 100 % ærligt. Jeg ved ikke, om det var fordi han roste mit arbejde, eller den måde han sagde det på, der fik mig til at komme lidt mere til mig selv. Jeg har længe følt mig sådan lidt robotagtig, med kun Tina i tankerne. Men med Hans som selskab var det som tankerne om Tina blev trængt lidt i baggrunden.

Nå, men resten af dagen gik med at følge med Hans, min nabo, rundt i nabolaget for at samle materiale til stalden. En del af det havde han liggende hjemme på gården, og ellers vidste han lige hvor vi kunne køre forbi, for at hente stumper vi kunne bruge. Jeg var og er forbløffet over hans energi og netværk. En del af forklaringen fik jeg om aftenen, da jeg blev inviteret til at spise med. Og det var selvfølgelig fra hans kone. Da jeg begyndte at takke ham, for alt den energi og tid han lagde i projektet, slog han det bare hen med, at det var ikke værd at nævne. Han kone klappede han kærligt på kinden, det gav i et lille stik, da jeg ønskede at det var Tina der klappede min kind, og sagde at det nærmere var omvendt, at Hans skulle takke mig. Og hvis ikke han gjorde det, så ville hun. For hun var godt træt af hans humør. Regnen gjorde, at han ikke havde noget at bruge energien på. Hun fortalte at han mindst ti gange om dagen havde spurgt, om han mon ikke skulle køre over til mig, for at se om vi skulle i gang med et par bokse. Hun fortalte også om hans opfindsomhed, ”hitte-på-manden”, kaldte ham hun kærligt, og spurgte om jeg ikke havde set hans værksted endnu? Pludselig rømmede Hans sig og ville til at sætte kaffe over. Jeg tror helt ærligt, at han blev forlegen over, at hun fortalte om hans ”last”. Men det var nu tydeligt at Marie, som hans kone hedder, kendte ham rigtig godt. Så hun sagde til ham, at nu skulle han vise mig værkstedet, så ville hun lave kaffen.

Værkstedet vidste sig at være i en gammel maskinhal og var enormt. En del af den var blevet isoleret, og fungerede som egentlig værksted. Hans vidste endda stolt at det var kunne opvarmes ved hjælp af halm fyret. Han havde alt tænkeligt værktøj, og en masse utænkeligt. Det sjoveste var da han vidste mig hans ”opfindelser”, der stod bl.a. en hjemmelavet ”højbenet” gokart, der kunne køre på græsmarkerne… desværre var køerne bange for den, så han brugte den ikke så tit. Et selvkørende fugleskræmsel, som han brugte til at holde fuglene fra jordbærrene, en vælte-Peter cykel, den med det enorme forhjul og en helt masse andre fantastiske ting. Da vi kom ind til kaffen og hjemmebagt kage, fortalte Marie at stort set hele sognet skyldte Hans en tjeneste eller ti, for han havde hjulpet de fleste med et eller andet i gennem tiden. Så han kunne altid trække på deres hjælp, eller som vi gjorde, hente nogle rør og gammelt staldinventar ved dem, hvad de nu lige havde liggende. Jeg sagde, at nu kunne de tilføje min til listen over naboer, der skyldte en tjeneste.

I går fik vi tømt stalden for alt hvad der var i vejen for at vi kunne i gang, og begyndte på at lave boksene. Dog først efter at Hans havde overrakt mig hans seneste på fund; den største gummistøvle jeg nogen sinde har set, skåret op foran, så jeg kan få gipsfoden ned i den, og med hjemmelavede snørebånd, så den kan bindes og dermed sidder godt fast. Intet mindre end genialt… Det lader til mit luftkastel langsomt bliver til virkelighed. I dag forsætter arbejdet. Det bedste er, at Tina kun sjældent dukker op i mine tanker, og det er let at ”skubbe hende væk”, ved at fokusere på det praktiske arbejde. Jeg håber det holder ved, også når vi en gang er færdige… hvis vi ellers bliver det. Må hellere gå i gang igen.